Stærke kræfter i USA og i Danmark forsøger at sammenkæde praktisering af den muslimske religion med modstand mod vestlige værdier som individualisme, rationalitet og tolerance.
Empirisk har disse kræfter en sag.
De fleste muslimske lande er ekstremt fattige. Kvinder bliver udsat for frygtelige repressalier, hvis de ikke bærer slør. De har stort set ingen politiske rettigheder. Den akademiske standard blandt muslimske videnskabsmænd er ufatteligt ringe, og det er deres antal også. Hvis ikke der var fundet olie i Saudiarabien og andre mellemøstlige stater, ville disse lande i velfærdsmæssig henseende være dværge, ligesom de på trods af olien er det i intellektuel forstand. Man kan med rimelighed spørge, hvad den islamiske verden har bidraget med i det store hele.
Men er dette naturlige og uvægerlige følger af praktiseringen af Islam? Eller sagt på en anden måde: følger det af den muslimske religion, at de praktiserende nødvendigvis må give afkald på deres personlige frihed og blive en trussel for det vestlige samfund? Og at de partout er imod kapitalisme?
Det er en nødvendighed betingelse for eksistensen af denne sammenhæng, at alvorligt praktiserende muslimer som gruppe betragtet skulle være mere religiøse og anti-rationalistiske end eksempelvis protestanter eller buddister er det eller har været det i den vestlige verdens spæde barndom. Efter min mening er dette tvivlsomt. Og man kan i samme åndedrag fremhæve, at der også inden for protestantiske grupperinger findes udpræget anti-kapitalistiske tendenser. Biblen såvel som Koranen indeholder adskillige anti-kapitalistiske budskaber.
Den religiøse anskuelses syn på renter
Tilladelsen til at tage renter er af altoverskyggende betydning for udviklingen af et samfund. Uden renter vil befolkningen ikke have det samme incitament til at spare op, og derfor vil det ikke være mulighed for at opbygge det produktive kapitalapparat, som er grundlaget for velfærd og fremgang. Det har derfor været af stor betydning, i hvor høj en grad den ledende religiøse anskuelse accepterede renter gennem historien.
Af specielt 2. og 3. mosebog fremgår det, at man ikke bør tage renter af sine landsmænd (og åbenbart specielt ikke sine fattige landsmænd). At tage renter fra en udlænding betragtes tilsyneladende mindre væsentligt. Ezekiel (18) mener tilsyneladende, at det er så slemt at tage renter, at man skal lade livet for det. Koranen er mindre specifik, når det kommer til åger. Sura II, III og IV indeholder bestemmelser om, at handel er okay, mens åger er kategorisk kætteri. Straffen er ikke direkte omtalt, men det lader ikke til, at den er behagelig!
Måske var det Biblens skelnen mellem landsmænd og udlændinge, som gjorde det muligt for jøder i Europa at tage renter under middelalderens katolicisme. Jøder blev jo betragtet som en slags nationløse eller statsløse, hvorfor de i hvert fald ikke var eksempelvis tyskere. Dette forklarer i øvrigt også jødernes historisk stærke position inden for finansverdenen. Den kristne, mindre kategoriske behandling af rentespørgsmålet kan have været det forhold, som førte til en opblødning af religionens holdning til også almindelige kristnes ret til at tage renter. En sådan opblødning mangler stadig i den islamiske verden, selvom banker her implicit tager renter ved at udlåne penge mod tilbagebetalingen af en større hovedstol.
Den religiøse, historiske modstand mod renter er efter min mening en meget væsentlig del af forklaringen på, at den islamiske verden er mere tilbagestående end den vestlige. Uden rente-institutionen lider Islam af samme problem som planøkonomien. Renten er nemlig den vigtigste pris i samfundet og den parameter, som gør det muligt for individer at foretage meningsfulde økonomiske kalkuler. Er et givent økonomisk projekt i samfundets interesse, eller ikke? Dette spørgsmål lader sig kun besvare ved at tilbagediskontere projektets forventede, fremtidige nettobetalinger med den rente, man har lånt pengene til. Denne problemstilling er ekstremt vigtig, men vil ikke blive behandlet yderligere i denne artikel. Interesserede kan finde en udmærket kort gennemgang af teorien om renter og tidspræferencer af Dan Mahoney her.
