Krigen mod terror maskerer Bush’s store plan

Jeg meldte mig til US Army under Vietnam konflikten, fordi jeg troede, at krigen var retfærdig, og at det var en pligt for alle mandlige borgere i demokratier at aftjene sin tid i krigstid.
Femogtredive år efter afslører båndoptagelser fra Det Hvide Hus, at den i 1967 demokratiske præsident, Lyndon B. Johnson vidste, at krigen var slut, men han fortsatte alligevel med at sende tusinder af amerikanske soldater i døden, fordi han ikke havde nogen bedre plan og frygtede de hjemlige politiske konsekvenser af en tilbagetrækning. Johnson og Robert McNamara, hans forsvarsminister, løj vedblivende for og bedrog amerikanerne.
Denne bitre erfaring og to årtier som journalist har ladt mig tilbage i dyb kynisme og en dybtgående mistro over for de fleste politikere. Den nuværende krig i Afghanistan fylder mig med ubehag. Endnu engang fortæller Det Hvide Hus ikke sandheden til borgerne og risikerer soldaters liv i en krig, hvis mål er konstant skiftende, tågede og overambitiøse. Hvad der begyndte som en begrænset operation for at dræbe den undvigende Osama bin Laden er vokset over hals og hoved til en mission med målet at invadere Irak og dominere Syd- og Centralasien.
Afghanistan er, som sidste uges blodige kampe vidnede om, ikke det slikpinderøveri, som blev forudsagt af høge og pludseligt opståede eksperter. Langt fra at ”støve tilbageværende isolerede al-Qaeda-styrker op”, måtte amerikanske tropper og deres støtteenheder kæmpe imod tungt bevæbnede styrker, som inkluderede hundreder af nye frivillige.
Pentagon og nogle ikke-spørgende amerikanske medier refererer altid til afghanere, som kæmper på amerikansk side som ”anti-Taliban afghanske styrker”. I virkeligheden er de fleste lejesoldater betalt af USA. Deres mangel på krigsmod var årsagen til, at amerikanske tropper blev brugt i den seneste uges angreb.
Præsident Bush påstand om, at USA invaderede Afghanistan for at ”forsvare demokrati” og/eller få udryddet terrorismen er bestemt ikke hele historien. Pentagon har optegnet planer for at invadere Afghanistan, og amerikanske tropper opererede i Kirgisistan et godt stykke tid før den 11. september. Over de sidste fem måneder har USA etableret permanente militærbaser i Afghanistan, Pakistan, Kirgisistan, Usbekistan, Tajikistan og faciliteter i Kazakstan. Kort sagt en konstellation af luft- og grundenheder designet til på langt sigt at have strategisk kontrol med regionen, under kommando af den nyligt aktiverede amerikanske 3. hær, hvis hovedkvarter for nyligt blev flyttet fra det sydlige USA til Kuwait.
Oliereserver
Den såkaldte ”krig mod terrorisme” bliver brugt til at maskere et meget større imperie-design: at styrte Saddam Hussein for at kunne give USA kontrol med Iraks enorme oliereserver, som er verdens største næst efter Saudi Arabiens og for at sikre amerikansk kontrol med det gigantiske kaspiske olie-bassin. Tilfældigvis følger de nyligt etablerede amerikanske baser den rute af amerikansk planlagte rørledninger, som vil bringe Centralasiens gas- og rigdomme – den nye ”silkevej” – syd gennem Pakistan. Hver dag graver USA sig dybere og dybere ned i Syd og –Centralasien – som jeg kalder Mellemøsten. Amerikanske soldater kunne derfor ende med at kæmpe der i 50 år. Faktisk lader Bush-administrationen til at kopiere det britiske imperium.
Hvad der i Vietnam var kendt som ”mission creep” er allerede på spil. Et hurtigt amerikansk strejftog ind i Afghanistan vokser nu til en permanent tilstedeværelse og forpligtelse og den ”nation-building”, som Bush højtideligt erklærede, at han ville undgå. Den af USA udpegede afghanske leder, Harmid Karzai bliver holdt ved magten af amerikanske og britiske bajonetter – præcis som tidligere Afghanske kommunistregimer blev holdt ved magten af den sovjetiske røde hær. Den venlige Karzai er blevet en darling i de amerikanske medier, der glæder sig over ham og hans grønne kappe med samme dårligt placerede begejstring, som de viste over for et andet ”CIA-aktiv” – Egyptens tidligere leder, Anwar Sadat, der var elsket i New York men hadet i Cairo.
USA stolede på den russisk kontrollerede Nord-Alliance, som bliver ledet af det genvakte afghanske kommunistparti, for at styrte Taleban. Rusland sendte våben til en værdi af 4 mia. dollars til alliancen, den virkelige kraft bag Karzais lad-os-lade-som-om-regime. Alliancen tjener penge på narkohandlen, som er genetableret, efter Taleban blev smidt fra magten. Idet pashtunske lejesoldater hyret af USA er upålidelige, planlægger USA nu at bygge en 80.000 mand stor afghansk nationalhær, trænet af amerikanske rådgivere (som i Vietnam). Russerne gjorde præcis det samme, da de invaderede Afghanistan i 1979. Den afghanske kommunistiske hær viste sig at være lige så dårlig og illoyal som det meste af Sydvietnams.
Gamle afghanske hænder, denne forfatter inklusive, har igen og igen advaret USA om ikke at blive involveret i afghansk stammepolitik eller etniske spørgsmål, ikke at opsætte permanente baser, ikke at gå mod nord ind i Centralasien, og ikke at tvinge Pakistan til at blive en anden lydig amerikansk klient-stat, ligesom Egypten og Tyrkiet. At gå ind og bagefter ud af Afghanistan så hurtigt som muligt. Men korstogsdeltagerne i Bush-administrationen – grebet af et begær efter blod og olie – angriber alligevel. I en sand skamfuldhed sender administrationen endda tropper til Georgien for at kæmpe mod tjetjenske uafhængighedskrigere i de kaukasiske bjerge.
Amerika er blevet plaget af terroristangreb pga. dets ofte barske interventioner i udlandet, ikke fordi muslimer hader demokrati eller McDonalds. Saudierne, som arrangerede kamikazeangreb på USA, gjorde det pga. Palæstinas og Iraks dødskamp og den amerikanske indflydelse på Saudi Arabien. Yderligere amerikansk engagement i Asien vil sandsynligvis betyde højere, ikke lavere, risiko for terrorangreb.