Skal vi vinde den kulturelle krig
Igennem 50 år har Harvard Law School Forum sponsoreret kendte talere, heriblandt Fidel Castro, Gerald Ford og Dr. Ruth. Sommetider har talerne affødt lidt offentlig debat men sædvanligvis ikke. En tale af Charlton Heston har dog skabt meget røre. Den kendte skuespiller og konservative aktivist afleverede en brandtale til omkring 200 tilhørere omkring temaet; “en krig om værdier er ved at kapre jeres fødselsret til at tænke og udtrykke, hvad der må være i jeres hjerter.” Han vidste, at han talte i et liberalt forum, en del var konservative men en anden del var endda mere frisindede,” sagde David Christopherson, præsident for Harvard Law School Forum. “Omkring halvdelen udfordrede ham respektfuldt med spørgsmål. Og talen skabte straks en masse debat på universitetet. Men det efterfølgende forløb kom bag på os.” Den 15. marts læste Rush Limbaugh hele talen op direkte i æteren på sit kendte radioshow. Og straks blev han bombarderet med forespørgsler om at få talen tilsendt på tryk. Det samme skete på Harvard Law. “Vi kunne slet ikke følge med efterspørgslen,” sagde,” Mike Chmura fra Harvard.
Charlton Hestons tale år 2000
Jeg mindes en dag min femårige søn skulle forklare i børnehaven hvad hans far lavede. “Min far” sagde han, “forestiller at være mennesker.” Der har også været nogle stykker. Profeter fra det gamle og det nye testamente, et par kristne helgener, generaler af forskellig nationalitet og fra forskellige århundreder, adskillige konger, tre amerikanske præsidenter, en fransk kardinal og to genier heriblandt Michaelangelo. Så hvis I vil have loftet malet om, skal jeg gerne gøre mit bedste. Der synes således altid at være andre talere heroppe, men lige nu er det vist alligevel mig selv. Da jeg så overvejede vores sammenkomst her i aften slog det mig: Hvis min Skaber gav mig evnen til at forbinde jer med disse store mænds hjerter og tanker, så vil jeg nu bruge samme evne til atter at sætte jer i forbindelse med jeres egen sans for frihed for tanke og krop og ikke mindst jeres eget kompas for hvad der er rigtigt.
Til en mindehøjtidelighed ved Gettysburg sagde Abraham Lincoln om Amerika’s situation: “Vi er nu midt i en stor borgerkrig som skal afgøre om denne nation eller en tilsvarende sammensat og pligtopfyldende nation kan bestå.” Disse ord er igen aktuelle. Jeg tror, at vi atter befinder os i en stor borgerkrig, en krig om værdier, som er ved at kapre din fødselsret til at tænke og sige hvad du føler. Jeg er bange for at I ikke længere føler frihedens blod pulse i jeres årer – det materiale, som skabte dette storslåede land.
Lad mig lige opridse. For et år siden blev jeg præsident for National Rifle Association, som beskytter retten til at eje og bære våben. Jeg stillede op, jeg blev valgt og nu tjener jeg som en bevægelig skydeskive for medierne som har kaldt mig alt fra “latterlig” og “vildledt” til en “hjerneskadet, senil, tosset gammel mand”. Jovist, jeg er ret gammel men i hvert fald er jeg ved Gud ikke senil.
Mens jeg har været i sigtekornet for dem som efterstræber frihedsrettighederne i Second Amendment har jeg forstået at våben ikke er deres eneste mål. Nej, det rækker langt videre end blot det. Jeg er kommet til den forståelse at en krig om værdier raser tværs over vores land med orwelsk heftighed – kun bestemte tanker og tale er tilladt. For eksempel marcherede jeg med Dr. King i 1963 – længe før det blev moderne i Hollywood. Men da jeg sidste år til en forsamling sagde, at hvid bevidsthed er lige så gyldig som sort bevidsthed eller rød bevidsthed, kaldte de mig racist. Hele mit liv har jeg arbejdet sammen med talentfulde homoseksuelle. Men da jeg fortalte en forsamling, at bøssernes rettigheder ikke skulle række videre end dine eller mine rettigheder, kaldte de mig bøssehader. Jeg tjente i Anden Verdenskrig mod aksemagterne. Men under en tale, hvor jeg lavede en sammenligning mellem at pille uskyldige jøder ud og at pille uskyldige våbenejere ud, blev jeg kaldt antisemit. Alle, som kender mig, ved at jeg aldrig ville hæve en knytnæve mod mit land. Men da jeg bad en tilhørerskare protestere mod den igangværende værdinedslagtning blev jeg sammenlignet med Timothy McVeigh (bombemanden fra Oklahoma City, red.).
