Informationskrig

Hvad skal man tro om de mange informationer, som fyger gennem medielandskabet ifm. optakten til GWII? Jeg vil lige minde om at historie ikke kan kaldes for den mest objektive videnskab, selv indenfor videnskabsteori bliver den ikke betragtet som værende objektiv. Voltaire sagde engang “History is the lie we commonly agree upon” og som bekendt bliver historie som regel skrevet af vinderne (dvs. staten og historikerne i dennes lommer).
Sort propaganda
Ifølge den amerikanske og britiske (og danske?) krigspropaganda skal man tro på, at den nationalsocialistiske, sekulære despot, Saddam Hussein, som tidligere har ført indædt krig mod såkaldt rettroende muslimer, skulle være blevet bonkammerat med den ultra-religiøse Osama Bin Laden. Det virker mere og mere absurd, isæt set i lyset af den sidste krig, som kun opretholdte status quo og aldrig fik væltet, hvad der fra mediernes og politikeres side var værre end Hitler og Nostradamus Antikrist. Sjovt nok kommer alle fortolkninger om at Saddam er Antikrist på samme tidspunkt som Kuwait krigen, f.eks. genudgivelsen af Orson Welles film om Nostradamus profetier med Saddam som Antikrist. Sådan noget blev kaldt for ”Black propaganda” af englænderne under Anden Verdenskrig. De forfalskede selv Nostradamus – dengang var det Hitler, som skulle være Antikrist. Hmm…min krystalkugle viser mig, at den næste sorte prins fra Øst, Antikrist er fra Nordkorea. I dette tilfælde behøver man dog ikke en profeti til at bevise Nordkoreas menneskefjendtlige vanvid.
Kan du huske de falske reportager fra CNN om irakiske soldater, der dræbte babyer på et hospital i Kuwait, de blev først rigtigt ”opdaget” efter krigen. Medierne var ikke et hak bedre end under Første Verdenskrig, hvor mediesensationen i USA og England var, at “hunnerne (tyskerne) dræber belgiske babyer på barbarisk vis!”. Tyskerne sænkede i 1915 det britiske passagerskib, Lusitania, som medbragte ammunition til håndvåben og derfor brød med krigsføringens neutralitetsregler om ikke at føre kontrabande til krigsførende nationer. 124 amerikanere ombord på Lusitania omkom, hvorfor sænkningen ansporede til en generel antipati rettet mod tyskerne. Men de udokumenteret historier om tysk barbarisme udgjorde dråben, som fik det amerikanske bæger til at flyde over og ledte USA til at gå med i Første Verdenskrig – man måtte simpelthen stoppe de vanvittige tyskere, selvom historierne var total usandfærdige og statsstyret propaganda. Hitler har en gang ytret noget med at jo større en løgn er og jo mere du fortæller den, desto mere troværdig bliver den. Selv en galning kan have ret, det må vi aldrig glemme, for det viser historien os meget tydeligt.
Golfkrigen
Var Golfkrigen den vi alle troede så meget på, at vi måtte massakrere Iraks befolkning, eller var der noget andet på spil? Lad os starte med, hvordan krigen egentlige begyndte. Saddam Hussein var stadigt USA’s søde men ikke helt stuerene skødehund før 2 August 1990 – så meget at irakerne havde købt for flere hundrede millioner dollars våben af USA lige inden Golfkrigen. Hvorfor angreb Saddam Hussein Kuwait? Var han så dum, at han regnede med, at han kunne slippe af sted med invasionen af det lille diktatur? Lige siden kuppet i Irak af nationalistiske officerer i juli 1958 har Kuwait haft meget stor betydning for USA og England. Så stor betydning, at Eisenhower var klar til at bruge atombomben for at kunne beholde kontrollen over olien i Kuwait. Frygten skyldtes især, at man var bange for, at nationalistiske tendenser skulle brede sig til Kuwait (og resten af Mellemøsten), og derved vælte det skrøbelige, vestlig kontrollerede diktatur. Efter Golfkrigen begyndte Saddam at kalde USA for mange grimme ting, som f.eks. forræder. Måske ikke uden grund?
Var der nogen som fik noget ud krigen? Det amerikanske militærindustrielle kompleks tjente virkelig mange penge. Tænk på, hvor meget et Tomahawk-missil koster. Der blev smidt bomber for et astronomisk beløb plus de millioner af dollars de havde tjent forinden på våbensalg til irakerne. Kunne det have været en god grund til at starte en krig? Truman frygtede, at hvad han kaldte, det militærindustrielle kompleks, en dag skulle til at bestemme USA’s forsvarspolitik. Red Ike jokes frabedes, tak, da de ikke er produktive.
