For at fejre tiåret for Golfkrigen overværede en fornøjet udseende, cigarrygende og riffelskydende Saddam Hussein en seks timer lang militærparade i Bagdad. Den strålende irakiske hærfører proklamerede sig selv som vinder af “Alle kriges moder”.
Saddam har en pointe. Det er svært at skelne vindere fra tabere i den sorte tragikomiske farce, som blev af oliekrigen og dens efterspil. Irak – en nation, som med kun 22 millioner indbyggere og med en hær af 1. verdenskrigs-kvalitet – fremprovokerede USA’s og Storbritanniens vrede ved at inva-dere deres protektorat, Kuwait, men overlevede det største militære overfald i historien efter 2. verdenskrig.
Vigtigere endnu, i det mindste for Saddam, klarede han at være i kamp med verdens største kræfter og blive ved magten indtil i dag – til trods for adskillige forsøg fra hans fjender, som er legio, på at styrte ham. Ved ikke at tabe krigen, vandt han i en eller anden forstand.
Iraks invasion af Kuwait var ikke en del af et forbryderisk forsøg på at overtage den mellemøstlige olie, som Præsident George Bush Sr. hævdede, men et typisk arabisk stammeangreb, fremprovokeret af en uacceptabel ærekrænkelse.
I forbindelse med en diskussion om tilbagebetaling af penge, som Irak havde lånt af Kuwait til krigsførelsen mod Iran, bad Kuwaits tølperagtige kronprins efter sigende Saddam “to kiss my ass”. Værre endnu foreslog kronprinsen, at man sløjfede gælden, hvis de irakiske krigsenker blev sendt til Kuwaits haremmer.
En rasende Saddam beordrede sin hær til at invadere Kuwait og plyndrede det efterfølgende. Umiddelbart forinden havde den amerikanske ambassadør i Irak gjort Saddam forståeligt, at man ville være neutral (“take no position”) i konflikten mellem Irak og Kuwait. Saddam opfattede dette som grønt lys til at straffe Kuwait. Saddam havde trods alt været USA’s nære allierede i den lange krig mod Iran.
Præsident George Bush Sr. opfattede invasionen som en ideel måde at skære Irak ned og udslette landets primitive, men farlige nukleare/kemiske/biologiske våbenprogram. Det bør iagttages, at størstedelen af disse våbenprogrammer var blevet forsynet af vesten og understøttet af britiske og europæiske tekniske rådgivere.
Umiddelbart inden krigen startede, opdagede forfatteren til denne artikel i Bagdad, det britiske team, som var sendt til Bagdad af Hendes Majestæts regering, for at producere anthrax-bakterier til de irakiske styrker til anvendelse mod Iran. Så længe, det var muslimer der blev dræbt og lemlæstet af Iraks gas og bakteriologiske våben, var det okay med Vesten. USA støttede Saddam med talrige andre biologiske agenter.
Visse mellemøsteksperter tror, at USA faktisk lurede Irak i krig. Under alle omstændigheder kunne Saddam ikke trække sig ud af Kuwait uden at miste sit greb om magten. Hitler oplevede samme dilemma ved Stalingrad. Så Saddam Hussein invaderede Kuwait i den falske overbevisning, at Rus-land ville forhindre en US-ledet koalition i at angribe Irak.
Bush Sr.’s 85 mia. $ korstog mod Saddam Hussein bombede Irak – den arabiske verdens moderne nation, som på det tidspunkt havde en levestandard svarende til Grækenlands – tilbage til det 17. år-hundrede. Efterfølgende US-britiske luftangreb, som er fortsat op til i dag, preller af på murbrokkerne.
Kuwait var befriet og gjort sikkert for dets disco-dansende oliesheiker. Men Saudierne og Golf-emiraterne var tvunget til at acceptere amerikanske militære baser og garnisoner, mens de næsten gik konkurs ved at købe ubrugelige amerikanske og britiske våben.
