Indledning
Denne artikel handler om fremtidens – og til dels nutidens – kontrakthåndhævelse på Internettet. Artiklen vil søge at besvare, hvilke mekanismer der afholder handlende fra at snyde ved ikke at leve op til deres forpligtelser. Dernæst søger jeg i artiklen efter tendenser i udviklingen inden for disse mekanismer. Hvad vil fremtiden byde på?
En af de tendenser, som jeg vil pege på, er, at privat håndhævelse (gennem mæglervirksomheder og omdømmemekanismer) vil blive mere udbredt, mens konventionel, offentlig håndhævelse (gennem det offentlige retssystem) vil blive mindre sandsynlig og mindre udbredt.
Teknologien rummer efter min mening en del nye muligheder, som – når de tages i bred anvendelse – vil øge mulighederne for i isoleret forstand at gennemføre sikre handler. Men ydermere vil teknologien forstærke nogle af de mekanismer, som allerede i dag (og måske i lang tid) har afholdt handlende fra at snyde. Specielt gælder dette for handlende (sælgere), som gennemfører mange og små transaktioner.
Man har allerede kunnet observere en udvikling mod konkrete omdømmemekanismer, som bliver forstærket af teknologien. Nogle af Internettets største auktionssider har længe opereret med køberes ratings af sælgere (og omvendt), hvorfor disse herigennem har kunnet skabe sig et omdømme. Sådanne omdømmemekanismer gør sig også indirekte gældende for almindelig (fysisk) detailhandel. Mere generelt kan vi spørge:
Hvorfor god service?
Tilvejebringer tøjbutikken henne om hjørnet en god service over for sine kunder, fordi den er bange for at blive slæbt i retten af utilfredse kunder – eller er det fordi tøjbutikken er bange for at miste kunder, fordi rygtet om en slet service (retmæssigt eller uretmæssigt) er blevet spredt af utilfredse kunder? Svaret indeholder måske begge aspekter, men man skulle tro, at den sidste faktor var den største og mest afgørende for butikkens langsigtede rentabilitet.
Lad os i det følgende se på nogle af forskellene på offentlig og privat håndhævelse af kontrakter på Internettet.
Offentlig håndhævelse af kontrakter
På Internettet findes ingen logiske geografiske grænser. Det er præcis lige så let at købe et computerspil i Canada, som det er i Danmark. Det er muligvis dyrere at få sendt spillet (fysisk) fra lande langt fra købelandet, men en stor del af de varer og tjenester, som sælges over nettet er ikke-fysisk, hvorfor der ikke er forbundet omkostninger til forsendelsen.
Offentlig håndhævelse af kontrakter, hvor køb og salg er foregået inden for den samme juridiktion, er måske ikke det store problem – men der forekommer betydelig usikkerhed, når den købende og den sælgende part er i hver sin jurisdiktion. Man er måske ikke sikker på, hvordan loven i modpartens land er indrettet, og desuden vil det formentlig være forbundet med større transaktionsomkostninger (både psykologisk og økonomisk) at gå igennem det offentlige retssystem i det ”fremmede” land. Ofte kan det tilmed være et problem for stridende parter overhovedet at finde ud af, hvilket lands lovgivning, som er gældende for stridens transaktion – i det omfang et sådant spørgsmål overhovedet lader sig besvare.
Et andet problem opstår som følge af den teknologiske udvikling, som muliggør kryptering af transaktionsinformation. Allerede nu er det muligt at gennemføre en handel med en anonym ”Internet-identitet” (som i det følgende vil blive kaldt ens ”cyberspace-identitet”). Det har længe været muligt at overføre penge til anonyme konti, som ikke lader sig spore til ens sande identitet, og i selve transaktionen vil det heller ikke være muligt at afsløre identiteten. Kun hvor der er tale om en fysisk levering kan der være en mulighed for at spore køberen (måske kan dette omgås ved anvendelse af Poste Restante). Men det vil være noget nær umuligt at håndhæve kontrakter over for cyberspace-identititeter gennem et offentligt retssystem, idet man ikke nødvendigvis kender personens ”realspace-identitet”.
Der er flere årsager til, at privatpersoner måtte ønske at sløre deres sande identitet. Den mest indlysende er måske, at mange mennesker har stærke præferencer for privatliv og ikke ønsker, at andre kan se, hvad man køber, læser eller skriver. En anden årsag er unddragelse fra statslig regulering – både fra skatter men også fra religiøse love mod eksempelvis ”obskønt” eller ”samfundsomstyrtende” materiale.
