Politik og ideer

I oplysningstiden, i de år da nordamerikanerne grundlagde deres uafhængighed, og hvor – få år senere – de spanske og portugisiske kolonier blev omdannet til uafhængige nationer, var tidsånden optimistisk. På den tid var alle filosoffer og statsmænd helt overbeviste om, at det var begyndelsen på en ny æra med rigdom, fremskridt og frihed. Dengang forventede man, at de nye politiske institutioner, de konstitutionelle, repræsentative stater, der blev skabt i Europa og Amerika, ville virke på meget gavnlig og fordelagtig måde, og at økonomisk frihed fortsat ville forbedre menneskehedens materielle kår.
Vi ved tilfulde, at nogle af disse forventninger var for optimistiske. Det er sandt, at vi i det 19. og det 20. århundrede har oplevet en hidtil uset forbedring i de økonomiske betingelser, som gør det muligt for en meget større befolkning at leve med en meget højere levestandard. Men vi ved også, at mange af de håb, som det 18. århundredes filosoffer nærede, ligger i ruiner; deres håb om, at der ikke ville være flere krige, og at revolutioner ville blive unødvendige. Disse forventninger blev ikke realiseret.
I det 19. århundrede var der en periode, hvor krigene aftog både i antal og i grusomhed. Men det 20. århundrede førte en opblomstring af den krigeriske ånd med sig, og vi kan roligt sige, at vi næppe endnu har set enden på de prøvelser, menneskeheden skal gennemgå.
Det konstitutionelle system, som grundlagdes i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, har skuffet menneskeheden. De fleste – også de fleste forfattere, som har behandlet dette problem – synes at mene, at der ikke er nogen forbindelse mellem den økonomiske og den politiske side af problemet. Derfor er de tilbøjelige til at bruge en masse ord på at behandle parlamentarismens forfald – regering ved folkets repræsentanter – som om dette fænomen var ganske uafhængigt af den økonomiske situation og af de økonomiske idéer, der bestemmer folks aktiviteter.
Men en sådan uafhængighed eksisterer ikke. Mennesket er ikke et væsen, der har en økonomisk og en politisk side, uafhængige af hverandre, uden indbyrdes forbindelse. Faktisk er det, vi kalder frihedens og den konstitutionelle regerings og de repræsentative institutioners forfald, en konsekvens af en radikal ændring i de økonomiske og politiske idéer. De politiske begivenheder er den uundgåelige konsekvens af ændringen i politiske idéer.
De idéer, der styrede tankerne hos de ledede statsmænd, filosoffer og jurister, som i det 18. og i det tidlige 19. århundrede udviklede grundlaget for det nye politiske system, havde som grundlag, at alle hæderlige borgere indenfor en nation har det samme endelige mål. Dette endelige mål, som alle ordentlige mennesker burde være viede til, er hele nationens velfærd – og tillige andre nationers velfærd, idet disse moralske og politiske ledere var fuldt og fast overbevist om, at en fri nation ikke er interesseret i erobring. De betragtede partistridigheder som noget ganske naturligt, at det var helt normalt, at der måtte være meningsforskelle om den bedste måde at bestride statens anliggender på.
De mennesker, der havde nogenlunde ens idéer om et problem, samarbejdede, og dette samarbejde kaldte man et “parti”. Men en partistruktur var ikke noget permanent. Den hang ikke sammen med de enkeltes position indenfor hele den sociale struktur. Den kunne ændres, hvis folk erfarede, at deres originale indstilling var baseret på fejlagtige antagelser. Ud fra det synspunkt betragtede mange debatterne under valgkampe og senere i de valgte forsamlinger som en væsentlig politisk
faktor. Talerne, der blev holdt af den lovgivende forsamlings medlemmer, blev ikke betragtet simpelthen som bekendtgørelser af et politisk partis hensigter. De blev betragtet som forsøg på at overbevise andre grupper om, at talerens egne idéer var mere korrekte – mere gavnlige for det almene vel – end dem, man før havde hørt.
