Udenlandske investeringer

Nogle kalder den økonomiske friheds målsætninger for negative. De siger: “Hvad vil I liberale egentlig have? I er imod socialisme, regerings-indblanding, inflation, fagforeningsvold, beskyttelsestold . . . I siger nej til det hele!”
Det vil jeg kalde en ensidig og overfladisk formulering af problemet. For det er muligt at formulere en liberal målsætning på en positiv måde. Hvis en mand siger: “Jeg er modstander af censur,” så er han ikke negativ; han er for forfatteres ret til at bestemme, hvad de vil offentliggøre uden indblanding fra regeringen. Det er ikke negativisme, det er lige præcis frihed.
(Når jeg bruger ordet “liberal” i sammenhæng med betingelserne i det økonomiske system, så mener jeg selvfølgelig liberal i den gamle, klassiske betydning af dette ord).
I dag anser de fleste de betragtelige forskelle i levestandarden mellem mange lande for utilfredsstillende. For to hundrede år siden var forholdene i Storbritannien meget værre, end de er i Indien i dag. Men briterne kaldte ikke sig selv for “uudviklede” eller “tilbagestående”, for de havde ingen mulighed for at sammenligne forholdene i deres land med forholdene i lande, hvor de økonomiske forhold var mere tilfredsstillende.
I dag synes alle folk, der ikke har opnået en gennemsnitlig levestandard som i de Forenede Stater, at der er noget galt med deres egen økonomiske situation. Mange af disse lande kalder sig selv “udviklingslande”, og som sådanne beder de om hjælp fra de såkaldt udviklede, eller endog overudviklede lande.
Lad mig forklare situationens realiteter. Levestandarden er lavere i de såkaldte udviklingslande, fordi den gennemsnitlige indtjening for den samme type af arbejde er lavere i disse lande end i nogle af landene i Vesteuropa, Canada, Japan og specielt de Forenede Stater. Hvis vi skal forsøge at finde årsagen til denne forskel, må vi indse, at den ikke hænger sammen med nogen underlegenhed hos arbejdere eller andre ansatte. Blandt nordamerikanske arbejdere er der en tendens til at tro,
at de er bedre end andre, at det er på grund af deres egen dygtighed, at de får højere lønninger end andre folk.
En amerikansk arbejder behøver kun at besøge et andet land – Italien, for eksempel, her kommer mange amerikanske arbejdere fra – for at opdage, at det ikke er hans personlige egenskaber, men forholdene i landet, som gør det muligt for ham at tjene en højere løn. Hvis en mand fra Sicilien immigrerer til de Forenede Stater, kan han meget snart tjene en løn, der er almindelig i U.S.A. Men hvis den samme mand vender tilbage til Sicilien, vil han opdage, at hans besøg i U.S.A. ikke har givet ham egenskaber, som gør det muligt for ham at tjene mere end hans landsmænd.
Ej heller kan man forklare denne økonomiske situation med underlegenhed hos de erhvervsdrivende udenfor U.S.A. Det er en kendsgerning, at udenfor U.S.A., Canada, Vesteuropa og visse dele af Asien er udstyret på fabrikkerne og de anvendte teknologiske metoder i det store og hele dårligere end
dét, der bruges i U.S.A. Men det skyldes ikke uvidenhed hos erhvervsdrivende i disse “underudviklede” lande. De ved udmærket, at fabrikkerne i U.S.A. og Canada er meget bedre
udstyret. Selv ved de alt, hvad de behøver at vide om teknologi, og hvis de ikke gør, så har de muligheden for at lære det gennem lærebøger og tekniske tidsskrifter, der spreder denne viden.
Endnu engang: Forskellen er ikke personlig underlegenhed eller uvidenhed. Forskellen er forsyningen med kapital, mængden af tilgængelige kapitalgoder. Med andre ord, mængden af kapital investeret pr. indbygger er større i de såkaldte avancerede lande end i udviklingslandene.
