Kapitalisme

Beskrivende termer, som folk tit bruger, er ofte ganske misvisende. Når de taler om moderne ledere i industri og storkapitalen kalder de for eksempel en mand for „chokoladekonge“, eller „bomuldskonge“, eller „automobilkonge“. Brugen af sådan en terminologi betyder, at man praktisk taget ikke kan se forskel på moderne industriledere og tidligere tiders feudale konger, hertuger og grever. Men forskellen er faktisk meget stor, for en chokoladekonge regerer overhovedet
ikke, han er tjener. Han regerer ikke over erobret territorium, uafhængigt af markedet og uafhængigt af sine kunder.
Chokoladekongen — eller stålkongen, eller automobilkongen, eller hvilken som helst anden konge i moderne industri — er afhængig af den industri, han har med at gøre, og de kunder, han betjener. Denne „konge“ må sikre sig sine undersåtters nåde og velvilje; han mister sit „kongerige“, så snart han ikke er i stand til at give sine kunder bedre betjening og til lavere omkostninger end andre, som han må konkurrere med.
For to hundrede år siden — før kapitalismens fremkomst — var en mands sociale status fastsat fra begyndelsen til enden af hans liv; han arvede den fra sine forfædre, og den ændrede sig aldrig. Hvis han var født fattig, forblev han fattig for altid, og hvis han var født rig — som greve eller hertug — så beholdt han sit hertugdømme og den ejendom, der hørte dertil, resten af sit liv.
Hvad angår industri, så eksisterede den i sin primitive form praktisk taget kun til fordel for de velhavende. De fleste mennesker (i Europa 90% eller mere) arbejdede med jorden og kom ikke i kontakt med de byorienterede industrier. Dette stive feudale samfundssystem var det fremherskende i Europa i mange hundrede år.
Men efterhånden som landbefolkningen blev større, udviklede der sig et befolkningsoverskud på landet. For denne overskudsbefolkning uden arvet jord eller gods var der ikke nok at lave. Ej eller var det muligt for dem at arbejde i industrierne. Kongerne i byerne nægtede dem adgang. Antallet af disse „udstødte“ fortsatte med at vokse, men ingen anede, hvad man skulle gøre ved det. De var i dette ords fulde betydning „proletarer“ — forkastede mennesker, som regeringen kun kunne putte i arbejdshuset eller fattighuset. I nogle dele af Europa — særlig i Nederlandene og England — blev de så talrige, at de blev en reel trussel mod bevarelsen af det bestående sociale system.
I dag, når vi diskuterer tilsvarende forhold i lande som Indien og andre udviklingslande, må vi ikke glemme, at i det attende århundredes England var forholdene meget værre. Den gang havde England en befolkning på seks eller syv millioner mennesker. Men af disse seks eller syv millioner mennesker var mere end en million — sandsynligvis snarere to millioner — fattige og udstødte, som det eksisterende sociale system ikke kunne byde noget som helst. Hvad man skulle gøre ved disse udstødte, var et af de store problemer i det attende århundredes England.
Et andet stort problem var manglen på råmaterialer. I dybeste alvor måtte briterne stille sig selv dette spørgsmål: Hvad skal vi gøre i fremtiden, når vore skove ikke længere kan give os det træ, vi skal bruge i vore industrier og som skal opvarme vore huse? For de herskende klasser var det en desperat situation. Statsmændene vidste ikke deres levende råd, og den herskende adelstand havde absolut ingen idé om, hvordan situationen kunne forbedres.
Ud af denne alvorlige sociale situation fremstod begyndelsen til den moderne kapitalisme. Der var enkelte personer blandt disse udstødte, blandt disse fattige og stakkels mennesker, som prøvede at etablere små værksteder, der kunne producere noget. Det var en nyskabelse. Disse fornyere producerede ikke dyre varer, kun egnede til overklassen; de producerede billigere produkter til alles behov. Det var oprindelsen til kapitalismen, som den fungerer i dag. Det var begyndelsen til masseproduktion, det fundamentale princip i kapitalistisk industri. Medens de gamle forarbejdningsindustrier betjente de rige i byerne og næsten udelukkende eksisterede for at tilfredsstille de højere klassers krav, så begyndte de nye kapitalistiske industrier at producere ting, der kunne købes af den almindelige befolkning. Det var masseproduktion for at tilfredsstille massernes behov.
