Historien om DDT og den "danske holdning"

DDT, 1,1,1-trichloro-2,2-bis-(p-chlorophenyl)ethane
er et syntetisk pesticid, som blev lavet første gang
i 1939. Dets anvendelse som insecticid efter 2. verdenskrig
fik betydning for både landbrug og bekæmpelse af
tyfus og malaria i verden og blev også anvendt i Danmark
indtil 1984, hvor skovbruget var de sidste til at anvende det
mod snudebiller (1). Det blev meget hurtigt
populært pga. dets store giftighed overfor insekter samt
dets simple og billige fabrikationsmåde. På et tidspunkt
blev DDD (en anden form for DDT) endda anvendt til behandling
af kræft i binyren(2). På
verdensplan blev DDT markedsført som det helt store vidundermiddel,
hvilket hurtigt viste sig i store stigninger landbrugsproduktion
og fald i antallet af tyfustilfælde (spredes bl.a. af
lus) og malaria tilfælde (spredes af Anopheles myggen).
 
I 1962 udkom en bog "Silent Spring" af Rachel Carson,
som blev startskuddet til "miljøbevægelsen",
som vi kender den i dag. I bogen udtrykte forfatteren stor bekymring
over menneskets (industriens) behandling af naturen og deriblandt
anvendelsen af pesticider (DDT), som dræber af naturen.
Der blev lavet en del undersøgelser, og der gik da heller
ikke længe før "forskere" kom med 3 hovedanklager
mod DDT:
 
DDT er kræftfremkaldende.
DDT ophobes
i fødekæden og forårsager tynde æggeskaller
hos specielt rovfugle, hvilket resulterer i nedgang i truede
fuglebestande.
DDT har en
lang halveringstid, dvs. er lang tid om at blive nedbrudt
af organismen og i naturen.
Den første
anklage: DDT er kræftfremkaldende
Det blev hurtigt "come il faut",
at beskylde DDT for at være kræftfremkaldende.
Alligevel har det været uendeligt svært at finde
beviser på noget sådant, medmindre man i et laboratorium
fodrede forsøgsdyr med doser adskillige 100.000 gange
større end selv folk, der arbejdede med DDT, nogensinde
blev udsat for. Faktisk lavede man også forsøg
på mennesker, hvor man afprøvede stoffets giftighed.
Et studium af dosiseffekt forhold
i USA viste, at mennesker ved enkeltdoser på 6 til10
milligram DDT per kilogram fik hovedpine og kvalme, men at
symptomerne forsvandt efter 24 timer. Det forsøg er
naturligvis kun interessant, hvis man blev udsat for en kortvarig
forgiftning. Derfor lavede man også forsøg med
længere tids eksponering. Her lod man mennesker indtage
0.31 to 0.61 mg DDT/kg/dag i op til to 21 måneder UDEN
nogen form for symptomer. Dette skal sammenlignes med et anslået
indtag i en alm. husholdning på 0,000032 mg DDT/kg/dag
(1981) – altså 10.000 gange lavere (3). Nu kan man selvfølgelig
påpege, at man helst skal kunne tåle stoffet gennem
et helt liv, men det retfærdiggør nok ikke en
faktor 10.000. Det siger lidt om det hysteri, der fulgte i
kølvandet på det faktum, at man overhovedet var
i stand til at måle DDT andre steder end dér,
hvor man havde spredt det. En del af kræftanklagen udmøntede
sig specifikt i, at DDT skulle have en østrogen effekt
og være med til at forårsage brystkræft
hos kvinder. Denne hypotese er følgende blevet afvist
af nyere undersøgelser af blodprøver aflagt
af 240 forsøgspersoner i 1976 (4).
Den anden anklage: DDT ophobes
og forårsager tynde æggeskaller hos fugle
DDT er svært opløseligt
i vand og bindes primært til fedtvævet i levende
organismer. Når et dyr fortærer et andet, vil
DDT rester hos byttedyret overføres til rovdyret og
kun langsomt udskilles. Dvs., at jo højere et dyr befinder
sig i fødekæden, jo højere koncentration
af DDT vil kunne måles. Man kædede hurtigt dette
fænomen sammen med fundet af tynde æggeskaller
og konkluderede, at dette måtte skyldes DDT. Der var
bare et enkelt problem. Tynde æggeskaller var et fænomen,
som havde eksisteret 47 år, før DDT overhovedet
blev introduceret! Før DDT blev anvendt, var begrundelsen
på tynde æggeskaller mangel på Calcium,
hvilket også er en mere sandsynlig forklaring, da det
er hvad æggeskallerne består af (5).
Den 3. anklage: DDT nedbrydes kun langsomt
DDT bindes hårdt til det øverste
jordlag og nedbrydes kun langsomt . Dette er selvfølgelig
problematisk, hvis den 1. og 2. anklage var korrekt. Men da
DDT kun vil findes i koncentrationer mange tusinde gange lavere
end den påviseligt skadelige dosis på mennesker,
ja så forbliver et forbud lidt et slag i luften.
DDT idag
Da miljøministerierne i Europa
og USA i 70´erne og 80´erne gav efter for de mange
anklager og forbød anvendelsen af DDT i Europa og USA,
advarede industrien mod den økonomiske og sundhedsmæssige
risiko. Der indtraf dog aldrig nogen større katastrofe,
da der hurtigt kom andre produkter, som kunne erstatte DDT
på markedet for landbrugssprøjtemidler. Malaria
vedbliver dog med at være et stort problem, bare ikke
i de lande, som påberåber sig at være foregangslande
på miljøområdet (heriblandt Danmark). Faktum
er, at DDT i dag stadig er det eneste realistiske alternativ
til bekæmpelse af malaria i mange fattige lande. Dette
anerkendes også af WHO:
Den første anklage: DDT er kræftfremkaldende
 
