Et interview med Paul Cantor: Østrigsk økonomi og kultur

[Redaktionel note: Dette interview har tidligere været bragt i Austrian Economics Newsletter (AEN) i 2001]
AEN: Inden vi skal tale om dit arbejde med populærkultur, lad os da gennemgå dit litterære projekt.
Cantor: Projektet om at kigge på litteratur med kapitalistiske øjne begyndte, da jeg forberedte et foredrag til en Mises Institute konference i 1992 og vandt prisen for det bedste foredrag. Men det er noget, jeg havde tænkt på i flere år.
Jeg overvejede, hvordan jeg kunne bruge min træning i østrigsk økonomi inden for mit eget specialiseringsområde.
AEN: Foreningen af økonomi og litterær kritik var allerede anerkendt inden for din profession?
Cantor: Ja, faktisk ser der ud til at være en automatisk sammenhæng: Hvis man taler om økonomi og litteratur, skal man være marxist. Dette synspunkt dominerede specielt litterær kritik i midt-firserne.
Men i de sene firsere blev marxisme betvivlet inden for praktisk taget alle andre intellektuelle grene. Den ægte socialismes kollaps i Østeuropa var det endelige nederlag for den teoretiske og praktiske sag for socialisme. Men der var litterære kritikere, som var marxister og opførte sig som om intet var hændt. Det ville være som at skrive om litteratur og astronomi fra et ptolemæisk perspektiv.
Jeg ville vise, at det er muligt at tale om litteratur og økonomi på måder, som ikke er marxistiske. Mange marxistiske kritikere viste eksempelvis, hvordan litteratur ofte støtter den kapitalistiske ideologi. Faktisk så det ud for mig, som om mange forfattere var programmerede venstrefløjstilhængere og søgte at pille markedsøkonomien ned. Bør vi ikke tage notits af dette faktum? Og hvad med de forfattere, som forstår markedsøkonomien? Vi bør også tage notits af deres indsigter. Heraf besluttede jeg mig for at spille bolden tilbage på venstrefløjens banehalvdel.
AEN: Hvad var din første indsats?
Cantor: Det var en genfortolkning af Thomas Manns “Disorder and Early Sorrow” i lyset af den misesianske monetære teori. Resultatet viste, det bar frugt. I hans historie, som finder sted i Tyskland under den store inflation, vendes hele kulturen og økonomien om pga. den himmelsøgende pris på absolut alt.
Folkets tidspræferencerate, som Mises beskrev, var også himmelsøgende. I det inflationære miljø havde de unge autoritet og prestige, mens de gamle blev rakket ned på. I stedet for at spare op kæmpede husmødre for at bruge så mange penge som muligt.
Hyperinflation førte til en form for hyper-virkelighed, hvor intet har en fast mening. Samfundet fløj ud af kontrol.
[Redaktionel note: denne hyper-virkelighed, hvor samfundet taber enhver meningsfuld målestok er også beskrevet af den østrigske forfatter, Stefan Zweig, i den anbefalelsesværdige bog, “Verden af i går”, DBK]
Dette er alt sammen meget fint for Manns del. Han kendte ikke til østrigsk økonomi eller Mises’ teori, men som kunstner mærkede han de kulturelle konsekvenser af inflation. Men kritikere som ikke er bekendte med litteraturen om inflation misser måske helt hans pointe.
I øvrigt har Manns historie har også relevans i dag. Nogle af de samme kulturelle konsekvenser – undermineringen af traditionel autoritet, subsidiering af ungdom – er alle til stede. Hvor meget af dette der kommer af den ekspansive monetære politik, er op til økonomerne at finde ud af.
AEN: Man må formode, at selv venstrefløjen burde kende til inflationens destruktive kræfter.
Cantor: Og alligevel er det nogle gange svært, at forudsige hvad de synes om og ikke synes om. Selvom de fleste kritikere er marxister, accepterer de ikke engang Marx’ syn på skiftet fra feudalisme til kapitalisme som et velkomment begivenhed dikteret af historien. De vil stadig romantisere middelalderen som en slags storslået prækapitalistisk utopi.
For eksempel skriver kritikerne essays omhandlende Shakespeare, der diskuterer kollapset af den feudale orden, som om det er noget vi skulle fortryde. Dette er en god indikation af hvor stærk den antikapitalistiske mentalitet er. Disse mennesker vil hylde alt der ikke er kapitalisme.
