Free Banking i historien

Definitionen på Free Banking er et relativt – eller helt – ureguleret banksystem, hvor der ikke findes en monopoliseret møntforsyning i form af en centralbank. Det vil sige, at offentligheden har friheden til at anvende de mønter og finansielle innovationer, den selv finder troværdige og bekvemme for at kunne udføre transaktioner i dagligdagen.
I længere perioder har der været Free Banking regimer forskellige steder i verden. Privat møntudstedelse har fungeret fint at dømme efter monetær stabilitet, og offentligheden har at dømme på de møntudstedende bankers særdeles lave reserverater tillagt bankerne stor troværdighed.
De private pengemængder gik ikke på noget tidspunkt ad infinitum, og bank runs var i sammenligning med områder, der i samme perioder havde centralbankregimer, få og ikke sjældent foranstaltet af politisk regulering.
De fleste private møntudstedere i historien havde indløselighed i guld, fordi en privat møntudsteder nemmere kunne opbygge et troværdigt omdømme hurtigt, og delvis reservedækning har været mest udbredt, når vi kigger tilbage på Free Banking i historien, idet det har været et ønske at økonomisere med guldet. Borgernes købekraft havde derved rod i guldfoden, og de inflationære og deflationære kræfter har i denne sammenhæng været guldfund, alternativ (industriel) anvendelse af guld samt finansielle innovationer. Disse kræfter har i historien været nogenlunde jævnbyrdige, hvorfor pengesystemet under guldfoden var meget stabilt.
Under Free Banking arbejdede markedsaktørernes egeninteresser for en kapitalstruktur i den finansielle sektor, hvor bank runs og excessive risktaking var mindre sandsynlige end under det nuværende regulerende centralbankregime.
Desuden havde private, konkurrerende banker ingen mulighed for at føre såkaldt aktiv stabiliseringspolitik, som centralbanker gør til stor skade for økonomien i dag.
Fremkomsten af finansielle institutioner i løbet af middelalderen må ses i lyset af agenters egeninteresse og forsøg på at minimere omkostninger til lagring, deling, formidling og måling af værdier. De fleste steder, hvor renter blev tilladt på trods af katolicismens forbud mod sådanne, blomstrede den finansielle sektor – og med denne de private møntudstedere, som med sikkerhed i ædle metaller udstedte banknoter, som yderligere kunne sænke transaktionsomkostningerne og øge sikkerheden ved transport af værdier. Først varetog primært guldsmede o.l. funktionen som møntudstedere, idet de alligevel havde sikkerhedsomkostninger ved opbevaring af ædle metaller, men efterhånden udviklede de private møntudstedere sig til at være en integreret del af det finansielle system.
Free Banking kan derfor ses som en naturlig del af en ureguleret finansiel sektor. Sådanne regimer har været anvendt i længere perioder i så forskellige lande som USA, Australien, Canada, Skotland, Irland, Frankrig, Schweitz, Kina og Sverige. I alt har det i mindst 60 lande været tilladt banker på kompetitiv vis at tilvejebringe privat udstedt likviditet under mere eller mindre uregulerede forhold.
En af de længste og bedst fungerende perioder har fundet sted i Skotland (1728 – 1845), som selvfølgelig også havde en af de mest uregulerede banksektorer. Den uregulerede Free Banking periode endte pga. lovgivning (Det Engelske Parlaments Peels Act fra 1844 samt The Scottish Banking Act fra 1845). Lovgivningen påførte de private møntudstedere heftig regulering og forhindrede yderligere entry i sektoren, men den dag i dag findes der faktisk stadig tre private møntudstedende banker i Skotland. Desuden fungerer internetvirksomheden E-gold.com i dag som en privat møntudsteder med en 100 pct. reservedækning i guld.
Hvis det antages, at Skotland og England var udsat for nogenlunde samme økonomiske realiteter, kan det lade sig gøre at foretage en meningsfuld sammenligning af Free Banking regimer med centralbankregimet, som England havde under Bank of England. Den amerikanske økonom, George Selgin, fremfører, at den skotske banksektor ikke på nogen måde led under dens mangel af centralbank:
”…[I]ndeed, the Scottish system appears to have outperformed its English counterparts in every crucial respect. Total per capita deposit and note-holder losses from Scottish bank failures were fewer. Scottish bank crisis and suspensions were less frequent; and the overall quality of Scottish bank services was superior”
Den britiske økonom, Kewin Dowd, anfører, at offentlighedens tiltro til det skotske banksystem var så stor, at det generelt kunne operere med reserverater ned til 1 pct. Udfra en så lav reserveratio skønner Dowd, at den procentvise omkostning ved at have indløselighed var ca. 0,05 pct. af bankens samlede indløselige forpligtelser.