Politiske taler, ledende artikler, foldere og bøger blev skrevet med det formål at overtale. Der var ikke megen grund til at tro, at man ikke skulle kunne overbevise flertallet om, at éns egen holdning var den absolut korrekte, hvis éns idéer var rigtige. Det var ud fra det grundsynspunkt, at de konstitutionelle regler blev skrevet af de lovgivende organer i det tidlige 19. århundrede.
Men det indebar, at regeringen ikke ville blande sig i de økonomiske betingelser på markedet. Det indebar, at alle borgere kun havde et politisk mål: Hele landets og hele nationens vel. Og det er præcis denne sociale og økonomiske filosofi, som interventionismen er trådt i stedet for. Interventionismen har affødt en ganske anderledes filosofi.
Efter interventionistiske tanker er det regeringens pligt at understøtte, subsidiere, at give privilegier til særlige grupper.
Det 19. århundredes statsmænds idé var, at lovgiverne skulle have deres særlige idéer om at opnå det fælles gode. Men dét vi har i dag, dét vi ser i dag i den politiske virkeligheds verden – praktisk taget uden undtagelse – i alle lande, hvor der ikke bare er et kommunistisk diktatur, er en situation, hvor der ikke længere er nogen politiske partier i den gamle, klassiske betydning, men slet og ret pressionsgrupper.
En pressionsgruppe er en gruppe mennesker, som ønsker at tiltage sig et specielt privilegium på bekostning af den øvrige del af nationen. Dette privilegium kan bestå i told på konkurrerende importvarer, subsidier, love der hindrer andre mennesker i at konkurrere med medlemmer af pressionsgruppen. I alle fald er der tale om, at medlemmerne af pressionsgruppen får en særstilling. De får noget, som nægtes – eller som burde nægtes, alt efter gruppens egen indstilling – andre grupper.
I USA ser det ud, som om det gamle to-parti system stadig eksisterer. Men det er bare som et slør over den virkelige situation. I virkeligheden er det politiske liv i USA – så vel som i andre lande – bestemt gennem kampen pressionsgrupperne imellem om at opfylde disses ambitioner. I USA er der stadig et Republikansk Parti og et Demokratisk Parti, men i hver af disse er der repræsentanter for pressionsgrupper. Disse er mere interesserede i at samarbejde med repræsentanter for deres egen pressionsgruppe i det andet parti end med medlemmer af deres eget parti.
For at give Dem et eksempel, hvis De snakker med folk i USA, som virkelig kender Kongressen ud og ind, så vil de sige: “Det dér kongresmedlem repræsenterer sølvmineindustrien, og ham dér repræsenterer hvedefarmerne.”
Selvfølgelig er disse pressionsgrupper hver for sig i mindretal. I et system, der er baseret på arbejdsdeling, må enhver speciel gruppe, der stiler mod at tilvende sig privilegier, nødvendigvis være i mindretal. Derfor vil de ikke få succes, medmindre de slår sig sammen med andre pressionsgrupper. I de lovgivende forsamlinger prøver de på at forme koalitioner mellem de forskellige pressionsgrupper, således at de tilsammen kan danne flertal. Men, efter en tid, kan en sådan koalition falde fra hinanden, fordi de ikke kan opretholde enigheden, og nye koalitioner dannes.
Det er hvad der skete i Frankrig i 1871, den situation som historikerne har kaldt “den Tredie Republiks forfald”. Men det var ikke noget forfald. Det var slet og ret et eksempel på den kendsgerning, at pressionsgruppesystemet ikke med succes kan bruges som styringssystem i en stor nation.
I de lovgivende forsamlinger har vi repræsentanter for hvedefarmerne, kødindustrien, sølv og olie, men først og fremmest de forskellige fagforeninger. Kun en er ikke repræsenteret i den lovgivende forsamling: nationen som helhed. Og alle problemer, selv i udenrigspolitikken, bliver anskuet ud fra de specielle pressionsgruppers interesser.