Dette er det fundamentale princip i kapitalismen, som den eksisterer i dag i alle lande, hvor der er et højt udviklet system til masseproduktion: Storkapitalen — målet for de mest fanatiske angreb fra de såkaldte venstreorienterede — producerer næsten udelukkende for at tilfredsstille massernes behov. Virksomheder, der producerer luksusvarer for de velhavende, kan aldrig opnå samme størrelsesorden som stordriftsvirksomhederne. Og i dag er det de mennesker, der arbejder på de store fabrikker, der er hovedaftagerne af de produkter, som laves på fabrikkerne. Det er den fundamentale forskel mellem kapitalistiske produktionsprincipper og de feudalistiske principper i de forudgående tidsaldre.
Når folk antager eller påstår, at der er en forskel mellem producenter og forbrugere af stordriftsvirksomhedernes produkter, tager de alvorligt fejl. I amerikanske stormagasiner hører man sloganet „kunden har altid ret“. Og denne kunde er den samme person, som på fabrikken producerer de ting, som sælges i stormagasinet. De mennesker, som tror, at de store virksomheders magt er enorm, tager også fejl, eftersom disse foretagender helt og holdent er afhængige af søgningen fra dem, der køber deres produkter. Selv den største virksomhed mister sin magt og indflydelse, når det mister sine kunder.
For halvtreds-tres år siden sagde man i næsten alle kapitalistiske lande, at jernbaneselskaberne var for store og magtfulde; de havde monopol; det var umuligt at konkurrere med dem. Det blev påstået, at på transportområdet havde kapitalismen allerede nået et stade, hvor den ødelagde sig selv, fordi den havde elimineret konkurrencen. Man overså den kendsgerning, at jernbaneselskabernes magt beror på deres evne til at betjene folk bedre end andre transportformer. Selvfølgelig ville det være latterligt at konkurrere med et af de store jernbaneselskaber ved at bygge en anden jernbane parallelt med den gamle, eftersom den gamle var tilstrækkelig til at dække det eksisterende behov. Men meget snart kom der andre konkurrenter. Konkurrencefrihed betyder ikke, at man kan komme frem i verden bare ved at efterligne eller kopiere præcis, hvad en anden har gjort. Pressefrihed betyder ikke, at man har ret til at kopiere, hvad en anden mand har skrevet, og på den måde opnå den succes, som den anden mand ærligt har fortjent på baggrund af, hvad han har udrettet. Den betyder, at man har ret til at skrive noget forskelligt fra hans. Konkurrencefrihed — for så vidt angår jernbaner for eksempel — betyder, at det står dig frit for at opfinde noget andet eller at gøre noget andet, som vil være en udfordring til jernbanerne og sætte dem i en vanskelig konkurrencesituation.
I USA har konkurrencen med jernbanerne i form af busser, automobiler, lastvogne og fly kostet jernbanerne dyrt og næsten slået dem totalt, for så vidt angår persontransport.
Kapitalismens udvikling består i, at alle har ret til at betjene kunden bedre og/eller billigere. Og denne metode, dette princip, har — indenfor forholdsvis kort tid — transformeret hele verden. Det har gjort en hidtil uset befolkningstilvækst mulig.
I det attende århundredes England kunne jorden kun ernære seks millioner mennesker med en meget lav levestandard. I dag nyder mere end halvtreds millioner mennesker godt af en langt højere levestandard end selv de rige i det attende århundrede. Og Englands høje levestandard af i dag ville formentlig have været endnu højere, hvis ikke en stor del af briternes energi var blevet spildt på, hvad der ud fra forskellige synspunkter kan kaldes undgåelige politiske og militære eventyr.