Konkurrence og fremgang
Dette års modtager af Adam Smith-prisen, Gerard Radnitzky, har argumenteret for, at årsagen til, at Europa fostrede rationalismen, oplysningstiden og den industrielle revolution frem for øvrige dele af verden, som på tidligere tidspunkter har vist sig at have været længere fremme på teknologiske og videnskabelige områder, var, at Europa var et område præget af en intens politisk, økonomisk og militær konkurrence på landeniveau. Specielt den militære konkurrence gjorde det nødvendigt for staterne at have adgang til at låne, stjæle eller beskatte penge til defensive såvel som offensive formål.
Konkurrencen mellem de europæiske lande var karakteriseret ved, at de forskellige magtcentre var mere eller mindre lige, hvad angik kulturel og militær styrke, hvilket ifølge Radnitzky gjorde innovationen af effektive politisk-økonomiske institutioner i samfundet yderligere nødvendig. Da respekten for privat ejendomsret fører til et mere fremgangsrigt og produktivt samfund, var det de stater, som adopterede denne løsning, der fik et forspring i evnen til at klare sig i konkurrencen.
Specielt gælder denne løsning for Storbrittaniens vedkommende. En række heroiske skatteoprør i Storbritannien ledte allerede i 1215 til en pagt mellem suverænen og (de frie) engelske borgere. Denne pagt, kaldet Magna Carta – løst oversat: Det Store Frihedsbrev – garanterede de frie borgere visse rettigheder (bemærk i øvrigt bestemmelserne om vilkår for tilbagebetaling af lån hos jøder). Af størst betydning var enigheden om, at kongen ikke uden videre kunne udskrive skatter eller fængsle individer efter forgodtbefindende. Retten, kaldet Habeas Corpus, til at blive stillet for en dommer blev desuden nedfældet som det første sted i verdenshistorien.
Således har den anglosaksiske tradition for frihed og en antiautoritær mentalitet lagt grunden for den europæiske oplysningstid fra omkring 1600-tallet. Som følge af en lang række skatteoprør, hvor konger måtte lægge hals til den anglosaksiske befolknings utilfredshed med skatterne, enedes i 1688 de velstående individer repræsenteret ved parlamentet med suverænen (kongen) i en historisk unik politisk konstruktion: parlamentet opkrævede skatter, og kongen bestemte, hvad indtægterne skulle bruges til. Derved var der lagt endnu mere snærende bånd på mulighederne for at ekspandere statsmagten, og den efterfølgende politiske og økonomiske stabilitet gjorde Storbritannien i stand til at klare sig overraskende godt mod Frankrig og andre fjender, uagtet Storbritannien fra starten havde et klart ringere økonomisk og militært udgangspunkt. Disse synspunkter er blevet fremført af Nobelpristageren i økonomisk historie, Douglass C. North, og Barry Weingast.
Inspireret af den anglosaksiske succes med frihed, privat ejendomsret og et antiautoritært forhold til statsmagten og religionen, så øvrige europæiske lande sig med tiden tvunget til at eftergøre den anglosaksiske model. I dette klima havde rationalismen, tolerancen og antiautoriteten gode muligheder. Specielt var den anglosaksiske befolkning førende, hvad angik skepticismen – evnen, friheden og lysten til at stille spørgsmålstegn ved alt – inklusive specielt aksiomatisk-religiøse antagelser. David Hume, Isaac Newton, John Locke og René Descartes (selvom han var franskmand) var nogle af de ledende fortalere for denne politisk ukorrekte og anti-religiøse anskuelse, som har gjort den vestlige verden klart førende inden for videnskaberne.
