Junk-journalist: Lars Mogensen, Information

Lars Mogensen fra Information har nok aldrig lagt skjul på sin politiske overbevisning i sine artikler i Information. Det er helt i orden – for det er en illusion, at journalistik kan være objektiv. Men man må som et minimum forlange af en journalist, at han ikke fordrejer og misinformerer i sine artikler.
I en artikel i Information den 16. december fremstillede Lars Mogensen nedladende den da nystiftede Danske Skatteborgerforenings initiativtagere (hvoraf undertegnede tilhørte) som en “lille gruppe ambitiøse ungdomspolitikere fra Venstre og Konservative”. Selvfølgelig skrev Mogensen “lille” – for han ville jo ikke foregive, at foreningen under nogen omstændigheder skulle få succes, endsige allerede havde det. Mogensen “glemte” også at fortælle, at skatteborgerforeningen (i repræsentantskabet) rummer radikale og et toneangivende medlem af Enhedslisten, og at mange uden partipolitiske tilhørsforhold har engageret sig i foreningen.
Herefter skrev Mogensen – uden det mindste belæg og i strid med virkeligheden – at foreningen havde “… flere fællestræk med de kunstige patientforeninger, som professionelle PR-bureauer i de senere år har koreograferet på vegne af store medicinalfirmaer. Det mest kendte eksempel er foreningen HenRy (Hensynsfulde rygere), som har været delvist finansieret af den amerikanske tobakskoncern Phillip Morris”.
På denne måde undgik Mogensen behændigt at beskrive skatteborgerforeningen, som det folkelige initiativ, den er. I stedet fremstilles den som et elitært projekt, som blot har til formål at give nogle “unge venstrefolk og konservative” mere mediedækning, end de ellers ville have fået. Foreningen har i dag flere medlemmer end partiet CD, og de kommer fra alle egne og lag af landet. At Mogensen nævner Phillip Morris er næppe nogen tilfældighed – i specielt venstreorienterede kredse er virksomhedens navn associeret med den mest usympatiske søgen efter profit på noget så uetisk som folks rygning og dermed helbred. Mogensens sidestilling af skatteborgerforeningen og HenRy er ret underlødig.
Mogensen fortsatte med at skrive: “I stedet for at kommunikere sit budskab gennem etablerede organisationer, laver man en enkeltsagsforening til lejligheden, som i en periode får masser af opmærksomhed”.
Mogensen antyder med andre ord, at skatteborgerforeningen er en døgnflue, som snart bliver væk i glemslen. Det er muligt, at Mogensen ønsker foreningen langt bort, men det er en tendentiøs fremstilling, når initiativet karakteriseres som en “enkeltsagsforening til lejligheden”. Det danske skattetryk er verdens højeste, og det burde ikke være ukendt for Mogensen, at brede dele af befolkningen er utilfreds med skatterne og specielt den service, befolkningen får for dem. Nogle er måske ikke indstillet på væsentligt lavere skatter, men de fleste vil nok under alle omstændigheder kunne skrive under på skatteborgerforeningens 4 hovedmålsætninger…
I en anden artikel i Information den 1. marts omtaler Lars Mogensen Attac, som han tydeligvis sympatiserer med. Mogensen skriver, hvordan en “borgerlig chef for et PR-bureau” er overvældet over den store mediedækning, Attac har fået. Mogensen gentager ligefrem, hvad Information begejstret skrev om PR-bureauernes interesse for Attac den forgående uge: “…de kvikkeste markedsføringskonsulenter vil med garanti studere, hvordan nogle få begejstrede ord i en leder i et lille dagblad så hurtigt kunne sprede sig som ringe i mediehavet”.
Mogensens sympati for Attac er i orden (men naiv). Til gengæld er det ikke i orden, at han anvender forskellige journalistiske virkemidler over for henholdsvis foreninger, han sympatiserer med, og foreninger, han ikke sympatiserer med. Mogensen kunne sagtens have skrevet om, hvordan skatteborgerforeningen på samme måde som Attac havde fået stor opmærksomhed, og han kunne have reflekteret over skatteborgernes opbakning i befolkningen.
Lige så sympatisk og progressivt, Attac fremstilles i Mogensens artikel, fremstilles mod-attac ensidigt og fordrejet. Mogensen skriver: “Unge Venstre-løver forsøger med deres Mod-Attac at skabe en platform for ultraliberalistiske synspunkter…”. Men Mogensen “glemmer” at fortælle, at flere radikale (som undertegnede i hvert fald langt fra vil karakterisere som ultraliberale), konservative o.a. har ytret deres interesse og støtte til Mod-Attac. Det ville måske også ødelægge Mogensens ensidige fremstilling af Mod-Attac. Siden hvornår er radikale blevet ultraliberale?
Mogensen skriver i samme artikel, at “…socialdemokratiske og radikale ministre forsøger at omklamre Attac med positiv imødekommenhed”. Men han “glemmer” at fortælle, hvordan (ultraliberalisten?) Marianne Jelved gentagne gange har taget afstand fra Attacs hovedkrav om tobinskatten.
Slutteligt i artiklen skriver Mogensen, at Mod-Attacs hjemmeside “netop er kommet i gang med økonomisk støtte fra bl.a. PR-bureauet Holm Kommunikation A/S…”. På denne måde gentager Mogensen den gamle venstreorienterede forestilling om, at ikke-socialistiske idealister og intellektuelle på den ene eller den anden måde må være købt af “storkapitalen”. Det er korrekt, at Holm Kommunikation har givet 800 kr. til siden, efter (!) den var startet, men han skriver intet om, at øvrige bidrag til de ret små omkostninger blev leveret af privatpersoner.
Alt i alt har Lars Mogensen gennem sin tendentiøse og uhæderlige dækning af skatteborgerforeningen og Attac gjort ham (u)værdig til titlen som junk-journalist, og det er da også sikkert, at vi ikke har set det sidste til hans utroværdige konspirationsteorier og fordrejede historier i Information.