Oprettelsen af Kulturministeriet
Introduktionen af statsstøttet og -styret kultur er historisk set klart et totalitært træk. Ingen brugte mere systematisk kunsten og kulturen til at fremme egne politiske dagsordener end det nationalsocialistiske regime i Tyskland 1933-1945 og det under det sovjetiske barbari 1917-1991. Danmark har historisk set været et klassisk liberalt land og fik således først vort Kulturministerium i 1961 (det er uvist, hvordan politikere overhovedet kan forklare, at der var et kulturelt udbud inden dette år). Oprettelsen af Kulturministeriet skal ikke ses som det første forsøg på at styre kunsten og kulturen. Nationalmuseet i dets nuværende form skabtes eksempelvis allerede i 1850’erne ved en overflytning af kongelig kulturejendom efter 1849-grundlovens bestemmelser om adskillelsen af kongens og statens ejendom. Jeg ved ikke, hvor længe Det Kongelige Teater har modtaget offentlig støtte, men det er sikkert også siden dets fødsel i 1748.
Men groft sagt kan man sige, at den offentlige kulturpolitik indtil oprettelsen af Kulturministeriet i store træk rettede sig efter, hvad der kan kaldes almenvellets (grimt ord) interesser. Danskernes ”fælles” kulturarv, oldtidsfund, teaterstykker, kunst af ”national” interesse osv. Selv den gang måtte rammen for den omfattede kunst og kultur dog fordre et klart politisk skøn; hvad var væsentligt for vor kulturarv, og hvad var ikke?
Men fra 1961 skulle kunstnerne og kulturen dog tilgodeses med støtte for at fremme denne hidtil ”oversete” sektor af arbejdsmarkedet. Måske var erfaringerne fra den nationalsocialistiske styring af kunsten for præsente til, at man turde foretage åbenlyse politiske prioriteringer heri i Danmark. I hvert fald var datidens parole om kulturpolitikken, at man skulle ”støtte men ikke styre”, som den første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholdt, sagde. Hvis man blot har den mindste politologiske indsigt, må det stå klart, at et sådant slogan er absurd. At støtte er – specielt i politisk øjemed – at styre.
For at distancere sig fra den totalitære kulturpolitik oprettede man i stedet under Kulturministeriet sindrige netværk af udvalg og råd, som kunne støtte hinanden og hinandens arbejder med bevillinger, arbejdslegater, rejselegater og rejemadder på hvidt brød i et nepotistisk, usympatisk sammenrend af mennesker, som åbenbart fandt det helt naturligt, at de ikke bare kunne skalte og valte med hæderlige danskeres ejendom – men tillige skulle have den frækhed at bestemme og definere, hvad der var god eller lovende kunst, som var værd at støtte og se på.
Nepotistiske netværk
Som tiden er gået er de mange fornemme idealer ifm. uddelingen af støtte selvsagt gået fløjten, og det kan i dag forekomme meget uklart, hvordan de sindrige nepotistiske netværk på nogen måde skulle have kunnet gavne kvaliteten af det danske kulturudbud. Journalisten Michael Larsen har i et par kronikker i Berlingske Tidende gravet nogle horrible eksempler på nepotisme og inhabilitet frem.
Det siger sig selv, at de uigennemsigtige netværk af kunstnere, som skulle give støtte til hinanden, stort set kun ville komme til at gavne dem selv samt deres ideologisk ligesindede intellektuelle – et i udpræget grad arrogant og venstreorienteret kleresi. Hvordan det kan lade sig gøre, at kunstnere og intellektuelle næsten med usvigelig sikkerhed altid er venstreorienterede, har Ludwig von Mises beskæftiget sig med i sin bog, ”The Anti-Capitalistic Mentality” (1972). En ganske kort gennemgang af hans synspunkter findes i artiklen, Determinismen i den kollektivistiske retorik.
Hvorfor danskerne har fundet sig i umyndiggørelsen af deres kulturelle indsigt og selvbestemmelse må være en gåde. Lagerforvalteren Peter Rindals heroiske modstand mod de utålelige statslige kulturinstitutioner havde bred opbakning fra slutningen af 1960’erne og op til 1980’erne. Og specielt gælder, at denne opbakning ikke mindst var at finde i de lag af befolkningen, som partierne bag oprettelsen af Kulturministeriet foregav at repræsentere.