Det blev hurtigt "come il faut", at beskylde DDT for at være kræftfremkaldende. Alligevel har det været uendeligt svært at finde beviser på noget sådant, medmindre man i et laboratorium fodrede forsøgsdyr med doser adskillige 100.000 gange større end selv folk, der arbejdede med DDT, nogensinde blev udsat for. Faktisk lavede man også forsøg på mennesker, hvor man afprøvede stoffets giftighed.
 
Et studium af dosiseffekt forhold i USA viste, at mennesker ved enkeltdoser på 6 til10 milligram DDT per kilogram fik hovedpine og kvalme, men at symptomerne forsvandt efter 24 timer. Det forsøg er naturligvis kun interessant, hvis man blev udsat for en kortvarig forgiftning. Derfor lavede man også forsøg med længere tids eksponering. Her lod man mennesker indtage 0.31 to 0.61 mg DDT/kg/dag i op til to 21 måneder UDEN nogen form for symptomer. Dette skal sammenlignes med et anslået indtag i en alm. husholdning på 0,000032 mg DDT/kg/dag (1981) – altså 10.000 gange lavere3. Nu kan man selvfølgelig påpege, at man helst skal kunne tåle stoffet gennem et helt liv, men det retfærdiggør nok ikke en faktor 10.000. Det siger lidt om det hysteri, der fulgte i kølvandet på det faktum, at man overhovedet var i stand til at måle DDT andre steder end dér, hvor man havde spredt det. En del af kræftanklagen udmøntede sig specifikt i, at DDT skulle have en østrogen effekt og være med til at forårsage brystkræft hos kvinder. Denne hypotese er følgende blevet afvist af nyere undersøgelser af blodprøver aflagt af 240 forsøgspersoner i 19764.
Den anden anklage: DDT ophobes og forårsager tynde æggeskaller hos fugle
DDT er svært opløseligt i vand og bindes primært til fedtvævet i levende organismer. Når et dyr fortærer et andet, vil DDT rester hos byttedyret overføres til rovdyret og kun langsomt udskilles. Dvs., at jo højere et dyr befinder sig i fødekæden, jo højere koncentration af DDT vil kunne måles. Man kædede hurtigt dette fænomen sammen med fundet af tynde æggeskaller og konkluderede, at dette måtte skyldes DDT. Der var bare et enkelt problem. Tynde æggeskaller var et fænomen, som havde eksisteret 47 år, før DDT overhovedet blev introduceret! Før DDT blev anvendt, var begrundelsen på tynde æggeskaller mangel på Calcium, hvilket også er en mere sandsynlig forklaring, da det er hvad æggeskallerne består af5.
 
Den 3. anklage: DDT nedbrydes kun langsomt
 
DDT bindes hårdt til det øverste jordlag og nedbrydes kun langsomt . Dette er selvfølgelig problematisk, hvis den 1. og 2. anklage var korrekt. Men da DDT kun vil findes i koncentrationer mange tusinde gange lavere end den påviseligt skadelige dosis på mennesker, ja så forbliver et forbud lidt et slag i luften.
 