Denne vestlige omstillingsproces fra en verden af aksiomatiske, religiøse sandheder til videnskabelig kritisk, rationel skepticisme og personlig frihed tog flere århundreder og er i dag i fare for at blive afsporet af EU-statsdannelsen og kollektivisme. Men hovedsagen er, at vi i den vestlige verden fik muligheden for at gøre vore egne erfaringer og arbejde os frem mod den bedste løsning. Ingen tvang os til dette – vores fremgang var udelukkende et resultat af en frivillig trial-and-error-proces, hvor uheldige og inefficiente politiske, økonomiske og religiøse institutioner først blev marginaliserede og dernæst valgt fra i konkurrence med øvrige sundere, friere og mere fremskridtsvenlige institutioner.
En islamisk oplysningsperiode
Men hvorfor har de islamiske lande ikke gennemgået en tilsvarende oplysningsperiode? Nogle hævder, at Islam faktisk har haft en sådan. Weekendavisens Tine Eiby mener faktisk, at den endog lå før den europæiske ditto. Ifølge Eiby foregik den islamiske oplysningsperiode fra omkring 800-tallet til 1300-tallet. Under denne periode sloges en retning af Islam med tradition for rationalisme, tolerance og sekularisme mod en reaktionær fløj af hard-linere, som tog profeten Muhammeds ord helt bogstaveligt. Tilsyneladende vandt hard-linerne i slutningen af 1300-tallet. Men det er værd at bemærke sig, at der var en lang, frugtbar og udadvendt periode af Islam, inden dette skete.
Ifølge Radnitzkys forklaringsmodel kunne dette ske, fordi den islamiske del af verden var mere isoleret og udsat for mindre reel konkurrence end den europæiske (Radnitzky nævner ikke disse forhold. De står udelukkende for min regning). Vel er det en kendt sag, at araberne har etableret handelsstationer langt ned ad Afrikas kyst og har været ivrige handelsmænd (ligesom profeten Muhammed selv var det), men selve den arabiske/islamiske civilisation har måske ikke i samme grad været ’truet på livet’ til at udvikle sig og reformere de politisk-økonomiske institutioner i retningen af frihed og efficiens på samme måde som tilfældet har været med europæiske lande.
Årsagen kan have været, at Islam har haft stor udbredelse i de Mellemøstlige lande, hvorfor den har fungeret som en art ’religiøst kartel’. I Mellemøsten var der var kun én sandhed og én religion, mens der i og før middelalderen var større religiøs divergens og flere sandheder i Europa.
Den religiøse og militære konkurrence i Europa var måske mere intens end i Mellemøsten, hvorfor omkostningen med andre ord ikke har været lige så stor for den islamiske del af verden ved at indføre eller bibeholde repressive religiøse regimer.
Hvis denne tese er sand, beror det mere på en historisk tilfældighed (dvs. de førhistoriske folkevandringer fra Afrika), at Islam blev ’for udbredt’ i et stort bestemt geografisk område sammenlignet med de europæiske religioner. Dermed er der heller ikke noget, som taler for, at Islams ’indre værdier’ skulle være mere anti-humane eller anti-rationalistiske end alle mulige andre religioners. Forskellen ligger i, at den europæiske tradition har fastholdt og videreudviklet det skeptiske og rationelle ideal fra oplysningstiden, mens muslimerne har glemt, hvad der i fordums tid har gjort dem fremgangsrige.
Dertil kommer, at den islamiske del af verden i mange tilfælde efter uafhængigheden fra europæiske kolonimagter blev lette mål for repressive statsmagter, som blev støttet af de tidligere kolonimagter pga. ønsket om at bevare kontrollen med olien i undergrunden.
Det bør dog ikke glemmes, at de islamiske lande stadig har brug for en moderne oplysningstid. De har brug for at finde ud af, at rationalisme, tolerance og privat ejendomsret fungerer uligt bedre end fatalisme, religiøse forklaringsmodeller og stærke statsmagter. Så langt er de fleste nok enige – også langt de fleste muslimer.
Hvordan skal oplysningen implementeres?
