Hvad er libertarianisme?

Hvad er det libertarianske udgangspunkt?
Grundlæggende findes der to libertarianske udgangspunkter, men begge forenes i kravet om en ubetinget respekt for den private ejendomsret;
A) At samfundets institutioner bør indrettes, så de maksimerer nytten for dets medlemmer, og at dette kun kan lade sig gøre ved at give mennesket visse (natur)rettigheder. Dette udgangspunkt kaldes også for ”konsekvensliberalisme”.
B) At mennesket af natur har visse umistelige (natur)rettigheder, og at disse skal respekteres, og at samfundets institutioner bør tilpasses disse rettigheder. Dette udgangspunkt kaldes også ”rettighedsliberalisme”. Opfattelsen af rettighedernes begrundelse divergerer inden for denne retning. Nogle mener, at menneskets naturrettigheder er Gudgivne, mens andre mener, at de er logisk begrundelige.
Jeg selv bekender mig til A), idet jeg under alle omstændigheder mener, at rettigheder er sociale konstruktioner, som kun nyder udbredelse, hvis befolkningen anerkender dem. En ret er ingenting værd, hvis ingen anerkender den. Imidlertid er det libertarianske rettighedssystem værd at beskæftige sig med – selv hvis man er utilitarist og altså bekender sig til A) – fordi det libertarianske rettighedssystem er det eneste logisk begrundelige og derfor logisk konsistente.
Hvad er selvejerskabets begrundelse?
Den private ejendomsret udspringer af menneskets selvejerskab – dvs. at mennesket ejer sin egen krop. Ejerskab må forstås som en veldefineret brugsret, som udelukker andres brug af en bestemt resurse. Den logiske begrundelse for selvejerskab kan kort skitseres, som følger. Grundlæggende findes der tre muligheder for ejerskab af individers kroppe:
1) Mennesket ejer sig selv (selvejerskab).
2) En gruppe af mennesker eller et menneske ejer alle andre.
3) Alle mennesker ejer hinanden.
Hvis vi starter med at undersøge 2), må vi konkludere, at dette må karakteriseres som institutionaliseret slaveri. Selvom slaveri er en teoretisk mulighed, må det dog bero på fuldkomment arbitrære afgørelser at skulle bestemme, hvem der ejer hvem. Det er en filosofisk umuligt at argumentere for, at en bestemt person skulle eje en anden – eller omvendt. Selvom det ikke er en filosofisk begrundelse, forekommer 2) desuden noget usympatisk. Vi kan derfor udelukke 2).
Hvis 3) gælder, må det betyde, at et menneske på den anden side af jorden ejer forfatteren af denne artikel – og omvendt, idet landegrænser er filosofisk betydningsløse, fordi de er arbitrære størrelser. Det forekommer umuligt, at alle mennesker i verden skulle kunne eje alle mennesker i verden. Da ingen kender alle mennesker i verden, strider det mod princippet om, at ejerskabet er veldefineret og udelukker andres brug. Hvis to personer desuden kommer hen til forfatteren af denne artikel og beordrer ham til to forskellige ting, som er modstridende; hvis ordre skal han da følge? Der findes ingen entydig løsning. At man skulle kunne bruge sin egen krop til noget som helst, måtte desuden ifølge 3) kræve samtykke fra samtlige verdens individer, hvilket hastigt ville medføre et stop for al menneskelig aktivitet og handling. 3) kan dermed også logisk udelukkes.
Den eneste logisk mulige ejerskabsform er altså selveje – at individet ejer sin egen krop, og at ingen andre har krav på denne.
Hvad er selvejerskabets implikation?
Hvis man ejer sin krop, må man også eje udkommet af arbejdet, som man udfører med den – hvadenten dette arbejde er af fysisk eller ikke-fysisk karakter. Det modsatte ville være absurd. Hvis en mand eksempelvis snitter en fløjte ud af en pilegren, og denne fløjte efterfølgende ville være ejet af resten af verden, ville ”resten af verden” kunne bestemme, hvad den skulle kunne anvendes til, og hvem der kunne anvende den, samt hvornår. Der findes intet forum, hvor ”resten af verden” kan blive enige om den slags. Og selv, hvis der fandtes et forum, ville det ikke kunne lade sig gøre at nå til enighed om den slags, fordi ”hele verden” hele tiden skulle tage stillige til hundreder af millioner af beslutninger. Hvis en mand digter en sang og komponerer en tilhørende melodi, som har nytte for andre mennesker, kan han nægte at synge den. Han kan stille op med den, hvad han vil og kun udveksle sangen med andre goder, hvis han ønsker det. Både i fysisk og i ikke-fysisk forstand må kroppens arbejde tilfalde den, som ejer kroppen; nemlig individet selv. Den private ejendomsret er den logiske følge.