Den sidste der også fik en meget stor gevinst var Saddam selv, hvordan vil en hel del spørge? Tja, han sidder stadigt ved magten, landet er så forarmet at ingen kan gøre modstand mod hans terrorregime. Den demokratiske irakiske eksilopposition blev fuldstændigt ignoreret af hele verdenen både før og efter krigen, man havde ikke nogen ønsker om at risikere muligheden for et demokrati, det kunne jo udvikle sig til et nationalistisk Irak med stort had til USA og Vesten. Norman Schwartzkopf så stiltiende på Saddam Hussiens massakre på shiitterne, da de prøvede at gøre oprør mod ham efter krigen. USA lokkede kurderne i en fælde – de var blevet lovet militær opbakning, hvis de gjorde oprør mod Saddam. Men da de så gik i gang var de lige pludseligt alene. På denne måde blev al opposition mod Saddam Hussein knust, med vestens hjælp og for hvad? Måske rummer nedenstående irakiske transskription et gran af sandheden? Intet er sandt og alt er tilladt, i informationskrig.
Den irakiske løgn
Otte dage før invasionen af Kuwait 2 August 1990, havde Saddam Hussein et møde på sit præsidentpalads med den amerikanske ambassadør April Glaspie. Nedenstående tekst er angiveligt en transskription af samtalen mellem de to, som blev optaget på bånd. Ambassadør April anser denne transskription for at være irakisk propaganda – det sagde hun til Senate of Foreign Relations Committee. Irak kom hende til undsætning senere, da de medgav hende, at hun ikke havde givet dem grønt lys for angrebet, men blot forholdt sig helt passiv under hele forløbet. Denne transskriptions sandhedsværdi ligger højst sandsynligt på et lavt plan, men er kendt og anvendt af en del grupperinger (f.eks. militserne og pacifister) i USA. Ligesom med den nuværende mulige krig, hersker der tvivl om den egentlige årsag til konflikten. Propagandaen er igen på sit højeste. Transskriptionen stammer fra bogen “Secret and Suppressed” af Jim Keith, amerikansk paranoid galning, som konstant prøver at bevise at USA er styret og invaderet af kinesiske og russiske kommunister, men det bør understreges, at opfattelsen af, at den amerikanske ambassadør stiltiende accepterede den irakiske invasion er vidt udbredt i også mere seriøse og lødige kredse.
Ambassadør Glaspie: Jeg har direkte instruktioner fra præsident Bush om at forbedre vores forhold til Irak. Vi har meget stor sympati for din søgen efter højere oliepriser, som er den umiddelbare grund til jeres konfrontation med Kuwait. Som du ved, jeg har boet her i mange år og jeg beundrer dine ekstraordinere forsøg på at genopbygge dit land. Vi kan se, at du indsat et massivt antal tropper sydpå. Normalt har det intet med os at gøre, men når det sker i kontekst med dine trusler mod Kuwait, så virker det fornuftigt af os at være bekymrede. Af denne grund, har jeg modtaget instruktioner om at spørge dig, i venskabets ånd — ikke konfrontationens – angående dine hensigter: hvorfor er dine tropper koncentreret så tæt på Kuwaits grænse?
Saddam Hussein: Som du ved, jeg har nu i mange år gjort ethvert forsøg på nå et forlig angående vores uenighed med Kuwait. Der skal være et møde om to dage; jeg er parat til at give forhandlingerne en lille chance kun denne ene gang. Når vi [Irak] mødes [Kuwait] og ser, at der et håb, så vil intet ske. Men hvis vi er ude af stand til at nå en løsning, så vil det være naturligt, at Irak ikke accepterer døden.
Ambassadør Glaspie: Hvilken løsning vil være acceptabel?
Saddam Hussein: Hvis vi kunne beholde hele Shatt al Arab – vores strategiske mål i vores krig mod Iran – vi vil give koncessioner [til kuwaiterne]. Men hvis vi er tvunget at vælge mellem at beholde halvdelen af Shatt eller hele Irak [ifølge Saddam er Kuwait en del af Irak] så vil vi helt opgive Shatt for at kunne forsvare vores krav på Kuwait, for at kunne holde hele Irak i den form som vi ønsker den. [Pause, derefter siger Glaspie forsigtigt]
Ambassadør Glaspie: Vi har ikke nogen mening angående jeres araber-araber konflikter, som din uenighed med Kuwait. Sekretær [James] Baker [den daværende amerikanske udenrigsminister, red.] har instrueret mig til at lægge vægt på instruktionen, som først blev givet til Irak i 1960’erne, at Kuwait sagen ikke er associeret med Amerika. [Saddam smiler]
Efter at båndoptagelsen og transskriptionerne fra mødet d. 29 Juli 1990 kom ud til pressen, blev Glaspie konfronteret af britiske journalister, mens hun var i færd med at forlade den amerikanske ambassade i Bagdad, d. 2 September 1990.
