Lad os forestille os følgende restaurant:
___________________________________
Uden for indgangspartiet vejrer den kendte fane for det tyske nationalsocialistiske parti; det sorte hagekors på hvid og rød baggrund. Over døren står restaurantens navn: Cafe Hitler.
Når man kommer ind ad døren, mødes man af en tjener med et lille, sort firkantet overskæg. Overtjeneren bærer en skinnende sort læderfrakke og en sort kasket med det kendte SS-dødningehoved. “Hva’ schkal det være?”, spørges der på gebrokkent dansk?
Af menukortet fremgår forskellige traditionelle tyske spiser:
Komave med fyld, bratenwurst med kartoffelmos samt kogte gulerødder og
blomkål. Til dessert serveres der jødekager fremstillet i gasovn.
– Ha! Haha! Jødekager i gasovn, fik du den?
Musikken i den smagfuldt indrettede og bayersk inspirerede restaurant udgøres af stille marchsange som “Die Fahne Hoch” eller “Wir sind die braunen Soldaten”. Når man kæmper for smukke sager, kræver det smukke sange, ikke sandt?
Fra væggen kigger Adolf Hitler ned. Hans strenge, retfærdige blik resulterer i en næsten øjeblikkelig tynget samvittighed over at komme på dette sted i et så ydmygt og ligegyldigt ærinde som at fylde sin mave. Andre ledere som Himmler, Eichmann og Heydrich supplerer med deres myndige kasketter fra billeder på væggen.
___________________________________
Hvad gik der galt? Hvad ville der ske, hvis en sådan restaurant blev etableret i Københavns bymidte?
Sandheden er, at den ville blive smadret med brosten eller brændt endnu før den åbnede. Ikke bare af vilde autonome – men af normale, almindeligvis fredelige borgere. Selve tanken er jo absurd – nazismens ikoner bliver forbundet med den rendyrkede ondskab. Kun historie- og tankeløse eller direkte ondskabsfulde mennesker ville kunne finde på at åbne en Cafe Hitler.
I dag har vi ingen Cafe Hitler, men vi har cafeer og trends, som i form og ideologi ligger tæt op ad den skitserede cafe.
På Nørrebrogade 209 ligger Café Castro, som på væggene har billeder af den hyggelige caribiske ”repræsentant for den charmerende sambasocialisme”. Sådan fremstillede Mogens Lykketoft Fidel Castro efter at have gæstet diktatoren sammen med sin tåbelige kone engang i begyndelsen af 1980’erne. Lad os i parentes bemærke, at Castros menneskefjendske voldsregime alene i løbet af 1960’erne slog mellem 7.000 og 10.000 mennesker ihjel (se The Black Book of Communism, kapitel 25). Castros socialistiske horder internerede alle sociale afvigere i koncentrationslejre. Protestanter, Katolikker, Jehovas Vidner, alle der signalerede en religiøs overbevisning. Forretningsmænd, folk som sagde deres mening, alfonser. Homoseksuelle blev offentligt ydmyget på deres arbejde, hvor de blev tvunget til at tilstå deres ”forbrydelse”, hvorefter de – underlagt militærdisciplin – skulle deltage i et såkaldt genuddannelsesprogram. Alle ”kontra-revolutionære” blev sat i tvangsarbejde. Endnu mens Lykketoft besøgte dette socialistiske paradis, havde den største cubanske koncentrationslejr, El Mundo, omkring 3.000 indsatte. Fangerne kunne her lære om den socialistiske sandhed vha. elektricitetstortur, fysiske afstraffelsesopgaver og gammeldags tæv. Vagterne i koncentrationslejrene udnyttede desuden visse indsattes fobier til at ”lære” dem om kollektivets velsignelser. For at de indsatte skulle ”lære” så meget som muligt, blev de tvangsmedicineret med sodium pentathol, så de ikke skulle falde i søvn under ”uddannelsen”.
Den store nar, Mogens Lykketoft, har med sine absurde udtalelser skidt på de tusinder af mennesker, som er omkommet, har fået livsvarige traumer eller fået ødelagt deres familier af et af vor verdens mest brutale og idiotiske regimer. Det kan ikke undskyldes. Allerhøjst kan man hævde, at tiden i begyndelsen af 1980’erne var en anden, og folk generelt var mere idiotiske dengang. I dag skulle vi gerne være blevet klogere, men cafeen på Nørrebrogade vidner ikke om det. Dét sted burde være blevet lukket efter en uge, hvor ikke én havde sat sine ben i cafeen. I stedet sidder folk og soler sig og drikker caribiske drinks, mens de morer sig over billederne af Fidel Castro på væggen.
Heldigvis er den russiske restaurant med det helt usmagelige navn, KGB, blevet nedlagt. Restauranten lå i Dronningen Tværgade 22, og de havde mange russiske specialiteter – specielt vodkaer og kaviar. Restaurant KGB er formentlig ikke lukket, fordi københavnere var rasende og smed brosten gennem vinduet eller sang Danmark nu blunder den lyse nat ude foran restauranten. Hverken besøgende eller medarbejdere blev mødt af forargede tilråb, og ingen fik smidt fordærvede madvarer på sig af demonstrerende foran restauranten. KGB lukkede i al stilfærdighed – sikkert pga. kedsommelig kundemangel. Kunderne var tilsyneladende fuldkomment ligeglade med, at glorificerende billeder af verdenshistoriens største massemordere og psykopater var hængt op i restauranten for at man kunne opleve en ”særlig russisk” stemning.
En del af spillestedet, Stengade 30, kaldes Stalingrad. Her mødes de hippe venstreorienterede gulerodskagebagere og homoseksuelle. Jeg gad nok vide, om de homoseksuelle der mødes på Stengade 30 er klar over homoseksuelles vilkår i Sovjetunionen. Eller jøders vilkår, eller sigøjneres vilkår eller nogen som helst anden minoritets vilkår. Gad vide om de overhovedet har talt med almindelige mennesker, som har levet i Sovjetunionen og følt på egen krop, hvad det vil sige at leve i et socialistisk samfund. At nogen kan finde på at opkalde et spillested efter verdenshistoriens absolut største morder er til at brække sig over.
Det har længe været på mode at bære T-shirts med socialistiske slogans. En af de mest populære er selvfølgelig dén med Che Guevaras silhuet. De fleste gange, jeg møder personer med denne T-shirt, gør jeg dem opmærksom på, at de har et billede af en morderisk psykopat på deres T-shirt. Ofte signalerer deres svar en komplet historieløshed – men det er vel ikke så mærkeligt, når man tager det danske uddannelsesvæsens kvalitet i betragtning. Jeg skal snart have lavet en T-shirt, hvor der står: ”Che Guevara deserved to die”. Er nogen interesserede i at købe en?
Cafe Hitler