Hidtil ikke-ejet ejendom kan i det libertarianske rettighedssystem tages i besiddelse gennem det såkaldte home steading-princip. Efter dette princip ejer man en hidtil uejet genstand ved at tage den i anvendelse eller ved at hævde sin ret over den. I kolonitiden i Nordamerika tildeltes ny jord efter dette princip. Det kan selvsagt diskuteres, hvor meget af en genstand, som skal tages i anvendelse, for at home steading gør sig gældende. Da amerikanerne var de første, der satte en fod på månen, kunne man hævde, at hele denne tilhørte disse. Imidlertid kunne amerikanerne ikke hævde deres ejendomsret ved denne blotte handling. Der skulle noget mere til. Dertil kommer, at den amerikanske stat i libertarianske øjne er illegitim, hvor månebesiddelsen også ville være det.
Den private ejendomsrets implikationer
Den private ejendomsret garanterer, at mennesket ikke ufrivilligt skal afstå sine resurser til andre. Demokratiet er en de facto afskaffelse af den private ejendomsret. Hvis man vitterligt ejer noget, kan andre ikke stemme om dets anvendelse, da det ikke er deres. Demokrati er derfor naturligvis en illegitim styreform. I stedet kan mennesket bytte sig til resurser med andre mennesker, og ved gensidig respekt for den private ejendomsret vil sådanne handler være velfærdsforbedrende, fordi handlens parter hver især frivilligt indgår i handlen, hvorfor de efterfølgende må formodes at være mindst lige så godt stillet.
Det er klart, at den private ejendomsret udelukker statens eksistens, fordi staten er defineret ved et voldsmonopol, som finansierer sine udgifter gennem opkrævningen af skatter, og da skatter er defineret ved den tvungne og ukompenserede afståelse af resurser og derved en krænkelse af den private ejendomsret.
Den private ejendomsret udelukker også, at der skulle kunne eksistere såkaldte positive rettigheder – dvs. retten til en bil, et arbejde eller et andet gode, som fordrer anvendelsen af tvang over for andre mennesker. En ret er i filosofisk forstand uafhængig af tid og sted. En ret skal – for at være logisk gyldig – altid og under alle omstændigheder gælde, hvorfor vi kan kalde den universel. Den positive ret til en bil eller til mad strider imod dette princip. Det er ikke muligt at have en universel ret til en bil. Hvis to mænd strander på en øde ø, forekommer det meget vanskeligt at honorere en sådan ret. Hvem skulle gøre det? Og hvis der kun var én bil, hvem skulle da have den, hvis de begge havde ret til en hel bil?
Positive rettigheder er per definition derved en krænkelse af den private ejendomsret og princippet om selvejerskab, idet de nødvendigvis medfører anvendelsen eller truslen om anvendelse af vold. De eneste frihedsrettigheder, som er forenelige med princippet om selvejerskab, er negative; dvs. retten til at gøre præcis, hvad man vil, så længe man ikke skader andres tilsvarende ret. Årsagen er, at kun negative frihedsrettigheder kan være universelle.
Staten er illegitim
Som vi allerede har set, krænker staten ved sin blotte eksistens den private ejendomsret, fordi den er finansieret ved tvangsopkrævning. Definitionen på en stat er en geografisk afgrænset institution med et voldsmonopol over dette områdes medlemmer. Derfor kunne man et øjeblik godt forestille sig en stat, som blev finansieret af private individer ved frivillige bidrag. Men da staten har et voldsmonopol – og den eneste årsag til, at man skulle have en stat, må være, at man på den ene eller den anden måde vil gøre brug af dette – må selv en frivilligt finansieret stat være en krænkelse af den private ejendomsret, så snart denne stat foretager sig noget som helst. Hvis statens påbud nemlig skal have nogen som helst mening i statslig forstand, må de være efterfulgt af en trussel om magtanvendelse, hvis påbuddet ikke følges. Trusler om eller brugen af vold er en klar krænkelse af den private ejendomsret, hvadenten der er tale om legemsbeskadigelser eller konfiskation eller destruktion af fysisk ejendom.
