Oversættelse: Interview med Norman Borlaug

REASON [videnskabsjournalist, Ronald Bailey]: Hvad består dit arbejde i for tiden?
NORMAN BORLAUG: Siden 1984 har jeg været involveret i Sasakawa Africa Association. Vores program har udtænkt den bedst mulige pakke af landbrugspraksis med den bedst mulige sæd, den bedst mulige agronomiske praksis, den bedst mulige mængde og dato for såning, den bedst mulige kontrol af insekter og ukrudt og testet dets anvendelse i 14 lande. Vi har fundet, at der er et stort fødeproduktionspotentiale i disse afrikanske lande, som for øjeblikket kæmper med deres fødevaremangel. Programmet, som vi har taget i anvendelse, anvender beskedne input, så det er ikke specielt dyrt sammenlignet med deres traditionelle landbrug. Afkastet er mindst fordoblet, næsten altid tredoblet, og somme tider det firdoble i forhold til de traditionelle produktionsmetoder. Afrikanske landmænd er meget entusiatiske mht. disse nye metoder.
REASON: Kunne genetisk modificerede kornarter hjælpe landmænd i udviklingslandene?
BORLAUG: Biotech har et stort potentiale i Afrika – ikke med det samme – men om noget tid. Om fire til otte år fra nu vil en del af det [biotech, DBK] spille en rolle der. Tag eksemplet med majs med genet, som kontrollerer tolerancetærsklen for ukrudtsdræberen, Roundup. Roundup dræber alt ukrudt, men det er kortlivet, så det har ikke residuelle effekter, og fra det standpunkt er det sikkert for mennesker og miljø. Genet for herbicidetolerance er indbygget i afgrøderne, så når en landmand sprøjter, dræber han kun ukrudtet, men ikke afgrøderne. Roundup Ready soyabønner og majs bliver anvendt bredt i USA og Argentina. På nuværende tidspunkt har vi ikke anvendt afarter med tolerance for Roundup eller nogen anden ukrudtsdræber [i Afrika], men det vil have en rolle at spille.
Roundup Ready afgrøder kunne blive anvendt i ellers udyrkelige områder i afrikanske lande. I de ufrugtbare landområder lader man stråene stå sammen med risen, hveden (hvis det er et højtplaceret område) og det meste af afgrøderne. Man fjerner kun, hvad der er egnet som animals føde og planter direkte [uden at plove], fordi mindsker erosionen. Centralafrikanske landmænd har ingen animalske kræfter [til hjælp i marken, DBK], fordi sovesyge dræber alle dyrene – kvæg, heste, æsler og mulddyr. Så trækdyr eksisterer ikke, og alt markarbejdet sker ved håndkraft, og værktøjerne er hakker og macheter. Sådanne værktøjer er ikke særligt effektive over for de tropiske græsarter, som typisk invaderer markerne. Nogle af græsserne har skarpe pigge på sig, og de er ikke egnet som føde. De invaderer markerne, og det er så alvorligt, at landmænd må opgive markerne for et stykke tid og rykke videre og fælde skov. Sådan har det foregået i århundreder, svedjebrug. Men med denne type ukrudtsdræber, Roundup, kan man holde markerne fri for invaderende græsser og plante direkte, hvis man har det herbicidetolerante gen i afgrøderne.
REASON: Hvilke andre problemer ser du i Afrika?
BORLAUG: At tilvejebringe fødevarer i det sydlige [oversat fra sub-Saharan, DBK] Afrika er meget kompliceret, fordi der mangler infrastruktur. Hvis man for eksempel bringer kunstgødning til lande som Etiopien, fordobler det omkostningerne at bringe det videre op i bjergene nogle få hundrede kilometer fra Addis Ababa. Overalt i Centralafrika er manglen på veje en af de største hindringer for udvikling – og ikke kun i forbindelse med at flytte agronomiske inputs og forøget kornproduktion til byerne. Det er en del af problemet, men jeg mener, at veje også har en indirekte værdi. Hvis en vej er bygget gennem forskellige stammesamfund, og en gammel skrammelbus begynder at køre på den, vil man efter syv-otte år høre folk sige; “Du ved, den stamme derovre, den er ikke så forskellig fra vores, er den?”
