Da præsident Bush udråbte et ”korstog” mod terrorisme i efteråret, hævdede forfjamskede fæller, at han var kommet til at sige noget forkert og virkelig ikke ønskede at påkalde den middelalderlige, kristne invasion af muslimske nationer.
Men i sin krigeriske state-of-the-union tale i sidste uge efterlod den evangelisk kristne George Bush ingen tvivl om, at et korstog var præcis, hvad han mente. Hellere et korstog end at stå over for den omsiggribende Enron-skandale [Et stort energiselskab, hvis pengekasse politikerne fra både demokraterne og republikanerne har haft deres lange klamme fingre i, DBK] eller at skulle forklare det truende underskud [på statsfinanserne, DBK], som er forårsaget af ryggesløst forbrug.
Eller at forklare det rod, som administrationen har lavet i Afghanistan: omsiggribende kaos og krigsførelse; Russisk overtagelse af de nordlige områder; fuld genoptagelse af heroineksporten til USA takket være omstyrtelsen af Taleban; over 5.000 civile tab forårsaget af amerikanske straffebombardementer; mord på eller inhuman behandling af tilfangetagne fjender; og selvfølgelig Osama Bin Laden og al-Qaeda ledelsens flugt.
Betyder ikke noget. Afghanistan, trompeterer Det Hvide Hus, var en storslået militær sejr, som vil blive duplikeret mod andre muslimske misdædere, som modstår USA’s vilje.
Bush proklamerede i churchillske toner, at en ”ondskabens akse” bestående af ”terroristnationerne” Irak, Iran og Nordkorea truer USA og verden. Denne fjollede simplificerede reduktion af komplekse udenrigspolitiske forhold til tegneserietermer og Bush’s trusler om yderligere militæraktioner rundt omkring i verden udgjorde et godt politisk teater i USA, hvor krigsfeberen er blevet dramatiseret til nye højder højder af Det Hvide Hus og de alt for akkommoderende medier.
Interessant nok er the most wanted på USA’s nye hitliste – Irak, Iran og Nordkorea – tilfældigvis også de mest indædte fjender af Israel. (Nordkorea leverer missildele og teknologi til Israels arabiske fjender og Pakistan.)
En næsten enstemmig politik og anskuelse har udviklet sig mellem Bush-administrationens super-høge og Israels hard core Likud-regering ledet af Ariel Sharon. Begge er indstillet på at likvidere en hvilken som helst muslim, som gør modstand, begge har erklæret krig mod PLO og dets chef, Yassir Arafat, begge anser muslimers modstand som ”terrorisme”, og begge ignorerer internationale love og FN-resolutioner.
Kort sagt er General Sharons jernnævepolitik blevet adopteret af George Bush. Bush’s tale gjorde det skræmmende klart, at USA er blevet en fjende af den muslimske verden. Muslimske lande må enten bøje sig for amerikansk diktat eller blive dømt fjendtlige.
Det Hvide Hus hævder, at Iran udgør en dødelig fare for USA, fordi: a) Iran støtter Libanons Hizbollah-bevægelse og b) Iran forsøger at udvikle begrænsede strategiske våben. Dette viser, hvor uafhængig af virkeligheden administrationen er blevet, og hvor meget dens politik er blevet formet af parter, som ikke altid sætter USA’s interesser højst.
Guerilla krig
Hizbollah førte en lang, beskidt guerillakrig med Israels lange besættelse af det sydlige Libanon. Israel og dets mediestøtter kaldte Hizbollah ”terrorister”. Men de fleste nationer opfattede Hizbollah som en legitim national frihedsbevægelse, der arbejdede for at befri Libanon fra Israelsk besættelse, som gentagne gange var blevet erklæret ulovlig af FN og i strid med internationale love.
Iran hjalp med at bevæbne og finansiere Hizbollah, hvis guerillaer var for Iran, hvad de nicaraguanske ”contraer” og afghanske ”frihedskæmpere” var for USA. At kalde Iran en ”terroriststat” pga. dets støtte til en legitim frihedsbevægelse er løgnagtigt og orwellsk.
Iran har modsat sig en amerikansk hegemoni i Mellemøsten, nogle gange gennem hemmelige operationer. Men bombninger af amerikanske militærbaser, som Iran i lang til har fået skylden for, var foretaget af al-Qaeda gruppen. Før man fordømmer Iran, burde man se på USA’s egen historie.
I løbet af Anden Verdenskrig invaderede USA, Storbritannien og USSR Iran, en selvstændig nation. I 1953 styrtede USA og Storbritannien den iranske regering, da den forsøgte at få kontrol med sine egne olieresurser. USA satte Shah Mohammed Pahlavi på tronen og holdt hans ufatteligt korrupte, kleptomaniske regime ved magten vha. hæren og det af USA og Israel trænede sikkerhedspoliti, SAVAK, som torturerede og dræbte titusinder af iranere.
Støtte til irakisk militær
Efter at shahen blev smidt af tronen i den iranske revolution i 1979, sendte USA Iraks Saddam Hussein af sted for at invadere Iran og knuse den islamiske regering. USA forsynede i al hemmelighed Irak med penge, våben, efterretninger og kemiske og biologiske våben. USA nedskød et civilt iransk passagerfly og iværksatte en søkrig mod Iran i golfen. Iraks invasion kostede Iran mellem 250.000 og 500.000 døde.
USA har igen og igen forsøgt at styrte den iranske regering – selv finansieret den terroristiske Mujaheddin-i-Khalq organisation, som snigmyrdede en stor del af Irans ledelse med bomber.
Iran har endnu ikke atomvåben, men det er ved at udvikle mellemdistancemissiler, som kan nå Israel. Sådanne våben, hævder Iran, er for selvforsvar, til at modstå Israels atomare/biologiske våbenarsenal. Israel har åbent truet Iran med atomangreb. Hvis Irans missiler og strategiske våbenprogram er terrorisme, så er Pakistan, Indien, Israel, Syrien, Egypten, Taiwan, Sydkorea, Tyrkiet og mange flere lige så skyldige.
I stedet for at true Iran – en nation med 68 mio. indbyggere – med krig, skulle USA presse alle mellemøstlige nationer – inklusive Israel – til at skrotte deres masseødelæggelsesvåben og arbejde for fred i Palæstina. Det forfærdelige 11. september angreb var resultatet af USA’s fems årtiers søvngængeragtige politik i Mellemøsten. USA har ikke brug for flere fjender.
© Eric S. Margolis 2002. Oversat af David B. Karsbøl
Bush og Sharon bliver enige om politik