Jeg skrev et essay omhandlende Percy Shelley, der blev publiceret i Journal of Libertarian Studies. Jeg viste at som progressiv i det tidlige nittende århundrede, afviste han det gamle merkantilistiske system i Storbritannien og argumenterede for guldstandarden. Jeg antydede, at selv en ægte marxist blev nødt til at se ham som progressiv, fordi han afviste levningerne fra feudalismen.
Men på en eller anden måde missede de marxistiske kritikere dette punkt. Når kritikere diskuterer hans essay “A Philosophical View of Reform”, er de yderst forundrede over, hvorfor han argumenterer for guldstandarden. Men det er tydeligt at han så papirpenge som et værktøj for rige med gode forbindelser. Kritikere ser på Shelley, som en radikal de burde lide, men de har ikke nogen opfattelse af, hvad radikalisme faktisk betød dengang. Det betød ikke socialisme, som vi kender det nu; ofte betød det laissez-faire.
AEN: Hvad svarer du kritikere som beskylder dig for, at gøre det samme med litteraturen som marxisterne gjorde, blot med en anden politisk agenda?
Cantor: Jeg hører det hele tiden. Denne kritik preller lige af. Problemet med økonomisk kritik af litteratur er ikke, at det tager hensyn til økonomi, men at der bruges en dårlig økonomisk teori. Generelt er det en fejl at dumpe økonomisk og social kritik fra venstrefløjen, hvilket højrefløjen har gjort. Et perfekt eksempel er den gamle “New Criticism”, som ønskede at separere studiet af litteratur fra alt i den virkelige verden. Det er til syvende og sidst en steril og selv-ødelæggende position.
Faktum er dette: De fleste folk kommer til litteratur, fordi de forsøger at lære noget om verden. De er interesserede i vigtige økonomiske og politiske spørgsmål. At forsøge at opklare disse emner og havne i en slags mytisk renhed er udpinende.
Svaret er ikke at tappe litteraturen for økonomi og politik, men at bruge den rigtige slags økonomi og politik for at få en dybere forståelse af den verden, litteraturen præsenterer os for.
Det virker meget bedre at tilbyde studerende et alternativt politisk-økonomisk perspektiv, end at forlange at de helt opgiver politisk fortolkning. Bekæmper du ild med ild, eller med vakuum? Der er en ægte og retfærdiggjort impuls til at studere litteratur på en måde, som indeholder en større forståelse af måden vi lever på. Vi bør ikke fortælle vore studerende: “Nej, stil ikke sådanne spørgsmål!”, vi bør sige: “Sådanne spørgsmål er legitime, og her er et perspektiv, du ikke kan få nogen andre steder.”
AEN: Antyder du at det pre-marxistiske syn delvist bærer skylden for det marxistiske syns fremkomst?
Cantor: Ganske rigtigt. Der er en grund til, at marxistisk kritik ryddede emnet. “New Critisism”s forsøg på at snakke om den “genetiske fejlslutning”, “omskrivningens kætteri” og “et digt skal ikke mene, men være” – dette er alt sammen et forsøg på at skille litteraturen fra ethvert spørgsmål om mening. Det efterlod et tomrum, som skulle fyldes.
AEN: Og alligevel: Ser det ikke ud, som om der er en uregerlig tendens til socialisme i kunsten og de humanistiske fag?
Cantor: Jo, og jeg har skrevet om det. Under indflydelse af Mises’ “Anti-Capitalistic Mentality” har jeg undersøgt bl.a. H.G. Wells og Oscar Wildes socialisme og forsøgt at vise, hvorfor det har været i kunstneres interesse at støtte socialisme.
Om især Wilde og hans essay “The Soul of Man Under Socialism”: Der bliver ikke ofte talt om dette essay, fordi det er for afslørende. Det var et forsøg på oprigtighed, fra den mest uoprigtige mand som nogensinde har levet. Og det repræsenterer et sjældent tilfælde, hvor en socialistisk forfatter indrømmer, at hans tilknytning til socialisme er rent æstetisk.
For eksempel siger Wilde, at han finder fattige folk hæslige, så derfor vil han gerne have nogen til at tage sig af dem, hvilket nærmest betyder at få ryddet dem af vejen. Dette afsnit antyder, hvorfor så mange kunstnere er endt som socialister.
De vil have nogen andre til at tage sig af problemet med de ikke-smukke.
AEN: Det forklarer måske, hvorfor Wilde ikke normalt er på listen med de store socialistiske forfattere.
Cantor: Og dog prøvede Wilde ikke engang på at anvende økonomiske argumenter. I disse dage prøver næsten ingen venstreorienterede på at gøre det. I dette Wilde essay ser du selve kernen af, hvad der er tilbage. Han ser nostalgisk tilbage på protektionsalderen [da kunsten kun støttedes af få og rige og typisk aristokratiske mæcener, DBK]. Han kan ikke lide loven om udbud og efterspørgsel. Han kan ikke lide idéen om, at en roman af Anthony Trollope bliver succesfuld, fordi folk kan lide den.
