Den 16. marts 2001 kunne man i nyhederne læse, at verdens største boreplatform var ved at synke. Sammen med nyheden fulgte et billede, hvor man kunne se, hvordan den slags ser ud, hvilket bedst beskrives som når de ondes hovedkvarter i James Bond synker – monumentalt. Dog uden de mange eksplosioner.
Grunden til at boreplatformen er ved at synke er så alligevel en eksplosionsullykke, hvor ti ansatte skulle være blevet dræbt. Årligt dør der over 20 mand i det ejende selskab Petrobas (Brasilien). Naturligvis har fagforeningen protesteret over det, men det skal den jo gøre officielt. Hvad der foregår bag gardinerne ved vi ikke; måske er fagforeningen i lommen på selskabet. Men hvordan kan det gå så galt, at verdens største boreplatform er ved at synke ?
Petrobas blev grundlagt i 1953 som et statsligt selskab, ligesom teledanmark og DSB var det. Petrobas er et gigantisk selskab med 38.000 ansatte og en årlig nettoomsætning på 14 mia. USD. Selskabet er en kæmpe koncern, der udover olie- og gasudvinding også tager sig af transport, rafinering af olien og alle andre underindustrier i oliebranchen i Brasilien. Først i 1990’erne er der kommet gang i at privatisere selkskabet og i den forbindelse er staben af medarbejdere blevet reduceret fra 52.000 i 1992 til 38.000 i 1998. Det vil sige, at der var mindst 14.000 overflødige ansatte i selskabet. Det var dog først i 1999, at Staten ikke længere havde aktiemajoriteten i selskabet. I dag (1999-tal) har Staten 49% af aktierne. Selskabet forsøger sig med diverse incitamentordninger for at få noget som helst ud af sine ansatte, der har levet en tryg tilværelse i en meget lukrativ branche under statsligt ejerskab. På sin hjemmeside Petrobras.com.br praler selskabet af sin store sans for miljøbeskyttelse, trygt arbejdsmiljø, bæredygtig udvikling og effektivitet, men selskabet er kendt for det modsatte, nemlig de mange arbejdsulykker og forurening i forbindelse med produktionen; ikke mindst i forbindelse med den synkende platform.
Sydamerikansk industri blev i 1900-tallet bygget op som statsindustri, men statskapitalismens fiasko har gjort det tydeligt for selv den dummeste journalist og den mest korrupte politiker, at privatisering af økonomien er nødvendig. Selskabet har i statsmonopol-dagene haft 14.000 ansatte, der kunne undværes. Det skyldes ikke mindst, at et statsligt monopol ikke er presset af konkurrence, og det heller ikke kan være presset af svigtende kunder. Staten kan blot indrette lovgivningen så landets virksomheder er tvunget til at købe sin olie i selskabet. Og det er også, hvad der foregår i Brasilien. Petrobas eksporterer kun for 115 mio USD olie ud af nettoomsætningen på 14 mia. USD, dvs. kun en pct. af produktionen. Endvidere sørger alle i de offentlige myndigheder, der kan komme til det, for at ansætte venner og familie i gode offentlige stillinger i gode offentlige virksomheder. Det medfører et kæmpe økonomisk tab for samfundet, idet en masse mennesker, der kunne have lavet noget produktivt, blot sidder i overflødige stillinger og hæver fuld gage. Det kan kaldes lobbyisme, korruption, eller svindel, men der er også tale om slaveri, idet skatteyderne skal betale, dvs. en del af deres produktivitet konfiskeres af Staten til at betale alle de overflødige ansatte. Med privatiseringen er de tider forbi, men den gamle kultur i selskabet består en lang tid derefter. I resten af Brasiliens statslige virksomheder består sygdommen for fuld styrke og regeringen er fortsat meget protektionistisk. Landet har en økonomisk åbenhed på kun 5%, hvilket er meget lavt for et land med et BNP på 1 billion USD (ca. 8 gange Danmarks). Særligt for en udviklingsøkonomi er lukkethed, dvs. protektionisme, meget skadeligt. USA har til sammenligning en åbenhed på 10%, mens Tyskland har 30% og de er moderne økonomier.