DDT idag
 
Da miljøministerierne i Europa og USA i 70´erne og 80´erne gav efter for de mange anklager og forbød anvendelsen af DDT i Europa og USA, advarede industrien mod den økonomiske og sundhedsmæssige risiko. Der indtraf dog aldrig nogen større katastrofe, da der hurtigt kom andre produkter, som kunne erstatte DDT på markedet for landbrugssprøjtemidler. Malaria vedbliver dog med at være et stort problem, bare ikke i de lande, som påberåber sig at være foregangslande på miljøområdet (heriblandt Danmark). Faktum er, at DDT i dag stadig er det eneste realistiske alternativ til bekæmpelse af malaria i mange fattige lande. Dette anerkendes også af WHO:
"DDT still has an important role to play in saving
lives and reducing the burden of malaria in some of the world’s
poorest countries, states the World Health Organisation (WHO)
(6).
Malaria er stadig i
dag en af de sygdomme, som resulterer i stor fattigdom og
nød. Det er derfor et udtryk for dobbeltmoral, når
nogle lande vil gennemføre et verdensforbud mod DDT,
inden realistiske alternativer er opnået. I øjeblikket
arbejdes på en verdenstraktat, som skal forbyde DDT.
Der er dog undtagelser som imødekommes af WHO: Den første anklage: DDT er kræftfremkaldende
 
Det blev hurtigt "come il faut", at beskylde DDT for at være kræftfremkaldende. Alligevel har det været uendeligt svært at finde beviser på noget sådant, medmindre man i et laboratorium fodrede forsøgsdyr med doser adskillige 100.000 gange større end selv folk, der arbejdede med DDT, nogensinde blev udsat for. Faktisk lavede man også forsøg på mennesker, hvor man afprøvede stoffets giftighed.
 
Et studium af dosiseffekt forhold i USA viste, at mennesker ved enkeltdoser på 6 til10 milligram DDT per kilogram fik hovedpine og kvalme, men at symptomerne forsvandt efter 24 timer. Det forsøg er naturligvis kun interessant, hvis man blev udsat for en kortvarig forgiftning. Derfor lavede man også forsøg med længere tids eksponering. Her lod man mennesker indtage 0.31 to 0.61 mg DDT/kg/dag i op til to 21 måneder UDEN nogen form for symptomer. Dette skal sammenlignes med et anslået indtag i en alm. husholdning på 0,000032 mg DDT/kg/dag (1981) – altså 10.000 gange lavere3. Nu kan man selvfølgelig påpege, at man helst skal kunne tåle stoffet gennem et helt liv, men det retfærdiggør nok ikke en faktor 10.000. Det siger lidt om det hysteri, der fulgte i kølvandet på det faktum, at man overhovedet var i stand til at måle DDT andre steder end dér, hvor man havde spredt det. En del af kræftanklagen udmøntede sig specifikt i, at DDT skulle have en østrogen effekt og være med til at forårsage brystkræft hos kvinder. Denne hypotese er følgende blevet afvist af nyere undersøgelser af blodprøver aflagt af 240 forsøgspersoner i 19764.
Den anden anklage: DDT ophobes og forårsager tynde æggeskaller hos fugle
DDT er svært opløseligt i vand og bindes primært til fedtvævet i levende organismer. Når et dyr fortærer et andet, vil DDT rester hos byttedyret overføres til rovdyret og kun langsomt udskilles. Dvs., at jo højere et dyr befinder sig i fødekæden, jo højere koncentration af DDT vil kunne måles. Man kædede hurtigt dette fænomen sammen med fundet af tynde æggeskaller og konkluderede, at dette måtte skyldes DDT. Der var bare et enkelt problem. Tynde æggeskaller var et fænomen, som havde eksisteret 47 år, før DDT overhovedet blev introduceret! Før DDT blev anvendt, var begrundelsen på tynde æggeskaller mangel på Calcium, hvilket også er en mere sandsynlig forklaring, da det er hvad æggeskallerne består af5.
 
Den 3. anklage: DDT nedbrydes kun langsomt
 
DDT bindes hårdt til det øverste jordlag og nedbrydes kun langsomt . Dette er selvfølgelig problematisk, hvis den 1. og 2. anklage var korrekt. Men da DDT kun vil findes i koncentrationer mange tusinde gange lavere end den påviseligt skadelige dosis på mennesker, ja så forbliver et forbud lidt et slag i luften.
 