Hvorfor skulle almindelige folk være i stand til at bedømme Wilde?
Det er et rigtigt godt essay til at se, lige hvor reaktionær socialisme er. Den virkelige nøgle til at forstå, hvorfor Castro er så populær hos Latinamerikanske forfattere – og hvorfor socialisme tiltrækker så mange forfattere og kunstnere – er at disse forfattere, ikke føler sig værdsat nok af markedet. De leder efter den Store Mand, diktatoren som vil genkende deres genialitet og ophøje deres talenter over den ubetydelige middelstand af borgere.
Dette var grunden til Ezra Pounds fascination af Mussolini, for eksempel. Men, vi kender til forfatterne, der er tiltrukket af fascismen, alligevel hører vi meget mindre om dem, som stadig er tiltrukket af socialismen. Det stammer alt fra den samme impuls.
Vi er kommet til et punkt, hvor de eneste argumenter tilbage for socialismen er æstetiske. Men en af de store løgne om socialisme, er, at den på en måde er blevet interesseret i ægte kunst. Hvad der end kan siges om massernes smag, så er den højst sandsynligt stadig bedre end smagen hos regeringens bureaukrater, der udpeger og vælger kunst under socialistisk diktatur. Som kunstens beskyttere har socialistiske diktatorer en elendig fortid.
AEN: Og alligevel skriver Wilde i dette essay, at den ideelle regering for en kunstner er ingen regering i det hele taget.
Cantor: Ja, det gør han. Og til hans forsvar, betød socialisme for ham ikke Sovjetunionen. Men dette understreger det faktum, at han var meget forvirret: Socialisme for Wilde var blot en kunstnerisk fantasi. Hvad det virkelig kan koges ned til er dette: Socialisme er ikke kapitalisme. Det er ikke markedsøkonomi. Forbrugeren er ikke konge. Dette er grunden til, at kunstnere tiltrækkes af socialisme. De håber, at socialisme vil befri dem fra deres største frygt: At blive bedømt af den menige mand.
AEN: Du bruger ordet protektion uden at skelne mellem privat og offentligt.
Cantor: Der er en forskel på regeringens støtte til kunst og den private støtte. Men der er også en forskel mellem aristokratisk protektion og den kommercielle markedsplads. Det er mest det sidste, der skræmmer kunstnere, selvom jeg tror, det kan vises at den kommercielle markedsplads faktisk har været rigtig godt for kunsten. Tyler Cowen fremfører dette argument [i “In Praise of Commercial Culture”, DBK].
Men vi må være forsigtige med, at bedømme et regeringssystem på kunsten den leverer. Stalin havde en ret god smag for musik.
Han døde, mens han lyttede til Mozarts 23. pianokoncert, et stykke musik af Maria Yudina. Han havde hørt det på radioen og forlangte at eje det. Uheldigvis var det en live optræden, han havde hørt. Så Stalins håndlangere måtte jage Yudina og orkestret op af sengen for at optage det, og optagelsen blev leveret næste morgen. Det var denne optagelse der var på Stalins afspiller, da de fandt ham død.
Den kapitalistiske markedsplads har mindst lige så god en fortid i at fremme god kunst som aristokratisk protektion og bestemt meget bedre end statensbureaukrati. Af disse tre kategorier gjorde aristokratisk protektion det ganske godt, specielt under renæssancen. Dog skrev Shakespeare for markedet, ligeså gjorde Händl. Operaen og romanerne i det nittende århundrede var fremskyndet af middel-klassens markedsplads.
AEN: Wilde skrev selv for markedspladsen for den sags skyld.
Cantor: Han var selv meget dygtig til marketing, og han konkurrerede intenst. Han var den tids mester i medieverdenen.
Det er en af ironierne. Mises har korrekt observeret, at de mest succesfulde kunstnere nogle gange har de mest intense sympatier for socialismen. De udvikler en dårlig samvittighed over deres succes, efter almenheden har belønnet dem. De fortryder at have nedlagt konkurrenterne og er ikke helt sikre på, at de er så talentfulde, som deres profit viser dem det.
