Ejendomsret og kvindefrigørelse

I naturen tæller kun magt. Den der har magt, har ret – eller rettere; får ret. Rovdyr med store tænder spiser planteædere. Den stærke han får lov at kurtisere hunnerne. Den stærke unge får lov til at overleve, fordi den patter mere hos moderen (hvis det er et pattedyr). Den stærke planteæder har større chancer for at overleve et angreb fra et rovdyr. Knælerhunnen dræber knælerhannen efter parring, fordi hun er stærkere, og fordi han nu er værdiløs for hende. Se mere på Discovery…
Naturtilstanden
Sådan er det også i naturtilstanden som beskrevet af Thomas Hobbes i Leviathan. I naturtilstanden er ifølge Hobbes ”enhver mand enhver mands fjende”. Her anvendes begrebet ”mand” i filosofisk forstand, hvorfor det omfatter begge køn. Vi kan derfor være mere specifikke ved også at konkludere fra Hobbes scenario, at enhver mand lige så meget (faktisk i højere grad) er enhver kvindes fjende – netop fordi magt i naturtilstanden er ret, og fordi manden er kvinden fysisk overlegen.
Mens Hobbes i sin bog efter min mening begår en logisk fejlslutning ved som følge af den hypotetiske naturtilstand at påpege behovet for en statsmagt (den logiske konklusion må være, at mennesker har brug for rettigheder snarere end en stat, men dette må gemmes til en anden diskussion), rummer hans beskrivelse af naturtilstanden et kim til forståelse af udviklingen i synet på kvinden.
I de tidlige, mest primitive samfund – oftest beskrevet som jæger/samler-samfund – fandtes der ikke nogen veldefineret privat ejendomsret på jord, fordi der ikke var resurseknaphed. Selve ideen om ejendomsret eksisterede ikke, fordi der var for få mennesker til, at det var relevant. Hvis man skulle overleve, måtte man jage eller samle i naturen, og da der ikke var andre mennesker, som kunne gøre krav på de resurser, som indsamledes, var ejendomsretten til jord ikke nødvendig. Redskaber etc., som kunne anvendes til at øge produktiviteten i de enkelte stammesamfund, har formentlig været stammens fælles redskaber, fordi det var for ineffektivt at lade redskaberne ligge ubenyttede hen. For disse samfund fandtes følgelig ingen ideer om, hvad der er mit, og hvad der er dit. Den stærke bestemte, og den stærkeste var manden. Derfor måtte kvinden underordne sig manden i et og alt og hendes tilværelse udelukkende bero på hans nåde.
Hvis vi forstår rettigheder som almindeligt accepterede regler for, hvad man kan tillade sig over for andre, må man sige, at kvinden som følge af sin svage fysik i dette samfund ikke har haft nogen som helst rettigheder. Nogle mænd har måske set det formålstjenesteligt at behandle kvinder ordentligt, fordi det gav bedre resultater at samarbejde om fælles interesser. Men dette måtte primært ske ud fra rene efficiensbetragtninger på samme måde som, at man ikke bør misrøgte sine husdyr – og ikke fordi kvinden havde ret til at blive behandlet godt. Kvinden var et objekt, som havde næsten samme lave status som husdyr, fordi husdyr og kvinder har svært ved at forsvare sig.
Ejendomsretten udbredes og handel opstår
I takt med at jæger/samler-samfund mere og mere gik over til at dyrke jorden og bo det samme sted i længere perioder, blev ideen om ejendomsret mere og mere udbredt. At investere tid og kapital (redskaber) i at rydde skove og beplante områderne må siges at være en effektiv aktivitet, hvis udkomme måtte beskyttes. Personer, som ønskede sig frugten af andres arbejde, måtte indlade sig på en ganske farlig adfærd, idet de måtte berøve andre mennesker deres ejendom. Den forventede omkostning ved en sådan adfærd er summen af rækken af mulige udfald hver især ganget med deres respektive sandsynligheder, hvor sandsynligheden for at blive dræbt var relativt stor. Oftest må man antage, at en eventuel gevinst ved aggressiv adfærd ikke har stået i et rimeligt mål med den forventede omkostning, hvorfor det derfor bedre har kunnet betale sig at undlade at angribe, men derimod selv slå sig ned, foretage sig noget produktivt og beskytte frugten af sit arbejde så godt, man kunne.
I takt med, at den kapitalistiske specialisering øgedes og blev mere raffineret, voksede også den potentielle gevinst ved handel, fordi omkostningen for de handlende ved at fremskaffe en bestemt mængde resurser blev mindre, og fordi to handlende med hver deres resurse havde større værdi af den andens resurse. Denne handel styrkede yderligere forståelsen af den private ejendomsret og dens positive virkninger.
