Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse! I Danmark er vi vant til at høre, at uddannelse er hjørnestenen i velfærdsstaten, og at uddannelse sikrer os imod de såkaldte amerikanske tilstande. Vi er vant til at få at vide, at (statslig) uddannelse er en forudsætning for demokrati.
Dette er åbenlyst vrøvl, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på De Forenede Staters første 150 år efter uafhængighedserklæringen. Denne periode var præget af en hidtil uset politisk stabilitet, en økonomisk vækst uden sidestykke og et politisk og akademisk niveau i den brede befolkning, som var enestående i verden. Tilmed var USA det land i verden (og er det måske stadig) med allerstørst social mobilitet. I denne periode var statslige uddannelsesinstitutioner stort set fraværende, og akademiske krav var mere undtagelsen end reglen. I USA var folk ligeglade med dine papirer, men interesserede i dine færdigheder, flid og originalitet.
Over halvdelen af de danske ungdomsårgange har nu en eller anden form for gymnasial uddannelse. Det er en udbredt opfattelse, at man skal have en uddannelse, fordi man ellers ikke kan blive til noget. Hvis man er autodidakt inden for sit fagområde, bliver der derfor set skævt til én. Hvis man ikke har et diplom, har man ikke vist sig værd – eller skulle man måske sige sit sindelag?
I det danske uddannelsessystem trives en helt bestemt mentalitet, som danske politikere bryster sig af: Kollektivismen. Alle skal lære at arbejde i grupper og underkaste sig gruppens kollektive logik. Samtidig er det i mange tilfælde en demokratisk proces, som afgør, hvad de studerende skal lære, og hvad de ikke skal lære. Dette er uheldigt, idet studerende i sagens natur ikke har lige så stor en viden om de faglige forhold inden for deres fag, som forelæsere og undervisere har.
Det bør under alle omstændigheder være undervisningsinstitutionernes ledelse, der bestemmer, hvad de studerende skal lære og ikke lære – samt hvilken indflydelse de bør have på undervisningens form og indhold – idet undervisningsinstitutionens certificering tjener som kvalitetsstempel for de studerendes præstationer og standpunkt.
Der er ikke underligt, at politikere og andre statstilhængere finder akademias udbredelse ønskværdig. Kollektivismen i uddannelsessystemet tjener til at understøtte statstilhængernes dagsorden, og akademias større og større udbredelse sikrer større politisk indflydelse på, hvad befolkningen beskæftiger sig med.
Dertil kommer, at det er i alle faggruppers redebon interesse at mindske konkurrencen fra nytilkommere i faget ved at indføre adgangsbarrierer i form af irrelevante krav til akademiske præstationer. Yderligere kan det unødvendigt høje akademiske niveau tjene som legitimation for et højt lønniveau.
Som eksempel fremdrager jeg følgende unødige akademiske indhold og optagelseskrav på uddannelser:
1) Socialrådgiveruddannelsen foregår på landets såkaldte Sociale Højskoler. Uddannelsen er tre-årig og foregår for en stor dels vedkommende på et ret teoretisk niveau. Adgangskravet er en studentereksamen med relativt gode karakterer. Man skulle tro, at en stilling i så følsomt et område som den sociale sektor indebar en fokusering på personlige egenskaber som kærlighed, omsorg og menneskelig forståelse, men det statslige bureaukrati har formået at sætte disse egenskaber aldeles i baggrunden til fordel for irrelevante akademiske præstationer. At hensynet til den ekstremt omfangsrige og besværlige danske sociallovgivning taler for store akademiske krav til socialrådgiverne må absolut være sekundært i forhold til deres menneskelige egenskaber. Efter min mening skal bistandshjælpen i øvrigt afskaffes sammen med den uværdige og destruktive sociallovgivning.
