Social mobilitet II: Integration og indvandrere

Efter at være flyttet ud på Nørrebro (tænk at det skulle ske for mig!) kan jeg dagligt se alle indvandrerne og deres efterkommere. Desværre er mange af dem omvandrende reklamer for Fremskridtspartiet. Som fortaler for fri indvandring bedrøver det mig i den grad at se alle de mennesker, der driver rundt uden mål og med i tilværelsen . Problemet er nok størst for somaliske indvandrere, og dem er der særdeles mange af på Griffenfeldsgade. Blandt denne gruppe er ifølge Arbejdsministeriet kun hver tiende i arbejde.
På den måde er somalierne nok dem, som placerer sig længst fra den i weber’sk forstand protestantiske arbejdsmoral. Misforstå mig ikke: disse mennesker er meget hyggelige, og jeg synes de beriger Nørrebro og Danmark med deres folklore og brede smil. Jeg gider bare ikke betale for deres understøttelse (eller til nogen anden, for den sags skyld), og andre burde have det på samme måde.
Problemet gør sig også gældende for andre grupper af indvandrere. Arbejdsløsheden er ekstremt stor sammenlignet med etniske danskere. Kriminaliteten er desværre ligeså. Indvandrere er ikke mere kriminelle end danskere, når man korrigerer for sociale forhold. Men med medierne jævnlige udbasunering af udskejelser i Gjellerupparken eller Vollsmose kunne man let foranlediges til at tro, at kriminaliteten er betinget af hudfarve, religion eller afstamningsforhold.
Hvad angår deres familiemønstre og kvindesyn er det ellers “tolerante” parti, Det Radikale Venstres, politikere ved at falde over hinandens ben i forsøget på at fordømme og forkaste indvandrernes (læs: muslimernes) livsførelse. Hvorfor pokker kan de ikke bare blive gode danske flæskestegsborgere og indordne sig under kollektivismen som alle andre? Hvorfor får de ikke et job og beholder tissemanden i bukserne?
De traditionelle svar læner sig op ad den politiske korrekthed, som jo blot er et andet ord for legitimering af staten. Svarene er, at danskerne er racister, at arbejdsgiverne ringeagter indvandrere, og at Islam er kvindeundertrykkende. Løsningen er selvfølgelig (hvornår er den ikke det?) yderligere statslig regulering, overvågning og kontrol. Oprettelsen af usmagelige overvågningscentre, som vækker særdeles totalitære associationer til Orwells 1984. Lovgivning, som vanskeliggør fyring af medarbejdere med indvandrerbaggrund. Støtte til alverdens minoritetsforeninger. Positiv særbehandling og politisk korrekte fortielser.
Alle disse initiativer er i sig selv udtryk for en ringeagt for indvandrere. Hvad skulle ellers legitimere en positiv forskelsbehandling, hvis det ikke var, at indvandrere er dårligere og svagere borgere end etniske danskere? Udgangspunktet er, at det er synd. Alle indvandrere er svage og evneløse, hvorfor de skal hjælpes. De må under ingen omstændigheder være deres egen lykkes smed. Så ville ingen jo klare sig, og Fanden ville tage dem alle.
Men hvorfor er der stort set ingen social mobilitet blandt indvandrergrupper? Hvorfor får de ingen jobs, og hvorfor gider arbejdsgivere ikke ansætte dem? Hvorfor er den danske integrationspolitik en katastrofe?
For det første er det for nemt at forblive arbejdsløs. Der er ingen incitamenter til at lære dansk, når man klarer sig glimrende uden. Den ene undersøgelse efter den anden viser, at indvandrere (specielt med mange børn) taber penge på at tage et arbejde – for mange af deres privilegier falder fra. Det er selvfølgelig et mindretal af indvandrerne, der vil lære et tåleligt dansk, når de ikke behøver at tage et arbejde. Disse menneskers børn får store problemer, hvis de endelig har lysten og evnen til at fortsætte med en uddannelse efter folkeskolen. Forældrene ved ingenting om retsskrivning, Michael Strunge eller navnene på blomster og dyr i den danske flora og fauna.
For det andet er indvandreres arbejdskraft inferiør, når de ikke kan tale dansk. Den ene undersøgelse efter den anden viser, at indvandrere, som taler godt dansk, har langt større chancer for at få arbejde end indvandrere med dårligt sprog. Der er for store omkostninger ved at ansætte eksempelvis lagerarbejdere med indvandrerbaggrund, når de gang på gang misforstår ordrer og ikke evner at kommunikere med de øvrige medarbejdere. Mindstelønnen forstærker dette problem væsentligt. De indvandrere, som har lysten og viljen til at få et arbejde, at dygtiggøre sig og vise deres værd, hindres ofte af de høje lønkrav fra fagbevægelsen, fordi deres arbejdskraft er mindre værd for arbejdsgiveren end fagbevægelsens lønkrav.
