I forbindelse med den vidtløftige tale om drivhuseffekten bliver der ofte refereret til de stakkelse små-øer og ø-gruppe-nationer, som efter sigende helt vil forsvinde pga. drivhuseffektens indflydelse på vandstanden i oceanerne. Berlingske Tidende bragte for nylig en scare-monger-forside, hvor man kunne se, hvordan Danmark “efter al sandsynlighed” næsten ville forsvinde inden for de næste 100-200 år som følge af drivhuseffekten. Lolland-Falster og Nordjylland var næsten helt væk, og resten af landet bestod på kortet af små usammenhængende øer. Hvad skal man tro om et sådant kort, hvis man bor på Falster?
Under de såkaldte klimaforhandlinger har det ofte været fremme, at ø-nationerne, som er truet af drivhusudslettelse, på en eller anden måde skal kompenseres for de kommende stigende vandstande. Forhandlingerne, som selvsagt er politiserede i en ekstrem grad, har mundet ud i, at USA skal betale langt den største del af denne kompensation. Årsagen er, at USA er de rigeste, fordi de har været så uheldige at være de første, som indførte en tilnærmet laizzes-faire stat (hvilket som bekendt ikke længere har…).
I Svenska Dagbladet er docent i geologi og institutleder for paleogeofysik og geodynamik ved Stockholms Universitet, Nils-Axel Mörner imidlertid citeret for, at vandstandene i verdenshavene ikke stiger. Mörner har besøgt den eksotiske og udsatte øgruppe, Maldiverne, hvor han konstaterede, at vandstanden stik imod den generelle opfattelse i IPCC ikke er steget en eneste millimeter. Faktisk mener Mörner, at vandstanden er faldet med mindst 10 cm. de seneste 20-30 år.
Dermed bortfalder også rationalet for omfordeling til i hvert fald Maldiverne, som vanskeligt kan kræve sig kompenseret for faldende vandstand, hvis denne overhovedet kan karakteriseres som værende antropogen (menneskeskabt).
Mörner kritiserer endvidere IPCC’s seneste rapports 11. kapitel om havstandenes forandringer. Den svenske havforsker undrer sig over, at ingen af de 33 forskere, som står opført som forfattere til kapitlet arbejder inden for havforskning. Mörner, som er præsident for den internationale kommission for havstandsforandringer og kystudvikling, afviser, at IPCC’s “scenarier skulle være i overensstemmelse med videnskabens moderne viden om de hastigheder, amplituder og årsagssammenhænge, som gælder for havenes variationer…”.
Endvidere erklærer Mörner sig enig i kritikken af IPCC, som fire andre svenske forskere har rejst i Svenska Dagbladet den 8. april. I denne kritik mente den svenske forsker, Karlén, at “klimamodellerne ikke stemte overens med observationer”. En anden svensk forsker, Lundin, mente, at IPCC’s rapport var “alt for tynd”. Jelbring og Gerholm mente, at rapporten er “bedrageriske”, og at “fusket med emissionsscenarierne er uacceptabelt”.
Med sine udtalelser slutter Mörner sig derved til det voksende kor af kritikere af FN’s heftigt politiserede IPCC.
Også Danmark har sine kritikere i en ellers statsfinansieret og -styret universitetsverden. Jord-fysik-forskeren, Uffe Graa Jørgensen (Niels Bohr-Instituttet), har gjort opmærksom på, hvordan Svend Auken tager videnskaben som gidsel og misbruger og fordrejer dens konklusioner i sin egen politiske dagsorden.
Henrik Svensmark og Eigil Friis Christensen (Det Danske Rumforskningsinstitut) har fremsat den provokerende teori, at de klimaforandringer, vi måske kan se, ikke er antropogene, men stammer fra solaktiviteter.
Men det bliver interessant at se, hvad alle de statsbetalte forskere med klare politiske dagsordener vil sige, når/hvis vi på et eller andet tidspunkt oplever et årti med faldende temperaturer…
Drivhuseffekt: Svensk forsker: Syndfloden er ikke i sigte.