En erhvervsdrivende kan ikke betale en arbejder mere end det beløb, som arbejderen øger værdien af produktet med ved sit arbejde. Han kan ikke betale ham mere end, hvad kunderne er villige til at betale for det arbejde, den enkelte arbejder har tilført. Hvis han betaler arbejderen mere, vil han ikke få dækket sine udgifter. Han vil lide tab, og som jeg gang på gang har påpeget, og som enhver ved, så må en forretningsmand, der lider tab, ændre sine forretningsmetoder eller gå konkurs.
Økonomer beskriver denne tingenes tilstand med ordene: “Lønningerne bestemmes af arbejdskraftens marginale produktivitet.” Det er bare et andet udtryk for, hvad jeg lige har sagt. Det er en kendsgerning, at lønnen bestemmes af det beløb, hvormed en mands arbejde forøger produktets værdi. Hvis en mand arbejder med bedre og mere effektivt værktøj, så kan han på en time udføre mere end en mand, der arbejder en time med mindre effektive instrumenter. Det er åbenbart, at 100 mænd, der arbejder på en amerikansk skofabrik, udrustet med de mest moderne værktøjer og maskiner, producerer mere på samme tid end 100 skomagere i Indien, som er henvist til at arbejde med gammeldags værktøj på mindre sofistikeret måde.
Arbejdsgiverne i alle disse udviklingslande ved udmærket, at bedre værktøj ville gøre deres egne foretagender mere profitable. De ville gerne bygge flere og bedre fabrikker. Det eneste, der forhindrer dem i det, er mangel på kapital. Forskellen mellem de mindre udviklede og de mere udviklede lande er en funktion af tiden. Englænderne begyndte at spare op tidligere end andre nationer; de begyndte også at akkumulere kapital og at investere i forretning. Fordi de startede tidligere, var der en højere levestandard i Storbritannien på en tid, da der stadig var en lav levestandard i andre europæiske lande. Gradvis begyndte alle de andre lande at studere de britiske forhold, og det var ikke vanskeligt at opdage årsagen til Storbritanniens velstand. Derfor begyndte de at efterligne britiske forretningsmetoder.
Eftersom de andre nationer begyndte senere, og eftersom briterne ikke holdt op med at investere kapital, blev der ved med at være stor forskel mellem forholdene i England og forholdene i disse andre lande. Men så skete der noget, der fik Storbritanniens forspring til at forsvinde.
Det, der skete, var den største begivenhed i det nittende århundredes historie, og ikke ikke blot i et enkelt lands historie. Denne storslåede begivenhed var den udvikling, der skete i det nittende århundrede, i udenlandske investeringer. I 1817 tog den store britiske økonom Ricardo det stadig for givet, at kapital kun kunne investeres indenfor et lands egne grænser. Han tog det for givet, at kapitalister ikke ville forsøge at investere udenlands. Men få årtier senere begyndte kapitalinvesteringer udenlands at spille en vigtig rolle i verdens anliggender.
Uden kapitalinvestering ville det have været nødvendigt for de nationer, der var mindre udviklede end Storbritannien, at begynde med de metoder og den teknologi, som briterne var startet med i begyndelsen og midten af det attende århundrede, og så langsomt, trin for trin – altid langt under den britiske økonomis teknologiske niveau – at prøve at efterligne, hvad briterne havde gjort.
Det ville have taget mange, mange årtier for disse lande at nå den standard af teknologisk udvikling, som Storbritannien havde nået et hundrede år før dem. Men den store begivenhed, der hjalp alle disse lande, var udenlandsk investering.
Udenlandsk investering betød, at britiske kapitalister investerede britisk kapital i andre egne af verden. De investerede først i de europæiske lande, som fra et britisk synspunkt manglede kapital og var bagud i udvikling. Det er et velkendt faktum, at jernbanerne i de fleste europæiske lande og i de Forenede Stater blev bygget med hjælp fra britisk kapital. De ved sikkert, at det samme skete i Argentina.