Luderkunstnere
Men modstanden er i dag tilsyneladende død – selvom udbredelsen af støtteordninger aldrig har været mere udbredt og absurd. Eller også er den danske befolkning kommet til den erkendelse, at det blot ikke nytter at modsætte sig den i politiske kredse attraktive politisering af kunsten. Støtten til kulturen fungerer som en effektiv bestikkelse af kunstnerne for at disse holder deres kæft og forråder deres egne idealer om at forholde sig kritisk til samfundsudviklingen og den til enhver tid siddende regering. Måske er det også derfor, at den nuværende borgerlige (?) regering ikke har turdet tage støtten fra det klæbrige kunstkleresi (KKK).
Efterårets planer om administrative forenklinger i kunststøtteuddelingen skulle imødegå de værste nepotistiske problemer og de af Rolf Bagger og Michael Larsen dokumenterede habilitetsproblemer – i specielt Kunstfondens litterære udvalg, hvor udvalgets egen formand, Henning Mortensen, har været en af de store bidragsmodtagere. At den borgerlige regering har stillet et fornuftigt spørgsmålstegn til KKK’s evne til at give hinanden støtte på et ikke alt for subjektivt grundlag og uden skelen til personlige forhold blev akkompagneret af en sjældent set forargelse over denne mistro blandt ”kunstnerne”. KKK’s foretrukne offentlige talerør, Politiken og Information fyldtes med indlæg om den borgerlige regerings kulturfjendskhed og den påståede manglende anledning til mistroen.
Det har nok stået alt for klart for den borgerlige regering, hvilket hændervridende, langtrukkent, offentligt spektakel, der ventede den, hvis de samlede bevillinger til KKK blev beskåret. Resultatet blev da også, at bevillingsprocedurerne blot blev mere ”strømlinede”, at bevillingerne forblev ubeskåret, og at luderkunstnerne holdt igen med deres løsslupne dyr, psykedeliske farver og papmaché-happenings om, hvor slem den nye regering er.
Hvad er kunstens opgave?
For at afgøre, om det kan være en statslig opgave at støtte kulturelle tiltag, må man først gøre sig klart, hvad kunstens opgave i bred forstand egentlig er. Hvis vi skal forsøge at nærme os en sådan klarhed på et ikke for subjektivt grundlag, må det konkluderes, at kunsten er det, som får os til at reflektere over vor tilværelse.
Kulturarven (hvordan den end defineres) er til for at bringe lys over vor fortid. Den kan derved få os selv til at reflektere over, hvor vi kommer fra, og hvordan vi er kommet herhen. Til forskel fra kulturarven er samtidens kunst og kultur – litteraturen, teaterstykkerne, skulpturer, billeder osv. – input i en debat, om hvad hvordan vi lever nu, samt hvor vi er på vej hen.
Det er nok de færreste, der er uenige i, at mennesket er et nysgerrigt væsen, og at de fleste i en eller anden udstrækning interesserer sig for vor kulturs fødsel og udvikling i samtiden og i fremtiden. Kunsten får netop sin eksistensberettigelse herfra – fra menneskets nysgerrighed og den deraf følgende efterspørgsel efter kulturelle ydelser. Mennesket har brug for – og ønsker fra tid til anden – at blive rystet i dets grundvold, at sætte tingene på spidsen og blive provokeret af vort samfunds dilemmaer og paradokser. Er vore værdier rigtige? Hvad med vore prioriteringer? Korresponderer disse med hinanden?
Selvfølgelig er kunsten også andre ting (et sødt og harmonisk billede af en solnedgang fungerer dog nok ikke som en provokation hos særligt mange), men det er kunstnernes fornemmeste opgave at hjælpe til at besvare disse spørgsmål ved at sætte vor dagligdag, vaner og kultur i relief.
Selve subsidieringen af kunsten er et udtryk for en mistro over for, om befolkningen nu også vil se den ”rigtige” kunst og i den ”rigtige mængde” – ellers ville Kulturministeriet med dets sindrige støtteordninger ikke eksistere.