I USA er nogle af de mindre befolkede stater særligt interesserede i prisen på sølv. Men ikke alle i disse stater har nogen interesse deri. Ikke desto mindre har USA i mange årtier brugt betragtelige beløb til på skatteydernes bekostning at opkøbe sølv til priser over markedsprisen. Et andet eksempel: I USA er kun en lille del af befolkningen beskæftiget med landbrug; resten af befolkningen er forbrugere, men ikke producenter af landbrugsprodukter. Men USA har alligevel gennem årene brugt milliarder og atter milliarder på at holde priserne på landbrugsprodukter over den potentielle markedspris.
Man kan ikke sige, at dette er en politik, som favoriserer en lille minoritet, for bøndernes interesser er ikke ens. Mælkeproducenten er ikke interesseret i høje kornpriser, tværtimod ville han foretrække en lavere pris på dette produkt. En kyllingefarmer vil foretrække en lavere pris på kyllingefoder. Der er mange uforenelige interesser indenfor denne gruppe. Og dog, dygtig diplomati indenfor kongressen gør det muligt for små minoritetsgrupper at skaffe sig privilegier på bekostning af flertallet.
En enkelt situation, der er specielt interessant i USA, gælder sukker. Måske er én ud af hver 500 amerikanere interesseret i højere pris på sukker. Sandsynligvis ville de 499 foretrække lavere sukkerpriser. Ikke desto mindre er USA’s politik bundet til – gennem tariffer og andre særlige foranstaltninger – at sikre højere sukkerpriser. Denne politik er ikke alene skadelig for disse 499, der er sukkerforbrugere, den skaber også et meget alvorligt problem for USA’s udenrigspolitik.
Udenrigspolitikkens mål er samarbejde med alle andre amerikanske republikker, hvoraf nogle er interesserede i at sælge sukker til USA, de ville gerne sælge det i større mængder. Dette illustrerer, hvorledes pressionsgruppers interesser kan være bestemmende selv i forhold til en nations udenrigspolitik.
Folk over hele verden har i årevis skrevet om demokrati – om folkeligt, repræsentativt styre. De har jamret over dets fejl og mangler, men det demokrati, de kritiserer, er alene det demokrati, under hvilket interventionismen er landets politiske ledetråd.
I dag kan man høre folk sige: “I det tidlige 19. århundrede holdt man store taler i parlamenterne i Frankrig, Storbritannien og USA om menneskehedens store problemer. De kæmpede imod tyranni, for frihed, for samarbejde med andre frie nationer. Men nu er vi mere praktiske i lovgivningsarbejdet!”
Selvfølgelig er vi mere praktiske. Folk taler ikke om frihed i dag. De snakker om en højere pris for peanuts. Hvis det gælder om at være “praktisk”, så har de lovgivende forsamlinger ændret sig væsentligt, men ikke til det bedre.
Disse politiske forandringer, som interventionismen har ført med sig, har svækket nationernes og parlamentarikernes styrke til at modstå diktatorers ambitioner og tyranners manipulationer betydeligt. De parlamentariske repræsentanter, hvis eneste bekymring er at tilfredsstille de vælgere, der for eksempel ønsker en højere pris på sukker, mælk og smør, og en lav pris på hvede (subsidieret af regeringen), kan kun repræsentere folket på en yderst svag måde. De kan aldrig repræsentere alle i deres valgkreds.
De vælgere, der går ind for sådanne privilegier, indser ikke, at der også er modstandere, som ønsker det modsatte og som hindrer deres repræsentanter i at opnå fuld succes.
Dette system fører til en konstant forøgelse af de offentlige udgifter på den ene side, medens den på den anden side gør det vanskeligere at udskrive skatter. Disse pressionsgrupperepræsentanter ønsker mange specielle privilegier til deres egne pressionsgrupper, men de ønsker ikke at bebyrde deres støtter med en for kraftig skattebyrde.