Gas-selskaberne i alle Europas byer var også britiske. I midten af 1870erne kritiserede en britisk forfatter sine landsmænd: “Briterne har mistet deres gamle vitalitet og de har ikke længere nye ideer. De er ikke længere en vigtig, ledende nation i verden!” Hertil svarede den store sociolog Herbert Spencer: “Se på det europæiske kontinent. Alle europæiske hovedstæder har lys, fordi et britisk gas-selskab forsyner dem med gas.” Det var selvfølgelig i de “for længst svundne” tider med gaslys. Spencer tilføjede: “Man kan påstå at Tyskland er langt foran Storbritannien, men se til Tyskland. Selv Berlin, hovedstaden for Geist [menneskeånden o.a.], ville være mørk, hvis ikke et
britisk gas-selskab havde invaderet landet og oplyst gaderne.”
På samme måde udviklede britisk kapital jernbaner og mange industrigrene i de Forenede Stater. Og, naturligvis, så længe et land importerer kapital er dets handelsbalance, hvad ikke-økonomer kalder “ufordelagtig”. Det betyder, at der er mere import, end der er eksport. Grunden til denne “fordelagtige handelsbalance” for Storbritannien var, at britiske fabrikker sendte mange typer af udstyr til U.S.A., og at dette udstyr ikke blev betalt med andet end aktier i amerikanske selskaber. Denne periode i U.S.A.s historie varede i det store og hele indtil 1890erne.
Men da de Forenede Stater, med hjælp fra britisk kapital – og senere ved hjælp fra sin egen pro-kapitalistiske politik – udviklede sit eget økonomiske system i et aldrig før set omfang, begyndte amerikanerne at tilbagekøbe den aktiekapital, de en gang havde solgt til fremmede. Så fik U.S.A. et overskud af eksport over import. Forskellen blev betalt af import – af repatriering, som man kaldte det – af amerikanske aktier.
Perioden varede indtil første verdenskrig. Hvad der senere skete, er en anden historie. Det er historien om amerikanske subsidier til krigsførende lande under, mellem og efter to verdenskrige: Lån, investeringer U.S.A. gjorde i Europa ved siden af Marshall-planen, mad der blev sendt over havene, og andre subsidier. Jeg fremhæver dette, fordi folk sommetider synes, at det er skammeligt og nedværdigende at have fremmed kapital til at arbejde i deres land. De må forstå, at i alle
lande med undtagelse af England har udenlandsk kapital spillet en væsentlig rolle i den moderne industris udvikling.
Når jeg kalder udenlandske investeringer den største historiske begivenhed i det nittende århundrede, så skal De tænke på alle de ting, der ikke var blevet skabt, hvis der ikke havde
været udenlandske investeringer. Alle de jernbaner, havneanlæg, fabrikker og miner i Asien, og Suez Kanalen og mange andre ting på den vestlige halvkugle, der ikke var blevet til uden udenlandske
investeringer.
Udenlandske investeringer foretages med den forventning, at de ikke vil blive eksproprierede. Ingen ville investere noget som helst, hvis de på forhånd vidste, at nogen ville ekspropriere investeringerne. I det nittende århundrede, da disse udenlandske investeringer blev foretaget, og i begyndelsen af det tyvende århundrede, var der ikke noget spørgsmål om ekspropriation. Fra begyndelsen var der en vis fjendtlighed i nogle lande overfor fremmed kapital, men for størstedelen indså man udmærket, hvilken enorm fordel man drog af disse udenlandske investeringer.
I nogle tilfælde blev de udenlandske investeringer ikke foretaget direkte til fremmede kapitalister, men indirekte, gennem lån til den fremmede regering. Så var det regeringen, der
anvendte pengene til investeringer. Det var for eksempel tilfældet i Rusland. Af rent politiske grunde investerede franskmændene cirka tyve milliarder guldfranc i Rusland, idet de fortrinsvis lånte dem til den russiske regering. Alle den russiske regerings store foretagender, for eksempel jernbanen som forbinder Rusland fra Uralbjergene gennem Sibiriens is og sne til Stillehavet, blev for det meste bygget med fremmed kapital, lånt til den russiske regering. De forstår nok, at franskmændene ikke antog, at der en dag ville komme en kommunistisk russisk regering, der helt enkelt ville erklære, at den ikke ville respektere den gæld, der var stiftet af dens forgænger, czarregeringen.
