Determinismen i den kollektivistiske retorik

Kollektivister har længe benyttet sig af den deterministiske og videnskabeligt indpakkede retorik, fordi de omfangsrige menneskelige tragedier i specielt kommunistiske lande var ubehagelige at diskutere. De berygtede smadrede æg i den stalinistiske omelet måtte blot henregnes som historiske nødvendigheder.
Man kunne måske synes, at disse menneskelige tab var begrædelige, men det måtte være på samme måde som, at det var begrædeligt, at indbyggerne i Herculanum og Pompeji i år 79 blev ofre for vulkanen Vesuvs udbrud. Ifølge den deterministiske tankegang ville både ofrene for Stalin og ofrene for Vesuv være udsat for kræfter, som det ikke står i menneskehedens magt at ændre.
Forsøg på videnskabelighed
Karl Marx søgte at pakke sine ønsker om politisk kontrol med individets mindste gøren og laden ind i en videnskabelig fernis. ”Das Kapital” indeholder talrige matematiske udredninger og forsøg på at afdække evigtgyldige samfundslove, som med deterministisk nødvendighed ville føre til det borgerlige samfunds endeligt og herefter resultere i statens henvisnen.
Marx’s deterministiske forudsigelser er sidenhen blevet grundigt tilbagevist af selve historien og af videnskaben – i det omfang de overhovedet lod sig kvantificere eller kvalificere i videnskabelig forstand.
Den liberale kritik af determinismen
Selve forsøget på at afdække bestemte samfundsmæssige love er blevet imødegået af den liberale filosof og økonom Friedrich August von Hayek, som fremførte, at ”menneskets intellekt ikke kan forudse dets egne fremskridt”.
Hayeks argument var, at et intellektuelt fremskridt (eksempelvis opfindelsen og udviklingen af ny, betydningsfuld teknologi) ikke kan forudses, fordi muligheden for forudseenhed ville betyde, at man allerede tidligere ville have kunnet forudse, udvikle og anvende det intellektuelle fremskridt, ’før man forsøgte at forudse det’. Med andre ord indeholder hypotesen om, at mennesket kan forudse sine intellektuelle fremskridt en modstrid, hvorfor den bliver absurd.
Hayeks åndsfælle, videnskabsteoretikeren Karl Popper, gik ligeledes i rette med tanken om, at der findes deterministiske samfundsmæssige love – en opfattelse, som han benævnte ”historicismen”. Karl Popper påpegede, at mennesket længe har søgt at finde en højere mening med tilværelsen og næsten har kunnet siges at ønske at være styret af udefrakommende, uforanderlige love. Astrologi, spådomme, tarok osv. er eksempler herpå.
I sin bog ”Den kritiske rationalisme” (1945) fremfører Popper, at han ”anser historicisme for at være et levn af gammel overtro, selvom de mennesker, der tror på den, sædvanligvis er overbevist om, at det er en helt ny, progressiv, revolutionær og videnskabelig teori”
En anden stærk kritiker af den marxistiske, deterministiske doktrin var Ludwig von Mises, som var en af de første eksplicitte fortalere for den ’metodologiske individualisme’ i samfundsvidenskaberne: altså synspunktet, at samfundsændringer udelukkende (når man ser bort fra naturkatastrofer og lignende) kan fremkomme som resultatet af summen af individers handlinger.
Mises understreger, at menneskets handling indebærer anvendelsen af intellekt, bevidste overvejelser og tanker. Derfor bliver indretningen af samfundet også et resultat af, hvad man kan kalde summen af menneskets ønsker (på baggrund af den viden, det enkelte individ har om samfundet). Det følger naturligt, at samfundet ikke nødvendigvis, som Marx hævdede, måtte blive omstyrtet i en række voldelige revolutioner, hvor proletariatet tog magten. Tværtimod ville mennesket kunne vælge at leve i relativ frihed, fordi det ønskede at leve med de fordele og den velstand en sådan frihed indebar.
En forklaring på troen på determinisme
I ”The Anti-Capitalistic Mentality” (1972) fremfører Mises ligesom Popper, at visse mennesker higer efter (troen på) at blive styret af kræfter, som er større end dem selv. De intellektuelle burde kunne gennemskue, at socialismen ødelægger menneskets produktive potentiale og fører til eroderingen af samfundets moralske fundament i forsøget på med tvang at skabe en utopi i modstrid med menneskets ønsker (hvis utopien ikke var i modstrid med menneskets ønsker, ville mennesket selv have kunnet vælge den).
Mises påpegede, at de intellektuelles fascination af socialismen og dens forsøg på at formulere deterministiske love for samfundet kunne bunde i de intellektuelles manglende formåen i markedsmæssig forstand. En person, som hele sit liv er blevet målt og vejet i akademisk forstand og derfor ”har papir på” at være bedre end sine medmennesker, vil i højere grad være tilbøjelig til at føle sig uretmæssigt behandlet af det samfund, han lever i, hvis hans indkomst er markant lavere end rige købmænd uden tilsvarende papirer på akademiske præstationer.
