Danmark: De Ni Socialdemokratiers Land

Grundtanken i demokratiet er, at hvis man er utilfreds med noget, kan man lave sit eget parti, fremlægge sine ideer og søge indflydelse. Hvis de fremlagte ideer er gode, vil folk stemme på en, og indflydelsen vil blive reel.
Som den såkaldte medianvælgermodel forudsiger er problemet blot, at partierne vil bejle om den “miderste vælger”. Med andre ord vil alle partierne mene det sammen. Denne indsigt er udmærket demonstreret af det danske partisystem. Nuancerne i det danske Folketing er minimale. Oppositionens forslag til finanslov er (uafhængigt af hvilke partier, der sidder i regering) karakteriseret ved latterlige ændringsforslag, og det reelle slagsmål står om nogle få milliarder.
Pluralismen i folketinget, ideen om at alle holdninger repræsenteres, er falsk. Hvor er ultraliberalisterne ellers? I stedet for en partipolitisk mangfoldighed har vi i stedet ni filialer af socialdemokratiet, som alle er ved at falde over hinandens ben for at “bevare velfærden”. Og hvilken velfærd, kunne man spørge?
Her følger en kortfattet karakteristik af Danmarks ni filialer af socialdemokratiet. Karakteristikken er ordnet efter, hvor de placerer sig i det politiske spektrum (dvs. efter hvilken grad af ejendomsret, de respektive partier ønsker):
1) Konservative Folkeparti. En småfacistoid fraktion af socialdemokratiet. Partiet har blandt andet lade sig bemærke ved ikke at tage afstand fra en af dets ordførers udtalelser om “social værnepligt”. Lederen er ikke den skarpeste kniv i skuffen, men har dog ytret ønske om at afskaffe mellemskatten – så boller har han. Man må som liberal være grædefærdig over, at KF pro tempora er det eneste håb om skattenedsættelser. Medlemsskaren af partiet er gammel og grå. Godt nok hader de konservative kommunister, men deres retorik er ynkelig og selvmodsigende.
2) Venstre, Danmark såkaldt liberale parti, er ikke specielt liberalt. Partiets program bør vel nærmest karakteriseres som en slags management-socialisme. Lederen, hvis imponerende ambitioner i starten af 90’erne forblændede mange personer på højrefløjen, har i dag afsløret sig som en småleflende statstilhænger, hvis ambitioner blot rækker til at holde skattetrykket på 50 pct. Det lovede skattestop er ganske enkelt for plat. Hvis Venstre en dag – ufortjent – står med regeringsmagten, har den intet mandat fra befolkningen til at reformere det socialistiske helvede, statsmagten har udviklet sig til. Selvom Uffe Ellemann-Jensen var varmhjertet tilhænger af EU, var hans uforsonlige linje langt klogere og liberal på længere sigt. Årsagen var, at han turde gå foran og forklare, hvorfor reformer var nødvendige.
3) Kristelig Folkeparti. I egentlig forstand et konservativt parti. Gud, Konge og Fædreland. Men puritanismen er til at brække sig over. Partiets modstand mod abort, drikfældighed, seksuelle udskejelser og deslige har heldigvis kun opbakning i det allermørkeste Vestjylland. Et enkelt lyspunkt er dog partiets modstand mod det socialistiske monster, EU.
4) Centrum Demokraterne. Uden tvivl det mest hykleriske og holdningsløse parti i Folketinget. Som døde fisk lader det sig flyde med strømmen. Det eneste positive er partiets holdninger til indvandrere. Men partiets højhellige arrogance over for forslag om reformer af de sociale ydelser er utålelig og det eneste sikre ved partiet. Føj!
5) Radikale Venstre. Det kulturradikale parti. Vi alene vide. Partiet for eliten: “hvis du er klog, stemmer du på radikalt”. Alle dem, som stemmer på RV, lader sig inddele i tre grupper: folkeskolelærer, bureaukrater i centraladministrationen og politikere. Dette svarer meget godt til de 5 pct., partiet nogenlunde stabilt får til Folketingsvalgene. Partiet er helligt og anser alle andre for enten dumme eller asociale. RV er sammen med SF førende inden for miljøhysteriet. Desuden plejede store dele af partitoppen i 80’erne omgang med bødlerne i DDR. Føj!
6) Dansk Folkeparti. Partiet mener præcis det samme som socialdemokratiet, men programmet har dog også en racehygiejnisk dimenssion. Ligesom Venstre smykker DF sig med lånte fjer, når de kalder sig liberalister. DF’s åbenlyse modstand mod “fremmede” er usympatisk og absolut ikke liberalistisk. Føj! Dog er DF mere konsekvent end socialdemokratiet, og hvis partiet havde magt som det har agt, ville det være en mere troværdig garant for opretholdelse af “velfærden”. Det idiotiske tag-selv-bord, som Danmark har stillet frem, er direkte uforeneligt med indvandring, hvis man håber på en tilfredsstillende integration af indvandrere. Venstre og Konservative skal ikke blive forundrede, hvis DF peger på socialdemokratiet ved næste valg…
7) Socialdemokratiet. Partiet for pampere og levebrødspolitikere. Tykke maver, højtbelagt smørrebrød og diæter på LO-højskolen i Helsingør. Socialdemokratiet vandt sidste valg på en stor og åbenlys løgn – og adskillige små. Disse politikere vil gøre hvad som helst for at blive siddende på magten. Partier udgør sammen med fagbevægelsen den “socialdemokratiske koncern” – et usympatisk sammenrend af specielle interessegrupper, som svindler og bedrager for skatteydernes penge. I valgår udgør støtten fra fagbevægelsen det halmstrå, socialdemokratiet må klamre sig til. Uden dét, ville partiet ikke kunne udbrede sine mange ophedede løgne i valgkampens sidste dage. Partiet har ingen folkelig opbakning og opnår derfor udelukkende stemmer på mytedannelse og udbredelsen af løgne.
8) Socialistisk Folkeparti. Partiet udgør den venstreorienterede del af socialdemokratiet. Her sidder de fleste af menneskerne, som i 70’erne og 80’erne var med til at forherlige folkemordene i Østblokken. Alligevel rummer partiet faktisk nogle få idealister. Det positive ved partiet er dets støtte til personlig frihed, men de senere år er de faldet af på den. De er begyndt at begrænse deres medieindsats til at kræve positiv særbehandling for alle mulige minoriteter samt mere omfordeling fra rig til fattig. Partiet er førende inden for miljøhysteriet.
9) Enhedslisten. Et sammenrend af kommunister, miljøfolk, halv-kriminelle og autonome. Disse mennesker har ikke lært noget af murens fald. Medlemmerne udtalte i 80’erne de mest horrible ting om livet i Østblokregimerne. I dag er ransagelsen minimal. Næsten ingen tager partiets sindsyge dagsorden alvorligt. Og lad det blive ved det.