2) Erhvervsuddannelserne, de tekniske skoler og handelsskolernes grunduddannelser er ligeledes ved at gennemgå en akademisering. Disse institutioner har ellers traditionelt været opsamlingssteder for bogligt svage grupper, som kunne vise deres værd i faglærte brancher. Selvfølgelig stiller den teknologiske udvikling også større krav i visse brancher – indviklede maskiner skal indstilles og vedligeholdes, og visse manualer udkommer måske kun på engelsk eller tysk. Til gengæld har den teknologiske udvikling ikke entydigt gjort det vanskeligere at værre faglært. Masser af produktionsprocesser er blevet forenklet drastisk som følge af nye opfindelser og anvendelsen af computerstyring med tilhørende pædagogisk software. I denne forbindelse er spørgsmålet imidlertid om folkeskolen i det hele taget tilvejebringer passende sprogkundskaber og matematisk viden til det store flertal.
3) Optagelseskravet til sygeplejersker og pædagoger udgøres ligeledes af en studentereksamen, og det er uheldigt af samme årsager som hos socialrådgiverne. Specielt i disse fagområder må “menneskelige egenskaber” være vigtigere end akademiske. Begge fag har traditionelt tiltrukket ufaglærte mennesker, som ikke havde en stærk akademisk profil. For pædagoguddannelsen må studentereksamen siges at være fuldkomment irrelevant, mens argumentet for sygeplejerskeuddannelses sikkert bygger på, at uddannelsen indeholder et relativt højt fagligt niveau. Dette er teoretisk set i orden, hvis sygeplejerskernes daglige arbejde indeholder avancerede rutiner, som nødvendiggør et vist niveau inden for eksempelvis kemi eller anatomi. Efter min mening er det tvivlsomt. I stedet har sygeplejerskers arbejde i stigende grad haft et administrativt og ledelsesmæssigt sigte, og de opgaver, som sygeplejersker traditionelt har varetaget, er blevet overtaget af sygeplejeassistenter. På den måde er sygeplejerskers uddannelse blevet “akademiseret”, og uddannelsens væsentligste indhold er blevet udvandet. Det skal herudover tilføjes, at det fra politisk hold løbende drøftes at accelerere denne udvikling ved at certificere både sygeplejersker og pædagoger med en bachelorgrad for at muliggøre videreuddannelse.
4) Håndarbejdslærere, tegnsprogstolke samt uddannelsen inden for grafisk kommunikation er andre eksempler på, at uddannelsessteder stiller studentereksamen som unødvendigt adgangskrav for studieoptag.
Blandt de fremdragne eksempler bør man lægge mærke til, at studierne med unødige adgangskrav mestendels retter sig mod ansættelse i statsligt regi, hvor attraktive ansættelsesforhold, overflødigt bureaukrati og “empire-building” trives i højere grad end i den private sektor.
De overflødige og overdrevne adgangskrav er ikke bare uheldige, fordi de studerende er uproduktive i uddannelsestiden, som bliver unødigt lang, men også fordi de hæmmer befolkningens sociale mobilitet. Bogligt svage grupper har i stigende grad vanskeligt ved at få ansvarsfulde jobs, hvor arbejdsomhed og flid er de bærende elementer for succes – frem for unødvendige akademiske præstationer. I stigende grad er bogligt svage grupper derfor henvist til uværdige og idiotiske statslige aktiveringsprojekter, brødløse arbejdsmarkedsuddannelser og jobtræning.
Alt i alt lader det til, at bogligt svage grupper får mere trange kår i deres uddannelse som følge af akademiseringen. Alternativet for disse grupper bliver således indslusningsjobs i den private sektor, hvor arbejdsomme og dygtige mennesker vil kunne vise deres værd og klatre op ad den sociale rangstige, uden at skulle vise ligegyldige akademiske præstationer.
Derfor mangler vi et arbejdende proletariat – en klasse af “working poors” – institutioner på arbejdsmarkedet, hvor svage kan vise deres værd og nå deres mål gennem flid og god arbejdsmoral.
Social mobilitet I: Akademia breder sig
