I disse valgkampsdage kæmper partierne om at overgå hinanden i stramningsforslag på indvandrer- og flygtningeområdet. Hvert parti har f.eks. fremlagt sit forslag til, hvordan man hindrer familiesammenføringer – en klassiker i udlændingespørgsmålet, som lige siden tamilsagen har været genstand for kreative tanker og handlinger.
Venstre – Danmarks knapt så liberale parti – har forslået, at man skelner imellem, hvor folk kommer fra, når man skal afgøre, om f.eks. indvandrere skal have lov til at få ægtefæller til Danmark. Tyrkere i Danmark, der er kendt for at gifte sig med tyrkere i Tyrkiet, skal tilsyneladende gennemgå en mere kritisk vurdering (læs: skal ikke have lov), når de søger om familiesammenføring. Anderledes er det med f.eks. englændere, der jo kun kommer hertil med intentioner om at yde et stykke arbejde for det danske samfund. Danmark har allerede en lang række krav til familiesammenføringer, som andre europæiske lande ikke benytter, f.eks. krav om ophold i et ”passende” tidsrum, krav om en ”passende” indtjening, krav om ”passende” bolig osv. Senest udtalte de radikale, at man som minimum da burde kunne læse en avis. Vi lader den stå et øjeblik.
At socialister og kulturradikale kan have så usympatiske og formynderiske tanker kan ikke undre. Men hvorfor er et såkaldt liberalt parti som Venstre kommet så langt ud, at man åbenlyst ikke blot vil blande sig i, hvem folk gifter sig med, men også vil differentiere imellem folkeslag, når man fastlægger en sagsbehandling?
Svaret er nok ikke, at man er særlig interesseret i at komme tvangsægteskaber til livs, eller at sørge for udlændinge får en sød kone, eller sikre sig at tyrkere har en rigtig, rigtig god bolig. Svaret hænger nok snarere sammen med, at man – måske – statistisk kan fastslå, at det er dyrere for det danske samfund (altså staten), at have uudannede tyrkiske piger boende her, end det ville være at have en kemiingeniør fra England. Familiesammenføringer reduceres altså fra at være en lykkelig genforening med sine kære til at være en økonomisk udgift for kollektivet. Det er ret sørgeligt.
Og endnu mere sørgeligt er det, at der nu ikke længere er noget parti i Danmark, som anerkender individuelle rettigheder som hellige og indiskutable. De sociale rettigheder, der følger med velfærdssamfundet (f.eks. bistandshjælp, boligsikring, sygesikring etc.) har gjort, at velfærdssamfundet nu kun kan betragte anderledes mennesker som potentielle udgifter. På baggrund heraf udvikles en krampagtig kamp for at holde andre væk fra de goder, der med tiden vil blive knappe i den socialdemokratiske velfærdsmodel. Solidaritet? Ja, med kollegaerne måske – måske kun nogle af dem, men ikke med andre mennesker. Ikke mange fagforeningsfolk vil f.eks. tillade polske arbejdere i deres fagområde, hvis det presser lønnen. Fagforeningen er solidarisk – men kun med sig selv. Polakkerne må så bare være solidariske med nogen andre….
Problemet er ikke udlændingene. Problemet er de sociale rettigheder, der gør at folk bliver fremmedfjendske pga. angst for tab af egen velfærd. Først når folk kan mødes uden at opfatte hinanden som konkurrenter om goder, der ikke er nok af, kan vi leve i harmoni med hinanden; leve som fordomsfri mennesker, der betragter andre mennesker som ligeværdige.
Udlændingedebatten – hvem kan være mest fascistisk?