Hvad er en krænkelse?
I et libertariansk samfund vil individiers handlinger blive evalueret ved, om de krænker andres rettigheder. Et individ vil kunne gøre lige præcis, som det passer ham, så længe han ikke krænker andres ejendom og selvejerskab. Men hvornår gør han det?
– Har man lov til at kravle rundt på taget af sit hus? Ja, det følger af brugsretten/ejendomsretten til huset. Må man tage narko? Ja, det følger af selvejerskabet til egen krop.
– Må man foretage atombombeprøvesprængninger i sin baghave? Nej, ikke når det krænker andres ejendom. Må man sælge sine børns nyrer eller hornhinder? Nej, det krænker børnenes selvejerskab. – Må man køre 1.200 km/t på motorvejen i en raketbil? Nej, ikke hvis den private vejejer har sat en hastighedsgrænse på 120 km/t.
– Må man harpunere hvaler eller fælde regnskov – ja, hvis man ejer dem.
De fleste mennesker kan genkende et mønsker i dette, selvom de ikke i alle tilfælde ville være enige. Disse spørgsmål er nemme at besvare i et libertariansk samfund, for der er tale om klare overtrædelser eller overhovedet ingen overtrædelser af den private ejendomsret. Men der findes en masse spørgsmål, som ikke rumme lige så entydige svar.
– Må man lade ens børn til at se voldspornofilm 12 timer om dagen? ½? Slet ikke?
– Må man spille Engelbert Humperdinck så højt, at naboen kan måle det til 160 decibel? 80? Ingen?
– Må man trække vejret, så der kommer CO2-molekyler ind på naboens grund?
– Må man lave et kulkraftværk, som producerer CO2-molekyler, der flyver ind på naboens grund?
– Hvornår er en kontrakt om et eller andet overholdt? Hvornår er den brudt?
– Må man dræbe en mand for at redde 10? 1.000? 1.000.000?
Hvadenten der eksisterer en libertariansk minimalstat eller folk selv håndhæver deres rettigheder eller uddeligerer dem til private beskyttelsesbureauer, skal disse spørgsmål meget nøje overvejes for at maksimere samfundets medlemmers nytte.
Lovgivning i monopol eller i konkurrence
En stat med bureaukrater og politikere, som har til opgave at beskytte den private ejendomsret må gætte sig frem til den ”rigtige” løsning på ovenstående indeterminante spørgsmål. Desværre vil de aldrig vide, om de har opnået den bedste løsning, for i et statsligt system af rettigheder, som netop er defineret ved et monopol på vold og retfærd, vil der ikke eksistere et alternativ, som folk i stedet kan abonnere på og benytte. Det svarer til, hvis en planøkonomisk bureaukrat skal beslutte prisen på en liter mælk. Han har ingen muligheder for at vide, om han har svaret rigtigt på et sådant spørgsmål, og det er en af de væsentligste pointer i den såkaldte socialistiske kalkulationsdebat i 1920’ernes og 1930’ernes økonomiske diskussioner om muligheden for at kunne gennemføre en rationel planøkonomi. Som bekendt vandt Ludwig von Mises overbevisende denne diskussion, om end hans indsigter er blevet ignoreret lige siden. Hans svar var, at der ikke kan foretages rationelle økonomiske kalkuler (dvs. overvejelser om nytte) i et system uden private ejendomsret.
En sådan mulighed findes dog i et rent libertariansk samfund. Her vil konkurrerende beskyttelsesbureauer søge at tilvejebringe og håndhæve netop den lovgivning, som giver flest mulige kunder og dermed størst mulig indtægt. Dårlig lovgivning vil derfor blive valgt fra til fordel for bedre lovgivning. Rettesnoren vil hele tiden være kundernes betalingsvilje – og dermed i sidste ende profit for de involverede virksomheder. Idet betalingsviljen er en god proxy for nytte, vil et sådant konkurrerende retssystem hele tiden automatisk søge at maksimere hele samfundets nytte.
Hvordan konkurrerende private beskyttelsesbureauer og retsvæsener mere specifikt vil fungere, er for langt et spørgsmål til, at jeg kan gå i dybden med det i denne artikel. Vi bringer dog snart David D. Friedmans artikel; “Anarkokapitalisme og libertarianisme”, som interesserede kan finde i Libertas-tidskriftet nr. 38.