Og når der først er en vej og nogle køretøjer, som kører på den, så kan man bygge skoler i nærheden. Man kan gå ind i bushen og få forældre til at bygge skoler af lokale materialer, men man kan ikke få en lærer til at komme derind, for hun eller han vil sige; “Jeg har brugt seks-otte år på at uddanne mig til lærer. Og nu vil I have mig til at komme tilbage i bushen? Jeg vil ikke være i stand til at komme ud og se min familie og venner i otte-ni måneder. Nej, jeg vil ikke tage afsted”. Manglen på veje i Afrika er en af de væsentligste hindringer for agronomi, uddannelse og udvikling.
REASON: Miljøaktivister er ofte imod vejbyggeri. De siger, at sådanne veje vil føre til ødelæggelsen af regnskove og andet vildnis. Hvad ville du sige til dem?
BORLAUG: Disse ekstremister, som lever i stor overflod, siger, at fattige mennesker ikke skal have veje. Jeg ville gerne se dem ikke bare tage på back-packing i bushen i en uge, men blive tvunget til at leve og opfostre deres børn derude. Så kunne man se, om de ville have de samme synspunkter.
Jeg påpeger, at jeg oprindeligt blev uddannet som skovarbejder. Jeg arbejdede for U.S. Forest Service [den amerikanske pendant til Skov- og Naturstyrelsen, DBK], og under en af mine perioder, blev jeg anset for at være den mest isolerede medarbejder i styrelsen. Det var i den midderste forgrening af Salmon River, det mest primitive område i de sydlige 48 stater. Jeg kan godt lide vildmarken, friluftsliv og den slags, men det er forkert at tvinge fattige mennesker til at leve på den måde.
REASON: Opmuntrer det europæiske forbud mod bioteknologi udviklingslandenes eliter til at sige; “Når det ikke er godt nok til europæere, er det heller ikke godt nok til mit folk”?
BORLAUG: Naturligvis. Det er en negativ effekt. Den har vi altid. Tag eksemplet med DDT. Da det blev forbudt i USA og de europæiske lande, vidnede jeg om dets værdi i malariakontrol – specielt i Afrika og i mange dele af Asien.
Min pointe i vidneudsagnet for USDA [U.S. Drug Administration, DBK] var, at hvis man forbyder DDT her i USA, hvor man ikke har disse problemer, så OK, man har andre insekticider til agronomisk brug, men hvis man forbyder det her og udøver pres på regeringer i Afrika og Asien, så er det en anden sag. De har alvorlige menneskelige og animalske sygdomme, og DDT er vigtigt.
Selvfølgelig forbød de DDT, og faren er, at de nu vil gøre det samme med bioteknologi.
REASON: Hvad ser du som fremtiden for bioteknologi i agronomi?
BORLAUG: Bioteknologi vil hjælpe os til at gøre de ting, vi ikke kunne gøre før, og det vil være på en mere præcis og sikker måde. Bioteknologi vil tillade os at krydse genetiske barrierer, som vi aldrig var i stand til at krydse med den konventionelle genetisk videnskab og planteforædling.
Tidligere var man i forædlingen tvunget til at overføre mange andre gener for eksempelvis insekt- og sygdomsresistens end man ønskede at inkorporere i den nye sort. Disse ekstra gener havde ofte negative effekter, og det tog flere år med forædling at fjerne dem. Konventionel forædling er primitiv i forhold til de metoder, der tages i anvendelse i genetic engineering. Men jeg mener, at vi har gjort et dårligt job mht. formidlingen af komplexiteten og vigtigheden af bioteknologi til offentligheden.
REASON: Mange aktivister siger, at det er forkert at krydse genetiske barrierer mellem arterne. Er du enig?