Dette er kendsgerningerne om kapitalismen. Derfor, hvis en englænder — eller for den sags skyld en anden i et hvilket som helst land i verden — i dag siger til sine venner, at han er imod kapitalismen, så er her et pragtfuld svar til ham: „Du ved, at befolkningen på denne planet nu er ti gange større, end den var i tidsaldrene forud for kapitalismen; du ved, at alle mennesker i dag nyder godt af en højere levestandard, end dine forfædre gjorde forud for kapitalismens tidsalder. Men hvordan kan du vide, at du er den ene ud af ti, som ville have levet, hvis der ikke havde været kapitalisme? Selve den kendsgerning, at du er i live i dag, er bevis på, at kapitalismen er lykkedes, ganske uanset om du anser dit eget liv for særlig værdifuldt eller ej.“
Til trods for alle disse fordele er kapitalismen blevet rasende angrebet og kritiseret. Det er nødvendigt, at vi forstår oprindelsen til dette fjendskab. Det er en kendsgerning, at hadet til kapitalismen ikke opstod blandt masserne, ikke blandt arbejderne selv, men hos den jordbesiddende adel, den engelske og kontinental-europæiske adel. De anklagede kapitalismen for noget, der ikke var særlig behageligt for dem: I begyndelsen af det nittende århundrede tvang de højere lønninger,
som industrien betalte sine arbejdere, jordbesidderne til at betale tilsvarende højere lønninger til deres landarbejdere. Aristokratiet angreb industrierne ved at kritisere levestandarden blandt arbejderklassen.
Fra vort synspunkt var arbejdernes levestandard selvfølgelig yderst lav. Forholdene under den tidlige kapitalisme var absolut chokerende, men ikke fordi de nyligt udviklede kapitalistiske industrier havde skadet arbejderne. De folk, der blev ansat til arbejde i industrierne, havde forud eksisteret på et undermenneskeligt niveau.
Den berømte gamle historie — gentaget hundreder af gange — om at fabrikkerne beskæftigede kvinder og børn, og at disse kvinder og børn, før de fik arbejde på fabrikkerne, havde levet under tilfredsstillende forhold, er et af de største falsknerier i historien. De mødre, som arbejdede på fabrikkerne, havde intet at lave mad med; de forlod ikke deres hjem og køkkener for at gå til fabrikkerne, de gik til fabrikkerne, fordi de ikke havde noget køkken, og hvis de havde et køkken, så havde de ingen mad at tilberede i det. Og børnene kom ikke fra rare børnehaver og vuggestuer. De var sultende og døende. Al denne snak om de såkaldte unævnelige rædsler ved den tidlige kapitalisme kan afvises med en enkelt statistisk oplysning: Præcis i disse år, hvor den engelske kapitalisme udviklede sig, præcis i den tidsalder, som man kalder den industrielle revolution i England, præcis i disse år fordobledes Englands befolkning, hvilket betød, at hundreder eller tusinder af børn — som ville være døde i tidligere tider — overlevede og blev til mænd og kvinder.
Der er ikke tvivl om, at forholdene i de forudgående tider var meget utilfredsstillende. Det var kapitalistiske foretagender, der forbedrede dem. Det var netop disse tidlige fabrikker, som opfyldte deres arbejderes behov — enten indirekte eller direkte — ved at eksportere produkter og importere madvarer og råmaterialer fra andre lande. Igen og igen har de historikere, der har beskæftiget sig med den tidlige kapitalisme, forfalsket historien — det er næppe muligt at bruge en mildere betegnelse.
En muligvis frit opfundet anekdote, de tit fortalte, er om Benjamin Franklin. Ifølge historien besøgte Benjamin Franklin en bomuldsmølle i England, og mølleejeren fortalte: „Se, her er bomuldsvarer til Ungarn.“ Benjamin Franklin kiggede omkring på de lurvet klædte arbejdere og spurgte: „Hvorfor producerer De ikke også til Deres egne arbejdere?“
Men denne eksport, som mølleejeren talte om, betød faktisk, at han producerede til sine egne arbejdere, for England var nødt til at importere alle sine råmaterialer. Der var intet bomuld, hverken i England eller det kontinentale Europa. Der var fødevaremangel i England, og fødevarer måtte importeres fra Polen, fra Rusland, fra Ungarn. Disse eksportvarer var betaling for den fødevareimport, som gjorde den britiske befolknings overlevelse mulig. Mange eksempler fra denne tids historie vil vise holdningen hos herremændene og adelen overfor arbejderne. Jeg skal kun give to eksempler. Det ene er det berømte britiske „seed and land“-system. Efter dette system betalte den britiske regering alle arbejdere, som ikke fik den af regeringen fastsatte minimumsløn, forskellen mellem den løn, de modtog, og denne minimumsløn. Det sparede det jordbesiddende aristokrati for at betale højere lønninger end de traditionelt lave lønninger, regeringen supplerede dem og holdt derved arbejderne fra at forlade deres landlige beskæftigelse for at søge fabriksarbejde i byerne.