DDT idag
 
Da miljøministerierne i Europa og USA i 70´erne og 80´erne gav efter for de mange anklager og forbød anvendelsen af DDT i Europa og USA, advarede industrien mod den økonomiske og sundhedsmæssige risiko. Der indtraf dog aldrig nogen større katastrofe, da der hurtigt kom andre produkter, som kunne erstatte DDT på markedet for landbrugssprøjtemidler. Malaria vedbliver dog med at være et stort problem, bare ikke i de lande, som påberåber sig at være foregangslande på miljøområdet (heriblandt Danmark). Faktum er, at DDT i dag stadig er det eneste realistiske alternativ til bekæmpelse af malaria i mange fattige lande. Dette anerkendes også af WHO:
“A premature shift to less effective or more costly alternatives
to DDT is likely to be unsustainable. Countries need time
and resources to evaluate and select alternatives that are
locally appropriate and sustainable. In the meantime, they
require the reassurance that DDT can be used, if needed, to
protect human lives. This is simply good planning, and good
planning needs time and cash(7).
På den seneste konference mellem 120 lande i Johannesburg
den 4.-9. december 2000 var DDT da også en af undtagelserne
i en ny konvention, som forbyder og begrænser anvendelsen
af en række stoffer (de såkaldte POP-stoffer,
heriblandt DDT).Den første anklage: DDT er kræftfremkaldende
 
Det blev hurtigt "come il faut", at beskylde DDT for at være kræftfremkaldende. Alligevel har det været uendeligt svært at finde beviser på noget sådant, medmindre man i et laboratorium fodrede forsøgsdyr med doser adskillige 100.000 gange større end selv folk, der arbejdede med DDT, nogensinde blev udsat for. Faktisk lavede man også forsøg på mennesker, hvor man afprøvede stoffets giftighed.
 
Et studium af dosiseffekt forhold i USA viste, at mennesker ved enkeltdoser på 6 til10 milligram DDT per kilogram fik hovedpine og kvalme, men at symptomerne forsvandt efter 24 timer. Det forsøg er naturligvis kun interessant, hvis man blev udsat for en kortvarig forgiftning. Derfor lavede man også forsøg med længere tids eksponering. Her lod man mennesker indtage 0.31 to 0.61 mg DDT/kg/dag i op til to 21 måneder UDEN nogen form for symptomer. Dette skal sammenlignes med et anslået indtag i en alm. husholdning på 0,000032 mg DDT/kg/dag (1981) – altså 10.000 gange lavere3. Nu kan man selvfølgelig påpege, at man helst skal kunne tåle stoffet gennem et helt liv, men det retfærdiggør nok ikke en faktor 10.000. Det siger lidt om det hysteri, der fulgte i kølvandet på det faktum, at man overhovedet var i stand til at måle DDT andre steder end dér, hvor man havde spredt det. En del af kræftanklagen udmøntede sig specifikt i, at DDT skulle have en østrogen effekt og være med til at forårsage brystkræft hos kvinder. Denne hypotese er følgende blevet afvist af nyere undersøgelser af blodprøver aflagt af 240 forsøgspersoner i 19764.
Den anden anklage: DDT ophobes og forårsager tynde æggeskaller hos fugle
DDT er svært opløseligt i vand og bindes primært til fedtvævet i levende organismer. Når et dyr fortærer et andet, vil DDT rester hos byttedyret overføres til rovdyret og kun langsomt udskilles. Dvs., at jo højere et dyr befinder sig i fødekæden, jo højere koncentration af DDT vil kunne måles. Man kædede hurtigt dette fænomen sammen med fundet af tynde æggeskaller og konkluderede, at dette måtte skyldes DDT. Der var bare et enkelt problem. Tynde æggeskaller var et fænomen, som havde eksisteret 47 år, før DDT overhovedet blev introduceret! Før DDT blev anvendt, var begrundelsen på tynde æggeskaller mangel på Calcium, hvilket også er en mere sandsynlig forklaring, da det er hvad æggeskallerne består af5.
 
