For nylig kunne man opleve endnu et afsnit i farcen om rettigheder til danske fodboldlandskampe. TV Danmark havde formastet sig til at købe rettighederne til transmission af to danske fodboldlandskampe. Da det ikke passer Kulturministeren, at ikke-statsejede stationer skal sende populære sportsbegivenheder, prøvede hun med lov i hånd at tvinge TV Danmark til at videresælge rettighederne til DR eller TV2. Heldigvis lykkedes det for TV Danmark at få lov til at sende begge fodboldkampe i dette tilfælde.
Kort fortalt bunder problemet i, at EU i 1997 reviderede sit tv-direktiv, så det nu kom til at indeholde en bestemmelse om, at “tv-stationer må ikke udnytte eneret til store begivenheder, hvis det indebærer, at en væsentlig del af tv-seerne ikke får mulighed for at se dem”. Reguleringsivrige danske politikere skyndte sig straks at implementere direktivet, således, at det nu er forbudt at sende OL, VM og EM i fodbold/håndbold, hvis man ikke sikrer sig, at størstedelen af tv-seerne har adgang til transmissionen.
Hvis en tv-station alligevel formaster sig til at indgå en aftale med en rettighedshaver til en af disse sportsbegivenheder uden at opfylde kravene, bliver man ifølge loven tvunget til at sælge retten til transmissionen til spotpris til en landsdækkende station (DR eller TV2), således, at man ikke længere har eneret til den sportsbegivenhed, man har betalt for.
Det er en klar krænkelse af såvel ejendomsretten som retten til at indgå aftaler. Køberen af transmissionsrettigheder får eksproprieret sin ejendom, mens sælgeren af rettighederne må forvente en lavere pris på sit produkt, da den højest bydende kan risikere at skulle sælge rettighederne videre til en pris, som det offentlige fastsætter.
Hele denne opfattelse af sport vækker ubehagelige minder om de kommunistiske diktaturer i Østblokken, hvor sport var af stor national betydning, fordi man kunne bevise sin nations storhed gennem sportslig succes i store arrangementer. Danske politikere har åbenbart ikke forstået, at sport nu engang er underholdning – ganske på linie med film, quizprogrammer og teaterforestillinger. Ingen ved deres fulde fem ville vel mene, at man skulle tvinge TV Danmark til at sælge deres rettighed til Big Brother-konceptet, blot fordi det har været en seersucces ?
Med deres krænkelser af ejendomsretten på dette område, straffer politikerne også netop udøverne af de mest populære idrætsgrene. Populære idrætsgrene vil under normale forhold kunne opnå den højeste pris, da de netop vil kunne få den største opmærksom fra tv-seerne og dermed indbringe flest reklamekroner til tv-stationerne. Men når politikere går ind og presser prisen kunstigt ned, gør man netop den slags sport mindre attraktiv for tv-stationerne, der måske kan bruge deres penge bedre på andre former for underholdning. Sportsudøverne bliver altså straffet økonomisk som følge af politikerne reguleringsiver!
Denne omgang af slaget mellem politikere og private tv-stationer endte heldigvis lykkeligt med en sejr til TV Danmark. Men desværre kan vi forvente flere slag fremover – politikerne har jo indført denne lov og vil kæmpe med næb og kløer for at få tv-stationerne til at makke ret, så de statslige tv-stationer kan bevare deres dominans. Hvis politikerne på et tidspunkt vælger at udvide loven, så den også kommer til at gælde områder, der er præget af privatejede virksomheder, kan man også forvente en stribe retssager imod staten, da f.eks. fodboldklubber som Brøndby IF og FC København allerede har annonceret, at de ikke vil finde sig i, at deres produkt skal underkastes regulering.
Så indtil den dag, hvor politikere indser, at sport er underholdning, som de skal holde nallerne langt væk fra, kan vi forvente det ene indgreb efter det andet. Så sæt dig dig bare klar foran tv’et for at følge udviklingen…de statslige tv-stationer skal nok bringe det hele…
Sport, kommercielt tv og staten
