Terrorpakken

Med terrorpakken fik vi endnu en gang indskrænket vore rettigheder i forhold til staten, men selv om det var et af de grovere eksempler på dette, er det desværre langt fra det eneste. Tendensen er, at individet kommer til at stå svagere og svagere i forhold til staten, og man må spørge sig selv, hvor langt befolkningen egentlig vil lade det gå, før de siger stop?
I disse år synes det i hvert fald som om at staten kan gå utroligt langt, så længe den bare hævder, at det er i lovens navn eller nævner truslen om terror. Jeg vil sige med det samme, at jeg på ingen måde er ‘ekspert’ i jura, men blot er en almindelig borger, der føler sig meget utryg ved den nuværende udvikling. Men lad os starte med at kigge lidt på terrorpakken og hvad den egentlig giver mulighed for. Helt centralt placeret er den nye §114 i straffeloven:
»§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade:
1) Manddrab efter § 237.
2) Grov vold efter § 245 eller § 246.
3) Frihedsberøvelse efter § 261.
4) Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab.
5) Kapring af transportmidler efter § 183 a.
6) Grove våbenlovsovertrædelser efter § 192 a eller lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 2.
7) Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1.
Stk. 2. På samme måde straffes den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer.
Stk. 3. Endvidere straffes på samme måde den, der med det i stk. 1 nævnte forsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger.«
Det nye ved denne paragraf er den måde, hvorpå den definerer terrorisme. F.eks. kan brud på trafiksikkerheden, groft hærværk, grov vold og frihedsberøvelse alle være terroristiske handlinger hvis de sigter mod at ødelægge det, der i loven omtales som “politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer” og det er vel at mærke ligegyldigt, hvor i verden det foregår! Strafferammen er fængsel på livstid.
Det vil sige at har man f.eks. deltaget i optøjer i Argentina, efter den Argentinske stat indefrøs borgernes penge og været med til at smadre en regeringsbygning i frustration over dette, ja så kan man i realiteten straffes for det herhjemme i Danmark. Det samme gælder for folk, der med våben i hånd skulle vove at forsvare sig imod et fascistisk eller kommunistisk diktatur et hvilket som helst sted i verden. Det ville jo være latterligt hvis det lige pludselig blev en forbrydelse at gøre væbnet oprør mod Saddam eller Castro. Skulle de ende hér landet, så kan de straffes efter denne lov. Loven støttes af de vidtgående §114 a, b, c, d og e, der blandt andet gør det ulovligt at give direkte eller indirekte økonomisk støtte til grupper eller sammenslutninger, der er omfattet af §114. Dette er strafferammen op til 10 år for.
Problemet er, at det for det første er staten der skal bestemme, hvilke politiske sager vi som individer må støtte, og for det andet at der ikke tages hensyn til, at nogle stater altså er så undertrykkende, at det kan være nødvendigt for borgerne at begå ulovligheder for f.eks. at få et minimum af selvbestemmelse eller måske bare for at sige hvad de vil.
Det skulle man måske mene var slemt nok, men RIGTIGT slemt bliver det først når man kæder den ny lov sammen med straffelovens §136, hvorved der sker et direkte indgreb i ytringsfriheden. For så bliver det pludseligt ulovligt “offentligt udtrykkeligt at billige” organisationer der måske bekæmper undertrykkende styrer med våben i hånd. Dette er meget problematisk og nærmest helt uhørt i dansk lov, at man på den måde begrænser borgernes ret til nu engang at have den politiske overbevisning de vil og tale om den offentligt. Der er ikke langt til Orwells ‘tankepoliti’ herfra.
Det er ikke kun straffeloven, der er omfattet af terrorpakken. Retsplejeloven har også fået nogle meget utiltalende ændringer. Således er det blevet muligt for Politiet at overvåge borgerne på nye og mere effektive måder. Mest skræmmende er det nok at alle tele- og internetudbydere skal registrere al trafik, der så skal gemmes i et år.
Disse informationer kan så udleveres til Politiet, hvis de fremviser en retskendelse. Det giver altså i princippet mulighed for at se, hvem der har hentet hvilke informationer fra en bestemt hjemmeside, hvem der har afsendt en e-mail eller sendt en SMS. Og man skal have umådelig stor tiltro til staten, hvis man ikke tror, at dette kommer til at blive misbrugt før eller siden.
Det kan aldrig være statens sag at blande sig i, hvilke offentligt tilgængelige informationer borgerne tilegner sig. Udover registrering af al elektronisk kommunikation giver terrorpakken også Politiet mulighed for at bruge de såkaldte ‘snifferprogrammer’, der kan bruges til i hemmelighed at overvåge en computer. ‘Snifferprogrammet’ er meget effektivt ved at det registrerer alle indtastninger på computeren, og det ikke umuliggøres, hvis den mistænkte skulle finde på at bruge kryptering.
Desuden sender computeren selv informationerne af sted til Politiet, så den overvågede opdager det måske aldrig, da en ransagning jo ikke er nødvendig. For ligesom at understrege de alvorlige konsekvenser af dette, kan vi jo forestille os Politiet bruge et ‘snifferprogram’ til at overvåge en journalist, der nægter at fortælle navnet på en kilde, som Politiet gerne vil have fingre i. Ja, sådan et program kan gøre underværker for pressefriheden.
Ændringerne i retsplejeloven kan også have økonomiske konsekvenser, da der nu er åbnet for at Politiet kan beslaglægge penge som led i deres efterforskning, selv om pengene tilhører en person der ikke er sigtet i en sag. Dette er altså noget som en person, der tilsyneladende ikke engang er direkte involveret i noget kriminelt kan udsættes for. Og det er noget der sker – ikke på foranledning af en dommer – men på foranledning af Politiet. I bund og grund kan de altså tage vores penge fra os, uden at gå i retten med det. Alt dette er meget voldsomme lovændringer, vedtaget med stort flertal i Folketinget – ja faktisk var det kun SF og Enhedslisten, der stemte imod, selv om man skulle mene at det var et ‘liberalt’ parti som Venstres opgave at beskytte borgerne mod overgreb fra staten. At de eneste protester mod den slags love kommer fra den yderste venstrefløj er tragisk.
Nu kan man så læse i Dagbladet Information d. 23/10, at der er et nyt lovudkast udfærdiget af en kommission af juridiske eksperter og den samlede politiledelse med Højesterets præsident Jacques Hermann i spidsen. I lovudkastet foreslår kommissionen, at det skal være nemmere for Politiet at trænge ind i borgernes hjem uden en ransagningskendelse, hvis formålet er et af de følgende: at opretholde orden, at sikre statens sikkerhed eller at afværge fare for en person.
Det skal siges, at selv om det på papiret i dag er nødvendigt for Politiet at have en kendelse for at trænge ind i et hjem, er det helt normalt at man bruger en undtagelsesparagraf i retsplejeloven, og så få kendelsen bagefter, men det er åbenbart ikke nok for Politiet, der gerne vil have at det blive endnu nemmere at chikanere borgerne.
Lovudkastet er ikke fremsat som lovforslag endnu, men det bliver interessant og temmelig nervepirrende at se, hvordan det kommer til at se ud, når det når så langt. I det hele taget tegner disse idéer et foruroligende billede af en statsmagt, der bare ikke kan få nok af at kontrollere sine borgere. Og det virker umiddelbart for mig som en tendens til at mene at staten har ret til at få alt at vide. En meget uheldig udvikling, der må bremses, hvis vi skal gøre os håb om at kunne blive ved med at sige, gøre og mene, hvad vi vil.