Firs år senere, efter kapitalismens ekspansion fra England til Kontinentaleuropa, reagerede landadelen atter imod det nye produktionssystem. I Tyskland opfandt de prøjsiske junkere, der havde mistet mange landarbejdere til de bedre betalende kapitalistiske industrier, et specielt udtryk for problemet: „Flugt fra landet“ — Landflucht. Og i det tyske parlament diskuterede man, hvad der kunne gøres mod dette onde, som det blev betragtet fra landadelens synspunkt. Fyrst Bismarck — den berømte kansler for det tyske rige — sagde en dag i en tale: „I Berlin mødte jeg en mand, som tidligere havde arbejdet på mit gods, og jeg spurgte denne mand, ‘hvorfor forlod De godset, hvorfor rejste De fra landet, hvorfor bor De nu i Berlin?’“
Og, ifølge Bismarck, svarede denne mand: „De har ikke sådan en rar ølhave i landsbyen, som vi har her i Berlin, hvor man kan sidde, drikke øl og høre musik.“ Dette var selvfølgelig en historie fortalt fra fyrst Bismarcks synspunkt. Det var ikke alle hans ansattes synspunkt. De gik ind i industrien, fordi den betalte dem højere lønninger og hævede deres levestandard i hidtil ukendt grad.
I dag er der i de kapitalistiske lande relativt lille forskel i den basale livsførelse hos de såkaldt højere klasser og de lavere klasser. Alle har de føde, klæder og husly. Men i det attende århundrede og tidligere var forskellen på manden i middelklassen og manden i den lavere klasse, at manden i middelklassen havde sko, og at manden i den lavere klasse ikke havde sko. I USA betyder forskellen mellem en rig mand og en fattig mand meget ofte forskellen mellem en Cadillac og en Chevrolet. Måske er Chevroleten købt brugt, men basalt yder den sin ejer det samme. Også han kan køre fra et sted til et andet. Mere end halvtreds procent af folk i USA bor i huse og lejligheder, som de selv ejer.
Angrebene på kapitalismen — særlig for så vidt angår de højere lønninger — går ud fra den falske forudsætning, at lønningerne i sidste ende udbetales af folk, der er forskellige fra dem, der er beskæftiget på fabrikkerne. Nuvel, det er i orden for økonomer og for folk, der studerer økonomiske teorier, at skelne mellem arbejderen og forbrugeren og at sætte en skillelinje mellem dem. Men kendsgerningen er, at enhver forbruger er nødt til — på den ene eller den anden måde — at tjene de penge, han giver ud, og at det overvældende flertal af forbrugere er præcis de samme mennesker, der arbejder som ansatte i de foretagender, som producerer de ting, som de forbruger. Lønninger under kapitalismen bliver ikke fastsat af en klasse af mennesker, der er forskellig fra den klasse af mennesker, som tjener lønningerne. Det er de samme mennesker. Det er ikke Hollywood-filmselskabet, der betaler lønningerne til en filmstjerne. Det er de mennesker, der betaler for billetterne til biografen. Og det er ikke promotoren i en boksekamp, der opfylder mesterboksernes enorme krav, det er de mennesker, der betaler adgangsbilletterne til kampen. Gennem denne skelnen mellem arbejdsgiver og ansat trækkes der et skel i økonomisk teori, men det er ikke et skel i det virkelige liv. Her er arbejdsgiver og arbejder i sidste ende en og samme person.
Der er folk i mange lande, som betragter det som meget uretfærdigt, at en mand, der skal forsørge en familie med flere børn, får det samme i løn som en mand, der kun har sig selv at sørge for. Men spørgsmålet er ikke, om arbejdsgiveren bør tage et større ansvar for størrelsen af en arbejders familie.
Spørgsmålet, vi må stille i dette tilfælde, er: „Er du som individ parat til at betale mere for et eller andet — et brød for eksempel — hvis du får at vide, at manden, der bagte det brød, har seks børn?“ Et ærligt menneske vil sikkert svare negativt og sige, „i princippet ville jeg gøre det, men faktisk vil jeg hellere købe et brød bagt af en mand uden børn.“ Kendsgerningen er, at hvis køberne ikke betaler arbejdsgiveren nok til, at han kan betale sine arbejdere, bliver det umuligt for arbejdsgiveren at drive forretningen videre.
Det kapitalistiske system blev navngivet „kapitalisme“, ikke af en ven af systemet, men af en person, der anså det for at være det værste af alle historiske systemer, det værste der nogensinde er hændt menneskeheden. Den mand var Karl Marx.
