Klokken var elleve, da jeg mødtes med David, og hans to hippie-hadende udvekslingsstudent-venner fra Seattle, foran kiosken på Trianglen. Bøgen var ikke spruget ud, og vejret kunne kun tolkes, som guds straf til de syndige, der pjækkede fra arbejde for at deltage i 1. maj arrangementet. Kulden pinte David i den grad. Ikke så meget fordi han er en frossenpind, men fordi han ikke kunne vise sin “Che Guevara sucks” t-shirt frem.
Vi krydsede indover gruspladsen foran indgangen til Fælledparken, der var okkuperet af Ankers (eller Børge eller hvad han nu hedder) Tivoli, ærtersælgere og ølboder, der alle havde set mulighederne i den øgede efterspørgsel, 1. maj i Fælledparken bringer med sig. Ad! Profithungrende spekulanter alle til hobe.
Vi bevægede os videre hen i mod pladsen, til LO arrangementet, hvor talerne og musikken skulle være. Davids to amerikanske venner filosoferede over hvorvidt socialistiske piger ville være mere tilbøjelige til at “gi’ noget” end andre piger. Socialister var der dog ikke mange af (de var sikkert ovre på den anden side af Øster Allé til “Rød 1. maj”), men til gengæld vrimlede det med gymansieelever.
Det første der skete var at et århusiansk rockband gik på scenen. De var vist meget dygtige, men det var ikke særlig rart at høre på. De var da også nødt til selv at bede publikum om at råbe på ekstranummer. Det var der ingen der gjorde, men det var de tilsyneladende ligeglade med. Så vi måtte lide yderligere fem minutters århusiansk rock.
Som var der en lille pause, hvor man igen fik mulighed for at føre en samtale. David fik øje på en cubaner-bod, der solgte Che Guevara trøjer. Over boden hang en banner med påskriften: “Vidste du godt at Fidel var indstillet til Nobels Fredspris?” Nej det vidste vi ikke. Men vi vidste at Gadhafi havde været indstillet – af sig selv, hvilket fik os til at overveje en indstilling af Pinochet. Han er ganske vist ikke guds flinkeste barn, men han har trods ikke nær det på sin samvittighed, som Fidel har, og så hader han i hvert fald kommunister.
Den første taler var LOs formand Hans Jensen. Hans Jensen gennemførte sin tale i fin stil, til trods for en stemme hvis lige jeg sidst havde hørt en uge efter den 1. i måneden på Mimers Bodega. Hans Jensen hyldede den internationale solidaritet (den slags hvor man tvinger andre til at synes det samme som en selv), ATTAC og langede kraftigt ud efter de fæle spekulanter, der i al deres ondskab profiterede af de andres ulykke. Av, den sved. Jeg havde kun ti minutter forinden købt en fransk hotdog i en af boderne, fordi jeg på det tidspunkt hellere ville have den end tyve kroner. Jeg havde altså spekuleret. Jeg fyldtes med skam og overvejede hvilke solidariske tiltag jeg kunne gøre for at bøde på min nidingsdåd. Jeg besluttede mig for at tegne et abonnement på Information, det er i hvert fald ikke 13 kr. værd for mig om dagen.
Den næste taler var et eller andet bydelrådsmedlem fra Enhedslisten, så fik jeg det straks godt igen. Hun sagde at alle havde ret til et liv i kærlighed, så er der da håb om at Hans Jensen vil tilgive mig min pølsespekulation.
Som kom overborgmester Jens Kramer-Mikkelsen på. Han leverede en formanede og hadsk dunnertale, der var som magtfuld i sit udtryk, at vi flere gange blev i tvivl og vi skulle rejse os op og heile for ikke at blive slæbt væk af mænd i brune skjorter.
På et tidspunkt kom også Holger K. til orde. Jeg må indrømme at jeg på det tidspunkt var holdt med at høre efter. Der er trods alt en grænse for hvor meget skældud man kan klare om dagen.
Så smuttede jeg hjemad for at skrive videre på mit speciale om umuligheden af en socialistisk økonomi. Jeg havde aligevel intet hørt, jeg kunne bruge i den sammenhæng.
1. maj i Fælledparken: Et stemningsbillede.