George Selgin har sammenlignet lande med ”ufrit” banksystem i perioden 1793 – 1933 med lande med ”frit” banksystem (dvs. hvor privat møntudstedelse var tilladt, og hvor der ikke var en ”lender-of-last-resort” eller statslig deposit insurance regulering – tvungne statslige forsikringsordninger for banksystemet). Det fremgår af Selgins undersøgeler, at selvom det gælder for flere af de undersøgte lande, at ”frie” lande grænser op til ”ufrie” (og derved formentlig har været udsat for nogenlunde ens økonomiske realiteter), er der markante forskelle i antallet af bank panics. Fremkomsten af centralbanker skal således ikke ses som et resultat af free bankings manglende økonomiske formåen – men snarere som et resultat af forskellige statsmagters ønske om at få del i seignorage (møntningsgevinsten) ved en monopolisering af pengeudstedelsen.
Clearingshusenes rolle
Clearingshuse har været en fast bestanddel af free banking systemer i historien. Ønsket om at gøre deres banknoter til generelt accepterede betalingsmidler har gjort det attraktivt for banker at indgå aftaler om gensidig accept af hinandens banknoter. Uden tilsvarende aftaler ville banknoter hurtigt få lavere omsættelighed og derfor cirkulere til underkurs og være til skade for bankens troværdighed samt til byrde for dens kunder.
For at minimere transaktionsomkostningerne fremkom clearingshusene, som efter hver bankdag overfører de forskellige bankers nettokrav på hinanden. Hvis banknoterne var noteret i guld, ville det være naturligt, at deltagelse i clearingcentralen kræver et vist indskud af guld som sikkerhed.
Vi kan nu skitsere, hvordan den automatiske clearingsmekanisme fungerede, hvis en bank sætter flere banknoter i cirkulation, end agenterne i økonomien ønsker, eller hvis tilliden til dens banknoter af en eller anden årsag er faldet.
Agenterne har tre muligheder for at indløse deres overflødige eller uønskede likviditet. For det første kan de indløse banknoterne i den overudstedende bank, hvilket vil føre til et dræn af bankens guldreserver.
For det andet kan de indsætte den overskydende likviditet i deres egen bank og få fordel af renterne. En andel af likviditeten vil derfor blive sat ind i den overudstedende bank (hvilket forhøjer dens indskyderomkostninger), mens en anden andel vil blive sat ind i offentlighedens øvrige banker. Disse vil, da de ikke ønsker at ligge inde med ikke-rentebærende fordringer, hurtigt fremsætte deres krav ved næste clearingsmøde.
Den tredje mulighed for agenterne består i at forbruge den uønskede likviditet. Agenterne vil herefter byde priserne i økonomien op, hvilket ville føre til øget import. Udlandet ville ikke acceptere banknoter – kun guld – og der vil derfor ske en udstrømning af guld til udlandet på den overudstedende banks bekostning.
Alle agenternes tre muligheder fører derfor med tiden til et omkostningsfuldt dræn på guldreserverne samt (hvad der måske er værre) et fald i bankens troværdighed, hvis dens handlinger har ført til inflation i banknoterne.
Den automatiske clearingsmekanisme fungerer naturligvis ligeledes den anden vej, hvis banken oplever en stigende efterspørgsel efter dens likviditet. Efterspørgslen efter dens noter og indskud fører til en ophobning af guld gennem clearingshuset samt gennem udlandshandlen. Derved tilpasses bankernes sammensætning af balancen, og offentlighedens ønskede banknote/guld-forhold (gen)etableres.
Clearingshusene hjalp (eller disciplinerede) derved bankerne til at opretholde og tilpasse likviditeten og deres guldreserver til offentlighedens efterspørgsel.
Clearingshusene løste endvidere et problem, som skabtes under kompetitiv møntudstedelse; hvilke banker kan man stole på? Individerne behøver pga. clearingshuse ikke at udsætte ”fremmede” bankers banknoter for grundig kontrol og kreditvurdering. Clearingshuset kunne yderligere fungere som informationsbureau om medlemsbankernes økonomiske status, idet medlemsbanker gensidigt stillede krav til hinanden om en vis reservedækning etc. som sikkerhed for deltagelse i clearingshuset.
Kilder:
Dowd, Kewin: Private Money – The Path to Monetary Stability (Hobart Paper nr. 112), The Institute of Economic Affairs, (1988).
Glasner, David: Free Banking and Monetary Reform, Cambridge University Press, (1989).
Selgin, George: The Theory of Free Banking, Rowman & Littefield (1988).
Selgin, George: Bank Deregulation and Monetary Order, Routledge (1996).