Den 28. november holdt det statsligt subsidierede Børneråd sit årsmøde i Eigtved Pakhus i København. Blandt talerne var rådets formand, Per Schultz Jørgensen og kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, der begge gentagne gange i medierne har gjort sig til talsmænd for øget statslig kontrol med børneopdragelse og -beskyttelse.
Ifølge Ritzau var den uddelegerede forældrerolle et gennemgående tema på mødet, hvor politikere fra stat, amter og kommuner deltog sammen med repræsentanter fra børne- og ungdomsorganisationer. Per Schultz Jørgensen slog i sit indlæg fast, at han tog udgangspunkt i de mange kompetencer, som børn i dag skal have for at kunne begå sig i det komplicerede samfund.
Efter formandens oplæg blev den splittede forældrerolle diskuteret i mindre grupper. I én gruppe var der enighed om, at forældre i samarbejde med det øvrige samfund skal have ansvaret for børnenes opdragelse, så børnenes værdigrundlag i større grad harmonerer. Det hed sig bl.a.: “Det nytter ikke, at børnehaven og folkeskolen ikke har samme normer og værdier – det vil blot forvirre børnene”.
Og hvem skal så definere, hvilke værdier der er gode, og hvilke der er dårlige? Det implicitte svar fra denne gruppe af kollektivister er selvsagt, at det er statens opgave. På denne måde kan man skabe gode, konforme samfundsborgere, der skal lære at prise det socialistiske samfunds lyksaligeheder.
Efter et oplæg fra antropologen, Pia Havdrup Christensen var der bred enighed om, at “forældre generelt har en opfattelse af, at de har ejendomsret over deres børn. Men de må give afkald på nogle af disse rettigheder”.
Hvorfor skulle forældre dog ikke have den opfattelse, at de har ejendomsretten til deres børn? Det er dog trods alt dem, som har sat dem i verden. Hvilket forhold skulle dog berettige, at staten havde en del af ejendomsretten til børn?
Kulturminister, Elsebeth Gerner Nielsen understregede, at forældre, lærerer og statslige institutioner i fællesskab skal lære børn at begå sig i en dynamisk hverdag, og at “det er alles ansvar, at vi får en ny generation af gode samfundsborgere”. Endvidere sagde kulturministeren, at “vi skal udvikle vores børn til borgere, som føler ansvar for samfundet – og ikke til klienter og kunder”. Det sidste var dog en bemærkelsesværdig selvmodsigelse, når man tager højde for alt, hvad Elsebeth Gerner Nielsen ellers står for. Desuden kan man spørge, hvad der er så slemt ved at børn vokser op og bliver “kunder”? I det hele taget viser kulturministerens udtalelser hendes frygt og manglende forståelse for det kommercielle samfund. Udadtil priser hun det, men inderst inde ønsker hun mere statslig kontrol og tvang. Kulturministeren sluttede med at sige, at “det drejer sig om at sørge for, at vores børn kommer til at elske livet”. Mon ikke der skulle have stået “staten”?
Tilføjelse: Børnerådet fik på Finansloven for 2000 4,7 mio. kr. og er reguleret af § 88 i L 453 fra 1997. Ifølge loven skal Socialministeriet nedsætte et “uafhængigt og tværfagligt” organ, der skal – arbejde for børns muligheder for at påvirke samfundsudviklingen – tale børns sag i den offentlige debat – formidle information om børn – påpege forhold i lovgivningenog administrativ praksis, hvor børns behov og rettigheder tilsidesættes – vurdere og påpege forhold i samfundsudviklingen med en uhensigtsmæssig indvirkning på børns udviklingsmuligheder, hvilket bl.a. skal ske i lyset af FN’s Konvention om Barnets rettigheder.
Bred opbakning til facisme på Børnerådets landsmøde
