Originalt udgivet på adressen Jeg, Blyant.
Dissidens syndikeret til Liberator
Dissidenten præsenterer en klassiker fra det liberale bibliotek – nu på dansk – Leonard E. Reads essay: I, Pencil

Jeg, Blyant

Mit Stamtræ, Fortalt til Leonard E. Read
Jeg er en blyant – den almindelige blyant af træ, kendt af alle børn og voksne, der kan læse og skrive.
At skrive er for mig både arbejde og fritid; jeg laver ikke andet.
Du undrer dig måske over, at jeg nedfælder et stamtræ. Først og fremmest er det fordi min historie er interessant. Men foruden dette er jeg et mysterium – faktisk i højere grad end et træ, en solnedgang, eller sågar lyn og torden. Men desværre bliver jeg taget for givet af de der bruger mig, som om jeg var en ren tilfældighed uden en baggrundshistorie. Deres overlegne attitude forviser mig til banaliteternes verden. Hvis menneskeheden vedbliver at gentage denne fejltagelse, er det ikke uden fare. Som den vise G. K. Chesterton påpegede: ”Vor fortabelse ligger i mangel på beundring, ikke mangel på undere.”
Jeg, Blyant, hvor simpel jeg end fremstår, fortjener din beundring og ærefrygt, hvilket jeg skal forsøge at bevise. Faktisk, hvis du kan forstå mig – nej, det er for meget at bede nogen om – hvis du kan blive bevidst om det mirakel jeg symboliserer, så kan du hjælpe menneskeheden med at redde den frihed, den på ulykkelig vis er ved at miste. Jeg har en vigtig lektie at formidle. Og jeg kan formidle denne lektie bedre end en bil, et fly eller en opvaskemaskine, fordi jeg tilsyneladende er så simpel.
Simpel? Og alligevel er ingen på denne jord i stand til at fremstille mig. Det lyder utroligt ikke? Især når man ved, at der bliver fremstillet omkring halvanden milliard af min slags om året i USA.
Saml mig op og kig på mig. Hvad ser du? Ikke meget møder øjet – der er lidt træ, lak, et trykt mærke, grafit, en smule metal, og et hviskelæder.

Utallige forgængere

Ligesom du nok ikke kan spore din slægt ret langt tilbage, kan jeg umuligt heller nævne alle mine forgængere. Men jeg vil gerne præsentere tilstrækkeligt mange af dem til at du kan se, hvilken rigdom og kompleksitet min baggrund rummer.
Mit familietræ begynder med hvad der rent faktisk er et træ, nemlig et  lige-kornet cedertræ, som vokser i det nordlige Californien og Oregon. Tænk på alle de save, lastbiler, reb og utallige andre redskaber, der skal bruges for at høste cederstammerne og transportere dem videre til jernbanen. Tænk på hvor mange mennesker og hvilke færdigheder, der er involveret i produktionen: Jernminedrift, stålproduktion, fremstilling af save, økser og motorer; dyrkning af hamp og alle trinene i produktionen af tungt og stærkt reb; skovmands-lejrene med senge,  frokoststuer, køkkener og dyrkning af fødevarer. Adskillige tusinder af mennesker er faktisk medansvarlige for hver eneste kop kaffe skovmændene drikker!
Træstammerne bliver fragtet til et savværk i San Leandro, Californien. Kan du forestille dig alle de individer, der fremstiller vogne, skinner og lokomotiver, samt installerer kommunikationssystemer hertil? Disse masser er mine forgængere.
Tænk på savværket i San Leandro. Cederstammerne bliver skåret til små, blyant-lange stykker, kun en halv centimeter i tykkelse. Stykkerne ovntørres og farves derefter, af samme grund som når kvinder bruger kinderødt – folk foretrækker at jeg ikke er for bleg. