JP artikel
Indvandrere er en belastning i sygehusvæsenet, konkluderer en undersøgelse foretaget som en rundspørge blandt læger og andet plejepersonale i vores Danmarks Verdens Bedste Sundhedsvæsen. I en artikel der forarger og skal forarge læseren, serverer JP mandag den 22. april resultaterne fra undersøgelsen. Indvandrere er ikke til at kommunikere med; de vil have mere end andre, har for høje forventninger og piber for meget. Hvordan kan sådan en betragtning komme frem på den måde? Hvorfor foretages sådan en undersøgelse? Hvorfor er det et problem?
Hvordan kan det komme frem på den måde? Der eksisterer i Danmark en forargelse over disse indvandrere; bl.a. fordi de ikke er en del af ”Familien Danmark”, men alligevel får fordelene (ulemperne) af statsmagtens tvangssolidariske system – velfærdsstaten – Familien Danmark. Det betaler vi andre for, for det tages jo af ”fælles”kassen. Derfor, når nogen får noget, går det ud over os andre. Vi forarges over rygere, der skal have lungetransplantation. Vi forarges over modtagere af overførsler, der ikke vil arbejde. Vi forarges over folk, der får mere end tre børn, og folk der bliver over 65 er en belastning. Til tider kan vi læse om hvordan vi efterspørger de offentlige ”tilbud” alt for meget i forhold til, hvad ”samfundet kan klare”, og om hvordan vi stiller for store krav til disse ”tilbud”. Det er et problem for velfærdsstaten med efterspørgslen og kravene – af alle disse grunde er det en god historie at identificere en ny belastning.
Hvorfor foretages sådan en undersøgelse? Svaret er næsten som ovenfor. Undersøgelsen kunne af fritidssociologiske grunde være interessant i et kapitalistisk samfund, men her i velfærdsstaten er det vigtige ganske anderledes. Hvordan skal ”vi” opdrage ”dem”? Hvordan skal ”vi” indrette ”vores” sygehusvæsen? Skal ”vi” ansætte og betale flere tolke?
Hvorfor er det et problem? Igen er svaret næsten som ovenfor. Der er lavet et standardsystem til designernes billede af mennesket, og så nytter det ikke med folk, der ikke passer ind i billedet. Det belaster ”samfundet”. Det er jo os andre, der skal betale.
Bemærk hvorledes hele problematikken bunder i een ting. Den socialistiske stat – tvangssamfundet. Ensretningen og konfiskationerne til at køre monopolstaten gør befolkningen intolerant og uvillig til at hjælpe andre mennesker. Der eksisterer ikke nogen solidaritet udover den påtvungne. Det hele ville ikke være noget problem, hvis konsekvenserne betaltes af udøveren, og belastninger påtoges på frivillig basis.
Mennesker i et kapitalistisk samfund har en naturlig solidaritet med hinanden, fordi de gør hinanden rigere ved arbejdsdeling. Det er en naturlig ting at gengælde tjenester med tjenester. Hjælp til de oprigtigt uheldige og derfor nødlidende, skaber anerkendelse. Mennesker der skaber meget, har mest, og derfor beundres rigdom.
Mennesker i en 100% socialistisk stat har en naturlig trang til at kontrollere og begrænse hinandens handlinger. Alt hvad der skabes går i ”fælles”kassen. Filosofien om at alle skal være lige, medfører en konsensus om at rige mennesker er dårlige mennesker. Folk der hjælper de oprigtigt uheldige er suspekte, hvis de ikke gør det mod vederlag fra fælleskassen. Folk der er oprigtigt uheldige er suspekte fordi de har incitament til at gøre det for at få fra fælleskassen. Folk der skaber meget underkendes – folk der skaber sig meget, får mest. Derfor er rige mennesker også dårlige mennesker – de må jo have deres rigdom ved at have raget til sig.
Det er ikke så mærkeligt, hvis folk, der er opdraget af systemet til at være klienter, skaber sig mere end dem, der er opdraget til at være systemets slaver. Personligt har jeg fuld forståelse for slavernes irritation over klienternes piberi. Alligevel må man lade sin irritation følge af et par tanker: Al denne irritation – måske had – ville ikke have nogen grobund uden velfærdsstaten.
I det hele taget er mennesker en større belastning jo mere socialistisk et samfund er. Overbefolkning er en umulighed i et kapitalistisk samfund. Ressourcemangel er kun et problem i systemer uden fri prisdannelse. Naturkatastrofer rammer altid socialistiske stater 100 gange hårdere end semi-kapitalistiske samfund. Aldrig, aldrig, aldrig har et socialistisk samfund givet fødevarehjælp til et kapitalistisk. Den slags statssamfund kan ikke generere velfærd.
I det kapitalistiske samfund, er der ikke noget common pool (ingen tragedy of the commons) problem udover de få ting, der ikke er ejerskab af. Da socialismen er kendetegnet ved manglende ejerskab, er alt et problem og ikke en ressource. Enten må vi stemme om det, eller også må magthaverne gøre noget – gør dog noget. Alt forbrug er en belastning for de andre. Priser, omkostninger, ressourcer og behov hænger slet ikke sammen. En kommission må analysere problemet – måske et hurtigt arbejdende udvalg. Vi må koordinere det på EU-niveau. … man kunne også bare lade en fri prismekanisme optimere ressourcer og forbrug, men nej, det er for letkøbt. Alt for overfladisk.
Hvor er de dog irriterende de indvandrere. …Patienter i det hele taget. Godt at mad i dette statssamfund stadig skal købes af forbrugeren selv. Ellers ville vi sulte.
Indvandrerne på hospitalet
