Den 12. februar 2003 afsagde Højesteret dom i en sag om den automatiske fartkontrol. Indehaveren af en bil havde lånt bilen ud til en af sine nærmeste, som herefter var blevet taget i fartkontrollen. Bilens ejer ønskede dog ikke at udtale sig til politiet om, hvem der havde ført bilen, med henvisning til at han så ville risikere, at en af hans nærmeste ville blive straffet i sagen. Så burde sagen egentlig være ganske klar. I et retssamfund bør man ikke kunne tvinges til at vidne mod sig selv eller sine nærmeste. Det er politiets og anklagemyndighedens opgave at bevise, hvem der har begået en forbrydelse, og kan de ikke det, må den skyldige desværre gå fri. Heldigvis har vi et velfungerende retsvæsen, som opklager langt størstedelen af alle sager. Problemet er, at hvis man tvinges til at vidne mod enten sig selv eller sine nærmeste, er der en overhængende fare for, at man begår mened, at man lyver om, hvad der egentligt skete. Derfor er det langt bedre, at man har muligheden for at holde sig tavs. Det kan i virkeligheden lette opklaringsarbejdet, da politiet ikke bliver sendt på
vildspor af formodede gerningsmænd.
Når man tænker tilbage på Blekingegade-sagen, hvor politimordere kunne undlade at svare på spørgsmålet om, hvem der affyrede det dødbringende skud, så synes der ikke være nogen tvivl om, at bilens ejer naturligvis ikke kunne idømmes en bøde for at undlade at vidne. Men sådan ville hverken Østre Landsret eller Højesteret. Dermed har man dannet en præcedens for et
retssamfund, der minder om den spanske inkvisition.
Det lyder måske drastisk, men hvis man følger de logiske konsekvenser af dommen, vil man se, hvilke ekstremt uhyggelige følger, denne dom kan få.. Vi fortsætter her med den ovennævnte sag.
Der vil være en række forskellige udfaldsmuligheder.
Indehaveren af bilen vælger ikke at vidne og bliver herefter idømt en bøde for ikke at angive sine
nærmeste. Han er hermed dømt for at have overtrådt § 65, stk. 1, i færdselsloven, der pålægger ejeren at oplyse, hvilke personer der som førere har benyttet bilen. Det virker umiddelbart retfærdigt nok, men problemet er, at her vil det opfordre folk til at udtale sig uklart. Det kunne tænkes, at
folk ikke umiddelbart kunne huske, hvem der havde været fører af bilen på det pågældende tidspunkt. Det vil nok være noget problematisk at bevise, om dette er sandt eller falsk, men man har nu de facto tvunget folk til at begå mened og kriminaliseret dem i endnu højere grad end en simpel overtrædelse af færdselsloven. Derudover kan der argumenteres for, at indehaveren egentligt ikke har foretaget sig noget, som er forkert. Han har ikke kørt for stærkt. Det eneste, han har gjort, er at undlade at samarbejde med politiet. Hvilket en lang række vidner til rockerkriminalitet i øvrigt
også gør af frygt for, hvad rockerne kunne finde på at gøre ved dem.
Men det er dog ikke denne konsekvens af dommen, som er den mest skræmmende. Hvis man derimod tænker situationen lidt videre, og forestiller sig, at indehaveren af bilen vælger ikke at acceptere dommen, så vil den yderste konsekvens være, at vedkommende kunne ryge i fængsel. Det samme kunne principielt set også ske, hvis vedkommende ikke var i stand til at betale bøden på andre måder end ved at sidde den af. Dybest set vil der her være tale om, at bøden indkræves under truslen om vold. Hvilket ligger bag al statslig aktivitet, og det er der sådan set ikke noget odiøst i. En af de mest gængse definitioner på staten er jo netop “den institution, som besidder det legitime monopol på voldsanvendelse inden for et nærmere defineret geografisk område.”
Det er selvfølgelig ikke særligt tiltalende at få en bøde, eller i værste fald at skulle ryge i fængsel,
for ikke at vidne. En hel del mennesker vil derfor nok vælge at oplyse, hvem der har været føreren af bilen i den pågældende periode, hvis de altså ikke i stedet vælger at begå mened. Og det er netop her, at problemets egentlige alvor kommer til udtryk. Politiet har nu fået oplyst, hvem der har kørt
bilen, de opkræver bøden, og den skyldige fartsynder er blevet straffet. Alt er fryd og gammen, det er i hvert fald, hvad Højesteret og Anklagemyndigheden vil have os til at tro. Desværre hænger virkeligheden ikke sådan sammen, for problemet er, at det vidneudsagn, som har ledt til opklaringen af sagen, er fremkommet under truslen om vold. Indehaveren af bilen har valgt at vidne mod ikke at blive udsat for den straf, som ville følge. Hvis vi lige tænker over det en gang til, så betyder det, at Højesteret principielt har sagt, at det er i orden, at statsmagten anvender vold for at opklare visse typer af sager.
Nu kan man selvfølgeligt mene, at dette er en overdrivelse, eller at en bødestraf egentlig ikke er
vold. Faktum er dog, at bag bødestraffen ligger truslen om vold, og denne trussel er hverken mere eller mindre reel end den, som visse rockere stiller op mod vidner for, at de skal undlade at vidne, eller som den spanske inkvisition benyttede for at få folk til at erkende deres synder. Man kan jo spørge sig selv, om vidneudsagn, der er aftvungne, bør være acceptable i danske retssale, men det mener landets højesteret nu. Så meget for retsstaten. Den gik bort i ubemærkethed, uden den store medieomtale eller krav fra politisk hold om, at denne grove krænkelse af retssikkerheden måtte stoppes.
Retsstatens retræte.
