Af: Anders Johansen – ‘fast skribent’ på Liberator.dk

Siden midten af marts hvor Mette Frederiksen med et nogenlunde enigt folketing bag sig satte samfundet delvist i stå gennem lukningerne af en lang række private og offentlige instanser, har det ikke skortet på forslag, ønsker og krav om alt fra borgerløn, statsligt ejerskab af virksomheder, lovgivninger imod udbytte og alskens andre ting.

Er der én ting sådan en krise kan bruges til, så er det at cementere sin magtposition i det politiske spil og få sine ønsker drevet igennem under dække af at ville folk det bedste. For at citere Winston Churchill ”skal man ikke lade en god krise gå til spilde” og det gælder så sandelig i disse tider. Vi ser Enhedslisten tordne imod kapitalismens udbytning og dens påståede ønske om profit over liv, over til Veganerpartiets agenda om et samfund der ikke ”udnytter” dyr (jf. deres definition af udnyttelse) og hvordan de mener sygdommen skyldes dette til diverse fagforbunds ønske om højere løn til deres medlemmer pakket ind i en kampagne omkring ”Hverdagens helte” som kampagnen så succesfuldt hedder og hvordan vi bør honorere dem der metaforisk holder den døende i hånden mens de febrilsk søger efter en kur. Fælles er det at alle søger deres egen agenda og blot bruger Corona som et skalkeskjul for at gøre det mere spiseligt. For når folk frygter for deres liv, en stemning der som en sidebemærkning mere kan tilskrives medierne end de faktiske statistikker, så er de også til falds for de lette forklaringer. For at krisen ikke var kommet, havde vi ikke spist dyr. For at hvis vi bare betalte sundhedspersonalet mere, så ville der være personale og pladser til alle eller at hvis vi ikke havde den frie markedsøkonomi som et bærende element, så ville vi alle sammen bare kunne være sendt hjem fra arbejde uden problemer.

Men disse personer, hvor flinke og velopdragne de ellers virker, har ikke som hovedformål at bekæmpe Corona. De har som hovedformål at få deres version af verden trukket ned over hovedet på alle andre. Vi skal derfor være skeptiske til disse forslag, uagtet om de kommer fra dem vi synes om eller om fra dem vi foragter. For en sygdom bliver ikke kureret af at blive plyndret mere af den lokale ridefoged, sende Arbejdstilsynet efter polske håndværkere (som 3F foreslår under dække af at bekymre sig om polske håndværkeres mulighed for at smitte) eller ved at sætte hele befolkninger i karantæne, den bliver slået ned af at der enten opnås tilstrækkelig immunitet blandt mennesker eller ved teknologisk udvikling såsom vacciner, medicin eller anden behandling.

Gør derfor som ethvert fornuftigt tænkende menneske og afvis dem der kommer med politiske løsninger. De forsøger at sælge slange-olie, de er den politiske variant af tv-shopsælgeren med produktet der kan klare det hele på den halve tid, mens den samtidig laver kaffe til dig. Den bedste løsning findes i det frie uhindrede marked, hvor viden og knowhow kan flyde og skabe det der er nødvendigt. Nemlig kuren.

Indtil den kommer, så hav denne sætning i mente næste gang en politisk prædikant toner frem på skærmen:

” I’m from the government and I’m here to help…” Det er i sandhed de mest skræmmende ord du kan høre.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.