Men der er ingen grund til at forkaste Marx’s term, for den beskriver klart kilden til de store sociale forbedringer, som kapitalismen har bragt os. Disse forbedringer er et resultat af kapitalakkumulation; de er baseret på det faktum, at folk som hovedregel ikke konsumerer alt det, de producerer, at de sparer op og investerer en del af det. Der er mange misforståelser
omkring dette problem, og i løbet af disse forelæsninger vil jeg få lejlighed til at behandle de mest fundamentale fejlopfattelser, som folk har om akkumulation af kapital, brugen af kapital og de almene fordele, der vindes gennem denne brug. Jeg vil omtale kapitalisme i særdeleshed i mine forelæsninger om fremmede investeringer og om et yderst kritisk problem i nutidens politik: inflation. I ved selvfølgelig, at inflation ikke alene findes i dette land. Det er et problem over hele verden i dag.
Et ofte ikke erkendt faktum om kapitalismen er dette: Opsparing betyder fordele for alle dem, der gerne vil producere eller tjene deres løn. Når en mand har samlet en vis sum penge — lad os sige tusind dollars — og så i stedet for at bruge dem betror disse penge til en sparekasse eller et forsikringsselskab, så går pengene til en entreprenør, en forretningsmand. Det giver ham mulighed for at gå ud og starte et projekt, som ikke kunne have været startet i går, fordi den nødvendige kapital ikke var tilgængelig.
Hvad vil forretningsmanden nu gøre med den ekstra kapital? Det første, han må gøre, den første anvendelse, han vil få for sin ekstra kapital, er at ansætte arbejdere og købe råmaterialer, hvilket så igen betyder yderligere efterspørgsel efter arbejdere og råmaterialer. Det vil igen betyde en tendens imod højere lønninger og højere priser på råmaterialer. Længe inden opspareren eller entreprenøren kan opnå nogen profit fra alt dette, er den arbejdsløse arbejder, producenten af råmaterialer, bonden og lønarbejderen allerede i fuld gang med at dele goderne fra den nye opsparing.
Om entreprenøren vil få noget ud af projektet, afhænger af den fremtidige tilstand på markedet og af hans evne til korrekt at forudsige denne. Men arbejderne såvel som producenten af råmaterialer får fordelene med det samme. Der blev sagt mangt og meget for tredive–fyrre år siden om det, man kaldte Henry Fords „lønpolitik“. En af Mr. Fords store bedrifter var, at han betalte højere lønninger end andre industriejere og fabrikker. Hans lønpolitik blev betegnet som en „opfindelse“,
men man kan ikke sige, at denne „nyopfundne“ politik var et resultat af, at Mr. Ford var liberal. Et nyt erhverv eller en ny fabrik indenfor et allerede eksisterende erhverv er nødt til at tiltrække arbejdere fra andre arbejdsgivere, endog fra andre lande. Og den eneste måde at gøre det på, er at tilbyde arbejderne højere lønninger for deres arbejde. Det er, hvad der fandt sted i kapitalismens tidligste dage, og det finder stadig sted i dag.
Da fabrikanterne i Storbritannien først begyndte at producere bomuldsvarer, betalte de deres arbejdere mere, end de havde tjent tidligere. En stor del af disse arbejdere havde overhovedet ikke tjent noget som helst indtil da, og de var selvfølgelig parat til at acceptere hvad som helst, de fik tilbudt. Men efter kort tid — da der blev akkumuleret mere og mere kapital, og flere og flere forretningsforetagender blev sat i gang — steg lønningerne, og resultatet blev den indtil da usete forøgelse i det britiske folketal, jeg tidligere har omtalt.
Nogle menneskers hånlige betegnelse af kapitalismen som et system, der var konstrueret til at gøre de rige rigere og de fattige fattigere, er forkert fra ende til anden. Marx’s tese om den kommende socialisme var baseret på den antagelse, at arbejderne blev fattigere med tiden, at masserne blev mere besiddelsesløse, som tiden gik, og at i sidste ende hele landets velstand ville blive samlet på få hænder, eller i hænderne på kun en mand. Og så ville masserne af forarmede arbejdere endelig gøre oprør og ekspropriere de velhavende ejeres rigdomme. Ifølge denne doktrin af Karl Marx kan der ikke indenfor det kapitalistiske system være nogen lejlighed til eller nogen mulighed for nogen som helst forbedring af arbejdernes livsbetingelser.
