Forleden fremlagde AFR sit sidste nye valgflæsk: et års barselsorlov. Jeg kan kun glæde mig på de nybagte forældres vegne. Men græde på mine egne, for det er mig (der ikke er blevet far), som skal betale for det. Vor Herre Bevares!
Vi, der engang læste “Fra socialstat til minimalstat”, må spørge os selv; hvad mente AFR egentlig med bogen? Ja, okay, jeg ved godt, det ikke var ham der skrev den (men derimod en meget hemmelig ghost-writer), men han lagde navn til bogen – og blåstemplede derved det nødvendige oplæg til debat, som den rummede.
AFR har totalt svigtet sine liberale ambitioner – han er en politikker, når de er værst.
I grove træk består AFR’s strategi for at få magten i at love præcis lige så meget som Poul Nyrup Rasmussen. Akkurat som “medianvælgermodellen” cementerer, er AFR og PNR ikke til at skelne fra hinanden.
Den eneste forskel består i, at socialdemokratiet står dårligt i meningsmålingerne. Det lader til, at befolkningen ikke længere tror på partiets velfærdsløgne. AFR har nu overtaget positionen i løgne-scenens leflende rampelys.
Politik har desværre en uheldig tendens: jo mere velfærd politikere lover, jo større er chancen for at blive valgt. Den lov kender AFR kun alt for godt, hvilket kun gør hans adfærd endnu mere forkastelig.
Selvfølgelig gør han det udelukkende af én grund: får at få regeringsmagten. Men hvad sker der, når han bliver statsminister?
Som leder af den ikke-socialistiske opposition har AFR et ansvar; at forklare nødvendigheden og ønskværdigheden af liberale reformer. Sammen med de øvrige ikke-socialistiske politikkere skal han fremlægge en frihedsorienteret vision.
Han skal forklare, hvordan kun markedet kan frembringe den velfærd, som alle politikkere er ved at falde over hinandens ben for at love. Han skal forklare, hvordan markedets og frihedens moralsystem er det eneste menneskeværdige og konsistente.
Omvendt skal han forklare, hvilken menneskelig deroute socialisme foranlediger, hvordan statslig regulering ødelægger landets velfærdsmæssige potentiale, og hvordan socialistisk konformitet forklædt som demokratiske værdier i undervisningssystemet, i medier og på arbejdspladser er ved at korrumpere individuel foretagsomhed, rationalitet og selvværd.
Lad mig understrege, at det er fuldkomment uden betydning, hvorvidt vores næste statsminister hedder AFR, hvis befolkningen ikke forstår nødvendigheden af liberale reformer. Der er med andre ord en verden til forskel på, om AFR bliver valgt til statsminister på baggrund af sine leflende velfærds-løgne, eller fordi befolkningen har indset nødvendigheden af reformer.
Venstre latterlige og landsskadelige ambition om et skattestop er det mest selvmodsigende, en liberal politikker i Danmark længe har fået sig selv til at advokere for. Det burde være indlysende klart for selv den mest venstreorienterede CD’er, at eksempelvis Arbejdsministeriet kan nedlægges på en nat. Dét ministerium frembringer ingenting af værdi. De ansatte skal sendes hjem hurtigst muligt, så arbejdsmarkedets parter kan overtage regulering af de områder, der rettelig hører hjemme hos dem. De horder af statsbetalte embedsmænd, som dagligt forsurer livet for det private erhvervsliv med latterlige ligegyldigheder og bureaukratiske indberetningsskemaer skal finde et produktivt arbejde hurtigst muligt.
Hvem skal sige disse ting, når AFR bliver statsminister?
Den indvandrerpolitiske “strammer”, Inge Dahl-Sørensen?
Motorvejskongen, Svend Heiselberg?
Pensionistrejsearrangøren, Peter Brixtofte?
Statsstøtteformidleren, Ester Larsen?
Kina-lefleren, Bertel Haarder?
Sandheden er, at det ser meget sort ud for Danmark, hvis man ønsker et frit og menneskeværdigt samfund. Der kommer ikke til at lyde liberal retorik fra Folketingets talerstol med en AFR som statsminister. En regeringsperiode med AFR vil være kendetegnet af løbende garantier om “bedre velfærd” for de ekstremt høje skatter. Skatteniveauet vil ikke blive sat nævneværdigt ned – vi skal være heldige, hvis det ikke stiger. Befolkningen vil ikke komme til at forstå markedets enorme potentiale som skabende institution, og eleverne i folkeskolen vil fortsat lære om såkaldte demokratiske værdier – i stedet for at læse, skrive og regne.
En langsigtet liberal strategi må med bydende nødvendighed bestå i folkeoplysning – og ikke folkeforførelse…
Har Anders Fogh Rasmussen sniffet taburetlim?
