Overskriften på Politiken, Danmarks mest bekymrede avis, var i torsdags: “Privat handel med nyrer”. Artiklen forklarer, hvordan læger i England formidler kontakt mellem dødsyge mennesker, som ønsker at købe en nyre og fattige indere, pakistanere og kinesere, som mod betaling ønsker at donere deres ene nyre.
I et frit samfund har individet den fulde ejendomsret til sin krop. Det betyder, at individet må gøre med den, som det vil – så længe andre individers tilsvarende ret hertil ikke skades. Handlen med nyrer er fuldkomment foreneligt med disse rettigheder, men anses af den ene eller anden årsag som noget exceptionelt umoralsk, og lovgivningen skal åbenbart anvendes til at gennemtvinge dette højst besynderlige moralske synspunkt.
Handel med nyrer er således ulovligt i Danmark, men foreløbig følger og behandler hospitalerne ifølge artiklen 5-6 danske personer, som har hentet en nyre i udlandet. I Tyskland er det direkte ulovligt overhovedet at hente nyrer fra udlandet, og man risikerer derfor fængselsstraf i op til 5 år. I England er handel også ulovligt, og for at hindre penge-under-bordet, har regeringen desuden forbudt transplantationer mellem ikke-familiemedlemmer.
Disse tåbelige og aldeles umoralske love resulterer i adskillige hundrede dødsfald (mord?) hvert år. Alene i Danmark døde sidste år 86 personer på venteliste til en nyre. Dette er 86 unødvendige dødsfald udelukkende begrundet i totalitære og menneskefjendske moralbegreber; at man med andre ord ikke har retten til sin egen krop. At frivillige transaktioner til gensidig fordel forhindres på denne usympatiske måde må forkastes af ethvert individ som ønsker et menneskeværdigt samfund, byggende på rationalitet, fred og individualisme.
Ifølge artiklen kan det skandinaviske transplantationssamarbejde, Scandiatransplant, hvert år skaffe nyrer til omkring 160 patienter, men behovet er hvert år 220 nyrer – for at ventelisterne blot skal holdes konstante. Knap 500 fortvivlede danskere stod i 2000 på venteliste til en nyre.
Hvad kunne man have sagt til de 86, som sidste år døde?
– “Det kan godt være, du har fundet en doner, som mod betaling er villig til at give dig en nyre, men det vil vi ikke tillade, fordi vi anser det for at være umoralsk. Vi vil hellere lade dig dø”? Hvordan skal man ellers forklare det?
Hvad kunne man sige til den fattige indiske bonde, som kan blive sikret 5 eller 10 eller flere årslønne mod en nyretransplantation til et døende menneske?
– “Vi er klar over, at dine børn kan sikres en uddannelse, at din kone kan få lægebehandling, at den foreslåede transaktion er fuldkomment frivillig, og at dit helbred ikke vil blive svækket væsentligt, hvis du giver afkald på din ene nyre. Men vi anser transaktionen for at være umoralsk, så vi vil hellere lade nyrepatienten dø, dine børn forblive uuddannede og din kone syg”? Hvordan skal man ellers forklare det?
Problemet med det danske “nyremarked” er, at den politisk fastsatte pris på nyrer er lig nul. Til den pris er det udelukkende familiemedlemmer og døde trafikofre, som leverer nyrer, men dette udbud er ikke nok til at dække efterspørgslen.
Det ideelle ville sikkert være, at alle frivilligt ville give afkald på en nyre, når de hørte, at en eller anden tilfældig person stod og manglede den. Men hvem gør det? Hvor mange politikere har doneret en nyre væk? Med hvilken ret skal de lovgive om dette område?
Da det er en almindelige lægelig kendsgerning, at ens helbred svækkes, når man giver afkald på en nyre, vil jeg til hver en tid forlange mig kompenseret, hvis jeg skulle give afkald på en nyre til andre end dem, jeg elsker og holder af. Det samme må man forvente af alle andre. Derfor er betaling en selvfølge som kompensation for ydelsen, og betaling er aldeles forsvarligt og i overensstemmelse med alle mulige almindeligt accepterede moralbegreber.
Den engelske sortbørs-handel med nyrer kommer alle involverede parter til gode, og den er således endnu et eksempel på, hvordan kapitalisme og den individualistiske moral redder og respekterer menneskeliv.
Nyrehandel: Kapitalisme redder menneskeliv – igen