Med den første verdenskrig begyndte en periode med verdensomfattende, åben krigsførelse mod udenlandske investeringer. Eftersom der ikke findes noget middel der kan forhindre en regering i at ekspropriere investeret kapital, er der praktisk taget ingen juridisk beskyttelse for udenlandske investeringer i verden af i dag. Det forudså kapitalisterne ikke. Hvis kapitalisterne i de kapitaleksporterende lande havde indset det, ville alle udenlandske investeringer være standset for fyrre eller halvtreds år siden. Men kapitalisterne troede ikke, at noget land ville være så uetisk at løbe fra en gældsforpligtelse, at ekspropriere og konfiskere fremmed kapital. Med disse handlinger begyndte et nyt kapitel i verdens økonomiske historie.
Med slutningen af den storslåede periode i det nittende århundrede, da udenlandsk kapital i alle dele af verden hjalp med at udvikle moderne metoder til transport, fabrikation, minedrift og landbrug, kom der en ny æra, hvor regeringerne og de politiske partier betragtede den udenlandske investor som en udbytter, som skulle udstødes fra landet.
Russerne var ikke de eneste syndere med denne anti-kapitalistiske holdning. Husk for eksempel på eksproprieringen af de amerikanske oliefelter i Mexico, og alt hvad der er sket i dette land (Argentina), som jeg vist ikke behøver at diskutere.
Situationen i verden af i dag, skabt som den er af et system af ekspropriation af udenlandsk kapital, består i enten direkte ekspropriation eller indirekte ekspropriation gennem valutakontrol
og skatte-diskrimination. Det er hovedsagelig et problem i udviklingslandene.
Tag nu for eksempel den største af disse nationer: Indien. Under det britiske system blev kapital fra mange europæiske lande, men fortrinsvis britisk, investeret i Indien. Og briterne eksporterede noget andet, som også må nævnes i den forbindelse. De eksporterede til Indien nye metoder til bekæmpelse af smitsomme sygdomme. Resultatet var en vældig forøgelse af den indiske befolkning og en tilsvarende forøgelse af landets vanskeligheder. Stillet overfor en så vanskelig situation vendte
Indien sig til ekspropriation som et middel til at håndtere problemerne. Men det var ikke altid direkte ekspropriation. Regeringen generede fremmede kapitalister, begrænsede deres investeringer på en sådan måde, at de blev tvunget til at sælge ud.
Indien kunne selvfølgelig akkumulere kapital på en anden måde. Ved hjemlig kapitalakkumulation. Men Indien er imidlertid lige så fjendtlig overfor hjemlig kapitalakkumulation som overfor fremmede kapitalister. Den indiske regering siger, at den ønsker at industrialisere Indien, men det, den virkelig mener, er, at den vil have socialistiske foretagender.
For få år siden udsendte den berømte statsmand Jawarharlal Nehru en samling af sine taler. Den blev udsendt med henblik på at gøre udenlandske investeringer i Indien mere attraktive. Den indiske regering har ikke noget imod udenlandsk investering, før den bliver investeret. Fjendtligheden
begynder først, når den allerede er investeret. Nu citerer jeg direkte fra bogen: “Selvfølgelig ønsker vi at socialisere. Men vi er ikke imod privat foretagsomhed. Vi ønsker på enhver måde
at opmuntre privat foretagsomhed. Vi lover de iværksættere, der investerer i vort land, at vi ikke vil ekspropriere dem eller socialisere dem i ti år, måske i længere tid.” Og han troede, at det var en invitation til at komme til Indien!
Problemet er, som I ved, hjemlig kapitalakkumulation. I alle lande er der i dag lagt tunge skatter på selskaber. Faktisk er de dobbeltbeskattede. Først bliver selskabernes overskud beskattet meget kraftigt, så bliver den dividende, de udbetaler til aktionærerne, igen beskattet, og beskatningen er progressiv.