Fra Time Magazine til venner og kolleger lyder det enstemmigt: “Hvor vover du at sige din mening. Du bruger et sprog som ikke er offentlig tilladt!” Men jeg er ikke bange. Hvis amerikanerne troede på den politiske korrekthed ville vi stadig være Kong George’ drenge – undersåtter i en britiske kronkoloni.
I bogen, “The End of Sanity”, skriver Martin Gross at; “indlysende irrationel adfærd hastigt etableres som normen i næsten alle områder af menneskelig handlen. Fra alle sider presses nye vaner, nye regler, nye antiintellektuelle teorier ned over os. Nedenunder er nationen i vildt oprør. Amerikanerne ved at noget navnløst er ved at underminere nationen, noget som tilmudrer sindet når der skal skelnes mellem sandt og falsk og skelne rigtigt fra forkert. Og de kan ikke li’ det.”
Lad mig understrege med et par eksempler: Ved Antioch college i Ohio skal unge mænd som vil være intimt sammen med en medstuderende søge mundtlig tilladelse til hvert trin i processen fra kys over kærtegn og endelig til samleje – alt er det omhyggeligt udspecificeret i en skriftlig vejledning. I New Jersey har statsadministrationen meddelt, at sundhedspersonale som er HIV-positive ikke behøver at informere deres patienter om dette væsentlige faktum – og det på trods af at flere mennesker er døde efter at være blevet smittet af tandlæger som har holdt skjult at de har AIDS. På universitetet “William and Mary” prøvede studenter at ændre skoleholdets navn “The Tribe” fordi de mente, at det var stødende for de lokale indianere. Men de fandt ud af at de indianske Virginia høvdinge faktisk var meget stolte af holdets navn. I San Fransisco vedtog byens vise fædre en forordning, som skal sikre tranvestitter retten til at møde i udklædning på deres arbejde, samt give transseksuelle særlige toiletter til brug i perioden, mens de operationelt skifter køn. På University of Pennsylvania, i staten hvor tusinder døde ved Gettysburg i kamp mod slaveriet, har præsidenten for kollegiet officielt indført adskilte sovesale for sorte studerende.
Ja, jeg ved at det ord er ude af ordbogen nu. Dr. King sagde “Negroes.” Jimmy Baldwin og de fleste af os på marchen sagde “black.” Men det er absolut fy-fy nu. Jeg synes at sammensatte identiteter virker påtagede og ikke mindst “Native-American.” Jeg er en indfødt amerikaner, for Guds skyld.
Nu er det også sådan, at jeg er blodsbeslægtet broder med Miniconjou Sioux stammen. På min kones side er mit barnebarn trettende generation indfødt Amerikaner med stort “A”. Endelig, for blot en måned siden brugte David Howard, formand for Washington D.C. Office of Public Advocate, ordet “niggardly” da han talte med kolleger om budgetforhold. Naturligvis betyder “niggardly” gnieragtigt, knebent eller nærigt. Men i løbet af få dage blev Howard tvunget til at undskylde offentligt og fratræde stillingen. Som klummeskribenten, Tony Snow, skrev: “David Howard blev fyret fordi nogle offentligt ansatte er tåber som a) ikke kendte betydningen af ordet niggardly, b) ikke var i stand til at slå ordet op i en ordbog, og c) i virkeligheden krævede at han undskyldte for deres uvidenhed.”
Hvad betyder alt dette? Det betyder at forskrifter for hvad vi skal tænke er udviklet til forskrifter for hvad vi skal sige, og så kan der ikke være langt til at fortælle os hvad vi skal gøre. Inden I påstår, at I er selve udtrykket for den frie tanke, så fortæl mig lige: Hvorfor opstod politisk korrekthed på de amerikanske universiteter? Og hvorfor kan I fortsat tolerere det? Hvorfor har I, som skal forestille at diskutere idéer, underkastet jer dette pres? Lad os være ærlige: Hvem af jer mener, at jeres professorer virkelig kan sige det, de mener?
Det skræmmer mig til døde, og det burde også skræmme jer, at overtroen på politisk korrekthed hersker i fornuftens haller. I er de bedste og de rigtigste. I, her i den frugtbare krybbe som udgøres af den amerikanske uddannelsesverden, her i lærdommens slot ved Charles River, I er fløden. Men jeg fastholder at I, og jeres lige i resten af landet, er de mest socialt konforme og den mindst politisk engagerede generation siden Concord Bridge. Og så længe I vedbliver at være det, er I – efter jeres forfædres standard – kujoner.
