Nogle gange må man fristes til at tro, at kollektivister og andre statstilhængere vitterlig er mindre begavede end liberalister. Der findes masser af anledninger til en sådan tro. I det store hele må man sige, at kollektivisternes mål med statslig regulering kan være sympatiske nok. Problemet er, at statligt regulering i langt den overvejende andel af tilfældene faktisk forværrer den situation, som den er implementeret for at “rette op på”:
– Statlig regulering på arbejdsmarkedet forværrer køns- og racediskrimination – selvom hensigten er den stik modsatte.
– Høje skatter og overførsler forarmer arbejderklassen (hvis man kan tale om en sådan) og hæmmer dens sociale mobilitet.
– Offentlig pleje af ældre og handikappede er katastrofalt ringe – selvom det offentlige netop varetager disse områder for at skåne de ældre og handikappede fra “profitorienterede” virksomheder.
– Statslig og kommunal aktivering og jobtræning stigmatiserer svage grupper af arbejdssøgende, så deres chancer for at få arbejde forringes.
– Offentlige overførsler til indvandrere fastholder dem i stive familiemønstre og forhindrer en effektiv integration i det danske samfund og på arbejdsmarkedet.
– Forbud mod indtagelsen af narkotika ødelægger livet for de stakkels mennesker, som skulle “hjælpes” med forbuddet.
– Betalingen til en statlig fælleskasse ødelægger den naturlige solidaritet i samfundet, som det er hensigten at skabe ved sådanne tvangssolidariske ordninger.
Der findes talrige andre eksempler på kollektivisternes talentløse regulering af samfundet, og når man følger med i dagspressen og den offentlige debat samt udviklingen i statlig regulering, kan det nogle gange være fristende at stille sig selv spørgsmålet: Er kollektivister imbecile? Evaluerer de slet ikke den regulering, som de sætter i gang? Hvad skal der egentlig til, før det går op for dem, at statlig regulering skaber fattigdom, elendighed og kontraproduktive resultater?
Svaret er ikke, at kollektivister er imbecile. Man kan nemlig udmærket forestille sig en socialistisk verdensmester i skak, at en kæmpe racist løser indviklede matematiske gåder eller at en facist som Helge Adam Møller kan gennemgå en hård militæruddannelse, som stiller store krav til ens personlighed og intellekt.
Svaret er, at kollektivister er ignorante (uvidende) om disse forhold, og at det er perfekt rationelt af dem at være det. Ingen kan vide alt om alt – selv ikke en polyhistor. Man bliver nødt til at prioritere ved at lade sin rationalitet og sine intellektuelle evner berøre visse områder frem for andre. Men hvordan skal man prioritere?
Den rationelle borger anvender sin rationalitet og viden dér, hvor gevinsten for ham selv er størst. Anvendelsen af rationalitet er nemlig først og fremmest, hvad økonomer kalder et privat gode – fordi frugterne af rationalitet primært tilkommer personen, som besidder og anvender rationaliteten.
I anden omgang er det klart, at andre mennesker (via den kapitalistiske arbejdsdeling og allokeringen af profit samt anvendelsen af profit til nyinvesteringer) kan have gavn af en persons rationalitet, hvis han eksempelvis udvikler noget nyttigt statistisk software eller opfinder et medikament, som afskaffer gigtsygdomme.
Man må nok betragte rationalitet og viden som et begrænset gode. At man derfor anvender sin rationalitet og viden dér, hvor den kommer en selv mest til gode, betyder, at der må være andre områder, hvor man er ”rationelt ignorant”.
Eksempelvis kan det godt svare sig at anvende en del tid og overvejelser om, hvilken bil man skal købe. Dels fordi det er en stor investering, som skal holde i mange år, dels fordi man selv bærer den fulde omkostning ved at købe en bil, som går i stykker. Tilsvarende er det med, hvordan man sikrer sig mod, at ens computer bliver inficeret med virus, hvordan man opretholder en sund livsstil og hvordan man krydser gaden på den sikreste måde.
Til gengæld kan man omkostningsfrit – i hver fald i dette liv! – lade sig indfange af irrationelle religiøse forestillinger (hvilket sikkert også er årsagen til alle de New Age tendenser vi oplever) om, hvordan mennesket blev skabt, og hvilke leveregler som er passende for mennesker på denne jord.
Endvidere kan man i et demokratisk samfund omkostningsfrit tro, at en socialistisk samfundsmodel vil tilgodese flere mennesker end en kapitalistisk.
Hele pointen er, at det er fløjtende ligegyldigt, hvad den enkelte går hen og stemmer på valgdagen. Givet det antal, som normalt stemmer, tæller hans stemme i Danmark alligevel kun 1/3.000.000 (=ingen betydning). Derfor kan individer omkostningsfrit adoptere mediernes og politikernes kollektivistiske sindelag – men alle individer bærer omkostningen ved, at der er så mange, der holder denne overbevisning og stemmer derefter.
Lad være med at stemme, det opmuntrer dem bare…
Er kollektivister imbecile?