Håndhævelse med omdømme
Umiddelbart har privat håndhævelse af kontrakter ikke samme sanktionsmuligheder (i sidste ende anvendelsen af legaliseret vold gennem politiet) som den offentlige håndhævelse. Men den kan alligevel vise sig at være mere effektiv. Kunder, som føler sig snydt af en virksomhed, har med Internettet mulighed for at sprede negativt sladder om den.
Use Net News er en af de utallige muligheder for at diskutere og udbrede sine erfaringer med virksomheder. Internettet muliggør langt mere effektiv og målrettet spredning og søgning af informationer om snydende virksomheder end gammeldags mund-til-mund sladder eller utilfredse læserbreve i lokalavisen. Som tidligere nævnt er en systematisk rating allerede implementeret adskillige steder på internettet. Specielt eBay.com og Amazon.com er kendte eksempler på dette. Særligt to forhold har indflydelse på, hvor godt omdømmemekanismer fungerer.
For det første skal et omdømme være relevant. Hvis en uærlig virksomhedsejer snyder en kunde for et større millionbeløb, er omdømme mindre relevant, idet han kan trække sig tilbage og nyde sit otium efter at have snydt blot en enkelt gang. Men hvis virksomheden lever af mange mindre transaktioner, vil spredningen af negativt troværdigt sladder kunne have stor indflydelse på virksomhedens indtjening.
For det andet er tredjeparters omkostninger ved at tilvejebringe information om virksomhedens ærlighed relevant. Internettet reducerer disse omkostninger betragteligt, og desuden kan man forestille sig, at allerede eksisterende muligheder for at sprede sladder i fremtiden med stigende handel på Internettet vil blive yderligere udbygget og almindeligt kendt og anvendt af personer, som vil søge at undgå at blive snydt.
I denne forbindelse er det vigtigt, at potentielle kunder til en virksomhed kan opnå pålidelig information – og ikke bare uærligt sladder, som er plantet på Internettet af ondskabsfulde personer eller af virksomheder, som ønsker at skade deres konkurrenter. Som vi skal se i det følgende rummer teknologien også muligheder for at verificere ægtheden af information om virksomheders eventuelle snyd. Men først skal vi se på, hvordan krypteringsteknologien fungerer, og hvordan en privat mæglervirksomhed på Internettet ville fungere.
Om krypteringsnøgler og digitale signaturer
En kryptering af en meddelelse eller transaktion mellem to parter fungerer ved anvendelse af to matematiske nøgler, som af et krypteringsprogram er skabt samtidig (de har gennem programmet en ”matematisk samhørighed”). Den ene nøgle, som kaldes den offentlige nøgle, gøres eksempelvis tilgængelig på ens hjemmeside. Den anden er strengt personlig, og den vises ikke til nogen. Begge nøgler er nødvendige for at kryptere og efterfølgende dekryptere en meddelelse.
Først krypteres en meddelelse til en person ved at anvende hans offentligt tilgængelige nøgle. Beskeden er herefter umulig at dekryptere for andre parter. Meddelelsen sendes i krypteres stand til modtageren, som i sit krypteringsprogram anvender sin strengt personlige nøgle til at dekryptere meddelelsen.
Ved anvendelse af denne simple krypteringsteknologi er en person nu faktisk i stand til at udforme digitale signaturer. Dette kan foregå ved at sende en krypteret besked med noget ukrypteret materiale om sig selv. Modtageren får afsenderens offentlige nøgle, og det faktum, at det nu dekrypterede materiale ikke er volapyk, afslører, at det kun kan være en eneste person, som har sendt beskeden: nemlig personen, som har den private nøgle som passer til den offentlige nøgle.
To ting er værd at bemærk: det er muligt med sikkerhed at fastslå, hvem der sendte beskeden – men også, at beskeden ikke har været ændret. Hvis afsenderen prøver at benægte, at han har sendt beskeden eller påstår, at beskeden er blevet ændret, kan modtageren blot pege på, at han har det krypterede materiale fra afsenderen, og at dennes offentlige nøgle passer til beskeden. Ingen anden persons nøgle ville passe til beskeden. Den digitale signatur er mao. strengt unik .
Mæglervirksomhed på Internettet
Allerede nu bliver utallige tvister mellem private virksomheder afgjort ved privat mægling. Specielt voldgiftafgørelser er populære, fordi de sparer de involverede parter for tid og penge i forhold til, hvis de skulle have afgjort deres tvister gennem det offentlige retssystem. Et problem ved privat mægling kan dog være, at der ikke er nogen sanktionsmuligheder, hvis en af parterne blot nægter at følge mæglerens afgørelse. I praksis er dette dog ikke særligt relevant. Ens omdømme vil i de fleste situationer gøre, at man om ikke andet er udelukket fra at indgå handler i fremtiden.
Som tidligere beskrevet har offentlig kontrakthåndhævelse nogle problemer med at kunne tilgodese Internetbrugeres behov for hurtigt, pålidelig og ensartet tolkning af kontrakter – specielt for så vidt angår internationale transaktioner. Derved er der skabt grobund for private Internetbaserede mæglingsvirksomheder, som kan tjene til at afgøre tvister om overholdelse af kontrakter. I praksis kunne dette fungere ved at virksomheder forud for handler offentliggjorde, hvilken mægler de ville anvende ved opståelsen af eventuelle tvister. Begge parter ville derfor inden transaktionen sørge for at gøre sig klart, om de kan acceptere den samme mægler. Ellers løber de risikoen for, at den anden part blot ignorerer én ved opståelsen af en tvist.
Hvis en tvist opstår, indsender den utilfredse part en klage til parternes mægler. Mægleren hører begge parter og træffer herefter en afgørelse. Hvis den tabende part nægter at efterleve afgørelsen, kan vinderen nu lægge en troværdig information om snyd på Use Net eller en anden Internetside om den slags, hvorefter sagen er offentliggjort for alle interessere tredjeparter. Med informationen lægges afgørelsen og eventuel opfølgning fra mægleren samt dennes offentlige nøgle (digitale signatur) og krypterede afgørelse, så også ægtheden af afgørelsen fra den private mægler kan kontrolleres. Derved kan ingen være i tvivl om, at den tabende part har snydt og oven i købet valgt at ignorere afgørelsen fra mægleren.
Vi har hermed set, at Internetteknologien og digitale signaturer kan gøre det meget billigere/nemmere at indhente ”troværdig” information om fremtidige handelspartnere. Der er selvfølgelig nogle ”parameterværdier” i dette set up, som skal være opfyldt, for at vi ikke får genereret trivielle resultater. For at private mæglervirksomheder overhovedet skal kunne opstå på Internettet, skal omkostningen i form af besvær for de implicerede parter i forbindelse med mæglingen ikke være for stor. Mæglingen skal kunne undersøge og nå frem til et pålideligt resultat på baggrund af de tilgængelige oplysninger om tvisten. Og desuden skal parter, som er blevet snydt, finde det værd at indberette deres sager til hjemmesider for den slags (irritation og hævn er udmærkede motiver).
Med tiden kan man forestille sig, at handlende virksomheder og privatpersoner, hvis de nævnte ”parameterbetingelser” er opfyldt, kunne instruere deres software om acceptable mæglere. Ved en given handel sørger softwaren så for at matche mægleren og ”låse den fast”, så der ved en eventuel tvist heller ikke er tvivl om, hvilken mægler der skal anvendes.
Mæglere som ”partnere”
Det er givetvis et problem for det skitserede mægler-set up, at mægleren vil have svært ved at efterforske sager om fysiske leveringer, fordi begge parter vil have en mulighed for at lyve, uden at det kan checkes. Eksempelvis kan en køber af et eller andet produkt lyve ved at hævde, at produktet ikke fungerede, da han modtog det – selvom han selv kom til at ødelægge produktet. Omvendt vil afsendere kunne sende et alligevel værdiløst, defekt produkt og hævde, at det ikke var defekt, da han afsendte det. Afhængigt af produktets beskaffenhed vil det være vanskeligt og omkostningsfuldt for mægleren at kontrollere, hvem der har skyld i, at produktet ikke fungerer.
En løsning på dette problem kunne være, at mæglere blev en slags forsendelsespartnere for virksomheder, som sender fysiske produkter. Mægleren kunne fungere som mellemmand mellem afsender og aftager og derved foretage stikprøver på de udvekslede produkter. Med den allerede nu tilstedeværende tendens til right-on-time-levering, kunne private mæglere måske integreres i transaktionen som selve afsenderleddet. Også denne løsning afhænger selvsagt af ”parameterværdierne” i vores set up. Hvis kunder generelt værdsætter hastigheden, hvormed varer bliver leveret, for højt i forhold til sikkerheden ved, at det er vanskeligt at snyde, vil denne løsning ikke kunne forekomme.
