Junk-journalist: Kjeld Koplev, Danmarks Radio

Kjeld Koplev tildeles Liberators Junk-journalist pris for et stykke han har begået i Dagbladet Information. Prisen går til Koplev for hans sammenligning af den borgerlige regering med Hitlers nazi-regime.
Der er naturligvis flere andre, der i de sidste 10 måneder på upassende vis har gjort sammenligninger mellem diverse politiske massemordere og den danske statsminister og hans regering – f.eks. forfatteren Susanne Brøgger (Anders Fogh Rasmussen ”har måske også et koreansk Kim Il Sung-glimt i øjet” i Politiken 14. april 2002) og stand-up komikeren Anne-Marie Helger (regeringen er en gruppe ”nazi-onale i rødt-hvidt og sort” på Christiansborg Slotsplads 20. marts 2002).
Men Koplev tager prisen for på mest udspekuleret vis at sætte lighedstegn mellem et af det 20. århundredes mest gruopvækkende systemer og regeringsskiftet i november 2001 i Danmark.
Under et billede af Hitler skriver Koplev i Information den 27. maj: “Vi bebrejdede med rette det tyske folk, at de ikke i tide sagde fra over for den nazistiske sot. Vi skulle nødig komme i samme situation.”
Den ‘situation’ som Koplev refererer til, er naturligvis de borgerlige valgsejre i Danmark såvel som andre steder i Europa i efteråret 2001 og foråret 2002.
Videre skriver Koplev: “Hitler må sidde et eller andet hedt sted og fryde og fornøje sig ad helvede til over den politiske udvikling i dagens Europa: Le Pen i Frankrig, Jörg Haider i Østrig, Berlusconi som regeringsleder sammen med Finis fascister i Italien, Flamsk Blok i Belgien, Hagens Fremskridtsfolk i Norge og – for nu at tage chefredaktør Davids Trads’ ny bog Danskerne først alvorligt – også vore egne hjemlige Folkepartister.”
Det er en alvorlig anklage, at den nationalsocialistiske diktator Adolf Hitler ville have glædet sig over, at Dansk Folkeparti har opnået succes som parlamentarisk støtteparti til den siddende VK-regering i Danmark. Men det står åbenbart i en bog, som Informations egen chefredaktør har skrevet, så noget må der være om snakken.
Koplev beroliger dog læseren: “Der er ingen grund til at antage, at nazismen atter engang kommer spadserende ind på verdensarenaen iført skrårem og sorte spidsstøvler. Og der bliver næppe [sic!] igen udsigt til kz-lejre, krematorier og gaskamre.”
Nej, der bliver sandsynligvis ikke indført kz-lejre lige nu og her i Danmark på trods af, at vi har en borgerlig regering. Men selvom vi ikke behøver at frygte udviklingen af et større undertrykkelsesmaskineri, så kan Koplev ikke dy sig for at løfte pegefingeren til alle, som 20. november sidste år stemte til højre: “Alligevel er der al mulig grund til stadig at være på vagt og beredt til at kunne aflæse tidens tegn. Historien – og vor egen politiske virkelighed – har demonstreret, at det ikke er ganske ligegyldigt, hvem der besidder regeringsmagten – endsige styrer en regerings flertal. Sådan var det i 30’ernes Tyskland. Og sådan er det i dag over store dele af Europa. For nazisternes ønske om forandring var virkelig alvor.”
“Nazisterne viste, at det var den politiske aktion, der talte i befolkningens øjne. Ikke fine og gode råd fra eksperter og udvalg. Og i pagt med det satte de omgående ind på at få kontrol med den frie forskning på universiteterne. Den slags var dem inderligt imod, fordi den ikke-kontrollerbare tanke altid er en fare for den hovedløse handlings politik.”
Med andre ord: Anders Fogh Rasmussens nedlæggelse af overflødige råd og nævn er at sammenligne med nazisternes kontrol af universiteterne. Ifølge Koplev er nedlæggelsen af Udenrigsministeriets Ejendomsnævn og Miljøministeriets Vandfond således nært beslægtet med nazificeringen af de tyske universiteter i 1930erne.
Det mærkelige er, at Kjeld Koplev går helt tilbage til 1930erne for at finde eksempler på, hvordan universitetsverdenen tilpasser sig en dominerende totalitær tendens i samfundet. Han kunne nøjes med at gå tilbage til sin egen ungdom under studenteroprøret i slutningen af 1960erne, hvor marxismen spillede samme rolle på universiteterne som nazismen gjorde i 1930ernes Tyskland.