Det var ikke de tanker, som grundlæggerne af det moderne konstitutionelle demokrati gjorde sig i det 18. århundrede, at en lovgiver skulle repræsentere ikke hele nationen, men kun særinteresserne i det distrikt, hvor han er valgt. Ej heller at dette blev en af interventionismens konsekvenser. Den oprindelige idé var, at hvert medlem af parlamentet skulle repræsentere hele nationen. Han blev ganske vist valgt i et bestemt distrikt, men det var kun fordi folk dér kendte ham og nærede tillid til ham.
Men det var ikke hensigten, at han skulle deltage i landets styrelse for at skaffe særlige fordele for sin vagkreds, at han skulle skaffe en ny skole eller et nyt hospital eller en ny galeanstalt for derigennem at øge statens udgifter netop i hans distrikt. Pressionsgruppepolitikken er forklaringen på, hvorfor det er næsten umuligt – for alle regeringer – at standse inflationen. Så snart de folkevalgte prøver på at holde udgifterne i ave, at begrænse udgifterne, så vil de der støtter særinteresser, som har deres fordele i enkelte, særlige poster på budgettet, komme frem og erklære, at netop dette særlige projekt er umuligt, eller at netop dette må vedtages.
Naturligvis er diktatur ikke løsningen på økonomiske problemer, lige så lidt som det er løsningen på problemerne om frihed. En diktator kan lægge ud med alskens løfter, men eftersom han er diktator, vil han ikke holde dem. I stedet vil han med det samme undertrykke ytringsfriheden, således at aviserne og de parlamentariske talere ikke dage, måneder eller år senere kan påpege, at han sagde noget andet i sit diktaturs første dage, end han gjorde i tiden, der fulgte.
Man kommer til at tænke på det frygtelige diktatur, som et stort land som Tyskland har måttet gennemleve i den nylige fortid, når man iagttager, hvorledes friheden stadigt aftager i så mange lande i dag. Som følge heraf taler man om frihedens og civilisationens forfald.
Man siger, at enhver civilisation i sidste ende må forfalde og gå til grunde. Der er fremragende fortalere for denne idé. En af dem var den tyske forsker Spengler. En anden, meget bedre kendt, var den engelske historiker Toynbee. De fortæller os, at vor civilisation nu er gammel. Spengler sammenlignede civilisationen med en plante, som vokser og vokser, men hvis liv når en afslutning. Det samme, siger han, gælder for civilisationer. Den metaforiske sammenligning med en plante er helt arbitrær.
For det første, så er det – indenfor menneskehedens historie – meget vanskeligt at skelne mellem forskellige, indbyrdes uafhængige civilisationer. Civilisationer er ikke uafhængige, de er indbyrdes afhængige, de øver uafbrudt indflydelse på hverandre. Man kan ikke tale om en enkelt civilisations forfald på samme måde, som man kan tale om en enkelt plantes død.
Men selvom man kan afvise Spenglers og Toynbees doktriner, så bliver der en meget almindelig sammenligning tilbage: Sammenligningen mellem døende civilisationer. Det er visselig sandt, at det romerske kejserrige i det 2. århundrede efter Kristi fødsel var en blomstrende civilisation, og at de områder af Europa, Asien og Afrika, hvor det romerske kejserrige havde magten, var højt civiliserede. Der var også en særdeles høj økonomisk civilisation, baseret på en vis arbejdsdeling. Selv om den synes primitiv sammenlignet med i dag, var den særdeles bemærkelsesværdig. Den nåede den højeste grad af arbejdsdeling, der nogensinde er opnået inden den moderne kapitalisme. Det er ikke mindre sandt, at denne civilisation faldt fra hinanden, særligt i det 3. århundrede. Dette forfald gjorde det umuligt for romerne at modstå ydre aggression. Selv om aggressionen ikke var værre end den, romerne havde modstået så mange gange før i de foregående århundreder, så kunne de ikke længere modstå den efter det, der var sket indenfor kejserriget.
