Mandag aften kunne man i slutningen af TV2 Nyhederne opleve et kort interview med amerikaneren, Paul Auster, der i Danmark er aktuel med teaterstykket Hide & Seek, som opføres i Kanonhallen.
Hide & Seek handler om kommunikationen – eller mangel på samme – mellem kønnene. I det korte indslag kunne man se nogle skuespillere, som sad og skabte sig på en scene, alt imens de fremførte absurditeter.
Selvom jeg ikke har set Paul Austers stykke (og heller ikke kunne drømme om det), vil jeg stærkt betvivle, at “kønnene ikke kommunikere ordentligt” med hverandre i dag – specielt hvis referencerammen er tidligere tider.
Hvor meget “kommunikerede kønnene” mon for 100 år siden? Hvad sagde de til hinanden? Udvekslede de mon filosofiske betragtninger om vor eksistens og vore muligheder for erkendelse?
Hvor mange var mon i 1910 bekendt med Descartes ræsonnementer?
Hvor mange brevkasser diskuterede kønsroller i 1920? Hvad var det foretrukne samtaleemne, når lyset blev slukket i ægteparret sengeværelse?
Sandheden er, at man arbejdede så meget, at den gennemsnitlige industriarbejderfamilie ikke talte om andet end livets fornødenheder dengang. Hvordan får vi råd til fedt på brødet? Hvis forældrene arbejdede en ekstra time om lørdagen, kunne man måske få råd til kryddersild. Efter en 11 timers arbejdsdag gad og kunne man ikke tale om andet end banaliteter.
Sandheden er, at den kapitalistiske arbejdsdeling har gjort vor arbejdskraft så specialiseret og produktiv og produkterne så billige – målt i arbejdstimer – at vi gennemsnitligt i dag har mere fritid og overskud end på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien.
Men Paul Auster har ikke forstået disse forhold. Han er med begge ben hoppet i den kulturradikale vrøvlefælde og gentager med det danske publikum af gulerodskagebagere og kollektivister det gammelt kendte marxistiske mantra om, at kapitalisme fører til fremmedgørelse.
Selvfølgelig er Auster taget til Danmark med sine menneskefjendske og mytiske forestillinger, for hvor i verden kunne han finde et lige så konformt og kollektivistisk publikum til at tage imod sine anti-kommercielle klichéer?
Dét fremgik da også tydeligt af interviewet i Nyhederne. Auster advarede mod den kultur i USA, som “ønsker at opgøre alting i markedsværdi”. Den slags er ifølge Auster “meget farligt”, og “vi risikerer at miste vores sjæl”.
Mage til irrationelt og meningsløst vås skal man lede længe efter. Efter min mening skulle Paul Auster skride til Nordkorea – dét er at dømme på Austers ræsonnementer et meget rigt land, hvis rigdommen måles i sjæle…
Skrid, Paul Auster!