En anden ting er, at verdenen i den victorianske periode er meget tættere på vores tid, end vi tror. Det var den første totale kommercialisering af høj kunst, vi kan finde. Kommercielle samordninger var almindelige, således Wildes amerikanske turné var designet til at forberede vejen for åbningen af Gilbert og Sullivans opera Patience. Sammen med hver af Dickens romaner var der actionfigurer klar til at blive solgt. Der var mange tricks af alle slags, som for eksempel føljetonerne i magasiner, som alle var designet til at kaste kunst ud til masserne for at lave penge. Det producerede en masse rigtig god kunst.
Det er en romantisk myte, at kunstnere ikke er det for pengene skyld. Mange var og er, og det er helt i orden. Det, det handler om, er hvordan vi håber at få pengene. I Shakespeares tilfælde kunne han skrive digte eller skrive drama. Han valgte at skrive drama, for det var dér pengene var. Vi kan takke markedspladsen for at vi har Hamlet og King Lear.
AEN: Du kunne lide filmen Shakespeare in Love, fordi den viste den kommercielle side af skuespilsforfatteren.
Cantor: Ja, det var filmens fortrin frem for alle dens tåbelige anakronismer. Javist ser vi det første tegn på den kommercielle sammenslutning af kunst og markedsplads i det elizabethanske teater. Jeg har essays af både Marlowe og Ben Jonson omhandlende dette emne, og de viser, at de var begge fascinerede af den kapitalistiske orden, der begyndte at udvikle sig på deres tid.
Den første litterære behandling af det frie marked er, så vidt jeg ved, Ben Jonsons Bartholomew Fair. Han argumenterer for den spontane orden. Faktisk er selve stykket et eksempel på spontan orden, hvor organisationer dukker tilfældigt op, mens en underliggende orden begynder at opstå, efterhånden som det udvikler sig.
AEN: Hvilke bestemte kunstnere i historien er både geniale, originale og i perfekt harmoni med den kommercielle markedsplads?
Cantor: Et meget svært spørgsmål. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen. Der er en vis spænding mellem de æstetiske og økonomiske verdener. Behovet for markeder til at anvende standarder af nytte og rationalitet skubber ofte kunstnere i den forkerte retning. I bedste tilfælde får man kunstnere, som ikke er helt fjendske over for markedet. For eksempel Joseph Conrad i hans bog The Secret Agent, hvor han forsvarer den klassisk-liberale orden mod ekstremerne fra højre og venstre. Han viser, hvad der er galt med socialisme og autokrati. Til sidste forsvarer han nødtvungent den Britiske liberale orden.
Hvad det kan koges ned til, er dette: Der er noget aristokratisk ved god kunst. Og kunstnere har på mange måder følt sig bedre tilpas med aristokrater end med middelklassen. I de sjældne tilfælde, hvor de slutter sig til den klassisk-liberale orden, er det i bedste tilfælde halvhjertet.
Måske er et af de bedste litterære forsvar for kapitalisme nogensinde Elizabeth Gaskills Nord og Syd, der udkom i 1855. Hun forsvarer de moderne industrialister i byen Manchester. Alligevel er der, selv her, en lille smule nostalgi for den Gamle Verden: Hovedpersonen, som er middel-klasse kapitalist, gifter sig ind i en aristokratisk familie, som skærer noget af kanten af ham.
AEN: Hvad er effekten af statens støtte til kunsten?
Cantor: Ideen bag staters støtte til kunsten, er, at kunstnere arbejder bedst, når de er bekvemmelige og sikre i deres personlige økonomi. Historiske beviser antyder det modsatte. Det er ubekvemme forhold og usikkerhed, der fører til god kunst.
Staters støtte, som har afskærmet det tyvende århundredes kunstnere fra markedspladsen, har gjort kunsten meget dårligere. Det har så godt som ødelagt klassisk musik i vores århundrede.
Nu snakker jeg ikke om serieproduktion som sådan, hvis oprindelse var drevet af en indre nødvendighed i kunstnerisk udvikling. Men hvorfor prøvede en hel generation af komponister så dårligt på at efterligne denne teknik? Det er her statens, universiteternes og fondenes tilskud er afgørende. En ting er for Schönberg at komponere med tolvtoners metoden; en anden ting er for en hel hær af efterabere, at tro de kunne leve af at efterabe ham.
AEN: Og dog er det i disse dage betragtet som groft at kritisere enhver form for kunst, især den som regeringen har subsidieret.
Cantor: Faktisk sandt. Jeg tror, det stammer fra den store myte om den første opførelse af Igor Stravinskys Rite of Spring. Ifølge legenden opstod der pga. de nye og opfindsomme toner, der kom fra orkestret, tumult blandt det spidsborgerlige publikum i Théatre des Champs-Elysées i Paris. Alligevel betragter vi i dag Stravinskys kreation som et mesterstykke. Pointen er, at vi bør være fuldstændigt ukritiske mht. kunsten.
