Ifølge hollandsk politi var det en øko-aktivist, som dræbte Pim Fortuyn. Dermed dukker ordet øko-terror for alvor op i den danske debat, for noget tyder på, at Europa har set sit første mord udført i økologiens hellige navn.
Det ville i givet fald være den hidtidige kulmination af en gradvis optrapning af volden fra øko-aktivisternes side. Fra at sidde i “fældningstruede” træer (deraf udtrykket tree huggers, som bliver brugt flittigt i USA – også af aktivisterne selv). Til angreb på mennesker og afbrænding af virksomheder, der arbejder med forsøgsdyr. Og altså nu – tilsyneladende – mord.
Jeg tror, at vi skal tage risikoen for tiltagende øko-terror meget alvorlig. Det, som jeg her vil kalde for “økologismen”, kan blive det ideologiske grundlag for fremtidens terror. Det er vigtigt for mig at påpege, at jeg med dette udtryk ikke sigter med spredehagl på alle, som på den ene eller den anden måde arbejder eller argumenterer for miljøsagen.
Det er altid vanskeligt at indkredse og definere en isme – især hvis man kun har et par sætninger til sin rådighed – men lad mig prøve: Økologismen romantiserer og mytologiserer naturen og det oprindelige. Naturen gøres til gud og sættes dermed over mennesket. Den rigtige natur er en natur, som er uberørt af mennesker. Derfor er det for eksempel inderligt ligegyldigt, at spor af pesticider kun findes i mængder, som er ganske uskadelige for mennesker. Forbrydelsen ligger i, at mennesker overhovedet efterlader sig spor og dermed ødelægger “det naturlige” – sådan som økologismen opfatter begrebet.
Som det fremgår af ovenstående tæller det enkelte menneske uendeligt lidt i den højere sags (naturens) tjeneste. Og denne cocktail bliver for alvor farlig, når man tilsætter et pift af dommedag. Mennesket som art er truet. Eller sågar alt liv på kloden. En sådan trussel berettiger selvsagt til meget drastiske modværge handlinger. Og der er ikke plads til nuancer. Enten er du med os eller imod os. Du er enten en del af problemet eller en del af løsningen. Økologister er troende fanatikere. De lader sig ikke distrahere af fakta.
Herhjemme ser vi masser af eksempler på politikere, forskere og professionelle miljødebattører, som puster til gnisterne. For eksempel var daværende miljøminister Svend Auken i 1997 hos Kurt Strand i Profilen, hvor han advarede mod drivhus ved at sige, at vi spiller hazard med klodens fremtid og tilføjede: “Det er det uhyggeligste harzardspil, som overhovedet kan tænkes, hvor vi ikke bare spiller med vores børns, men med vores børnebørns og oldebørns fremtid”. Den slags dommedagsretorik (som i øvrigt er uberettiget) er med til at piske en stemning op.
De fleste sande økologister hører politisk til på den yderste venstrefløj. Franz Joseph Strauss skal engang have sagt om partiet De Grønne i Tyskland: “Det er med De Grønne som med tomater – først er de grønne og så bliver de røde”. Økologisterne har tabt slaget mod kapitalismen, men der er altid tid til at vinde et nyt. Kapitalismen vandt, fordi den var bedre end socialismen til at sikre vækst, velstand og forbrug. Derfor gælder det om at vende diskussionen 180 grader – at gøre selve væksten, selve forbruget til problemet.
Der går en lige linie fra marxismen i 60’erne og 70’erne til økologismen i dag. Derfor er der også en fare for, at fanatiske økologister vil gribe til våben og terror, nøjagtigt som fanatiske marxister gjorde det i 1970’erne. De grønne brigader…
Et sjældent eksempel på Ågerupsk sortsyn og paranoia? Ifølge en tankevækkende artikel i Berlingske Tidende, skriver det amerikanske forbundspoliti, FBI, i en ny rapport, at øko-terroristerne er “den største hjemlige terrortrussel”. De vurderer, at der i USA findes mellem 100 og 300 sådanne terrorister, det samme antal i Storbritannien og “noget færre” i det øvrige Europa. I USA har der siden 1996 været 600 aktioner, som har forvoldt skader for 350 mio. kr. I Storbritannien var der alene i 1999 1.200 voldelige angreb i forbindelse med dyreværnsaktioner (Kilde: Terrorister i naturens navn, Berlingske Tidende 12. maj 2002).
Øko-terror