Enhver person, som i markedsmæssig forstand har klaret sig dårligt må før eller siden stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor tjener han ikke lige så mange penge, som dén og dén relativt rigere person?
Det sande svar på dette spørgsmål er, at han enten ikke har tilvejebragt noget af samme værdi for samfundet som en rig person (dvs. ’udbuddet’ var af for ringe kvalitet), eller at han blot har tilvejebragt noget af stor samfundsmæssig værdi sammen med for mange andre personer (dvs. ’udbuddet’ var for stort).
Den intellektuelle person kan imidlertid være tilbøjelig til at vælge et andet svar. Han kunne mene, at det kapitalistiske system ganske enkelt ikke forstod at værdsætte hans kunnen tilstrækkeligt, og at det kapitalistiske system derfor tog fejl, når det tillagde hans ydelser og kunnen en ringe markedsværdi.
De åndsvage kunstnere
Læg mærke til, at dette også forklarer, hvorfor langt størstedelen af personer i kulturlivet er venstreorienterede. Markedets signal til dem er, at de ikke tilvejebringer samfundet noget af særligt stor værdi. Den middelmådige, langhårede guitarspillers påstand er derfor altid, at ”god kunst hverken kan eller skal opgøres i penge”. Det naturlige alternativ er i stedet, at kunstneren skal evalueres af sine venner, som sidder i statens kunstbureaukrati og har langt større forstand på disse delikate anliggender.
Det er aldrig attraktivt at indse, at man har haft det fulde ansvar for sit liv, og at man har forvaltet dette ansvar ringere end andre mennesker, som man oven i købet anser for dummere end én selv. Så er det straks mere attraktivt at forklare sin manglende formåen ved faktorer uden for éns egen indflydelse. Troen på deterministiske samfundslove er en bekvem ’løsning’ på dette problem, som gør det muligt at frasige sig ansvaret for sin manglende markedsmæssige formåen. En naturlig følge af denne indstilling er den socialistiske doktrin – både pga. marxismens påstande om deterministiske samfundslove og fordi socialismen afskaffer markedet, som jo har vist sig at være fuldstændigt misvisende, når det jo ikke tillagde den intellektuelle hans ’sande’ værdi.
Determinismen på tilbagetog
Historien har vist, at Marx tog fejl – ikke mindst, da Sovjetunionen endelig kollapsede i et spektakulært indre opgør med årtiers løgne, fortielser, mord og undertrykkelse. Den marxistiske tese gik ud på, at proletariatet skulle tage magten og beholde den, indtil en utopisk tilstand opstod, hvor der ikke var nogen som helst form for privat ejendomsret, og hvor mennesket ville blive stærkere, bedre, mere fornuftigt og mere moralsk. Og – fremfører Mises lakonisk – hvor ristede duer af sig selv ville flyve ind i munden på folk.
Den marxistiske tese indeholdt intet om, at ’storkapitalen’ på et tidspunkt ville tage magten tilbage og genindføre den ”undertrykkende og udbyttende” private ejendomsret, hvorfor den tog fejl på det mest afgørende punkt.
Belært af kommunismens kollaps er det efterfølgende gået af mode blandt kollektivister at tale om determinisme i eksplicitte vendinger. Statens magt legitimeres ikke længere i samme omfang af historiske nødvendigheder – men i højere grad af moralske og etiske betragtninger. Det er fint, for dér har vi liberale også en fordel.
Fra i 1970’ernes utålelige og intolerante marxistiske universitetsmiljø at have brystet sig af den højeste videnskabelighed og indblik i de historiske, deterministiske love, må kollektivismens fortalere derfor nu i desperation i langt højere grad ty til metafysiske vrøvleargumenter (hvilket der snart kommer en artikel om).
Neo-determinisme
Men der er stadig en kerne af determinisme i den kollektivistiske retorik. I dag handler den blot ikke om de marxistiske produktivkræfter og massernes oprør. I stedet forsøger kollektivisterne eksempelvis at udbrede påstande om udbytning af fattige lande og arbejdstagere eller at opstille teorier om naturlove for menneskets aktiviteters ekspansion på kloden.
Det hedder sig, at fattige lande bliver udbyttet og forhindret i udvikling af det nuværende handelsmønster med fri og (i det store hele) ureguleret handel. De fattige lande bliver fattigere af handel med industrialiserede lande. Dette er selvsagt noget vås. Det vil være for omfangsrigt at gennemgå de gensidige fordele ved handel i denne artikel. Blot skal det nævnes, at selv de mest venstreorienterede økonomer i dag indrømmer, at handel er til gensidig fordel, og at fortalerne for reguleret handel er få og marginaliserede i den politisk-økonomiske debat.