Faktisk var der mange dårlige aspekter ved den første opførelse. Orkestret kunne ikke spille musikken. Og publikum var mere imod og grinte af Vaslav Nijinskys koreografi og især kostumerne (de var faktisk grinagtige), end det var musikken det var galt med. Der er en film der hedder Nijinsky der indeholdt nogle scener som fik mig til at tænke: “Sikke en elendig film. De der kostumer er så åndsvage!”. To uger senere var jeg på New Yorks Naturhistoriske Museum, som havde en udstilling af de originale Rite of Spring kostumer, og det viste sig, at Nijinsky-filmen var fuldstændig nøjagtig.
Pga. myten fra denne nat i Paris har vi en arv, som fortæller publikum, de aldrig må buhe af et stykke klassisk musik. Endnu værre, så har vi den antagelse at hvis et stykke musik bliver buhet, så skal det være godt. Faktisk ville mange af os, hvis vi kunne se Rite of Spring, som det originalt blev opført, sikkert pibe det af scenen – hvis vi da stadig har den kritiske intelligens tilbage til at lave sådanne bedømmelser. Og i dag vil du bemærke, at det næsten altid bliver opført som et koncertstykke og ikke som en ballet. Det er derfor publikum elsker det.
AEN: Hvad med argumentet om at det tyvende århundredes kunst og litteratur, er så forstyrret, fordi det var en blodsfyldt æra, og at dette faktum er afspejlet i maleri og musik?
Cantor: Jeg er lige blevet færdig med et essay, hvori jeg blev bedt om at nævne de fem største romaner fra det tyvende århundrede. Jeg begyndte det med sætningen: “Det var et mørkt og stormfuldt århundrede,”, som en parodi på den berømte åbningslinie. Det er rigtigt, at dette punkt forklarer historien om Kafka og romanerne af Orwell og Solzhenitsyn. De afspejler tyranniet, som stater har skabt. Kunstnere har en tilbøjelighed til at hente deres inspiration fra foruroligende begivenheder.
Mange folk tænker på Kafka som en forfatter med metafysiske fantasier, der skildrer en ren drømmeagtig verden. Men enhver som, ligesom Mises, voksede op med det Østrig-Ungarnske bureaukrati vil vide, at Kafka på mange måder var en realist. Hans værk tiltaler så mange i dag, fordi Kafka er den moderne regerings mange selvskabte absurditeters krønikeskriver.
Mht. Orwell, så synes jeg stadig han er undervurderet: 1984 er faktisk en af det tyvende århundredes store bøger. Dens indsigter i den totalitære mentalitet henvendte sig ikke kun til det sovjetiske tyranni, hvilket mange på venstrefløjen bekvemt ønsker at tro. Det er utroligt at se, for eksempel, hvor godt han forudsagde det, vi nu kalder politisk korrekthed.
Han forstod hvordan staten kan pervertere selv logikken vi tænker med. Da Orwell skrev “2+2=5,” lød det måske som en tand for meget, men denne type logik er alt for udbredt på universitetsområder, især hvis du kigger på de politiske angreb på kernen af videnskaben. Faktummet at Orwell begyndte som socialist, gør hans kritik af venstrefløjen endnu mere svidende.
AEN: Din nyeste interesse er populærkultur, studiet af hvilken også har været domineret af venstrefløjen.
Cantor: Igen ønsker jeg ikke se venstrefløjen dominere. Højrefløjen begår en stor fejl ved at forlade området. Hvad man end synes om studierne af populærkulturen, er det kommet for at blive. Om et hundrede år, hvis folk studerer noget som helst, vil det være fjernsyn og film fra vores tid. Ting som i dag bliver afvist som lav underholdning vil senere blive studeret med stor opmærksomhed fra skoleelever.
Hvad mere er, sådan har det altid været. Da jeg gik på college i tresserne, var det stadig suspekt at tale om film på colleges. Nu er det helt almindeligt, og folk indser nu, at mange gamle Hollywood-instruktører var store kunstnere.
Jeg har en regel: Vær politisk konservativ, men ikke intellektuelt konservativ. Det største problem for den højreorienterede vis-a-vis kulturel kritik er tendensen mod gammeldagshed. Vi må vide, at der kommer nye ting inden for kunsten, som er meget vigtige og værd at studere. Hvorfor overlade de spændende ting til venstrefløjen? Studerende er interesserede i populærkultur, og de tiltrækkes af dem der taler seriøst om den.