Vikingekulturens syn på kvinder
Vikingekulturen var præget af handel. En af årsagerne til dette kan have været den geografiske placering, som gjorde det muligt at fragte varer med skib over længere distancer med lavere omkostninger, end hvis det skulle være sket over land. De lavere fragtomkostninger forbedrede mulighederne for at drage nytte af handel, hvorfor ejendomsretsbegrebet hurtigt blev veludviklet i forhold til Nordens samtidige naboer. Som følge af den udprægede handel gennemsyrede ejendomsrettens logik tidligt og i høj grad vikingekulturen. Ejendomsretten erstattede naturtilstandens kyniske sidestilling af ret og magt, og ejendomsrettens logiske følge; selvbestemmelse over egen krop blev også udbredt til kvinder.
Et af de ældste skrifter, vi har fra vikingetiden, er ”Den høies ord” (Hávamál), som skulle være Odins bud på, hvordan en rigtig viking bør gebærde sig. Teksten indeholder nogle nedladende bemærkninger om kvinders troværdighed, men der tales også om, at kvinders gunst skal vindes ved at love og holde løfter (vers 130) samt at vinde ”en kvindes elskov og tro” (vers 99). Her betragtes kvinden altså ikke som et objekt som i de primitive jæger/samler-samfund uden ejendomsret – men snarere som et subjekt, som selv træffer afgørelser og har retten til at afslå mandlig interesse.
Vikingetiden i Norden er et af de første tilfælde af privat ejendomsret på vore breddegrader, hvorfor det ikke er underligt, at ejendomsrettens logiske følger også skulle gøre sig gældende for kvinden på et tidligt tidspunkt. Der skulle gå lang tid, inden mand og kvinde var fuldt ligestillet, men tanken om den private ejendomsret og kontraktfrihed var afgørende for de første spæde skridt hen mod denne ligestilling. Kvinden fik da også i vikingetiden mulighed for at arve, de kunne bestemme over medgiften, og skilsmisse var muligt – i modsætning til mange andre samfund, som selv den dag i dag stadig ser kvinder som objekter, hvis fremtidige tilhørsforhold kan afgøres hen over hovedet på dem af forældre og svigerfamilie i fællesskab.
Ægteskabet som manifestation af ejendomsrettens udbredelse
Ludwig von Mises har i sin bog Socialism (eng. version først udgivet i 1936) nogle interessante betragtninger om selve ægteskabsinstitutionen og den private ejendomsrets kontraktfrihed. Han skriver:
“As the idea of contract enters the Law of Marriage, it breaks the rule of the male, and makes the wife a partner with equal rights. From a one-sided relationship resting on force, marriage thus becomes a mutual agreement; the servant becomes the married wife entitled to demand from the man all that he is entitled to ask from her. Step by step she wins the position in the home that she holds today” (side 82).
Set i dette lys er det heller ikke underligt, at kvindefrigørelsen først for alvor fik vind i sejlene under den moderne civilisationes fremkomst under den klassiske liberalismes epoke omkring 1750-1914. I denne periode lykkedes det i det store hele at ligestille mand og kvinde i lovformelig forstand – takket være den kapitalistiske ide om individuel selvbestemmelse og derved indrømmelsen af lige rettigheder til alle uafhængigt af deres magt. Skridtet fra livegenskab til liberalismens rettighedsbaserede tilgang har mere end noget andet været med til at skabe den moderne civilisation. Der er stadig den dag i dag tydeligt, at de lande, som har haft en lang tradition for en veldefineret privat ejendomsret, også er dem, som har været den moderne civilisations centre; Storbritannien, Skandinavien, Vesteuropa, USA og Schweiz. Det er derfor heller ikke spor overraskende, at det var i netop disse lande, kvindefrigørelsen først slog igennem.
Selvom kvindefrigørelsen var udslagsgivende for lovformelig ligestilling af kønnene, betød det ikke, at de var lige i ét og alt; kvinder er af natur svagere, og kun de er i stand til at føde børn. Idet barsel kan udgøre en alvorlig omkostning for arbejdsgivere (i form af manglende træning og vedligeholdelse af færdigheder og viden), har den kapitalistiske arbejdsdeling generelt medført, at kvinder har en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet end manden. Dertil kommer, at kvindens svagere fysik har gjort hendes arbejdskraft mindre værd relativt til mandens. En tredje forskel kan givetvis være, at samfundet udsætter de to køn for to forskellige socialiseringsprocesser (selvom dette er et misbrugt og venstreorienteret begreb).