At der på nuværende tidspunkt trives et relativt stort kuponkatalog-marked kan dog måske tages som udtryk for, at problemet med snyderi ikke opleves som særligt stort – omdømmemekanismen fungerer jo allerede disciplinerende på de handlende (specielt for virksomheder). Men onlineregistrering af omdømmet vil forstærke dens virkning og øge sikkerheden for de handlende.
Under alle omstændigheder gælder problematikken udelukkende for fysiske leveringer, idet ikke-fysiske kan sendes krypteret. Derved kan de digitale signaturer gøre det muligt at kontrollere deres ægthed, hvorefter selve leverancen kan gøres til genstand for en vurdering fra mægleren. Med tiden kan man derfor forvente, at der specielt for ikke-fysiske leverancer udvikler sig et veritabelt system af privatretlige afgørelser, som kan udgøre en de facto juridisk ramme for handel på Internettet.
Om et sådant retssystem vil konvergere mod egentlige ankeinstanser som de kendes under det nuværende offentlige retssystem er uvist og må bero på agenternes valuering af sådanne instanser.
Imidlertid er det interessant at bemærke sig, at private mæglere, som er ”biased” til fordel for en af transaktionens parter (eksempelvis aftagere) med tiden vil blive fravalgt af den modsatte part, hvis mæglerens afgørelser er for økonomisk ufordelagtige for ham (og vice versa). Dette vil selvsagt kun forekomme, hvis aftagere vurderer, at værdien ved at få flere kunder ved at vælge en aftager-venlig mægler er mindre end værdien ved at vælge en mere ”fair” mægler, som ikke dømmer økonomisk uforsvarligt.
En interessant implikation af dette set up er, at mæglerne derved bliver et produkt af en markedsproces – men vi kan også forvente, at den private lovgivning bliver et resultat af denne markedsproces, og at den af markedet vedtagne lovgivningsstandard pga. parternes gensidige accept vil konvergere mod at maksimere de involverede parters nytte.
Omdømmemekanismen i praksis
Som eksemplerne fra eBay og Amazon.com viser, er det muligt at opbygge omdømmer for adfærd. Handlende på Internettet kan via de digitale signaturer på tilsvarende vis få knyttet et omdømme til deres egen eller en virksomheds cyberspace-identitet – og som privatpersoner samtidig beholde deres anonymitet. I praksis vil selvsagt kun ”positive” omdømmer figurere. Ingen gider handle med en person, som er kendt for at snyde. Derfor kunne man forestille sig, at de positive omdømmer vil opnå en markedsværdi, hvor specielt hæderlige omdømmer, som er blevet opbygget gennem lang tid vil kunne erhverves for penge. Jo flere og jo større ikke-snyd-transaktioner, som omdømmet omfatter, jo større værdi ville et sådant omdømme have – fordi det nemmere ville kunne overbevise potentielle kunder om, at risikoen for snyd ikke er særligt stor.
Hvis en handlende med et langt og godt omdømme blot en enkelt gang snyder og bliver grebet i efterfølgende at ignorere en privat mæglers afgørelse, vil omdømmets markedsværdi drastisk blive forringet i værdi. Det er altså værd at bemærke sig, at snyd stadig kan forekomme. Til gengæld må Internettet siges at forstørre de negative konsekvenser ved snyd, hvorfor det vil blive mindre sandsynligt.
Snyd ville kun forekomme, hvor der er tale om handler, som indbringer snyderen en gevinst, som er større end markedsværdien af omdømmet og værdien af de ikke-snyde handler, som han kunne indgå i al fremtid. I stedet for at investere i store marmorbygninger, palisanderskriveborde og smukke sekretærer (hvoraf ingen af delene kan observeres, hvis virksomhedens transaktioner foregår med modtagere på den anden side af jorden), kan virksomheder for at forstærke deres omdømme investere i langvarige, positive omdømmer.
Konklusion
Internettet er en anarkistisk organisering af informationsudveksling, og et privat “retssystem” af mæglere vil kunne tilvejebringe samfundsgavnlig “lovgivning” for transaktioner herpå. Endvidere vil omdømmekanismen blive forstærket af teknologien og derved gøre snyd mindre sandsynligt. Specielt vil virksomheder med et langt og troværdigt omdømme være mindre tilbøjelige til at snyde, fordi de har mere at miste, når deres omdømmes markedsværdi efterfølgende forringes i værdi.
Denne artikel er kraftigt inspireret af David D. Friedman og Bryan Caplan.
Private retssystemer på Internettet