Progressiv beskatning af indkomst og fortjenester betyder, at netop de dele af indkomsten, som folk ville have opsparet og investeret, bliver beskattet bort. Tag for eksempel de Forenede Stater. For få år siden var der en skat på “ekstraordinære overskud”, som betød at ud af hver dollar tjent beholdt selskabet kun atten cents. Og når disse atten cents blev udbetalt til aktionærerne, så var de, der havde mange aktier, tvunget til at betale yderligere tres eller firs eller endog større procenter af dem i skat. Ud af en dollars fortjeneste beholdt de cirka syv cent, de treoghalvfems gik til regeringen. Størstedelen af disse treoghalvfems cent ville være blevet opsparet og
investeret. I stedet bruger regeringen dem til løbende udgifter. Dette er de Forenede Staters politik. Jeg tror at jeg har gjort det klart, at de Forenede Staters politik ikke er et eksempel til efterfølgelse for andre lande. Denne, de Forenede Staters politik, er værre end dårlig, den er
sindssyg. Det eneste, jeg har at tilføje, er, at et rigt land kan tillade sig mere dårlig politik end et fattigt land. I de Forenede Stater er der til trods for alle disse skatter stadig nogen kapitalakkumulation og investering hvert år, og derfor er der stadig en tendens til forbedring af levestandarden.
Men i mange andre lande er situationen meget kritisk. Der er ingen – eller ikke tilstrækkelig – hjemlig opsparing, og kapitalinvestering udefra er alvorligt reduceret, fordi disse lande er
åbenlyst fjendtlige overfor udenlandske investeringer. Hvordan kan de tale om industrialisering, om nødvendigheden af at opføre nye fabrikker, af at hæve levestandarden, af at have højere lønninger og bedre transportmidler, når disse lande gør alt det, der har den stik modsatte virkning? Det, de opnår med deres politik, er faktisk at forhindre eller sinke akkumulationen af hjemlig kapital og at lægge hindringer i vejen for fremmed kapital.
Slutresultatet er så sandelig meget dårligt. Sådan en situation må medføre tab af tillid, og der er nu mere og mere mistillid til udenlandske investeringer rundt om i verden. Selv hvis landene omgående, her og nu, ændrede deres politik, er det meget tvivlsomt, om de endnu en gang kunne inspirere fremmede kapitalister til at investere.
Der findes naturligvis metoder til at undgå denne konsekvens. Man kunne fastlægge internationale love, ikke bare overenskomster, som undtager udenlandske investeringer fra national jurisdiktion. Det kunne de Forenede Nationer gøre. Men de Forenede Nationer er bare et mødested for tomme og overflødige diskussioner. Når man indser den enorme betydning af udenlandske investeringer, når man indser, at alene udenlandske investeringer kan frembringe en forbedring af de politiske og økonomiske forhold i verden, så kunne man prøve at gøre noget ved den internationale lovgivning.
Dette er et teknisk, juridisk problem, som jeg kun nævner, fordi situationen ikke er håbløs. Hvis verden virkelig ønskede at gøre det muligt for udviklingslandene at øge deres levestandard til amerikansk niveau, så kunne det gøres. Det eneste, der behøves, er at indse, hvordan det kunne gøres.
Det, vi mangler for at gøre udviklingslandene lige så rige og blomstrende som de Forenede Stater, er én eneste ting: kapital – og, selvfølgelig, friheden til at bruge den, underkastet markedets
og ikke regeringens disciplin. Disse nationer må og skal akkumulere hjemlig kapital, og de må lade udenlandsk kapital komme ind i deres lande. Men for at hjemlig opsparing skal kunne komme i gang, må vi igen nævne, at hjemlig opsparing blandt folkemasserne forudsætter en stabil monetær enhed. Det implicerer fravær af enhver form for inflation.
En stor del af den kapital, der arbejder i amerikanske erhvervsvirksomheder ejes af arbejderne selv, eller af andre mennesker med beskedne midler. Milliarder og atter milliarder af opsparingsindskud, af obligationer og forsikringspolicer opererer i disse foretagender. På det amerikanske pengemarked er det i dag ikke længere bankerne, men forsikringsselskaberne, der er de største pengeudlånere. Og pengene i forsikringsselskabet er – ikke juridisk, men økonomisk – de forsikredes ejendom. Og praktisk taget alle i de Forenede Stater er forsikrede på een eller anden måde.