Som Henrik Gade Jensen skriver i sin kronik “Antiracismens livsløgn” (Ekstra Bladet, 27. oktober 1998): “Gennem 1970’erne blev mange studier på universiteterne herhjemme så inficerede af marxisme, så man ikke kunne overleve uden at have den rette tro. På RUC skulle man være marxist. På det punkt er der ingen forskel til de tyske universiteter op til 1933. Så den selv-tilpasning til en tidsånds ideer behøver vi ikke gå til 1930ernes Tyskland for at finde.”
På nuværende tidspunkt begynder de fleste læsere nok at blive lidt urolige ved tanken om, at Kjeld Koplev hver uge – helt uden kontrol – har et par timer til sin rådighed i radioen i programmet “Koplevs Krydsfelt”.
Men Koplev fortsætter ufortrødent med at sammenligne den borgerlige regering med nazismen: “Et andet sted, hvor nazisterne udviste handlekraft og samtidig skabte sig loyale støtter, var i forhold til den tyske industri. Den skulle forkæles. Det var gennem industripolitikken, at grunden til den økonomiske succes skulle skabes. Man gjorde derfor kort kål på alle de bindinger, de gamle politikere havde lagt på erhvervslivets udfoldelsesmuligheder. Nu skulle der igen kunne tjenes penge.”
Dette er selvfølgelig historisk forkert. Den tyske ledighed faldt ganske vist fra omkring seks millioner ledige i 1932 til en million fire år senere, samtidig med at den nationale produktion steg med 102 pct. fra 1932 til 1937. Men årsagen var ikke de frie markedskræfters vilde rasen, som Koplev antyder. Tværtimod var 1930ernes tyske økonomi præget af nationalsocialisternes massive oprustningspolitik, som foregik for offentlige midler. Regimet dirigerede offentlig og privat industri til at producere krigsmateriel. Denne ‘Wehrwirtschaft’ var kernen i nazi-Tyskland – et økonomisk system som ligger langt fra det liberale markedsøkonomiske system, som Koplev påstår kendetegnede Hitlers Tyskland.
Men Koplevs ærinde er ikke at oplyse om tysk historie. Han ønsker at drage en direkte parallel mellem Hitler og liberale politikere som Anders Fogh Rasmussen. Det er naturligvis manipulation med historiske fakta – i øvrigt et trick nazister og kommunister altid har brugt i deres politiske agitation, hvor sandheden bliver offer for politisk propaganda.
For Hitlers økonomiske politik var grundlæggende baseret på den samme politik, som Kjeld Koplev selv i mange år har agiteret for – nemlig socialisme, dvs. samfundets kontrol over industri og penge. Hitlers særlige version af socialisme var, at han systematisk rettede hele det tyske produktionsapparat ind til at producere bomber og tanks. Et så perverst socialistisk system ligger langt fra den markedsøkonomisk-orienterede politik, som det 21. århundredes borgerlige regeringer i Europa er fortalere for.
Koplevs insinuationer er uhyrlige. Hans slet skjulte sammenligning mellem nazismen og vor tids højrefløj er forrykt og forkert. Det er en pinlig udstilling af Koplevs forvrængede idéverden, og Dagbladet Information burde skamme sig med ham. For det mærkelige er, at der ikke er en redaktør på avisen, der har gjort Koplev den tjeneste lige at sige til ham: “Det her er sgu for langt ude.”
Derfor tillykke, Kjeld. Du har hermed vundet titlen ”junk-journalist”.
Fakta:
Kjeld Koplev er journalist og forfatter. Uddannet kok. Har arbejdet som teaterchef, journalist (politik, samfund, kultur), har været kulturredaktør på DR – arbejder nu med “Koplevs krydsfelt”. Har udgivet flere romaner bl.a. “Moden kærlighed”. Har sammen med Marianne Koester udgivet 16 børne- og ungdomsbøger, bl.a. den præmierede “Stenørkenen”. Modtog 1996 P-1 prisen og i 2001 Den Danske Publicistklubs jubilæumslegat for “Koplevs krydsfelt”. Og nu altså også Liberators lidet eftertragtede Junk-journalist pris.