Den 3. anklage: DDT nedbrydes kun langsomt
 
DDT bindes hårdt til det øverste jordlag og nedbrydes kun langsomt . Dette er selvfølgelig problematisk, hvis den 1. og 2. anklage var korrekt. Men da DDT kun vil findes i koncentrationer mange tusinde gange lavere end den påviseligt skadelige dosis på mennesker, ja så forbliver et forbud lidt et slag i luften.
 
DDT idag
 
Da miljøministerierne i Europa og USA i 70´erne og 80´erne gav efter for de mange anklager og forbød anvendelsen af DDT i Europa og USA, advarede industrien mod den økonomiske og sundhedsmæssige risiko. Der indtraf dog aldrig nogen større katastrofe, da der hurtigt kom andre produkter, som kunne erstatte DDT på markedet for landbrugssprøjtemidler. Malaria vedbliver dog med at være et stort problem, bare ikke i de lande, som påberåber sig at være foregangslande på miljøområdet (heriblandt Danmark). Faktum er, at DDT i dag stadig er det eneste realistiske alternativ til bekæmpelse af malaria i mange fattige lande. Dette anerkendes også af WHO:
 
Afslutning af debatten
 
DDT blev, da det kom frem, markedsført
som det nye vidundermiddel. Efter det var blevet anvendt en
del år, blev det pludselig hængt på korset
som en menneskeskabt plage, som var skyld i tynde æggeskaller,
kræft osv. Det eneste reelle problem ved DDT er, at
det er blevet brugt på en måde, som har skabt
resistens* hos de insekter,
man søger at udrydde. I lyset af de mange mennesker,
som er blevet reddet af DDT (reddet fra malaria/tyfus), har
DDT absolut været med til at øge livskvaliteten
og har ikke beviseligt været så skadeligt som
påstået. I den forbindelse må man sige,
at man havde ret første gang. DDT var et vidundermiddel,
og det værste, der kan siges i dag, er, at det er blevet
forældet visse steder pga. af resistens samt udviklingen
af nye midler, som dog er dyrere. DDT vedbliver derfor med
at være vidundermidlet, når det gælder fattige
malariaplagede lande. Det er svært rationelt at argumentere
for et verdensforbud. Man skal derfor søge realistiske
alternativer til DDT som billigt og effektivt bekæmpelsesmiddel,
før man forbyder anvendelsen, såfremt man politisk
vil afskaffe det. Alt andet vil være umenneskeligt,
da millioner af mennesker dømmes til død og
sygdom, og det primært af lande, som har deres på
det tørre heriblandt Danmark, som mener at have råd
til at handle efter det såkaldte "forsigtighedsprincip".
Dette foreskriver, at selvom man ikke har 100 % teknisk og
videnskabeligt grundlag for et stofs giftighed eller farlighed,
må det ikke hindre, at man laver en international
regulering, hvis man har (begrundet) mistanke om stoffets
virkninger. Det indebærer jo automatisk, at da man aldrig
er 100% sikker på noget, så får "forsigtighedsprincippet"
læs: Miljøministeriet et carte blanche-argument
for ethvert indgreb, som ikke behøver teknisk eller
videnskabeligt grundlag, og som kun Kirkeministeriet må
siges at have haft før i tiden – og nu skal det så
gælde for internationale reguleringer udstukket af bl.a.
Danmark! DDT overlevede heldigvis også denne runde i
Johannesburg.
 * resistens kan her være genetisk resistens, som gør
myggen i stand til at tolerere højere doser af DDT
eller adfærdsresistens, hvor myggen i stadig større
grad undviger områder med DDT. Den førstnævnte
er umiddelbart den mest uheldige, idet kun opfindelsen af
nye midler kan løse problemet. Resistens opstår
ved længerevarende påvirkninger af lave doser
DDT, som giver bedst mulighed for naturlig selektion 8
.
 
Referencer: (Alle de her listede referencer er sat på
som internetreferencer og er ikke alle stamkilder)
 
1) http://www.nip.dk/dagsor/umt/um071196/10.htm
2) http://www.atsdr.cdc.gov/ToxProfiles/phs8908.html
3) http://www.atsdr.cdc.gov/ToxProfiles/phs8908.html
4) http://www.junkscience.com/news/kolata2.html
5) http://www.sciencenews.org/sn_arc98/4_25_98/fob2.htm
6) http://mosquito.who.int/docs/DDT%20REL.html
7) http://mosquito.who.int/docs/Press%20Release%20WHO-15.htm
8) http://www.ihh.kvl.dk/htm/kc/genetik/1/1/tsld004.htm