Disse forhold har historisk gjort, at arbejdsgivere har haft større gavn af mandlige medarbejdere, hvorfor disse har fået højere løn end deres kvindelige kollegaer. Derfor har familier traditionel ladet manden arbejde ude for at få en høj løn og skippet kvindens lave løn, fordi hendes arbejde hjemme havde større værdi for familien.
Den moderne kapitalistiske kvindefrigørelse
I takt med, at antallet af børn per familie er faldet fra omkring et halv dusin for 100 år siden til omkring den reproduktive rate i dag, er omkostningen ved kvindeansættelser faldet for arbejdsgivere, og kvindens tilknytning til arbejdspladsen er blevet tættere og mere lig mandens. Den private ejendomsret har gjort det attraktivt at spare op og derved kunne investere i kapitalapparat, som har forøget arbejderes produktivitet og derfor også løn. Den kapitalistiske kapitalakkumulation har derfor været en af de helt afgørende faktorer, som har gjort det mindre væsentligt for arbejdsgivere at skelne mellem arbejdstageres fysik – hvilket gælder både indenfor og mellem kønnene.
Som Nikolaj Gammeltoft har har argumenteret for er netop også den kapitalistiske kapitalakkumulation en af de i nyere tid mest betydningsfulde faktorer bag ligestillingen af kønnene, idet kapitalismen har resulteret i teknologiske fremskridt og faldende priser, som drastisk har mindsket den nødvendige tidsanvendelse i husholdningen – en beskæftigelse, som kvinder traditionelt har stået for pga. mændenes relative fordel på arbejdsmarkedet. Disse teknologiske fremskridt omfatter så nøgterne nødvendigheder som tamponer, vaskepulver med enzymer, husholdningsmaskiner, elektricitet osv. Alt sammen noget, vi kan takke kapitalistiske entreprenører og sparsommelige individer for, og alt sammen noget, som kun har været muligt at frembringe på så kort tid pga. den private ejendomsret.
Det er oplagt, at der stadig findes brancher, hvor en forskelsbehandling er nødvendig af fysiske årsager. Der er således gode årsager til, at de fleste lastbilchauffører og flyttemænd er mænd. Og givet de forskellige socialiseringsprocesser og derved kønnenes divergerende værdisæt forekommer det også naturligt, at det først og fremmest er kvinder, som vælger sygeplejerskeprofessionen. At anvende socialiseringsprocessen som argument for disse forskelle er – så vidt jeg kan se – ikke kontroversielt.
Stadig naturlige forskelle
Selvom disse forskelle imidlertid i vid udstrækning accepteres for professioner, som tilnærmelsesvis har samme lønniveau, er det mindre socialt accepteret, at der er store forskelle kønnene imellem, hvad angår ledende stillinger i arbejdslivet, som grundet den store specialisering aflønnes højt.
Moderne feminister – af begge køn – har fundet det opportunt at råbe op om kønsdiskriminering, selvom Danmark og Vesten i det hele taget må siges at være de samfund, som i højest grad har indrømmet rettigheder til kvinden på lige fod med mandens. Med udgangspunkt i lønstatistikker og opgørelser over tilknytning til arbejdsmarkedet hævder de, at kvinder diskrimineres til fordel for manden.
Der kan være flere gode forklaringer på en sådan forskelsbehandling. Den potentielle barselsomkostning for arbejdsgiveren er som tidligere omtalt den mest åbenlyse. Dertil kommer divergensen i værdisæt kønnene imellem samt en irrationel diskriminering. Man kan ikke afvise, at kvinder faktisk diskrimineres af arbejdsmarkedet som følge af irrationelle opfattelser forskellene mellem kønnene. Til gengæld må diskriminering være ethvert individs ret. Som virksomhedsejer med privat ejendomsret over en virksomhed samt resurserne, som tilgår i produktionen, må det stå enhver frit for at afgøre, hvem man ønsker at ansætte. Til gengæld må omkostningen af en sådan diskriminering også bæres af ejeren selv, og afkastet i virksomheder, som foretager irrationel diskriminering vil derfor være lavere end i øvrige virksomheder.
Hvis jeg var virksomhedsejer kun ønskede at ansætte rødhårede, kvindelige esbjergensere, må ansøgerskaren drastisk indskrænkes (hvis jeg overhovedet får ansøgere), og det er derfor sandsynligt, at produktiviteten i min virksomhed ville falde markant. Jo mere irrationel diskriminering, jo større fald i produktiviteten. Igen ses altså, at den private ejendomsret er afgørende for civilisationen – dvs. lige behandling af individer uafhængigt af disses magt.