Tidligere statslige selskaber, der presses til at skulle levere overskud og være konkurrencedygtige, har ikke evnen til at effektivisere, fordi der ikke eksisterer erfaringer fra en læreproces på det fri marked, men kan kun finde ud at gøre tingene på den samme måde de altid har gjort det; bare lidt dårligere, for dermed at spare på omkostningerne. Det er klart, at privatiseringen vil få skylden af mange, men problemerne, selskabet nu løber ind i, er et symptom på en sygdom, der stammer fra fortiden; nemlig sløvsindet, korruptionen og trygheden mod virkeligheden. Nu møder den gamle sløve elite virkeligheden og brænder fingrene, eller rettere det gør den lille mand på gulvet. For i toppen er der ingen der ofrer sig selv eller hinanden. Og da slet ikke, hvis mange af dem er gamle familiemedlemmer og venner fra de statslige monopoltider.
Et selskab, der har eksisteret i virkelighedens verden, dvs. under konkurrence og uden skatteborgerne i ryggen, begår ikke så mange fejl som et, der først for kort tid siden blev sat ud i det fri. De gamle virksomheder har erfaring fra en læreproces, hvor fejl blev afsløret ved at konkurrenterne gjorde det bedre. Sådan er det i markedet: Kan konkurrenten gøre det bedre, har du begået en fejl, som du må rette for at overleve. For et statsmonopol, findes der ikke sådanne fejl. Derfor er der heller ingen læreproces. Petrobas er ikke så langt i sin læreproces, men hvis den brasilianske stat hurtigt åbner op for fri konkurrence på verdensmarkedet, vil læreprocessen ske hurtigere.
Det er meget farligt, at stater fører økonomisk virksomhed. Det er som borger svært at være tryg ved, at den koncern, der har lovgivningsmagten, domstolene og politiet, samt skatteopkrævningen, også driver almindelig virksomhed. Kunne man være tryg ved, at Maersk koncernen ikke ville blande tingene sammen, hvis den skulle regere landet, lave lovgivning, drive domstolene og politiet, uddanne og opdrage vores børn, samt opkræve skatterne, den selv havde vedtaget, til egen lomme ? Nej. Det kan vi heller ikke med staten i Danmark for den sags skyld. Stat, skatter og virksomhed har været en ækel sammenblanding med selskaber som Combus og DSB. Men også sygehusvæsenet og folkeskolen er monstre, som medfører mindre velfærd end på det frie marked. I Sydamerika har næsten al industri været æltet ind i staten.
Man må håbe, at verdens regeringer er færdige med at bygge nye statslige monopoler, der lever i en beskyttet fantasiverden, og ikke skaber de værdier, de ville under konkurrence. Det gør alt for ondt på skatteborgerne og på længere sigt hele samfundet, da den økonomiske fremgang mindskes eller hindres fuldstændig. For de ansatte betales prisen, når privatisering skal ske. Så får de lov at betale prisen for, at staten skulle føre økonomisk virksomhed. Staten skal ikke føre økonomisk virksomhed. Aller helst skal den blot beskytte borgerne juridisk, dvs. beskytte frihedsretten og ejendomsretten. Begynder staten at lave andet end det, begynder lobby-grupper og ideologer at misbruge voldsmonopolet, som staten er, til at omfordele andres produktivitet til sig selv; de begynder at stjæle med lovgivningen i ryggen.
Verdens største olieboreplatform er truet af havet, fordi den frie tanke og det frie initiativ er blevet undertrykt alt for længe. Kapitalismen tillader ikke den slags fejl. Det gør kun den alt for tålmodige skatteborger, som Staten selv har præget i sit eget uddannelsessystem.
Herfra ønsker vi held og lykke med at redde verdens største olieboreplatfom.
Verdens største olieplatform tæt på at synke