BORLAUG: Nej. Faktisk har Moder Natur krydset arternes barrierer, og somme tider har naturen krydset barrierer mellem genera – dvs. mellem urelaterede grupper af arter. Tag eksemplet med hvede. Det er resultatet af en naturlig krydsning, som Moder Natur foretog længe før, der fandtes en videnskabelig mand. Nutidens røde hvedeart er lavet af tre grupper af syv kromosomer, og hver af disse tre grupper af syv kromosomer kom direkte fra vildt græs. Først krydsede Moder Natur to af græsserne, og denne krydsning blev til durumhvede, som var den kommercielle kornart hos de første civilisationer spændende over Sumeria indtil den romerske periode. Så krydsede Moder Natur denne 14-kromosom durumhvede med en anden vild hvedeart, hvilket blev til det, der i grunden var den moderne hvede i det romerske emperiums tid.
Durumhvede var fint til at lave arabiske fladbrød, men det havde ikke elastisk gluten. Den ting, som gør moderne hvede forskellig fra alle andre kornarter, er, at det har to proteiner, som giver det den dejagtige egenskab, når det er blandet med vand. Durumhveder har ikke gluten, og det er derfor vi anvender dem til at lave spaghetti i dag.
Den anden krydsning af durumhvede med den anden vilde hvede producerede en hvede, hvis dej kunne blive sat i gæring, så man kunne lave et stort brød. Så moderne brødhvede er resultatet af at krydse tre arters barrierer – en slags naturlig genetic engineering.
REASON: Miljøaktivister siger, at agronomisk bioteknologi vil skade biodiversiteten.
BORLAUG: Det tror jeg ikke på. Hvis vi dyrker vores føde og fibre på det land, som er bedst egnet dertil med den teknologi, vi har og vil få – deriblandt passende anvendelse af genetic engineering og bioteknologi – vil vi efterlade kæmpe uberørte landområder med al deres plante- og animalske diversitet. Det er fordi vi anvender jorden så effektivt nu, at Bill Clinton for nylig kunne sætte 50 eller 60 mio. acres til side som vildnisområder. Det ville ikke have været muligt uden effektiviteten i moderne agronomi.
I 1960 var produktionen af de vigtigste 17 fødevarer, foder og fiberplanter – næsten alle de vigtigste afgrøder, som blev dyrket i USA dengang og i dag – 252 mio. tons. I 1990 var den mere end fordoblet, til 596 mio. tons og var produceret på 25 mio. færre acres end der blev dyrket i 1960. Hvis vi havde forsøgt at producere høsten fra 1990 med teknologi fra 1960, ville vi skulle forøge det dyrkede areal med 177 mio. hektarer – omkring 460 mio. acres områder af samme kvalitet, som vi ikke havde – så det ville have været meget mere. Vi skulle have taget marginale græsområder i anvendelse og pløjet områder, som i det lange løb ville være uproduktive. Vi skulle tage bjergområder i anvendelse og fælde vore skove. Bill Clinton ville ikke have haft det rare job at kunne sætte mio. af acres til side som ikke-tilladte dyrkningsarealer, hvor man ikke engang kan fælde et træ til papir og papirmasse eller tømmer. Så alt dette hænger sammen.
Dette gælder også for skovdyrkning. Det glæder mig at se, at nogle af skovvirksomhederne er meget moderne og bruger gode ledelsesformer og forædlingssystemer. Weyerhauser er eksempel A. De producerer flere træprodukter per enhed areal end de gamle ikke-ledede [oversat fra unmanaged, DBK] skove. Denne produktionsform betyder, at mio. af acres kan blive overladt til naturlige skove.
REASON: Mange miljøaktivister hævder, at det BT toxin gen, som er afledt af Bacillus Thuringiensis og som er blevet overflyttet til majs og bomuld, vil skade gavnlige insekter som eksempelvis monarksommerfuglen. Er der nogen indicier på det?
BORLAUG: Til det vil jeg sige; Vil BT skade gavnlige insekter mere end de insekticider, som sprøjtes rundt omkring i store doser? Faktisk er BT meget mere specifik. Der er mange insekter, som det ikke skade overhovedet.
REASON: Det skader kun dem, som spiser afgrøderne.
BORLAUG: Rigtigt.
REASON: Tror du, at det er et stort problem at overføre BT til majs eller bomuld?
