Jeg har aldrig rigtig brudt mig om det kommunistiske motto: man skal yde efter evne, og nyde efter behov. Jeg er alt for doven til at yde efter evne og alt for grådig til at nyde efter behov. Derfor er jeg taknemmelig for, at jeg lever i et kommercielt samfund, det er bare ikke kommercielt nok.
Der findes områder hvor der vedvarende advares mod indblanding af kommercielle interesser: kultur, sport, ældreomsorg, sygehusvæsen osv. Kommercielle interesser betyder at der skal laves en profit, og det ser mange som uforsonligt med tanken om tilstrækkelig produktion og kvalitet. Jeg ved ikke, hvor denne illusion kommer fra, men det virker som om at den gængse holdning er, at en profitorienteret virksomhed er nødt til at slække på kvaliteten for at mindske sine omkostninger i produktionen for at få en så stor profit som muligt. Det er naturligvis noget være vås.
Forbrugeren er chefen
En kommerciel virksomhed lever altid med risikoen for, at en anden virksomhed skal lave et produkt, der er bedre og billigere end dens eget. Det fordrer at virksomheden hele tiden skal være på forkant med sine kunders ønsker, både hvad angår pris og kvalitet. En virksomhed, der vedvarende leverer ringere og dyrere produkter end sine konkurrenter, går konkurs. Derfor er kommercielle virksomheder hele tiden nødt til at sikre en produktion, der ikke alene laver de produkter dens kunder gerne vil have, men også gøre dette med så lave produktionsomkostninger som muligt. Det er denne sammenhæng mellem produktionsomkostninger og produkt, økonomer kalder efficiens. Hvis en virksomhed er mærkbart mindre efficient end dens konkurrenter, bliver den nødt til at dreje nøglen om. Det er der de fleste mennesker tager fejl. Der er forskel på efficient produktion og på ensidigt at nedsætte produktionsomkostningerne.
En kommercialisering af et givet område, betyder derfor to ting: produkter der i højere grad stemmer overens med forbrugernes ønsker og mere efficient produktion. Altså bedre og billigere varer. Så lad os fortsætte kommercialiseringen af samfundet, helt ud i ekstremen. Helt derud hvor jeg kan nyde efter evne og yde efter behov.
Og det er så nu, du siger: “hvad så med McDonalds? Deres burgere er dårlige og dyre.” Så lad være med at købe dem, der er heldigvis masser af konkurrence på fastfood markedet. Så hvis du ikke kan lide BigMacs, køb en Whopper eller en Shawarma. At McDonalds eksisterer og er så succesrige, skyldes at de er i stand til at levere et produkt, forbrugerne er interessede i at købe. Kommercialisering betyder, at du kan vælge. Den mulighed har du ikke hos statlige monopoler. Den mulighed har du ikke, hvis du bliver syg, og skal på hospitalet.
Ja. Jeg ved godt, at der er frit sygehus valg, og at der findes privathospitaler, men det er jo ikke sagen her. De offentlige sygehuse er ikke-kommercielle virksomheder og de private sygehuse, er jo i konkurrence med de offentligt betalte. Så forbrugeren høster ikke de fordele, der ville have været i en kommerciel sygehussektor.
Tilsyneladende har selv Det Radikale Venstre fattet det. “Monopoler er med til at fordyre systemet. Derfor bør der etableres flere privathospitaler, og flere af de eksisterende sygehuse bør omdannes til selvejende institutioner” siger partiets sundhedsordfører Inger Marie Bruun-Vierø i Jyllands-Posten i dag.
Det er et skridt i den rigtige retning. Et lille skridt, men det varsler godt for fremtiden og mulighederne for den kommende regering. Medmindre idéen er lidt for liberal for vores kommende statsminister og hans “liberale” parti.
Imens holder jeg vejret, og håber på lidt mod på Borgen. Lidt mod til en yderligere kommercialisering af samfundet, så jeg i højere grad end nu, kan nyde efter evne og yde efter behov.
Det kommercielle samfunds glæder