I 1865, da han talte til „International Workingmen’s Association“ i England, sagde Marx, at troen på, at fagforeningen kunne forbedre livsvilkårene for arbejderbefolkningen var „helt forfejlet“. Fagforeningernes politik med at kræve højere lønninger og kortere arbejdstid kaldte han konservativ, idet konservatisme naturligvis var den mest fordømmende betegnelse, Marx kunne anvende. Han foreslog, at fagforeningerne satte sig selv et nyt, revolutionært mål: At de „helt skulle afskaffe lønsystemet“, at de skulle erstatte det med „socialisme“ — regeringseje af produktionsmidlerne frem for systemet med privateje.
Hvis vi ser på verdenshistorien, specielt på Englands historie siden 1865, indser vi, at Marx tog fejl i enhver henseende. Der findes ikke noget vestligt land, hvor massernes kår ikke er blevet forbedret på en hidtil uset måde. Alle disse forbedringer gennem de seneste firs eller halvfems år skete til trods for Karl Marx’s forudsigelser. For de marxistiske socialister troede, at arbejdernes forhold aldrig kunne forbedres. De fulgte en falsk teori, den berømte „jernlov for lønninger“ — den lov som forudsiger, at en arbejders løn under kapitalismen ikke vil overstige det beløb, der er nødvendigt for at holde ham i live, så han kan betjene industrien.
Marxisterne formulerede deres teori på denne måde: Hvis arbejdernes løn stiger, så lønniveauet overskrider subsistensniveau, så vil de få flere børn; og disse børn vil, når de slutter sig til arbejdsstyrken, forøge antallet af arbejdere til det punkt, hvor lønningerne vil falde, hvorved arbejderne igen bringes ned på subsistensniveau … til det minimale niveau, hvor arbejderbefolkningen lige netop opretholdes og ikke dør ud.
Marx’s og mange andre socialisters forestilling om arbejderen er ganske lig den, som biologerne — med rette — bruger, når de studerer dyrenes liv. Mus for eksempel.
Hvis man forøger mængden af tilgængelig føde for dyriske organismer eller for mikrober, så vil flere af dem overleve. Og hvis man begrænser deres føde, begrænser man deres antal. Men mennesket er anderledes. Selv arbejderen har — trods det, at Marx ikke anerkender det — menneskelige ønsker udover mad og formering af sin egen art. En forøgelse af reallønnen resulterer ikke alene i en forøgelse af befolkningstallet, den resulterer også — og først og fremmest — i en forbedring af den gennemsnitlige levestandard. Det er derfor, vi i dag har en højere levestandard i Vesteuropa og i USA end i udviklingslandene som for eksempel i Afrika.
Men vi bør indse, at denne højere levestandard afhænger af kapitalforsyningen. Dette forklarer forskellen mellem betingelserne i USA og Indien. De moderne metoder til bekæmpelse af smitsomme sygdomme er blevet indført i Indien — i det mindste i en vis udstrækning — og det har medført en hidtil uset forøgelse af folketallet. Men eftersom denne forøgelse af folketallet ikke har været fulgt af en tilsvarende forøgelse af mængden af investeret kapital, har resultatet været
en forøgelse af fattigdommen. Et land bliver mere velhavende proportionalt med stigningen i investeret kapital pr. enhed af befolkning.
I mine andre forelæsninger håber jeg at få lejlighed til at behandle disse problemer mere detaljeret og at kaste bedre lys over dem, fordi nogle termer — såsom „investeret kapital per capita“ — kræver en ganske detaljeret forklaring.
Men I bør huske, at i økonomisk politik er der ingen mirakler. I mange aviser og taler har I læst om det såkaldte tyske økonomiske mirakel — Tysklands genopståen efter dets nederlag og ødelæggelse i den anden verdenskrig. Men det var intet mirakel. Det var anvendelse af principperne for den frie markedsøkonomi, af kapitalismens metoder, også selv om de ikke blev brugt i alle henseender. Ethvert land kan opleve det samme „mirakel“ af økonomisk genopretning, selv om jeg må slå fast, at økonomisk genopretning ikke kommer fra et mirakel. Den kommer fra anvendelsen af — og som resultatet af — sund økonomisk politik.
Se også Seks forelæsninger af Ludwig von Mises.