Forudsætningen for mere økonomisk lighed i verden er industrialisering. Og det er kun muligt gennem forøget investering, øget kapitalakkumulation. Måske forbløffer det Dem, at jeg ikke har nævnt en forholdsregel, som betragtes som en primær metode til at industrialisere et land. Jeg mener hermed
protektionisme. Men toldsatser og valutakontrol er lige præcis midlerne til at hindre importen af kapital og industrialisering i et land. Den eneste måde at forøge industrialiseringen på er at have mere kapital. Protektionisme kan kun flytte kapital fra en erhvervsgren til en anden. I sig selv føjer protektionisme intet til et lands kapital. For at starte en ny fabrik har man brug for kapital. For at forbedre en eksisterende fabrik har man brug for kapital, ikke en toldsats.
Jeg vil ikke diskutere hele problemet omkring frihandel og protektionisme. Jeg håber, at de fleste af Deres lærebøger i økonomi præsenterer det på en rimelig måde. Beskyttelse forandrer ikke den økonomiske situation i et lande til det bedre. Og hvad der ganske sikkert heller ikke forbedrer situationen er fagforeningspolitik. Hvis tilstandene er utilfredsstillende, hvis lønningerne er lave, hvis lønarbejderen ser hen til de Forenede Stater og læser om, hvordan forholdene er der, hvis han går i biografen og ser, hvordan gennemsnitsamerikanerens hjem er udstyret med al moderne komfort, bliver han måske misundelig. Han har helt ret, når han siger: “Vi burde have det samme.” Men den eneste måde at opnå det på er gennem forøgelse af kapitalen.
Fagforeningerne bruger vold mod de næringsdrivende og mod de folk, de kalder strejkebrydere. Men til trods for deres magt og deres vold kan fagforeningerne ikke kontinuerligt hæve lønnen for alle lønmodtagere. Lige så ineffektive er regeringsdekreter, som fastsætter minimumslønninger. Det, fagforeningerne faktisk har held til at frembringe (hvis det lykkes dem at forhøje lønningerne), er permanent, varig arbejdsløshed. Men fagforeningerne kan ikke industrialisere et land, de kan ikke
hæve arbejdernes levestandard. Og det er det afgørende: Vi må indse at al politisk planlægning, der sigter mod at forbedre et lands levestandard, må være rettet mod en forøgelse af mængden af kapital investeret pro persona. Denne pro persona-investering af kapital øges stadig i de Forenede Stater, til trods for al den dårlige politik, der bedrives der. Og det samme gælder Canada og nogle af de vesteuropæiske lande. Men den er desværre aftagende i lande som Indien.
Vi læser hver dag i aviserne, at verdens befolkningstal stiger med måske 45 millioner, måske mere, om året. Og hvad skal det ende med? Hvad vil resultatet og konsekvenserne blive? Husk på hvad jeg sagde om Storbritannien. I 1750 troede det britiske folk, at seks millioner udgjorde en voldsom overbefolkning af de britiske øer, og at de styrede mod hungersnød og epidemier. Men da den sidste verdenskrig startede i 1939 levede der halvtreds millioner mennesker på de britiske øer, og levestandarden var usammenligneligt højere, end den var i 1750. Det var en virkning af industrialiseringen, en ret ufuldstændig betegnelse.
Britanniens fremskridt blev skabt ved at forøge pro persona investeringen af kapital. Som jeg sagde før: Der er kun én måde, en nation kan opnå velstand på: Hvis man øger kapitalen, øger man arbejdskraftens marginale produktivitet, og virkningen er, at reallønnen stiger.
I en verden uden hindringer for ind-og udvandring ville der være en tendens over hele verden til udligning af lønningerne. Hvis der ikke var ind-og udvandringshindringer i dag, ville tyve millioner mennesker sandsynligvis prøve at nå frem til de Forenede Stater hvert år for at opnå højere lønninger. Indvandringen ville reducere lønningerne i U.S.A. og hæve dem i andre lande.