Her er et andet eksempel: Netop nu, på mere end et større universitet, får forskere i Second Amendment valget mellem at holde deres resultater for sig selv eller at blive fyret. Det sker fordi deres forskningsresultater ville underminere storbyborgmestres nuværende bestræbelser på ved rettens hjælp at trække flere hundrede millioner dollars ud af våbenfabrikanterne. Jeg er ligeglad med hvad i tænker om våben. Men hvis ikke det kan chokere jer, så er jeg chokeret over jer.
Hvem skal beskytte den frie tanke, hvis I ikke gør det? Hvem vil forsvare kerneværdien i den akademiske tanke, hvis I, der antages at være forsvarere af den frie tanke og ytringsfrihed, overgav jer og tryglede: “Skyd ikke.” Du er ikke racist blot fordi du taler om racer. Du kønsdiskriminerer ikke, bare fordi du ser forskelle mellem kvinder og mænd. Du bliver ikke antireligiøs fordi du kritiserer en trosretning. Du er ikke bøssehader fordi du accepterer homoseksualitet uden at bifalde det. Lad ikke Amerikas universiteter fortsætte med at tjene som kuvøser for denne vildtvoksende epidemi af ny McCarthyism. Men hvad kan i gøre?
Hvordan kan nogen overvinde og besejre en så gennemtrængende social undertvingelse? Svaret har været her hele tiden. Jeg lærte det for 36 år siden på trappen til Lincoln Memorial in Washington D.C., da jeg stod dér sammen med Dr. Martin Luther King og to hundrede tusind mennesker. Du skal simpelt hen nægte at adlyde. Brug civil lydighedsnægtelse.
Fredeligt, ja. Respektfuldt, selvfølgelig. Ikkevoldeligt, absolut. Men når vi får at vide hvad vi skal tænke, sige eller hvordan vi skal opføre os, så nægter vi.
Vi nægter at efterfølge sociale retningslinier, som undertrykker og stigmatiserer den personlige frihed. Jeg lærte den ærefrygtindgydende magt der ligger i civil lydighedsnægtelse af Dr. King – som igen lærte den af Gandhi, Thoreau, Jesus og alle de andre store mænd som ledte dem med retten mod dem med magten. Civil lydighedsnægtelse ligger i vore gener.
Vi har en medfødt samhørighed med den ånd som smed te i Boston havn, som fik Thoreau til at gå i fængsel, som nægtede at sidde bag i bussen, som proteserede mod en krig i Vietnam. I den samme ånd beder jeg jer fornægte kulturel korrekthed med massiv ulydighed mod kæltringetvang, sociale direktiver og besværlige love som svækker den personlige frihed.
Men pas på – det gør ondt. Civil lydighedsnægtelse betinger, at du udsætter dig selv for en risiko. Dr. King stod på en masse balkoner. Du må være villig til at lade dig ydmyge, blive udsat for den moderne tids udgave af politihunde ved Montgomery og vandkanoner ved Selma. Du må være villig til at undvære enhver form for komfort. Jeg klager ikke, selv om jeg har betalt told for mine årtiers oplevelse som social aktivist.
Lad mig fortælle en historie: For et par år siden hørte jeg om en rapper, kaldt Ice-T, som solgte en cd med titlen “Cop Killer”. I sangen bliver baghold på politifolk og politimord begejstret fejret. CD’en blev markedsført af ingen ringere end Time/Warner, verdens største konglomerat indenfor underholdningsbranchen. Over hele landet blev politiet oprørt. Og mindst een var blevet myrdet. Men Time/Warner snakkede uden om, for cd’en var en ren pengemaskine og hele medieverdenen gik på listesko i denne sag udelukkende fordi rapperen var sort. Jeg hørte, at Time/Warner havde planlagt et aktionærmøde i Beverly Hills. På det tidspunkt havde jeg aktier i foretagendet og besluttede at deltage.
Hvad jeg derefter gjorde, var helt imod de råd jeg havde fået af min familie og kolleger. Jeg bad om ordet. For et stille publikum, af tusinder gennemsnitsamerikanere – alle aktionærer, oplæste jeg ganske enkelt den fulde tekst til “Cop Killer” – hvert eneste onde, vulgære, instruktive ord. “I GOT MY 12 GAUGE SAWED OFF I GOT MY HEADLIGHTS TURNED OFF I’M ABOUT TO BUST SOME SHOTS OFF I’M ABOUT TO DUST SOME COPS OFF…” Det blev værre, meget værre. Jeg vil ikke læse resten for jer. Men tro mig, lokalet var et hav af chokerede, frosne, blegnede ansigter.
Charlton Hestons tale år 2000
