“Vend aldrig ryggen til en missionsmand”, sagde min far, sognepræsten, for mange år siden til mig. Underforstået: Så får du en kniv i ryggen ved først givne lejlighed. Han var Grundtvigianer, tilhænger af “den glade Kristendom”.
Min far fik ret. Man skal passe på med at vende ryggen til. Men missionsfolkene fra dengang var ganske uskadelige sammenlignet med den moderne inkvisitions etisk-økologisk-antividenskabelige miljømafia.
I Lægeverdenen har vi en del problemer med etikken. Samtidig med, at sygeplejerskerne har erklæret at “Florence (Nightinggale) er død” er lægernes “gerning” blevet til et almindeligt job. Men ikke mere almindeligt end at der er nogle, der nidkært vogter over kollegernes etik. Lægeforeningen arbejder hårdt med et nyt Lægeforeningens Værdigrundlag og foreningens vekslende etiske nævn, etiske råd og etiske udvalg har i tidens løb haft travlt med næser og hævede pegefingre. Sidst har Lægeetisk Nævn (LEN, hvis man vil vide mere) uddelt misbilligelser til 256 læger, som med eller uden koner, elskerinder eller elskere var til et godt fagligt møde på Krenkerup Slot om astma kl. 1600 til 1725 om fredagen. Derefter en gevaldig tre-retters-middag med buffet og hornblæsere, solodansere fra den kgl. ballet, natmad, fri bar og dans. til kl. 0145. For en sikkerheds skyld blev deltagerne i busser transporteret tilbage til hotellet. Lur mig, om ikke der nok også har været en lille en til næsen i bussen fra hotellet til middagen. Næste dag var der så igen noget om astma kl. 10-12 for dem, der allerede på det tidspunkt kunne stå på benene.
Desværre var jeg ikke med, muligvis havde jeg slet ikke fået en invitation. For dem er der mange af. I min lommebog står, at jeg kan komme til weekendmøder med middag og overnatning i marts – maj på hotel Scandinavia, i Jægersborg, Tivoli, Fredensborg samt mod en beskeden betaling måske vinde en tur til et iøvrigt meget spændende fagligt møde i Napoli. Derudover møder med et godt måltid mad mindst 2 gange om ugen.
Man skal godt nok have travlt, hvis det skal lykkes for alle de stærkt konkurrerende medicinalfirmaer at gennemkorrumpere os hver gang. Og ingen læge overkommer naturligvis at gå til alt dette.
Faktisk er der et betydeligt fagligt udbytte af de fleste møder. Det er nemlig dygtige danske og internationale forskere, der holder forelæsningerne. Ikke noget hjemmestrikket snik-snak om sorg og krise. Uden disse møder ville vi have endnu sværere ved at følge med i alt det nye, der sker. Nogle læger betragter det som dybt umoralsk at gå til undervisning betalt af medicinindustrien. Lejlighedsvis har man kunnet konstatere, at enkelte af disse kolleger har et forbavsende ukendskab til nogle af de sidste nye medicinske fremskridt. Personlig har jeg været forbløffet over, hvor mange patienter, der endnu ikke har fået behandlet deres svære depressioner efter moderne principper.
Når jeg skal til et sådant møde fortæller jeg glad mine patienter, at “på fredag skal jeg igen til et korruptionsmøde med medicinalindustrien”. “God tur “, siger de.
Det, man får ud af sådanne møder, er både gavn og fornøjelse.
Sammensværgelsen af etiske moralister i nævn og udvalg prædiker ustandselig deres gode moral for os andre og prøver at holde øje med os. Nogle vil have det hele forbudt. Jeg synes, at det er bedre at industriens reklamekroner blive brugt til at gavne og fornøje mig end til at sende dyre farvede stykker pap med latterlig tekster. Jeg ved jo godt, at jeg ikke får en Cognac for mine blå øjnes skyld. Industrien gør det for at tjene penge, men de kan naturligvis også lide at gøre et godt stykke arbejde.
Det er karakteristisk, at hele sagen fra Krenkerup Slot startede med en anonym anmeldelse til LEN.
Jeg har sagt til de yngre læger, der har været under videreuddannelse i vor praksis: Du skal aldrig tage dig af det, hvis du får en næse fra det ene eller andet klagenævn.
Det drejer sig om, at du prøver at gøre dit bedste. Og så længe det ikke koster penge, kan det være lige meget.
Og glæd dig så til en gang om mange år, hvor du kan sige: Nu er jeg blevet så gammel, at der er ingen, der kan gøre mig noget.
Og så betragter jeg iøvrigt stadig mit rimeligt givtige job også som en “lægegerning”. En sag mellem min patient og mig – ikke noget der vedkommer den moralistiske inkvisition.
Moralismens mafia
