Danmark er overadministreret fra kommunerne over amterne og videre ud i ministerierne, styrelserne osv. i en sådan grad at der efterhånden kun vanskeligt kan gøres noget ved det. Overadministrationen koster dyrt og medfører en ineffektivitet og fejlprocent, som vi ellers skal lede efter i det forhenværende Østeuropa.
Forventningerne til en gennemgribende sanering af den lokale administration fra lokalpolitisk side er små. Og vi skal næppe forvente at regeringen vil gennemføre en kommunalreform – det gælder den siddende Rasmussen-regering, og det samme vil med en til sikkerhed grænsende sandsynlig også være tilfældet med en regering ledet af den anden Rasmussen.
Chancerne for en ændring gennem folkeafstemninger må ligeledes vurderes at være ganske utopiske: For et år siden afgjorde en folkeafstemning på Langeland således at de tre kommuner med i alt kun 12.000 indbyggere ikke bliver lagt sammen. Den 29. maj skal bornholmerne til en lignende afstemning. Skal de fem kommuner og det samlende amt lægges sammen til én administrativ enhed kræver det mere end almindelig fremsynethed. Og det kan vi næppe forvente. Ikke af befolkningen og slet ikke af de 102 lokale politikere. Alle føler nemlig at de har personlig indflydelse og de er bange for at “andre” vil tage noget fra dem. Og det bringer debatten ned i eller lige under jordhøjde. Det drejer sig om frygten for “dem i Rønne”. De må for alt i verden ikke få indflydelse over de små hyggelige samfund andre steder på øen. Det lokale samfund, hvor man møder borgmesteren nede i Brugsen og her kan sige sin ærlige mening om naboens hane der galer klokken fem om morgenen.
Med andre ord; følger man den lokale debat må man blot konstatere at logikken gak for længe siden. Al rationalitet er filtreret fra. Især føler politikerne sig betydningsfulde, men ligeledes er der i den offentlige administration ansat en overflod af personale som, forhåbentlig med rette, vil føle at deres job kan komme i farezonen. Allerede her vil der på det nærmeste være et automatisk flertal imod en sammenlægning når man medregner stemmerne fra deres ægtefæller og nærmeste familie, som sikkert vil dele bekymringen.
Vurderingen er derfor, at bornholmerne vil stemme imod sammenlægningen. Og så er der nok lagt låg på den debat. Og det rammer ned i kernen af den offentlige overadministration. Politikerne er alle som én bange for at miste indflydelse og ikke mindst deres givtige indtægter også kendt som “ben”. Borgmesterlønninger, vederlag, rejsegodtgørelse m.v. udgør betragtelige beløb. Især de store borgmesterpartier, Socialdemokratiet og Venstre, er skræmte ved tanken om at miste deres fodfæste i de lokale områder. Så betyder det mindre at alle undersøgelser understreger at kommuner med færre end ca. 12.000 indbyggere på enhver måde er uøkonomiske.
Intet kan bedre varetages i det lille samfund end i det større. Da kommunerne blev dannet for 30 år siden kunne man allerede forudse dette problem. Flere af kommunerne er så at sige født med at være for små og den udvikling med vandringen til de større byer er fortsat i det omfang man allerede dengang kunne forvente. At de små enheder er aldeles uøkonomiske er desværre ikke et argument i den lokale debat. Dels er der tale om lokale offentlige arbejdspladser. Og dels er det lykkedes ganske fint for de små kommuner at skabe en bred vifte af offentlige tilbud i form af sportshaller o.lign. som ganske enkelt betales over det håbløse begreb “kommunal udligning”. På den måde kan politikerne lokalt tilbyde borgerne alle moderne faciliteter uden at plage det lokale samfund med betalingsbyrden. Med andre ord så købes lokale stemmer for midler opkrævet i andre kommuner, opskriften på sikkert genvalg.
Danmark er overadministreret