BORLAUG: Jeg tror, at hele sagen med monarksommerfuglen var en kæmpe overdrivelse. Jeg tror, at forskerne på Cornell [et amerikansk universitet, DBK], som fodrede monarksommerfugle med BT majspollen var på udkig efter noget, som kunne gøre dem berømte ved hele dette cirkusshow, som fulgte sagen. For det første er majspollen ret tung. Det flyver ikke lange distancer. Dernæst flytter monarker sig på forskellige tidspunkter af sæssonen, hvor der ikke er noget majspollen. Selvfølgelig vil nogle af dem blive dræbt af BT majspollen, men hvor mange af dem bliver dræbt, når de bliver sprøjtet med insekticider? Aktivister siger også, at BT gener i afgrøder vil udsætte pestinsekter for stress, og at de derfor vil mutere. Det har været tilfældet med konventionelle insekticider. Sådan har det været hele mit liv, hvor jeg har arbejdet med hvede. Det er et problem, som man har og kan tage hånd om.
REASON: Men Cornell forskerne publiserede alligevel deres rapport om effekterne af BT majspollen på monarksommerfuglen i laboratoriet.
BORLAUG: Flere af os prøvede at få dem til at lave feltstudier, før rapporten blev publiseret. Det er på den måde, videnskab bliver politiseret. Der er et element af Lysenkoisme [Lysenko var Stalins yndlingsbiolog] blandet op med pseudovidenskab og miljøaktivisme. Jeg husker altid at minde mine venner om, hvad pseudovidenskab og misinformation kan gøre for at ødelægge en nation.
REASON: Visse aktivister hævder, at herbicideresistente afgrøder vil ende med at øge mængden af herbicider, som bliver sprøjtet på markerne. Tror du, det er sandt?
BORLAUG: Se, insekticider, herbicider og kunstgødning koster penge, og landmanden har ikke mange på marginalen. Han vil forsøge at anvende den mindst mulige mængde, han kan komme afsted med. Formentlig bruger landmænd i de fleste tilfælde mindre, end han skulle. Jeg tror ikke, det er sandsynligt, at landmænd bruger for meget.
REASON: Hvilke andre landmandsplager ville bioteknologi i fremtiden kontrollere?
BORLAUG: Alle kornarter undtagen ris er modtagelige over for en til tre forskellige skimmelsvampe. Skimmel er en vidt udbredt parasit. De kan kun leve under grønt væv [oversat fra tissue, DBK], men de er langlivede. De kan flytte sig gennem luften – nogle gange 100, 500 eller 800 miles og falder herefter ned. Hvis afgrøden er modtagelig over for skimmelsvamp, og der er fugt og en passende temperatur, er det som at tænde ild. Det ødelægge afgrøder. Men ris er ikke modtagelig – ingen skimmel… En ting, som jeg håber at leve længe nok til at se, er at tage det skimmelresistente gen fra ris og bruger det på de andre afgrøder.
REASON: Udgør bioteknologiske afgrøder en risiko over for mennesker?
BORLAUG: Jeg ser ingen forskel på arter, som bærer et BT gen eller et herbicideresistent gen eller andre gener, som vil blive anvendt, og de arter skabt af konventionel planteforædling. Jeg synes aktivisterne har blæst sundhedsrisikoen ved bioteknologi ud af alle proportioner.
REASON: Hvad synes du om økologisk landbrug? Masser af mennesker hævder, at det er bedre for menneskesundheden og miljøet.
BORLAUG: Det er latterligt. Der burde ikke engang være en debat. Selv hvis man kunne anvende alt det økologiske materiale, som er til rådighed – animalske efterladenskaber, menneskers affald, planterester – og bringe dem tilbage på jorden, ville man ikke kunne brødføde mere end 4 mia. mennesker. Hvis alle landbrug var økologiske, ville man ydermere blive tvunget til at øge landbrugsarealerne dramatisk – ved at tage marginale arealer i anvendelse og fælde mio. af acres skovområder.
På nuværende tidspunkt bliver der anvendt omkring 80 mio. tons nitratnæringsstoffer om året. Hvis man prøvede at producere disse nitrater på økologisk vis, ville man skulle have yderligere 5 til 6 mia. kvæg for at tilvejebringe gødningen. Hvor meget vildnis skulle man ofre for blot at kunne skaffe foder til disse køer? Nonsens er vidt udbredt på dette område.
