ATTAC og historiens gang

ATTAC er for regulering og imod ejendomsret. Men har de overhoved tænkt tanken til ende, og ønsker de at begå de fejl socialisterne på store dele af kloden har begået? I Europa havde de kommunistiske lande kompetencer der, omend i meget begrænset omfang, var i stand til teknisk at kopiere den kapitalistiske omverden. Men det var ikke tilfældet i Afrika.
Da Subsaharas nomader i 1900-tallet mistede ejendomsretten over deres brønde, og bønderne mistede ejendomsretten over deres land og skov, sikrede man sig, at landet ikke ville blive vedligeholdt og plejet, og ny skov ikke plantet. Man sikrede sig ørkenspredning, og man sikrede sig, at de tørker (perioder uden regn), der kom i 1968 og 1980, som de havde gjort i århundreder før, gjorde langt mere ondt end de nogen sinde havde gjort før. Men den manglende ejendomsret var ikke det eneste problem. Markedet i de Afrikanske lande blev knust ved regulering, der skulle udvikle industrien hurtigt og gøre dem til i-lande. Dette skete ikke mindst på anbefaling af socialistiske udviklingsøkonomer i i-landene efter afkoloniseringen i 1960erne og derefter. De Afrikanske regeringer lavede store toldtakster på udenlandske industrivarer for at beskytte deres nye industrier, der hovedsageligt var offentlige eller semi-offentlige virksomheder. Renten blev i landene sat kunstigt lavt, så kreditrationering var nødvendigt, dvs. politiske institutioner bestemte, hvem der kunne låne penge til investering og import, og det medførte ligesom al den andre regulering en masse korruption og magtkamp. Landbruget i Afrika, der i vidt omfang blev kollektiviseret, blev påbudt at købe sine råvarer til overpris af statslige monopoler, og sælge deres produktion til staten til underpris. Det var meningen at skaffe valutaen til import af råvarer til industrien ved at eksportere landbrugsvarer – ikke ved markedets naturlige gang, men ved gennemført regulering. Resultat: Landbruget visnede, og landene fik permanente betalingsbalance problemer. Udviklingsbistand blev et prestigeprojekt og en sut, der gav kamp om magten i de afrikanske lande, hvor det ene korrupte, reguleringsglade regime afløste det andet. Industrierne blev ikke udviklet, men blev, hvad socialisme kan præstere.
Takket være socialistisk regulering er Afrika fattigt. Hvis ATTAC får plads, kan de gøre os alle fattige.