Den amerikanske præsident, George W. Bush jr. (Dubya), er en kristen-konservativ amerikaner med rødder i det reaktionære Midt-Vesten. Og som en sådan er han enhver ”progressiv” og ”humanistisk” europæers mareridt. Den europæiske, selvretfærdige sammenspisthed har da også været tyk og klæbrig som ærtesuppe før, under og efter valget af den kontroversielle præsident.
Det ville nok være forkert at sige, at min glæde var stor, da Dubya blev valgt til præsident (hvornår kan man glæde sig over politikere?), men han var i det mindste bedre end den forfærdelige løgner, miljøfantast og egalitarist, Al Gore, som det europæiske establishment helst havde set som ny præsident. Der var ikke grænser for de perfiditeter, fordrejninger og fortielser, som fandt vej til de danske medier under den amerikanske valgkamp.
De fleste danske aviser viderebragte ukritisk de venstreorienterede amerikanske mediers dækning. Fra New York Times og Washington Post, som begge er demokraternes uofficielle talerør, kunne man undertiden se artikler, som nærmest direkte var oversat og bragt i danske medier. Specielt gjaldt det Berlingske Tidendes USA-korrespondenter, Poul Høi og Esben Kjær. Selv Jyllandsposten, som ellers er ret borgerlig, bragte meget unuancerede artikler om valgkampen. Politiken og de øvrige kulturradikale avisers dækning var, som man kunne forvente: elendig og ensidig. Den eneste avis, som klarede skærene, var Weekendavisen, hvis USA-korrespondent, Tom Buck-Swienty, er en af de få hæderlige journalister i danske medier.
Al Gore blev af stort set alle danske medier hyldet som en stor statsmand med europæisk sindelag. En internationalist, som ville tage et globalt ansvar, akkurat som den vidunderlige og folkekære Bill Clinton. Miljøet, de fattige, de svage, de enlige mødre og Fanden og hans pumpestok ville fortsat blive tilgodeset, hvis Al Gore kunne sætte sig i den eftertragtede stol. USA ville blive lidt mere ”europæisk” – og hvem har ikke brug for det?
Min halve glæde over, at det var Dubya, som ”stjal” præsidentposten for næsen af Al Gore og den europæiske godhedsindustri, var således ikke så meget motiveret af, at Dubya var en besindig mand med de rette holdninger – men snarere i, at han vil irritere de europæiske tyranner grænseløst de næste fire eller otte år. Man må sige, at Dubya ikke er skovens hurtigste dyr, men hans valg af administration må siges at være positivt overraskende.
På visse områder tegnede det nye lederskab efter min mening derfor alligevel lyst:
Dubya undsagde de europæiske miljøfantaster og deres pseudovidenskabelige Kyoto-traktat, hvilket må siges at være overordentligt positivt. Han lagde op til en delvis privatisering af den statslige ”velfærd”, og hans miljøminister var positiv over for tanken om at privatisere de enorme, føderalt ejede land- og skovområder.
Dubya udtalte, at ”we have to trust the citizens with their own money” og planlagde en af de største skattelettelser i nyere tid (selvom de skulle have været langt større).
Han har talt positivt om muligheden for, at der kunne foretages prøveboringer efter olie i et arktisk vildlivsreservat i Alaska. Boringerne skulle have et omfang på én titusindedel (en procent af en procent!) af det samlede reservat. Deres omfang blev sjældent eller aldrig omtalt i danske medier. Her hørte man kun, hvordan det skrøbelige dyreliv ville blive ødelagt af en skruppelløs olieindustri, som i øvrigt havde købt og betalt præsidenten.
Den nye amerikanske finansminister understregede over for de måbende socialistiske finansministre i EU, at verdensøkonomien ikke led af for meget kapitalisme – men derimod for lidt.
Dubya og hans administration lagde op til, at USA skulle trække sig tilbage fra sit tåbelige og farlige engagement i alle verdens brændpunkter, som alt for ofte har været skabt af netop USA. Den nye udenrigspolitik skulle være drevet af realisme – og ikke af den humanisme, i hvis navn Clinton-administrationen havde hældt bomber i hovedet på snart sagt ethvert underudviklet land med muslimsk flertal.
De europæiske ”humanistiske” ønsker om at sikre ”ordentlige” arbejdsforhold og ”tålelige miljøstandarder” i udviklingslandene er af Bush-administrationen med rette kritiseret for at skabe en ny form for protektionisme. Udviklingen i fattige lande bremses af de dyre krav, der stilles til de fattige landes arbejdsmiljø og miljøhensyn som betingelse for muligheden for at afsætte varer i EU.
Alt i alt må man derfor sige, at Bush-administrationens tanker for en dels vedkommende har været positive og frihedsorienterede.
Men de positive vidnesbyrd har været koncentreret FØR 11. september…
Dubya og verden, FØR