Hvis mennesker tror, at der er større næringsmæssig værdi i økologiske fødevarer, må det være op til dem at træffe den tåbelige afgørelse. Men der er absolut ingen forskning, som viser, at økologi tilvejebringer bedre næring. Planter kan ikke på nogen måde se forskel på, om den nitration kommer fra kunstige kemikalier eller fra komposterede planterester. Gud se i nåde til de forbrugere, som tror, at økologiske fødevarer er bedre for deres sundhed. Lad dem købe det. Lad dem betale mere. Det er et frit samfund. Men fortæl ikke verden, at vi kan brødføde den nuværende population uden kunstgødning. Dét er, når misinformation bliver destruktiv.
REASON: Hvad mener du om World Watch Institutes grundlægger, Lester Brown og hans arbejde?
BORLAUG: Jeg har kendt Lester Brown personligt i mere end 40 år. Han har gjort en masse godt, men han svinger efter de politiske og økonomiske vinde, og han er nærmest inkarneret dommedagsprofet.
REASON: Han sagde for nyligt, at man ikke længere kan regne med, at verdens landmænd kan brødføde de ekstra i blandt os. Er du enig i det?
BORLAUG: Nej, det er jeg ikke. Med den teknologi, vi nu har til rådighed og med forskningsresultaterne, som er på vej ud til deres anvendelse, vil vi have mulighed for at brødføde de 8,3 mia. mennesker, som vi vil se i 2025.
Jeg vil ikke forsøge at se længere ud i fremtiden end 25 år. Ved Nobelpriskonferencen i 1970 sagde jeg, at vi havde teknologien til at producere den fødevaremængde, som vi behøvede til år 2000, og at vi kan gøre det uden at ødelægge en masse miljø. Moderne landbrugsvidenskab sætter en masse områder til side til vildnishabitater, til floder, hindrer erosion og muliggør skovproduktion. Alle disse værdier er vigtige for samfundet i almindelighed og specielt for de privilegerede, som har en chance for at bruge en masse tid og ferier ude i naturen. Jeg siger, at vi kan producere tilstrækkeligt føde med den til rådighed stående teknologi og den, som er ved at blive udviklet – hvis vi antager, at ikke alle agronomiske fremskridt bliver ødelagt af dommedagsprofeter. Det vil sige, at vi i 2025 vil være i stand til at producere nok fødevarer uden at skulle udvide de dyrkede arealer særligt meget og uden at skulle flytte ud i halv-tørre områder eller skovklædte bjerglandskaber.
REASON: Det lader til, at Lester Brown hvert femte år forudsiger, at store katastrofer er lige om hjørnet. Hvorfor gør han det? De sker aldrig.
BORLAUG: Jeg gætter på, at det sælger. Jeg tror, at det meste af det har at gøre med fund raising.
REASON: Brown noterer, at Indien har tredoblet dets hvedeproduktion på tre årtier, men han siger, at det vil være umuligt at gøre igen. Tror du, at han har ret?
BORLAUG: Nej. Prognoserne for fødevareproduktion i Indien fortsætter med at stige med samme hastighed. Da vi overførte den grønne revolutions hvedeteknologi til Indien, var produktionen 12 mio. tons om året. Sidste år var den 74 mio. tons, og den stiger stadig. En gang imellem falder produktionen med nogle mio. tons, når der er tørke, men generelt fortsætter den med at stige. Desuden er den forøgede produktion sket med kun meget beskedne udvidelser af de dyrkede arealer. Meget vildnis har været reddet for Indien, Kina og USA af teknologi med højt afkast.
Indien har produceret tilstrækkeligt og har somme tider et overskud af korn. Problemet er at få det ned i maverne på dem, som sulter. Der er mangel på købekraft hos for stor en del af befolkningen. Der er stadig mange sultne mennesker, som ikke dør af sult, men som behøver flere fødevarer for at kunne få stærke kroppe og bedre kunne vedligeholde deres sundhed og fungere ordentligt. Kornet er der, men det finder ikke vej til de sultnes maver.