Hvad var der sket? Hvad var problemet? Hvad var det, der var årsag til forfaldet af et imperium, der havde opnået den højeste grad af civilisation, der nogensinde er opnået indtil det 18. århundrede? Sandheden er, at det, der ødelagde denne gamle civilisation, var noget lignende, noget næsten identisk med de farer, som truer vor civilisation i dag: På den ene side var det interventionisme, på den anden side var det inflation. Interventionismen i det romerske kejserrige viste sig i den kendsgerning, at det romerske kejserrige – efter græsk eksempel – ikke afstod fra priskontrol. Denne priskontrol var mild, praktisk taget konsekvensfri, fordi den i århundreder ikke forsøgte at reducere priserne til under markedsniveau.
Men så begyndte inflationen i det 3. århundrede. Romerne havde ikke vore tekniske midler til inflation – de kunne ikke trykke penge. De var nødt til at forringe mønterne, og det system var vort nutidige yderst underlegent. I dag kan vi ved brug af den moderne trykpresse meget let ødelægge pengenes værdi. Men det var effektivt nok, og den medførte de samme resultater som priskontrol. For de priser, som autoriteterne tillod, lå nu under den potentielle pris, som inflationen havde bevirket.
Resultatet var naturligvis, at forsyningen med madvarer til byerne svandt ind. Byboerne blev tvunget tilbage til et liv som jordbrugere. Romerne indså aldrig, hvad der var ved at ske. De forstod det ikke. De havde ikke udviklet det mentale værktøj, der skal til for at forstå problemerne omkring arbejdsdeling og inflationens konsekvenser for markedspriserne. At møntforringelse var noget skidt, det forstod de selvfølgelig udmærket.
Derfor udstedte kejserne også love imod det. Der var love, der skulle forhindre byboere i at flytte på landet, men de var ineffektive. Når folk inde i byerne sultede, så kunne ingen lov hindre dem i at forlade byen og slå sig på landbrug. Byboen kunne ikke længere arbejde i forarbejdningsindustrien som håndværker, og med tabet af byernes markeder kunne ingen
efterhånden købe noget som helst.
Derfor ser vi, at fra det 3. århundrede går byerne tilbage, og arbejdsdelingen bliver mindre intensiv end tidligere. Endelig opstod det middelalderlige system med den selvtilstrækkelige husholdning, “villaen” som den kaldtes i den senere lovgivning.
Folk, der sammenligner vore forhold med dem under det romerske kejserrige og siger, at vi går samme vej, har derfor deres grunde til at sige sådan. De kan finde data, der er ligner. Men der er også enorme forskelle. Disse forskelle ligger ikke i den politiske struktur, der var fremherskende i den sidste del af det 3. århundrede. Dengang blev en kejser dræbt ved attentat i gennemsnit hvert tredie år, og hans drabsmand eller den, som var skyld i hans drab, blev hans efterfølger. Og efter gennemsnitlig tre år gentog historien sig. Da Diokletian blev kejser i år 284 prøvede han i nogen tid at bremse forfaldet, men uden held.
Der er enorme forskelle mellem nutidens forhold og dem, der herskede i det gamle Rom, i selve den kendsgerning, at de forholdsregler, der bevirkede forfaldet af det romerske kejserrige ikke var truffet med overlæg. De var ikke, ville jeg sige, et resultat af dadelværdige, formelle doktriner.
I modsætning hertil er de interventionistiske idéer, de socialistiske idéer, de inflationistiske idéer i vor tid blevet kogt sammen og formaliseret af skribenter og professorer. Og der undervises i dem på universiteter og læreanstalter. Man kunne sige: “Situationen er i dag meget værre!” Dertil vil jeg svare: “Nej, den er ikke værre.” Efter min mening er den bedre, for idéer kan besejres af andre idéer. På de romerske kejseres tid var der ingen, der tvivlede på, at regeringen havde retten på sin side, og at det var god politik at fastsætte maksimalpriser. Ingen rejste tvivl om det.