Journalist 1: Er disse transskriptioner [han holder dem op] korrekte, ambassadør? [ingen svar fra Glaspie]
Journalist 2: Du vidste, at Saddam ville invadere [Kuwait], men du advarede ham ikke fra at gøre det. Du fortalte ham ikke, at Amerika ville forsvare Kuwait. Du fortalte ham det modsatte – at Amerika ikke var associeret med Kuwait.
Journalist 1: Du opfordrede hans aggression – hans invasion. Hvad tænkte du på?
Ambassadør Glaspie: Tydeligvis, tænkte jeg ikke, og det gjorde ingen andre, at irakerne ville tage hele Kuwait.
Journalist 1: Troede du, at han kun ville tage en del af det? Hvordan kunne du det? Saddam fortalte dig, at hvis forhandlingerne fejlede, ville han opgive sine iranske mål [Shatt al Arab vandvejen] for “hele Irak, i den form som han ønskede den skulle være”. Du ved, at det inkluderer Kuwait, som irakerne altid har betragtet som historisk del af deres land! [Glaspie er tavs, skubber sig forbi journalisterne]
Journalist 1: Amerika gav grønt lys til invasionen. I det mindste indrømmer du at have signaleret til Saddam, at en hvis aggression var okay – at USA ikke ville opponere mod tilegnelsen af al-Rumeilah olie feltet, det omdiskuterede grænseområde og Golf øerne – territorier som Irak gør krav på? [Glaspie lukker døren til limousinen uden at sige noget]
Jeg ved ikke nok og hvad så?
Hvordan kan jeg forholde mig til en eventuel og meget sandsynlig krig, uden hvad jeg anser for tilstrækkelig indsigt i konfliktens detaljer? Saddam Husseins regimer er klart brutalt og illegitimt, men det samme kan siges om mange andre regimer i verden. Jeg er som alle imod krig, men… hvad nu hvis Saddam Hussein ikke bare har de masseødelæggelsesvåben, som amerikanerne og briterne hævder, men at han også seriøst planlægger at anvende dem til at dræbe uskyldige amerikanske civilister? Hvis stater overhovedet har en rolle, må det være at beskytte deres borgeres liv og ejendom mod aggression – inde fra, såvel som udefra. Men hvis der vitterligt findes beviser for, at Saddam Hussein besidder disse våben og, at han agter at anvende dem til forfærdelige ting, hvorfor fremlægges disse så ikke? Vi må nok konkludere, at hvis beviserne fandtes, ville de være væsentligt mere troværdige, og at amerikanerne og briterne ville have al mulig interesse i at lægge dem til for at styrke deres alliance i verdensopinionen – også blandt stater med muslimsk flertal.
Jeg mener, at en krig mod Irak pga. forbindelser til Osama Bin Laden er yderst tvivlsom. Her har amerikanerne og briterne også al mulig interesse i at fremlægge deres beviser, hvis sådanne vitterlig findes.
En fortsættelse af den nuværende boykots politik er rent folkemord, som kun styrker Saddams magtposition, dette kan ingen have interesse i at bibeholde. Hvorfor ikke bare lade Irak være i fred og trække alle amerikanske tropper hjem fra Mellemøsten. Amerikanske “vantro” soldater på hellig muslimsk jord er et kæmpe problem for de fundamentalistiske muslimer…
Selv hvis vi besad troværdig information om Saddam Husseins intentioner, kunne det stadig være et libertariansk dilemma, om vi burde støtte en krig mod ham. Hvornår vil en krig være retfærdig? Murray N. Rothbards suveræne indlæg på The Costs of War-konferencen i Atlanta i 1994 forsøger at indkredse problemet og komme med et libertariansk svar.
Den bedste løgn er altid blandet med sandhed, og nu lever vi i de halve sandheders tid. Har vi så mistet den frie presse og har den mistet sin troværdighed? Måske er spørgsmålet nærmere, hvornår har verden været fri for krige? Vi er nærmest gået direkte fra første til anden verdenskrig, den kolde krig, krigen mod narko, krigen mod sult (Somalia) til krigen mod terror i Afghanistan og nu mod Irak uden pause.
Men gudskelov er argumenterne for krigen mod Irak så latterlige, at man kun kan grine og gyse af dem. Det kan næsten enhver se, selv på tværs af politiske partier. Dog er det pinligt for de borgerlige politikere, at de støtter en krig på så tyndt et grundlag. Det er ret betænkeligt, at vi i dag måske ikke er blevet klogere end i middelalderen, hvor Paven kunne sende Europa i hellig krig på falske præmisser mod muslimer og jøder i det hellige land. Dengang dræbte vi flere kristne end vores fjender, vi kunne nemlig ikke se forskel på dem, da det var civilbefolkningen vi bekrigede, det var et stort fordrukkent plyndringstogt mod Jerusalem, dengang var det antisemitisme som var drivkraften bag krigen. Er vi ved at gentage historien, og lærer vi aldrig af den?