De kollektivistiske fejlslutninger
Radikal feminisme har vi heldigvis været forskånet for siden 1970’ernes kollektivistiske vanvid. Men fortalere for kollektivisme har alligevel som reaktion på arbejdsmarkedets lønmæssige forskelsbehandling af kønnene haft held til at få gennemført skadelig lovgivning, som regulerer ansættelsen af kvinder. Arbejdsgivere fik som følge af denne lovgivning pligt til at betale løn til barslende kvinder i længere perioder. Man behøver ikke have studeret økonomi for at kunne fastslå, at dette ville blive et alvorligt problem for specielt arbejdsgivere med få ansatte, som nu ikke blot skulle finde en barselsvikar, som skulle igennem en omkostningsfuld og uproduktiv indlæringsperiode, men nu også skulle betale barsel til den midlertidigt inaktive kvindelige ansatte. Man behøver heller ikke have studeret økonomi for at kunne fastslå, at den klart højere omkostning ved barsel førte til flere fyringer af kvinder, som fortalte deres arbejdsgivere, at de var blevet gravide. I stedet for at se på, hvad der var årsagen til disse fyringer, udformede tankeløse politikere nu lovgivning, som gjorde det forbudt at fyre kvinder som følge af graviditet. Man behøver heller ikke have studeret økonomi for at kunne fastslå, at den samlede omkostning ved at ansætte kvinder som følge af den samlede lovgivning på området er blevet meget drastisk forøget.
En arbejdsgiver risikerer nu at skulle overbevise retten om, at fyringen af en kvinde, som er blevet gravid, ikke har noget at gøre med hendes graviditet. Samtidig skal han betale barsel og leve med hendes langvarige fravær under barsel. En arbejdsgiver pådrager sig derudover omkostninger ved at ansætte en kvinde, fordi han ikke kan være sikker på, at han kan fyre hende, hvis hun bliver gravid og viser sig at være ukvalificeret til jobbet, fordi hun er uproduktiv.
Lovgivningen har derfor selvsagt drastisk forværret kvinders muligheder for ansættelse i det private erhvervsliv (det offentlige koncentrer sig som bekendt ikke om omkostninger og produktivitet, hvorfor problematikken ikke er relevant der).
Det frie markeds løsning
I dag må ansættelsen af kvinder i den fødedygtige alder i det private erhvervsliv bero på velgørenhed, medmindre kvindelige jobansøgeres produktivitet i visse tilfælde må siges at være langt højere end deres mandlige modkandidater. Deres højere produktivitet skal mere end modsvare den forventede lovgivningsskabte omkostning ved at ansætte dem. Den offentlige regulering har gjort denne velgørenhed langt mere nødvendig end hvis der ikke var nogen love, som regulerede ansættelsen af kvinder.
Man kan spørge om ikke et helt ureguleret marked ville stille kvinder langt bedre, når det netop har vist sig at fungere nogenlunde ordentligt, når store statsligt påførte omkostninger straffer ansættelsen af kvinder.
Som følge af den reale forskel i produktivitet mellem kønnene, som stammer fra kvinders mulighed for at føde og arbejdsgiveres manglende mulighed for at skelne mellem kvinder, som potentielt føder i hans ansættelse og kvinder, som ikke gør sådan, bliver arbejdsgiveren nødt til at give kvinder en løn, som er gennemsnitligt lavere end mænds, fordi der ikke er forbundet de samme omkostninger ved ansættelsen af disse.
Der vil på et helt ureguleret marked være kontraktfrihed. Dette indebærer, at kvinder, som ikke har tænkt sig at føde men i stedet vil forfølge deres karriere og gøre det lige så godt eller bedre end mændene i tilsvarende stillinger, vil kunne indgå incitamentskorrekte kontrakter med deres arbejdsgivere, som friholder arbejdsgiveren for omkostningen ved barsel. Derved vil der ikke være nogen rationel grund for arbejdsgivere til at foretage forskelsbehandling. Enhver forskelsbehandling vil være irrationel, hvorfor den vil blive straffet på markedet.
Argumenterne ovenfor gælder i lige så høj grad lovgivningens behandling af ansættelsen af indvandrere og diskriminering af disse. Også her bliver arbejdsgivere i dag påført store potentielle omkostninger ved at ansætte indvandrere med primært ikke-vestlig baggrund. Og også her gælder, at løsningen er et frit marked – ikke statslig regulering.
Se også følgende Liberator-artikler:
Kvinder og pornografi, Hvad skal vi gøre med muslimerne i Danmark? og Niks pille!.