AEN: Hvad er venstrefløjens budskab, når det handler om populærkultur?
Cantor: Til ingens overraskelse, ser de deres studier af populærkultur som en sag imod kapitalisme. Enten siger de at fjernsynsshows hemmeligt forfører folk til kapitalismen, eller de siger at manglen på kvalitet (som der åbenbart skulle være) i disse programmer er et bevis på det kulturelt fattiggørende aspekt ved kapitalismen – den æstetiske kritik igen. Man har denne teori om “vare-liggørelse”, som siger at kapitalismen nedværdiger alt til ting, som kan blive købt og solgt.
Folk på højrefløjen ender med at alliere sig med venstrefløjen, når de leverer angreb på folkelig kultur. Se: Hvis populærkultur er så nedværdigende og afskyelig som mange på højrefløjen siger den er, så er det en frygtelig anklage mod kapitalisme. Det ville se ud som om, at det frie marked ladt alene nedværdiger kultur.
Det er bare ikke sandt. Og når man siger det er sandt, så er det en kæmpe bevilling til venstrefløjen, der, som jeg forklarede tidligere, satser alt på en æstetisk kritik af markedsøkonomien. Ydermere har mange aspekter af populærkultur meget mere rod i livserfaringer og en realistisk vurdering af politik, end mange ting du vil finde i mange former for højkultur.
AEN: Det er et punkt Mises hentydede til.
Cantor: Det er korrekt. Enhver mand som voksede op i det før-Første Verdenskrigs Østrig-Ungarnske imperium, hvilket han gjorde, ved hvad højkultur i virkeligheden er. Han har måske hørt Mahler dirigere, hvad ved jeg. Så jeg ville ikke forvente, at han værdsatte populærkultur meget. Men han så hvordan venstrefløjen arbejdede sig frem til denne æstetiske kritik af kapitalisme, således at de konstant ville brokke sig over populariteten af dårlig fiktion og fremkomsten på markedet af tilsyneladende dårlige kulturelle produkter.
Hans svar var at kapitalisme bringer mere af alt til alle, og derfor er der flere platte romaner at vælge imellem. Men der er også flere store litterære værker til lavere og lavere priser. Der er mere godt og skidt af det hele tilgængeligt, fordi så meget mere kultur er der.
AEN: Afviser du virkelig kritikerne der siger at vores kulturelle standard er faldet drastisk?
Cantor: Her er problemet. En af illusionerne vi har i dag, er, at vi er tilbøjelige til at sammenligne al fjernsyn med det bedste af græsk drama eller det bedste af elizabethansk drama. Vi ender med at tænke: Hvad pokker er der sket med vores kultur?
Men det er blot en fejl. Der blev produceret omkring et tusinde stykker i den gyldne græske tragedie-alder, hvoraf cirka halvtreds har overlevet. Der er grund til at tro, at det var de bedste, der overlevede. Men hvis vi havde hele spektret af græske tragedier, ville vi finde værker lige så dårlige som amerikansk fjernsyn.
Det er fjernsynets rene kvantitet, som sættes under tiltale. En uges fjernsyn spytter flere produktioner ud, end de græske dramatikere var i stand til i løbet af hundrede år. Men hvis du skærer det bedste TV ud, er kvaliteten ret ekstraordinær. Jeg ville være villig til at tage de tyve bedste film fra det tyvende århundrede og matche dem op mod kunstneriske produkter fra ethvert andet århundrede, lige med undtagelse af William Shakespeare. Jeg tror ikke der er noget andet århundrede der har produceret tyve dramaer så gode som det sidste århundredes tyve bedste film.
Bare tænk på al den kapital, der er gået ind i filmindustrien. Ingen kongelig domstol og ingen prins af kirken har doneret så meget kapital til kunsten, som det frie marked har placeret i hænderne på producere, instruktører, skuespillere og komponister, som arbejder for at lave film i dag. Det er ekstraordinært og fantastisk.
AEN: Så hovedindholdet i din bog vil være at irettesætte både højrefløjen og venstrefløjen.
Cantor: Ja, den begynder med pro-kapitalistisk og ikke-venstreorienteret populærkulturkritik. For eksempel hævder jeg, at The Simpsons vil gå over i historien som et af de store programmer, og at dens satiriske værdi er meget betydningsfuld. Jeg tror at X-Files har produceret noget af det stærkeste drama der nogensinde har været i fjernsynet, og at en god episode har al den samme produktionsværdi som en film.
AEN: Og hvordan passer politik ind her?
