D. 10. januar 2012, var en særlig dag. I anledning af monarkens 40-års regeringsjubilæum, smed Den Kongelige Mønt ovenstående guldmønt i handlen.
Det var ikke mange der bed mærke i det. Og da slet ikke de danske medier. Det er ellers rimeligt historisk: For mønten kunne købes for pålydende, 3000 kr. – og det satte et defacto forhold imellem guld og den danske krone. Det er første gang i mange år, at Danmark har haft en guldfod – Den såkaldte “ærlige krone”.
Med 90% af mønten bestående af guld (sådan cirka 22 karat), og med en vægt på 8,65 gram, var der ved datoen markeret på mønten (d. 12 januar), i dagens dollarkurs (5.8 danske kroner på 1 dollar), og dagens guldhandelspris (1661 dollars per ounce), for sådan nogenlunde 2455 kr pur guld i hver mønt.
Med andre ord kunne den almindelige dansker veksle sine danske kroner, til en dansk krone møntfod af guld. 80% af værdien af kronen, var altså garanteret med guld.
Guldmønter som gangbar valuta
Mønten er det man kalder “gangbar mønt”. Det betyder at den er accepteret i alle banker i Danmark. Og at du egentlig burde kunne betale for din bytur med mønten. Det er rede penge.
Hvis du klør dig i hovedbunden, og studser lidt over det – Så tager vi den lige igen.. Ja, du kunne sende Den Kongelige Mønt 3000 kroner og få en guldmønt tilbage. Den mønt var både 3000 kroner værd som valuta, og indeholdt samtidig for 2455 kr guld. Og så kom den endda i en flot æske. Så hvis guldkursen steg, så kunne du med fordel sælge din mønt for dens guldværdi. Og hvis efterspørgslen steg, så kunne du sælge mønter til samlerværdien. Og omend ikke andet, kunne du altid gå ned i banken, og veksle mønten til det samme beløb, som du købte den for.
Jeg var for nogle år siden, selv i banken med et par guldmønter og nogle sølvmønter. Jeg ville lige checke, hvad banken helt ude i vestjylland sagde til sådan noget. Ville de mon godtage mine guldpenge? Så ringede bankpersonalet ind til hovedkvarteret, for at høre hvordan de skulle tage imod guldet. Og svaret var; at det skulle håndteres som almindelige kontanter, i den forstand at beløbet der stod som pålydende skulle indsættes på min konto; men at mønterne ikke skulle i kassen til alle de ligegyldige kontanter. Guldet skulle i en særlig pose, og lige lukt i bankboksen.
Hvis man så undrer sig over, hvorfor staten, monarken, nationalbanken eller den kongelige mønt så dog overhovedet udsteder guldpenge – istedet for de almindelige værdiløse mønter, hvor den pålydende værdi langt overgår metalværdien.. Så kan svaret ikke findes i et økonomisk rationale. Det er velsagtens en kombination af tradition for jubilæumsmønter af ædelmetal, og medaljørernes professionelle stolthed og kunst, såvel som goodwill til møntsamlere fra den portrætterede monark og de regerende politikere.
Det der nok nærmere undrede møntsamlerne, var det høje pålydende tal, der var trykt på mønten. De var nemlig vant til danske guldmønter med et pålydende på maksimalt 1000 kr. Aldrig før, har vi haft et så tæt forhold imellem det pålydende og den såkaldte “iboende” metalværdi.. Hvordan kan det mon være?
Sort Guld
Her har vi en af de mange jubilæumsmønter af guld som Den Kongelige mønt har udstedt – De fleste med en pålydende værdi på 10 kr, og enkelte op til pålydende på 1000 kr. Mønten vi ser til højre her, er en del af “eventyrserien”, indeholder næsten 8 gram ren guld, og er gangbar mønt. Siden mønten blev udstedt, har den osse fået sig en samlerværdi – Men det er muligt at finde de mindre sjældne serier ganske tæt på mønternes iboende guldværdi – Omkring 1500 kr stykket.
Med andre ord, er vi meget langt fra guldstandarden, når man sammenligner med mønten ovenover. Det pålydende er et symbolsk beløb, og den reelle værdi er jo guldet. Derfor solgte Den Kongelige Mønt – ikke overraskende – disse mønter til en pris, der lå tæt på guldkursen.
Men mønterne var, og er, jo stadig gangbar mønt.. Og det betyder, at man kan gå ned i netto, og købe en pose slik for sin tikrone – osse selvom den er lavet af guld, og er mere end 100 gange mere værd.
Og det giver et interessant smuthul, når det kommer til afregning, hvor man vil slippe så billigt som muligt i Skat. Man kan jo forestille sig, at tage sig betalt i guld-tikroner, og selvangive et beløb som er 100 gange mindre end den værdi, man egentlig er betalt for. Eller slippe for det meste moms, når man betaler i gangbar guldmønt.
I USA har vi endda et eksempel på, at en virksomhedsejer, Bobby Kahre, aflønnede sine ni ansatte med sølvmønter i gangbar valuta (Silver dollars). Og det var skattevæsenet ikke så glad ved.
Og det er nok herfor, at den kongelige mønt så sig nødsaget til at justere det pålydende beløb på deres mønter, til først til 1000 kr, og senere til de 3000 kr. Skattefidusen er nemlig ikke så effektiv, når det pålydende er mere end metalværdien. Til gengæld nærmer man sig så en guldstandard.
Og guldmønterne, både den ene og den anden slags, er stadig derude på markedet.