REASON: Hvad mener du om Paul Ehrlichs arbejde?
BORLAUG: Paul Ehrlich har fået en stor karriere som forudsiger af dommedag. Da vi flyttede den nye hvedeteknologi til Indien og Pakistan, var han en af de værste kritikere, vi havde. Han sagde: “Denne person, Borlaug, har ikke den fjerneste ide om størrelsen af problemer i fødevareproduktionen.” Han sagde: “Man vil ikke kunne få nogen som helst større indflydelse på den mængde, som behøves.” På trods af hans kritik, lykkedes det naturligvis for os.
REASON: Når en påstået ekspert som Ehrlich er negativ, tager det så ikke modet fra folk? Skader det forsøget på at øge fødevareproduktionen?
BORLAUG: Sikkert, fordi vi var finansieret af en fond… De hørte sikkert hans kritik, og jeg er sikker på, at nogle af folkene hos Rockefeller sagde: “Måske skulle vi ikke finansiere det program mere”. Den slags har altid skadelige effekter på budgettet.
REASON: Hvorfor tror du, folk hører på Ehrlich? Man kan gå tilbage og læse hans dommedagsprofetier og se, at han var forkert på den.
BORLAUG: Folk går ikke tilbage og læser, hvad han skrev. Du gør, men langt de fleste gør det ikke, og deres hukommelse er kort. Faktisk tror jeg, at denne mangel på perspektiv gør sig gældende for hele verdens fødevaresituation. Vore eliter lever i store byer og er langt fra udviklingen. Hvadenten det er Brown eller Ehrlich og formanden for Sierra Club [en gruppe af dommedagsprofeter, DBK] eller formanden for Greenpeace, så har de aldrig været sultne.
REASON: Du nævnte, at du er bange for, at dommedagsprofeter kan stoppe fremgangen i fødevareproduktionen.
BORLAUG: Det bekymrer mig, hvis de hindrer alle disse udviklinger. Det er elitisme, og det amerikanske folk er også modtagelige over for dette. Jeg taler om ekstremisterne her og i Vesteuropa… I USA lever 98 pct. af forbrugerne i byer, bebyggede områder eller småbyer. Kun 2 pct. lever stadig derude på landet. I Vesteuropa lever også en stor andel af befolkningen også i byer, og de forstår ikke komplexiteten i agronomi. De er så let påvirkelige af alle disse skræmmehistorier, at [de tror, DBK], vi er på grænsen til at blive forgiftet til tilintetgørelse af landbrugskemikalier.
Bruce Ames, lederen af biokemi [insituttet for, DBK] på Berkeley, har analyseret hundreder og atter hundreder af fødevarer, inklusive alle de basale, som vi har levet af fra begyndelsen af anvendelsen af agronomi op til vore dage. Han har fundet, at de [fødevarerne, DBK] indeholder sporrester af helt naturlige kemiske stoffer, som er giftige eller kræftfremkaldende, men de er til stede i så små mængder, at de tilsyneladende ikke har nogen indflydelse.
REASON: Ville du sige, at den Grønne Revolution var en succes?
BORLAUG: Ja, men den er et aldrig færdigt job. Da jeg blev født i 1914, var verdens befolkning 1,6 mia. mennesker. Vi har lige rundet de 6 mia. Vi har ikke oplevet nogen større sultkatastrofer siden den Grønne Revolution begyndte. Vi har haft lokale sultperioder, hvor de afrikanske krige har foregået. Men hvis vi kunne få etableret infrastrukturen i afrikanske lande syd for Sahara, kunne man der hurtigt gøre en ende på sult. Og hvis man kigger på data, tilvejebragt af World Health Organization og UN Food and Agriculture Organization, er der formentlig stadig 800 mio. mennesker, som er underernærede i verden. Så der er stadig en masse, der skal gøres.
Reprinted, with permission, from the April 2000 issue of Reason Magazine. Copyright 2001 by Reason Foundation, 3415 S. Sepulveda Blvd, Suite 400, Los Angeles, CA 90034. www.reason.com.
Oversat af David B. Karsbøl, 2001.