Cantor: Over de sidste ti år har jeg givet lektioner om disse emner, og jeg begyndte at bemærke et mønster. Det hjalp virkelig, da Mises Instituttet havde den der “End of the State” konference, fordi jeg så at skiftene i populærkultur, afspejler denne end-of-the-state tese.
Det begyndte rigtigt at falde på plads, da jeg så hvad Gilligan’s Island og Star Trek havde til fælles. Her er to shows, som ser meget forskellige ud. Men faktisk er temaet det samme: Gilligan’s Island reklamerer for amerikanisationen af kloden, og Star Trek reklamerer for amerikanisationen af galaksen.
I Star Trek havde mandskabet fået en retningslinie, som fortalte dem ikke at blande sig i interne affærer på andre planeter. Men faktisk stødte de overalt på steder, som ikke var i overensstemmelse med 1960’ernes amerikanske politiske idealer (hvilket dybest set betyder Kennedy administrationen). Derfor blev planeterne ombygget. Deres guder måtte slås ihjel. Deres computere måtte destrueres.
Dr. Spock repræsenterede noget med den begavede og rationelle centrale planlægger, en slags McGeorge Bundy med sjove ører. Mens Captain Kirk var militærmanden med hang til action, der udstedte ordrer. Folk taler om det som om det er et profetisk show, men den slags computere der er sagt de skulle have er grinagtige for os i dag. Og nutidens teknologi er skabt ikke af staten, men af private entreprenører.
AEN: Og Gilligan’s Island?
Cantor: Her har du dette sammensatte mønster af det amerikanske samfund kastet ned på et uciviliseret sted, og de genskaber mirakuløst Amerika. Demokratisk ideologi er gennemtrængende. For eksempel, i episoden hvor de beslutter at vælge en præsident, hvem vinder? Ikke professoren, skipperen eller millionæren, men den almindelige mand – Gilligan selv.
Showets tema er, at amerikanere kan kastes ud hvor som helt på planeten, uden at blive fortabt. Vi spoler frem til 1999 hvor du har The Blair Witch Project, hvori amerikanerne er fortabte, af alle steder, en skovtykning i Maryland. Når børnene rundt om lejrbålet nynner titelsangen fra Gilligan’s Island, bliver vi mindet på hvordan amerikanske følsomheder har ændret sig siden tresserne.
I begge shows fremskaffede rumkapløbet den ideologisk-politiske baggrund. Begge shows nedtonede økonomi og fremhævede politik. Begge reklamerede for global demokratisk ideologi. Ingen af dem havde en opfattelse af frie markeder. Teknologien bliver taget som givet. Rigdom har ingen mening.
Tresserne var blomstringstiden for det nationale fjernsyn med tre dominerende netværk. I halvtredserne var netværkerne bare mæglere af sendetid for koalitioner af producerer og annoncører. Men så besluttede FCC at skille reklameringen fra beslutningerne om, hvilke shows der skulle sendes. FCC endte med at øge netværkenes magt uhyre meget, og deres beslutninger begyndte at afspejle magten og prioriteterne hos staten. Det var ikke nationalisering, men det havde mange af de samme effekter.
AEN: Er budskabet anderledes i dag?
Cantor: I The Simpsons bliver rigdom forbundet med nye idéer. Marge bliver selvstændig forretningsdrivende. Homer finder altid nogle underlige jobs. Apu Nahasapeemapetilon sælger utrætteligt sine varer i Kwik-E-Mart. Ned Flanders åbner en butik for venstrehåndede. Mange af disse virksomheder slår fejl, men i det mindste understreges betydningen af individuelle foretagsomhed.
Staten er repræsenteret af IRS og FBI. Krusty the Clown bliver busted af IRS, og ingen kan rigtig lide staten.
Folkeskolelærer Edna Krabappel gør så lidt som muligt for at imødekomme kravene fra uddannelsesrådet. Der er denne altoverskyggende stemning af, at det staten virkelig vil, er at tage dine penge. Den er fjern og ligeglad.
Jeg husker at Bill Bennett nedskød The Simpsons som et eksempel på alt det affald derude, men senere indrømmede han, han aldrig havde set serien. The Simpsons er på mange måder et postmoderne forsvar for familiens værdier. Det meste af kernehandlingen foregår inden for familien i en lille by. Der er endda en episode, hvor den onde stats socialarbejdere forsøger at tvangsfjerne børnene.
Ja, Simpsons-familien fungerer knapt så godt. Men budskabet er, at lige meget hvor dårlig en bestemt familie er, så er den bedre end ingen familie, og den er bedre end staten. Hvad du end kan sige om Homer, så er han der altid for børnene – og det er en stor forbedring i forhold til de shows, der i tyve år har rakket ned på fædreskabet. Jeg elsker også det faktum, at denne familie ofte er politisk ukorrekt. Venstreorienterede myter bliver angrebet ved hver en lejlighed. Ingen på højrefløjen bør gøre modstand mod dette portræt.