Jeg har ikke tid til at behandle problemet med ind- og udvandringsbarrierer. Men jeg vil gerne sige, at der findes en anden metode til udjævning af lønningerne over hele verden. Denne anden metode, der virker trods mangelen på frihed til at rejse, hvorhen man vil, er rejsefriheden for kapitalen.
Kapitalister har en tendens til at flytte til de lande, hvor der er masser af arbejdskraft til rådighed, og hvor lønnen er rimelig. Og i kraft af den kendsgerning at de bringer kapital ind i disse lande, bringer de en tendens til højere lønninger. Det har virket tidligere, og det vil virke i fremtiden, på samme måde.
Da britisk kapital først blev investeret, i for eksempel Østrig eller Bolivia, var lønningerne dér meget, meget lavere end de var i Storbritannien. Men denne ekstra investering medførte en tendens til højere lønninger i disse lande. Og en sådan tendens var fremherskende overalt i verden. Det er velkendt, at da United Fruit-selskabet kom til Guatemala, var det umiddelbare resultat en almindelig tendens mod højere lønninger, begyndende med de lønninger, som United Fruit betalte og
som tvang andre arbejdsgivere til også at betale højere lønninger.
Derfor er der ingen grund til at være pessimistisk med hensyn til de „underudviklede” landes fremtid.
Jeg er helt enig med kommunisterne og fagforeningerne når de siger: “Det, vi har brug for, er en højere levestandard.” For kort tid siden udgav en professor en bog i U.S.A., hvori han skrev: “Nu har vi nok af alting, hvorfor skal verdens folk dog stadig arbejde så hårdt? Vi har allerede alting.” Jeg er ikke i tvivl om, at denne professor har alt, hvad han behøver, men der er andre mennesker i andre lande, også mange i U.S.A., som ønsker og burde have en højere levestandard.
Udenfor U.S.A. – i Latinamerika og endnu mere i Asien og Afrika – ønsker alle at se forholdene forbedret i deres eget land. En højere levestandard bringer også en højere standard af kultur og civilisation med sig.
Derfor er jeg helt indforstået med, at det endelige mål må være at højne levestandarden overalt. Men jeg er ikke indforstået med de metoder, der bliver anvendt for at nå dette mål. Hvilke metoder vil faktisk nå målet? Ikke protektionisme, ikke regeringsindblanding, ikke socialisme, og så sandelig ikke fagforeningernes voldsmetoder (som med en fin omskrivning kaldes “kollektive forhandlinger”, men som reelt er forhandling med en pistol for brystet).
Jeg kan kun se een vej frem mod dette mål! Det er den langsomme metode. Nogle mennesker synes nok, at den er for langsom. Men der er ingen genveje til et jordisk paradis. Det tager tid, og man må arbejde. Men det tager ikke så lang tid, som folk tror, og til slut vil udligningen være en kendsgerning.
Omkring 1840, i den vestlige del af Tyskland, i Schwaben og Württemberg, som dengang var et af de mest industrialiserede områder i verden, sagde man: “Vi kan aldrig nå briternes niveau. Englænderne har et forspring og vil altid være foran os.” Tredive år senere sagde briterne: “Vi kan ikke holde til denne konkurrence fra tyskerne. Vi må gøre noget imod den.” På den tid var den tyske standard selvfølgelig i kraftig vækst og allerede ved at nærme sig den britiske. Og i dag ligger den tyske
indkomst pr. indbygger overhovedet ikke efter den britiske.
I Europas centrum er der et lille land, Schweiz, som naturen har været karrig imod. Det har ingen kulminer, ingen mineraler, ingen naturrigdomme. Men dets folk har gennem århundrederne uafbrudt fulgt en kapitalistisk politik. De har udviklet den højeste levestandard i det kontinentale Europa,
og deres land rangerer som et af verdens store centre for civilisation. Jeg kan ikke se hvorfor et land som Argentina, som er meget større end Schweiz, både i befolkning og areal, ikke skulle
kunne opnå samme høje levestandard efter nogle år med god politik. Men, som jeg har påpeget, politikken må være god.
Se også Seks forelæsninger af Ludwig von Mises.