Spørgsmålet er så, hvordan denne oplysningstid bedst implementeres og bundfæller sig. Nogle mener, at dette problem bedst løses ved at styrte despotiske regimer i spektakulære militæroperationer i den muslimske del af verden (aktivisme). Andre mener, at udenrigspolitik udelukkende bør bestå i fredelig samhandel til gensidig fordel (isolationisme).
Den aktivistiske fløj har imidlertid store problemer med at retfærdiggøre deres teori, når man anlægger et historisk perspektiv. Gode og mindre gode intentioner i specielt amerikansk udenrigspolitik har ført til et halvt århundrede med bombninger af muslimer, som af den ene eller den anden grund ikke gebærdede sig som amerikanerne ønskede det.
Hvordan skulle muslimer i hele verden opfatte frihed, rationalisme og privat ejendomsret, når verdens største eksponent (i hvert fald på papiret) for disse værdier i et halvt århundrede har bombet samme muslimers brødre og søstre ihjel? Tilmed har USA været en af de flittigste støtter af repressive regimer i Mellemøsten med Irak, Iran, Saudiarabien og Kuwait som notoriske eksempler. Men til hvilken nytte?
Man behøver ikke engang være kynisk for at notere, at det eneste, verden (USA) har fået ud af dette, har været billig olie. Dette er endda heller ikke så sikkert. Til gengæld har reaktionære fortalere for islamisk primitivisme haft rig lejlighed for at skyde skylden for de islamiske landes manglende formåen på den store satan, USA og Vesten. Det er nemt og overbevisende at fremføre, at det er USA’s imperialisme, bomber og støtte til kleptokratiske regimer, som har holdt den islamiske del af verdens udvikling tilbage. Det er for en stor dels vedkommende sandt, men det er ikke hele sandheden. En del af årsagen bærer landene selv, fordi de ikke respekterer privat ejendomsret og personlig frihed – og aldrig rigtigt har gjort det.
Pædagogisk indlæring
Det er ikke muligt at lære elever at lægge tal sammen ved at vise brudstykker af denne matematiske færdighed (eksempelvis, at 123.585 + 377.551 = 501.136). Den pædagogisk korrekte måde er at lade dem selv finde ud af, hvordan de kommer frem til dette resultat. På samme måde må befolkningen i islamiske lande gøre sig erfaringer på egen hånd – uden at de kan give andre, eksterne faktorer skylden for deres manglende formåen.
Hvis de islamiske lande – uden nogen form for vestlig indblanding – vælger reaktionære religiøse styreformer, vil dette uvægerligt hindre vækst og fremgang. De radikale fortalere for islamisk primitivisme vil få et forklaringsproblem over for en befolkning som for den langt overvejende andels vedkommende ønsker højere levestandard. Det vil gå op for muslimer, at man må ikke alene på tolerere men også opfordre til skepticisme og rationalisme, hvis man vil have fremskridt. De reaktionære islamiske bastioner vil falde for befolkningernes vrede, når det går op for muslimerne, hvad der holder dem tilbage: mangel på frihed.
Med tiden skal de nok få deres oplysning, som europæerne gjorde det. Og det er tilmed sandsynligt, at der vil gå betragteligt kortere tid for de islamiske lande, for de skal ikke selv bane vejen gennem videnskabelige opdagelser, som Vesten gjorde det. Videnskabelig know-how og muligheden for dens implementering er i dag langt lettere tilgængelig end noget andet tidspunkt i verdenshistorien.
Den nødvendige viden for reformer ligger lige for – man skal blot kigge på udviklingen gennem verdenshistorien og se på, hvordan politiske og økonomiske institutioner i de mest fremgangsrige lande så ud. Disse var kendetegnet af frihed og respekten for privat ejendomsret, tolerance, rationalitet og troen på, at man kan og bør skabe sin egen tilværelse. Det kan end ikke de venstreorienterede uddannelsesinstitutioner i Vesten skjule længere.
Litteratur:
North, Douglass C., Weingast, Barry:
“Constitution and Commitment: The evolution of Institutions Governing Public Choice in Seventeenth-century England”,
Journal of Economic History, 1989, nr. 4, p 803-832.
Hvad skal vi gøre med muslimerne i verden?
