Om forskellen på demokrati og kapitalisme

Jeg har læst om jeres holdninger på www.rebel.dk, og der er (rigtigt) mange steder jeg er uenig med jer.
I skriver bl.a., at arbejderne i vores samfund er tvunget til at sælge deres arbejdskraft til en snæver kreds af kapitalister – dvs. dem, som ejer produktionsapparatet. Det er forkert. De allerfleste mennesker i dag er kapitalister. Flere og flere ejer aktier – og har således mulighed for medbestemmelse på, hvorledes produktionen tilrettelægges, og hvad der overhovedet skal produceres. Et oplagt eksempel er måske Frank Aaens forening ”Kritiske Aktionærer”, som søger indflydelse i ”storkapitalistiske” virksomheder.
Ydermere er det ikke kun det socialistiske samfund, som levner plads til medarbejderejede virksomheder (eller korporativer). Det er muligt for ”arbejdere” at købe bestyrelsen ud af deres virksomhed, hvis de er utilfredse med et eller andet. Mange steder benytter man også medarbejderaktier eller –optioner (dvs. medbestemmelse og del i ”merværdi”) som et motivationsmiddel i produktionsprocessen. Dette er en fornuftigt form for økonomisk demokrati, som venstrefløjen yndede at tale så meget om i 1970’erne.
Der er flere årsager til, at man ikke benytter medarbejderaktier alle steder. For det første er ”arbejdere” ofte uinteresserede i det ansvar, det er at lede en stor virksomhed. For det andet har ”arbejdere” ikke så stor en viden om virksomhedsstyring og planlægning af produktion. En tredie mulighed er selvfølgelig, at visse firmaer er meget kapitalintensive, således at det ikke er muligt for arbejderne at samle midler nok til en overtagelse.
At visse mennesker ender som direktører og andre som ”arbejdere” er blot et resultat af kapitalistisk arbejdsdeling. Med andre ord bliver man sat til at lave det, man er bedst til. Direktører får mere i løn end ”arbejdere”, fordi de har et større ansvar, og fordi det arbejde, de udfører, er mere værd for samfundet. En direktør er mao. sværere at erstatte end den enkelte arbejder.
I skriver:
”Konkurrencen skaber afsætningsvanskelligheder, og i dag har de økonomiske magthavere lært, at hvis lønnen ryger for langt ned, så truer det deres egen omsætning, idet arbejdernes købekraft forringes”.
Det er udtryk for en surreal og paranoid indstilling, hvis man tror, aflønningen af arbejdskraft sker på baggrund af overvejelser om købekraften til kapitalisternes produkter. Lønforhandlinger foregår i mange tilfælde i dag decentralt, hvorfor det ville være individuelt rationelt af den enkelte virksomhedsejer at minimere sine lønomkostninger og til gengæld høste frugten af, at andre virksomhedsejere gav deres arbejdskraft høj løn – en virksomhed sælger jo ikke kun til sine egne ansatte. Derfor er jeres forestilling om en kapitalistisk sammensværgelse om et for kapitalisterne optimalt lønniveau åbenlyst forkert.
Bagefter skriver I (i tråd med Marx), at dette alligevel sker ”gang på gang”.
Her er et af de steder, hvor Marx utallige (og ofte metafysiske) påstande rent faktisk har kunnet verificeres eller falsificeres. I dag er arbejdere rigere og har større købekraft end nogensinde før i verdenshistorien. Faktisk bliver arbejdernes købekraft større og større hele tiden. Dels bliver varerne billigere som følge af den løbende kapitalistiske arbejdsdeling og effektivisering af produktionen, dels bliver arbejdernes lønninger større og større, fordi kravene til arbejdskraftens specialisering gør den mindre erstattelig.
Allerede jeres gode venner (eller skulle jeg skrive bekendte?) Luxemburg, Bernstein og Kautsky indså, at dette gjorde sig gældende for den gennemsnitlige tyske arbejder i 1800-tallet, hvilket ledte dem til deres revisionistiske (kætterske?) erkendelse af Marx’ dialektiske materialisme.
Endvidere skriver I om det socialistiske samfund:
”Arbejderne på en fabrik bestemme, hvordan fabrikken skal køre, men når de skal bestemme, hvad og hvor meget der skal produceres,gøres det udfra det reelle samfundsbehov.”
Men hvordan og (måske mere vigtigt) hvem skal afgøre, hvad der er samfundets “reelle behov”?
Jeres svar er utvivlsomt, at beslutninger angående produktionen af et bestemt gode skal være betinget af en (base)demokratisk proces – at produktionen af goder skal under “demokratisk kontrol”. Desuden skriver I et eller andet sted, at de mennesker, som skal bruge godet, skal have indflydelse på produktionen.
Sidstnævnte standpunkt er i virkeligheden meget vidtgående. Det betyder, at jeg som forbruger i et socialistisk samfund skal have indflydelse på, hvordan tandbørster produceres. Eller screeningsudstyr til hospitaler (som jeg intet ved om). Eller tre-trinsraketter til opsættelse af satellitter (til at sprede propaganda om det socialistiske samfunds lyksaligheder).
Det giver sig selv, at dette er umuligt – eller i hvert fald ikke ønskværdigt. Forbrugerens indflydelse på produktionsprocessen må på en eller anden måde begrænses. Problemet er, at forbrugere ikke har indsigt i produktionen af alle goder. Det har til gengæld direktionen og bestyrelsen i de respektive virksomheder, som producerer de forskellige ting.
