På forsiden af Berlingske Tidende fremgår i søndags, at AFR nu frasiger sig sine tanker i Fra socialstat til minimalstat. I bogen gør AFR sig til talsmand for en række management-socialistiske tiltag, som bl.a. omfatter:
1) En obligatorisk sygesikring, som skal udbydes af private
2) En obligatorisk pensionsordning – ligeledes udbudt af private
3) Privatisering af arbejdsløshedsformidlingen
4) Finansiering af bistandshjælpen med obligatoriske bidrag til en offentlig socialforsikring
5) Et frit boligmarked – dog således at lejerne holdes skadesløse.
Ingen af disse tiltag er efter min mening specielt kontroversielle. Hvert forslag kunne være fremsat af en dynamisk socialdemokrat. Alligevel tager AFR nu afstand fra sine synspunkter af frygt for, at de vil blive brugt mod ham i valgkampen. Den ene meningsmåling efter den anden viser, at AFR taber troværdighed på sin afstandtagen fra sin fortid.
Mogens Lykketoft udtalte efter TV-avisen i går aftes, at AFR efter hans bedste overbevisning stadig var lige så optaget af at afmontere staten, som han altid har været. Lad os håbe, han har ret – for uagtet ingen af AFR’s forslag i bogen var specielt radikale, var de dog nødvendige og et skridt i den rigtige retning.
Årsagen til AFR’s leflerier er selvsagt, at han vil kapre vælgere. Men hvis han vitterligt ønsker reformer af velfærdsstaten, må han først forklare nødvendigheden heraf. En marginal valgsejr på baggrund af masseudsalg af det liberale tankegods til dumpingpriser vil betyde, at alle indskrænkninger i bureaukratiet og i velerhvervede rettigheder vil blive mødt af fy-råb, massedemonstrationer og hvad dertil hører.
I bogen skriver AFR (side 167):
“Af hensyn til sit genvalg vil regeringen tilstræbe at gøre begunstigelserne så synlige som muligt og målrettede til identificerbare grupper. Omvendt vil omkostningerne blive fordelt så bredt som muligt og skjult så godt som muligt.”
Hér rammer AFR hovedet på sømmet, og derfor er hans adfærd og udmeldinger forkastelige. Han har på udmærket vis demonstreret sin indsigt i det politiske systems inerti, men flyder alligevel med strømmen. Hvad blev der af idealisten?
AFR skulle stå fast på sine synspunkter. Hver gang, socialdemokraterne vil “misbruge” citater fra hans bog skal han forklare, hvad han mente, og hvorfor liberale reformer er nødvendige for et menneskeværdigt samfund baseret på fornuft, frihed og personlig integritet. Venstre har masser af resurser, som kan gå i kødet på velfærdsstaten. Der er masser at tage fat på:
1) Der er bred enighed om, at svage og fattige grupper i Danmark i dag har det værre end nogensinde. Alligevel bruges der flere resurser på at hjælpe selvsamme grupper end nogensinde før. Hvorfor?
2) Den danske entreprenørånd er væk. Lysten til ansvar er væk. Hvorfor?
3) Der er færre Mercedes-biler i Danmark end i andre lande, vi vælger at sammenligne os med. Hvorfor?
4) Flere mennesker er i dag direkte afhængige af overførsler fra staten end nogensinde før. Flere mennesker får belønning for aldeles uproduktiv adfærd end nogensinde før. Hvorfor?
5) De danske skoleelevers færdigheder og viden om helt basale ting er forfærdelig. Hvorfor?
Der venter et sandt liberalt parti et massivt oplysningsarbejde ude i fremtiden. AFR’s leflerier gør det ikke nemmere…
Sagde jeg det ikke nok!