Men nu, hvor vi har skoler og professorer og bøger, der anbefaler det, så ved vi, at det er noget, man kan diskutere. Alle disse dårlige idéer, som vi lider under i dag, blev udviklet af akademiske teoretikere.
En berømt spansk forfatter talte om “massernes oprør”. Vi bør være meget varsomme med at bruge den betegnelse, for oprør bliver ikke gjort af masserne: det er noget, de intellektuelle gør. Og de, som udviklede disse doktriner, kom ikke fra masserne. Den marxistiske doktrin foregiver, at det kun er proletarer, der får de gode idéer, og at alene den proletariske bevidsthed skabte socialismen. Men alle socialistiske forfattere – uden undtagelse – var borgerlige i den forstand, socialisterne bruger denne term.
Karl Marx var ikke en mand fra proletariatet. Han var søn af en advokat. Han var ikke nødt til at arbejde for at få råd til at gå på universitetet. Han studerede ved universitetet på samme måde som de velhavende folks børn gør i dag. Gennem resten af sit senere liv blev han understøttet af sin ven Friederich Engels, der som fabrikant var den allerværste type på en “borgerlig” efter socialistisk målestok. I marxistisk sprogbrug var han en udbytter.
Alt, hvad der sker i samfundet i vor tid, er resultatet af idéer. Både de gode ting og de onde. Det, vi har brug for, er at bekæmpe dårlige idéer. Vi må bekæmpe alt det, vi ikke kan lide i det offentlige liv. Vi må erstatte forkerte idéer med bedre idéer. Vi må bekæmpe de tanker og gamle fordomme, der fremmer fagforeningsvold. Vi må bekæmpe konfiskationen af ejendom, kontrol med priser, inflation og alle de onder, vi lider under.
Idéer og kun idéer kan oplyse mørket. Disse idéer må bringes ud til folk på en sådan måde, at de overtaler dem. Vi må overbevise dem om, at disse idéer er rigtige og ikke forkerte. Kapitalismens store tidsalder, kapitalismens store bedrifter i det 19. århundrede var resultatet af de klassiske økonomers idéer, Adam Smiths, David Ricardos, Bastiats og andres.
Det eneste, vi har behov for, er at erstatte dårlige idéer med bedre idéer. Jeg håber og tror på, at det vil den opvoksende generation kunne gøre. Vor civilisation er ikke dømt til undergang, som Spengler og Toynbee påstod. Vor civilisation vil ikke blive overvundet af ånden fra Moskva. Vor civilisation kan og skal overleve. Og den vil overleve gennem bedre idéer end de, der regerer det meste af verden af i dag, og disse idéer vil blive udviklet af den opvoksende generation.
Jeg betragter det som et meget godt tegn, at medens der for halvtres år siden praktisk taget ikke var nogen i verden, der havde mod til at sige noget godt om fri økonomi, så har vi nu, i det mindste i nogle fremskredne lande, institutioner, der er centre for propaganda for fri økonomi – som for eksempel det forskningscenter i Deres land, der har inviteret mig til Buenos Aires for at sige et par ord i denne storslåede by.
Jeg har ikke kunnet sige så meget om disse vigtige emner. Seks forelæsninger er måske nok meget for tilhørerne, men ikke nok til at redegøre for hele filosofien bag det frie markedssystem, og så sandelig alt for lidt til at tilbagevise alt det nonsens, der er blevet skrevet gennem de sidste halvtreds år om de økonomiske problemer, vi taler om.
Jeg er centret meget taknemlig for at have givet mig denne mulighed for at tale til denne udmærkede forsamling, og jeg håber at antallet af dem, der støtter frihedens idéer, i dette land og i andre lande vil blive kraftigt forøget. Selv har jeg fuld tillid til frihedens fremtid, både politisk og økonomisk.
Se også Seks forelæsninger af Ludwig von Mises.