Af: Christoffer Ramberg – ‘fast skribent’ på Liberator.dk
Selv 70 år efter befrielsen, bliver sætningen der tit attribueres til Propagandaministeren Joseph Goebbels, flittigt brugt som argument i overvågningsdebatten.
Når jeg hører eller læser ovenstående ord, sitrer det i hele min krop.
Som frihedselskende individ er det for mig at se en af de farligste mentaliteter man kan have, og følgerne af en sådan mentalitet kan i sidste ende være katastrofale.
Danmark bliver dag for dag et mere og mere overvåget samfund, og det er der grund til at bekymre sig over.
Siden årtusindskiftet er overvågningen af danskerne, og afviklingen af deres frihedsrettigheder steget stødt, og det er ikke slut endnu. Det slutter formentligt heller ikke før danskerne som helhed begynder at bekæmpe det.
Men hvor meget bliver vi egentlig overvåget?
Da regeringen i Oktober 2019 præsenterede det de selv kaldte en “Sikkerhedspakke” og bebudede “Massivt øget overvågning”,var Danmark allerede et ekstremt overvåget land.
På daværende tidspunkt befandt der sig ifølge Sikkerhedsbranchen ca. 1.500.000 overvågningskameraer i Danmark.
Det svarer til et overvågningskamera for hver fjerde dansker. For at sætte tingene i perspektiv, har Storbritannien “kun” et kamera for hver tiende indbygger.
Derudover havde Rigspolitiet faktisk ikke engang et samlet overblik over hvor mange kameraer de reelt set rådede over.
Og med “Tryghedspakken” og “Sikkerhedspakken” skal overvågningen øges yderligere.
Blandt andet ønskede regeringen at tildele politiet en tredobling af “tryghedsskabende kameraer”, nye overvågningsdroner, mulighed for at overtage al tv-overvågning i hele Danmark i realtid, mere overvågning af offentlige bygninger, mulighed for at gemme scanninger fra ANPG-kameraer i længere tid, samt at overvåge det offentlige rum.
Det blev samtidigt obligatorisk for alle statslige og private myndigheder at registrere deres kameraer i POLCAM, så politiet kan tilgå dem.
Kort fortalt bliver overvågning en helt ny størrelse. – En alt for stor størrelse.
Men hvorfor er overvågning et problem?
Det er det af en række af årsager:
For det første har overvågning ikke en dokumenteret mærkbar præventiv effekt når det kommer til eksempelvis personfarlig kriminalitet.
For det andet er overvågning tit og ofte et kæmpe indgreb i den personlige frihed. Frihed er også retten til at blive ladt i fred.
For det tredje kan overvågning blive en direkte farlig ting for de folk der overvåges.
Det kan det fordi at al den information kan misbruges på et hav af måder. Og hvor der er mulighed for misbrug, vil misbrug finde sted. Og det finder sted.
Eksempelvis viste det sig at der var 30 sager om ulovlig telefonaflytning over en 5-års periode.
Men ikke bare misbrug af diverse overvågningsremedier er et problem for den overvågede.
For dertil kommer alle de utilsigtede fejl, der fører til brud på retten til privatliv.
Skandaler om lækkede personoplysninger kommer henholdsvis tit i rampelyset, og det tegner et billede af at selv hvis staten rent hypotetisk var berettiget til at overvåge dens befolkning, er den ikke opgaven værdig.
“Vi bliver også overvåget af eksempelvis Facebook”
Ja, det gør vi. Men der er en helt fundamental forskel på statslig overvågning, og overvågning man selv accepterer. -Nemlig frivillighed.
Men hvorfor er det en vigtig forskel? Det er det fordi at når man benytter et produkt som eksempelvis Facebook, så tilvælger man en masse services på godt og ondt. Men man vælger også frivilligt at lade Facebook bruge sine oplysninger.
Det samme gør sig ikke gældende ved statens overvågning, og du har derfor ikke muligheden for at fravælge den, hvilket i sidste ende gør det til et angreb på den personlige frihed.
Den næste diktator bliver den sidste
Et aspekt man også bliver nødt til at medregne, er at den slags magt til staten tit og ofte ender med at skade enhver der kæmper mod den siddende regerings ønsker.
Mange ser det måske ikke som et problem, fordi de ikke anser det nuværende politiske klima som truende, men det er en situation der hurtigt kan ændre sig.
Historien viser os at det ikke kræver mere end et enkelt valg, en stor politisk handling, eller en enkelt katastrofe at ændre verdens gang.
Om staten og den nuværende regering er farlig er op til subjektiv vurdering, og det er egentlig ikke relevant i denne debat.
Man bør nemlig aldrig give “den bedste” politiker magt, man ikke ønsker at den værste skal have.
Historisk set er der også udefrakommende faktorer man bør tage med i sine beregninger.
I 1930’erne var det de færreste der havde forventet en tysk besættelse, og selv da den tyske værnemagt rumsterede ved grænsen, troede de fleste at tyskerne kun ville rejse gennem Danmark, for at besætte Norge.
I dag ved vi at det forholdt sig anderledes, men hvad var der egentlig sket hvis den tyske diktator havde haft muligheden for at overvåge det besatte Danmark med samme remedier der er tilgængelige for staten i dag?
Og hvad sker der når den næste kommer til en dag?
“Jeg har intet at skjule, og derfor intet at frygte”
“Jeg har intet at skjule, og derfor intet at frygte” er heller ikke et validt argument.
For handlinger der ikke er kriminelle i dag, kan meget vel være det i morgen.
Historien viser at rigtigt og forkert, næsten aldrig har været på linje med hvad der er lovligt og ulovligt.
Vi bør derfor kæmpe mod overvågning som helhed, og vi bør gøre det inden det for alvor er for sent.