Nu er jeg ingen stor fan af demokrati. Men grundlaget for den demokratiske tanke må være, at individer selv danner sig meninger og tanker om vor tilværelse, som kan hjælpe dem til at komme igennem hverdagen på en meningsfuld vis samt at gøre meningerne gældende hvert fjerde år ved stemmeurnerne. Hvis demokrati vitterlig har en legitimitet (hvilket jeg ikke mener), må den stamme fra individerne, som konstituerer det. Derfor kan det umuligt være i overensstemmelse med den demokratiske grundtanke, at staten gennem kulturpolitikken (eller andre tiltag som skolepolitik) skal have indflydelse på individers meningsdannelse.
Statsstøtte hindrer kunst i at fungere
Et generelt højt skatteniveau og subsidieringen af visse kunstneres værker resulterer faktisk i det modsatte af hensigten med kunst, fordi skatterne eksproprierer velstand hos befolkningen, som kunne blive brugt til at efterspørge kunstneres ydelser. Subsidieringen af ikke-bæredygtig kunst medfører derfor – alt andet lige – at befolkningen udstyres med incitamenter til at se kunst, som de ikke af sig selv ville efterspørge. Der er derfor tale om en generel forvridning af kunstudbuddet og derfor også en forringelse af mulighederne for at tilgodese befolkningens efterspørgsel.
På trods af subsidieringen af kulturen findes der dog masser af teatre, som ikke engang spiller for halvt fulde sale, malerier, som aldrig bliver set og bøger, som aldrig bliver læst. Selvom det i kunstkredse bliver almindelig kendt, at en bestemt person ikke skriver bøger, som bliver læst, er det ikke en hindring for, at denne person kan modtage forskellige former for støtte i lange perioder af sit liv. En sådan forfatter bør tage et job i den private sektor, så han kan tilvejebringe noget af værdi for menneskeheden.
Statsstøttet kunst, som aldrig bliver set eller oplevet af andre end en kulturradikal avantgarde opfylder ikke kunstens egne målsætninger om at være et friskt og anderledes pust i hverdagen. En SID’er, som ikke ser en teaterforestilling, og som aldrig har hørt om den, er heller ikke tilbøjelig til at tænke over den.
Og mens vi er ved SID. Kulturstøtte er et eklatant eksempel på den såkaldte velfærdsstats omfordeling fra fattige til rige. Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut har i denne publikation nået frem til, at Det Kgl. Teaters brugeres (og navnlig ikke-brugeres) betalingsvillighed afhænger signifikant positivt af deres indkomst. Parentetisk bemærket når publikationens forfatter ved en af de anvendte estimationsmetoder frem til en negativ betalingsvillighed hos visse af brugerne, hvilket ville være ensbetydende med, at de skulle have penge for at leve med Det Kgl. Teaters eksistens!
Tendensen til, at lavere indkomstgrupper ikke interesserer sig for Det Kgl. Teater kan utvivlsomt udstrækkes til det øvrige statslige, kulturelle udbud. Det er mao. ikke familien Jensen fra Vestegnen, der ser statsstøttet eksperimentelt teater, det er direktør Hallandsen og frue fra Nordsjælland samt Politiken-læsere. Det er heller ikke Jensen fra Vestegnen, der læser de få digtsamlinger, som statsstøttede forfattere trods alt kan få sig selv til at skrive. Og det er heller ikke Jensen fra Vestegnen, der ser – endsige køber – de billeder, som statsstøttede malere har produceret.
Det er derfor på tide, at den kulturradikale avantgarde selv betaler for sine venner i KKK. Kulturen bør privatiseres fuldstændigt, Kulturministeriets bygninger bør sælges til højstbydende, og alle de ansatte skal fyres. Den kulturelle meningsdannelse bør igen være op til de enkelte individer i samfundet. Sådan fungerer et menneskeværdigt og civiliseret samfund.
Læs også Sælg eller forsvind – eller hvorfor markedsøkonomi er godt for god kunst og Statsnarkoman eller underholder? og Skrid, Paul Auster!.
Privatiser kulturen