Væsentligt for denne diskussion er dog, at effekterne for ulande ved international handel er målelig ved forskellige indeks for menneskelig udvikling og velstand. Det kan derfor lade sig gøre at komme med bud på, hvorvidt lande bliver stillet bedre ved handel eller ej. De få venstreorienterede, som har vovet sig ind på det rationalistiske gebet af denne diskussion vil med tiden indse, at de tog fejl. Handlende lande bliver rigere…
Neo-malthusianisme
Et andet eksempel på ”neo-determinisme” i den kollektivistiske retorik er inspireret af Thomas Malthus’s teorier om befolkningsvæksten og dennes skadelige betydning for mennesket selv og miljøet på kloden. Malthus argumenterede for, at befolkningsvæksten udviklede sig eksponentielt stigende, mens fødevareproduktionen kun ville udvikle sig lineært. På et tidspunkt ville fødevareproduktionen derfor ikke længere kunne udvikle sig i samme hastighed som befolkningen, hvorfor fødevareforsyningen på dette tidspunkt ikke ville være tilstrækkelig til at holde jordens befolkning i live.
Denne argumentation er blevet overtaget af moderne kollektivister, der som en naturlig følge argumenterer for drastiske begrænsninger i den private ejendomsret. Staten skal overtage den overordnede resurseallokering og mindske den økonomiske vækst for at hindre jordens befolkning i at destruere sig selv og dens habitat. De mest fanatiske tilhængere af ’neo-malthusianismen’ som Anne Grethe Holmsgaard (den kendte antisemit fra SF) har sågar argumenteret for ’minusvækst’ – altså tanken om, at verdens produktion hvert år skulle have en lavere og lavere værdi for at imødegå de påstået negative konsekvenser af menneskets aktiviteter.
Parentetisk bemærket har de moderne tilhængere af teorien modificeret den til at handle mere om resurser og miljøets iboende rettigheder end om selve mennesket og dets velbefindende. Ifølge den nye udgave af malthusianismen har naturens forskellige bestanddele – det være sig bestemte geografiske områder, dyrearter, planter eller genetiske kombinationer – umistelige rettigheder til livet og til at forblive uforandret og upåvirket af menneskets aktiviteter.
Men selve kernen i neo-malthusianismen er den samme som, da Malthus fremsatte den – nemlig troen på, at menneskets antal med usvigelig sikkerhed vil stige hurtigere end fødevareforsyningen. Bag denne tro ligger der implicit en antagelse om, at mennesket ikke vil nyde godt af teknologiske fremskridt i samme omfang, som det tidligere har gjort i historien. Denne antagelse er blevet grundigt tilbagevist af Martin Ågerup (Dommedag er aflyst) og Bjørn Lomborg (Verdens sande tilstand). Begge disse forfattere har været kraftigt inspireret af den amerikanske økonom Julian L. Simon, som har skrevet talrige bøger om menneskets evne til at overskride tidligere tiders teknologiske milepæle for at opretholde eller endda forbedre levestandarden og miljøets tilstand på kloden. Der er al mulig grund til at tro, at fremtiden vil byde på ligeså store videnskabelige og teknologiske fremskridt og derfor også fremskridt i levestandarden, som vor fortid.
Statistiske korrelationer
En sidste tendens til determinisme i nyere kollektivistisk retorik er brugen af statistiske korrelationer som (eneste) anbefaling for forskellige politiske indgreb. Skønt denne form for determinisme ikke umiddelbart kan sammenlignes med Marx’s forsøg på at fremsætte teorier om historiske ’meta-trends’, har den vist sig at være temmelig skadelig for det frie samfund.
Anvendelsen af statistiske korrelationer har det til fælles med marxismens determinisme, at dens fortalere tror, at de har identificeret en uforanderlig lov i samfundet, som man kan anvende i forsøg på at ændre samfundet til det bedre.
Observerer man eksempelvis en korrelation mellem rygning og kriminalitet, findes der faktisk mennesker, som tror, at man ved at forbyde rygning kan reducere kriminalitet. En sådan tro undgår behændigt at forholde sig til spørgsmålet om kausalitet (årsagssammenhæng) imellem disse to variable. Men der er en verden til forskel på korrelation og kausalitet. Fordi man observerer en signifikant positiv korrelation mellem rævefødsler ved den Liguriske Kyst og antallet af aborter i Skagen, behøver der ikke være nogen som helst sammenhæng mellem disse størrelser.
Alligevel ser vi gang på gang statslig regulering blive begrundet i betragtninger om statistiske korrelationer. Det lader til, at der blandt politiske beslutningstagere og bureaukrater hersker en tro på, at det ikke er rigtige mennesker af kød og blod, de flytter rundt på med deres direktiver, love og i udformningen af økonomiske incitamenter. Statens håndlangere, som er engageret i ’social engineering’, er tilsyneladende ikke klar over, at individer er forskellige og derfor reagerer forskelligt på ændrede livsbetingelser. Men yderligere statslig regulering – hvadenten den er begrundet i misvisende statistiske korrelationer eller ej – kan kun tjene til at ødelægge menneskets muligheder for at få en højere levestandard og større velfærd.