AEN: Og hvad med X-Files?
Cantor: I X-Files er portrættet af staten endnu bedre. Serien behandler staten som en integreret del af den store konspiration. Niveauet af kynisme mod staten i denne serie ville have været utænkelig i de tidlige tressere, hvor troen på staten rigtig nok var meget stor. X-Files viser hvor meget mere realistiske, vi er blevne.
I The Simpsons er nationalstatens forfald repræsenteret af det private initiativs triumf og den blandede befolkning i Springfield. I X-Files bringer globaliseringen desorientering. Jeg bruger ordet globalisering i den samme forstand som venstrefløjen gør det: Den stigende integration af verdensøkonomien. Globaliseringens effekt bliver ofte behandlet i nutidens populærkultur, men er manglende i shows fra nationalstatens fredelige dage. Ja, det synes jeg, er noget som tilhængere af det frie marked skal fejre.
AEN: Har du nogen kommentarer til debatten om politikken i Star Wars?
Cantor: Tja, jeg er ikke nogen stor fan af de nye film i serien, men den ting jeg kan lide ved hele serien er dens påskønnelse af økonomi. For eksempel demonstrerer serien den kapitalistiske sandhed om teknologi, nemlig at det hele ikke blev erstattet på én gang. Den forstod, at i fremtiden vil vi stadig benytte gammel teknologi. Ser du, en af science-fiktionens fejlslag er, at den ser enhver æra som et enkelt midlertidigt stykke, som om alt er produceret på et enkelt øjeblik. I Star Wars har folk ikke kapitalen til at købe ny teknologi, så de putter det gamle til ny anvendelse. Det er en genial indsigt.
AEN: Har du nogen kommentarer om striden over kanonen? Ved at se på populærkultur, negligerer vi da klassikerne?
Cantor: Jeg tror der er en slags skønsom kombination, der kan laves mellem den gamle skole og den nye. Venstrefløjen har ret i at kanonen altid har ændret sig. Oxford underviste ikke i Platon før de sene 1840’ere, for eksempel. Intet universitet underviste i Dickens i år 1900; det blev betragtet som alt for vulgært.
Der er omkring fem forfattere, som skal være del af kanonen. Men når du begynder at bevæge dig væk fra Shakespeare og Dante og deres lige, bliver mange spørgsmål mudrede. For mig er det ikke så meget hvad der bliver undervist i, men hvordan det bliver undervist. Jeg vil hellere høre en god analyse af X-Files end en kedelig analyse af Trollope. Men jeg har også en regel: Når man taler om populærkultur, skal man relatere tilbage til højkulturen.
AEN: Hvordan kom du til at studere under Mises?
Cantor: Min bror læste jura på New York University og studerede sammen med Sylvester Petro. Gennem ham blev jeg introduceret til Mises tanker. Jeg gik i high school, og var femten år, da jeg læste Human Action. En søndag nat da en af mine venner og jeg var sammen, fik vi den skøre idé at ringe til Ludwig von Mises. Jeg fandt Manhattans telefonbog, og min ven ringede hjem til ham. Jeg tror jeg kan huske nummeret, MOnument 2-7077.
Jo, vi var modige. Jeg ville aldrig gøre det i dag. Men han var så flink, som han kunne være. Han inviterede os op på sit kontor og så til hans seminar, hvilket jeg deltog i, i 1961 og 1962. Rothbard var der, Hazlitt var der, og Hayek dukkede op. Det var overvældende.
Mises var den bedste lærer, jeg nogensinde havde haft. Selv i en alder af firs ledte han efter nye studerende. Der var det der skin og glimt i hans øje. Jeg skulle nogle gange sidde ved siden af ham. Han kunne holde forelæsning i to timer med et enkelt notepapir. Hans energi var ekstraordinær. Det har været min idé om det ideelle seminar lige siden.
AEN: Hvad er dit næste projekt?
Cantor: Jeg vil fortsætte med at forsøge at tilføre østrigsk økonomi til litteraturen på en måde, som jeg håber, ville have faldet i Mises’ smag. Jeg ønsker at skrive om omvæltningen til socialistisk ideologi i det sene Victorianske England, for eksempel. Der er masser af arbejde at gøre, selv blandt os ikke-økonomer.
Dette interview er oversat af Lasse Birk Olesen, 2004.