Fordelen ved et kapitalistisk samfund er, at det er forbrugerne, som gennem deres forbrugsvalg bestemmer, hvad der skal produceres. Til gengæld er deres indflydelse på selve produktionsprocessen forholdsvis begrænset. Virksomheder, som af den ene eller anden grund har en “politisk ukorrekt” produktionsproces kan blot vælges fra af forbrugerne. Men ellers består forbrugernes rolle blot i gennem deres anvendelse af penge at sende et signal til producenterne om, hvad de ønsker.
Lad os antage, at forbrugernes indflydelse på produktionsprocessen i et socialistisk samfund ikke udgør noget stort problem, og at en for alle parter tålelig måde at producere på kan tilvejebringes.
Så kan vi et øjeblik tænke os til et socialistisk samfund:
Hvordan skal vi finde ud af, hvad der skal produceres af følgende alternativer: Cykler, Volvo Amazon eller Mercedes S-klasse?
Lad os antage, at der er tre forskellige grupper med følgende præferencer for de forskellige alternativer:
Gruppe (1) foretrækker Cykler, da de ikke forurener eller larmer. Hvis dette ikke er muligt, ønsker gruppen at producere Volvo Amazon, fordi de er vilde med Brødrene Bisp, som hjælper marginaliserede grupper. Hvis ingen af disse goder kan produceres ønsker de at producere Mercedes S-klasse, selvom den er socialt uacceptabel og forurenende.
Gruppe (2) har følgende præferencer: Volvo Amazon foretrækkes frem for Merceres S-klasse, som foretrækkes frem for Cykler.
Gruppe (3) foretrækker Mercedes S-klasse frem for Cykler, som foretrækkes frem for Volvo Amazon.
Nu spørger dirigenten på det møde, hvor det skal afgøres, hvad der skal produceres i det socialistiske samfund; ”skal vi producere Cykler”?
Gruppe (1) og (3) ønsker nu at stemme for, da de så får tilgodeset deres præferencer i størst udstrækning.
På samme måde vil (1) og (2) stemme for, hvis der skal stemmes om at producere Volvo Amazon.
(2) og (3) vil stemme for, hvis der stemmes om Mercedes S-klasse.
Problemet er, at det i virkeligheden er op til dirigenten til forsamlingen at afgøre, hvad der skal produceres. Kollektive valg kan altid manipuleres. Ikke bare af en dirigent, som bestemmer, hvad der skal stemmes om (og i hvilken rækkefølge). Stemmeaftaler er et naturligt resultat af rationelt handlende individer i forbindelse med flertalsafgørelser i kollektive valg. Stemmeaftaler er et problem, da de generer inefficiente løsninger.
Faktisk findes der ingen løsning på problemet med manipulation af kollektive valghandlinger. De to matematiske økonomer Gibbard & Satterthwaite har bevist, at det ikke kan lade sig gøre at konstruere en ikke-manipulerbar kollektiv valgproces.
Et andet problem i det socialistiske samfund er, at vi ikke ved, hvor stor en vægt de forskellige grupper tillægger de forskellige resultater. Det kan eksempelvis sagtens være, at grupperne (1) og (2) er mere eller mindre ligeglade med (eller i hvert fald ikke lige så optaget af), hvilket resultat, der genereres af afstemningen som gruppe (3).
Dette skaber en klar asymmetri i de forskellige gruppers nytte af udkommet af afstemningen. For uagtet resultatet ikke betyder det store for gruppe (1) og (2), ændrer det jo ikke deres adfærd – de handler stadig i deres egeninteresse. Derfor er det sandsynlige resultat af “demokratisk kontrol” med produktionsprocessen, at samfundets nytte ikke maksimeres, idet der kan blive produceret varer, som kun maksimere dele af samfundets nytte.
Dette problem eksisterer ikke i det kapitalistiske samfund. Netop ledet af deres selvinteresse (ussel søgen efter profit) screener virksomhedslederne et marked (= hele samfundet) for betalingsvillighed (offeromkostning eller nytte). På denne måde produceres (kun) de ting, samfundethar størst behov for.
Konklusionen er, at såkaldt demokratisk kontrol ikke er lige så “demokratisk” som selve det kapitalistiske system, idet dendemokratiske beslutningsproces kuninteresserer sig for at maksimere dele (blot over 50 pct.) af samfundets nytte, samtidig med at den lader hånt om resten af samfundet.
Dertil kommer, at de processer i det kapitalistiske system, som skal afgøre, hvad der skal produceres oghvordan fordelingen af goder og rigdom skal se ud, tager udstrakt hensyn tilminoriteter kontrært til, hvad offentligheden i almindelighed tror.
I en såkaldt demokratisk valgproces, kan der sagtens opnås resultater, som skader enkelte grupper, fordi deres ejendomsret til jord, intellektuelle præstationer, ydelser, goder oa. ikke respekteres af den demokratiske valgproces. Under den kapitalistiske “valgproces” afgøres som tidligere omtalt, hvad der skal produceres udfra hensynet til betalingsvilje.Det kapitalistiske system udmærker sig netop derved, at ingen kan tvinge personer til at gøre noget imod egen vilje (hvis ejendomsretten skal respekteres). Med andre ord skal grupper, som giver afkald på nytte i én forstand, kompenseres gennem tilførsel af nytte i en anden.