For det tredje er statslig regulering og positiv særbehandling en alvorlig hindring for indvandreres jobmuligheder. Ved en ansættelsessamtale vil en arbejdsgiver til hver en tid foretrække en etnisk dansk medarbejder for en indvandrer med samme evner, fordi statslig regulering sætter hindringer for fyring af medarbejdere med udlandsk baggrund. Hvis det skulle vise sig, at arbejdskraften ikke svarede til forventningerne, er det lettest at fyre en etnisk dansker, fordi han ikke bagefter kan lægge sag an for racediskrimination.
Man kan tilføje, at dem, som har udtænkt denne lov er himmelråbende åndsvage. Den virker stik imod hensigten, og desuden kunne en rigtig racistisk arbejdsgiver aldrig drømme om at ansætte indvandrere, hvorfor muligheden for at han sidenhen skulle fyre dem er ikke-eksisterende.
For det fjerde kan man ikke udelukke racisme og etnocentrisme som forklaringer på indvandreres lave erhvervsaktivitet. Det er efterhånden ikke sjældent, man hører, at kvinder udtaler sig negativt om Islam pga. dens kvindesyn. Kvindelige arbejdersgivere kunne derfor have en tendens til at fravælge indvandrere med specielt muslimsk baggrund. Racisme og etnocentrisme er nok en iboende tendens i alle kulturer, men der findes forskellige grader, og der findes mekanismer, som forstærker disse tendenser. I overvejende muslimske lande som Malaysia og Tyrkiet er det ingen selvfølge, at kvinden er hjemmegående. Men i Danmark er der selvfølge masser af grobund for racisme pga. det faktum, at indvandrere ligger samfundet til byrde. Dette er ikke mindst understøttet af undersøgelser foretaget af Professor Peter Nannestad fra Aarhus Universtitet. Nannestads undersøgelser foregik for første halvdel af 1990’erne, og han måtte konkludere, at modviljen overfor indvandring var størst i perioder, hvor omkostningerne ved indvandrere blev omtalt hyppigt i medierne. I dette lys forekom racisme som “rationelt” over for den gængse opfattelse, at “hvide” mennesker i Danmark blot ikke bryder sig om “sorte” pga. deres hudfarve. Dette skal dog ikke opfattes som en accept af racisme. Racisme er irrationelt og uværdigt. Det skal blot understreges, at årsagen til racisme skal findes i det uproduktive nul-sums-spil om statens resurser. Man kan således efter min mening reducere racisme ved at afskaffe eller drastisk reducere sociale overførsler.
Årsagen til, at indvandrere i Danmark kan opretholde de “kvindefornedrende” familiemønstre, er, at de ganske enkelt får penge til det af staten, og at det ikke kan svare sig at lade være. Her må det føjes til, at indvandrere – som alle andre – har en ret til at bestemme, hvordan de vil leve, og om lillemor skal gå derhjemme. Det er efter min mening (heller) ikke en sag, staten skal blande sig i. Man kan blot gøre opmærksom på, at statslige overførselsindkomster er med til at muliggøre fastholdelsen af de udlandske familiemønstre og hindrer, at kvinder færdes uden for hjemmet i andre henseender end indkøb mv. Derved lærer de aldrig dansk og får heller aldrig evnen til at forholde sig kritisk over for deres omgivelser eller muligheden for at lære om kapitalismen og dens iboende kvindefrigørelse.
En af de vigtigste årsager til, at indvandreres kriminalitet er højere end danskeres, er efter min mening, at de har tid til det. Der er ganske enkelt grænser for, hvor meget ballade man gider lave i gaden, hvis man kommer sulten hjem efter en otte-timers arbejdsdag. Den trætte indvandrer har derfor nok mere lyst til at se, hvad der sker på Al-Jazeera end at vælte biler og voldtage 14-årige piger.
Derudover trives forestillingen om, at danskere er racister nok fint blandt indvandrere – netop fordi de har svært ved at få jobs, og fordi minoritetstalsmændene og diverse yderligtgående imamer aldrig forspilder en lejlighed til at sige det. Derved pustes til ilden i en kulturel borgerkrig. Nogle af de indvandrere, som varmer sig ved denne ild og påtager sig den kollektive offerrolle som indvandrer, bruger deres tissemænd som et våben til at vise foragt over for det samfund, som ringeagter dem.
De mandlige indvandreres kvindesyn har selvfølgelig også skyld i gruppevoldtægter m.m. Men igen må man tilføje, at dette kvindesyn i høj grad underbygges af statens subsidiering af ikke-vestlige familiestrukturer. Hvis overførslerne bortfaldt, ville indvandrerne, som i særdeleshed er lavindkomstgrupper, blive tvunget til at lade begge forældre være udearbejdende og lære dansk. Efter en periode, hvor indvandrergrupper har udearbejdende mødre, vil det “kvindefornedrende” kvindesyn blive udfordret, og kvinden vil efterhånden blive set som ligeværdig med manden (i overensstemmelse med lønnen – timelønnen er stort set ens for mænd og kvinder i lavindkomstgrupper).
Slutteligt vil jeg endnu engang understrege, at indvandrere har ret til at have de familiestrukturer, de har lyst til. Man bør blot være opmærksom på, at offentlige overførsler har tendens til at skade integrationen ved at fastholde netop de familiestrukturer, som mange anser for at være skadelige.