Amerikanerne og briterne fik ikke væltet Saddam i 1991, fordi de havde brug for ham til at styre Irak; en kunstig, ustabil og oprørsk nation skabt for at tjene britiske koloniinteresser. Hvis Saddam faldt, ville Irak, med Mellemøstens anden største oliereserve, splintre i Sunni, Shia og kurdiske re-gioner, hvorefter de ville blive opslugt af Iran og Tyrkiet.
Det er bedre, at Saddam, den arabiske Stalin, styrer Irak, end hvis en eller anden ukendt general… eller endnu værre, de vilde iranere med deres samfundsnedbrydende ideer om, at regionens enorme oliereserver skal tjene hele befolkningen og ikke lille oligarki af vestligt støttede oliesheiker og ge-neraler. Shiaer og kurdere, som blev tilskyndet til at gøre oprør mod Bagdad af Bush Sr. og lovet amerikansk støtte, blev hastigt overladt til Saddams hævn.
Det irakiske folk har lidt forfærdeligt pga. de US-britiske sanktioner og pga. Saddams stædige afvisning af at lade Washington kontrollere Irak gennem såkaldte FN våbeninspektioner, som viste sig at være et skjul for de amerikanske og israelske efterretningsvæsen. USA’s komiske og kluntede forsøg på at vælte Saddam er blevet smadret nådeløst af hans hemmelige politi.
Ifølge FN er 500.000 irakiske børn døde som et direkte resultat af de ti år lange sanktioner. Da den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, blev konfronteret med dette, udtalte hun de mindeværdige ord; “det er en pris, som er værd at betale”.
Sanktionerne mod Irak er ved at smuldre væk, i takt med at resten af verden normaliserer deres re-lationer med det olierige Irak. Ihærdige amerikanske, britiske og israelske forsøg på at holde Irak isoleret er vaklende. Uagtet arabiske ledere og Iran hader Saddam – og på trods af hans brutalitet og bommerter, vedbliver han at være en helt på tværs af Mellemøsten pga. hans trodsighed mod det amerikanske mellemøstlige olieherredømme.
Amerikas glubske straf af Irak – som er gået så langt som til at nægte de irakiske skoler blyanter – har had til USA i hele den muslimske verden og fremprovokeret angreb mod amerikanske interesser. Takket være Golfkrigen og Clinton-administrationens israelsk determinerede udenrigspolitik ses USA i stigende omfang af verdens 1,2 mia. muslimer som en inkarneret fjende.
I mellemtiden bliver Saddam ved med at snyde næse ad USA, og nu står han over for Bush Sr.s søn, som igen står over for Saddams sønner. Ligegyldigt hvem, der regerer Bagdad, vil Irak vedblive at være (for at omskrive et Churchill-citat om Tyskland): “enten for dine fødder eller på din strube”. Så længe Israel med sine atomvåben og Iran med sin store befolkning er fjender, vil Irak stræbe efter at udvikle masseødelæggelsesvåben samt at opnå dominans i Mellemøsten. Men selvom Irak er aggressivt, vil det også være stopklodsen, som holder Iran stangen.
Clinton-administrationen brugte oplysninger indsamlet af FN’s våbeninspektorer i forsøg på at myrde Saddam med missilangreb. I frustration gav til sig til at smide cementbomber over Irak. Washington kunne ikke bestemme sig til, om de skulle dræbe eller beholde Saddam. Den fortløbende krig mod Irak koster omkring 27 mia. dollars om året – og med hvilket resultat? I mellemtiden er Irak blevet USA’s sjettestørste kilde til importeret olie.
I 1942 fæstede Hitler sig ved, at når han havde erobret Sovjetunionen, ville han sætte Stalin – “den eneste, der vidste hvordan man skulle behandle russerne” – tilbage i magten. Saddam, den arabiske Stalin, kender uden tvivl denne historie, og det er derfor, han smiler i Bagdad vintersolskin.
© Eric S. Margolis 2001
Saddam Hussein: Vinder af Golfkrigen
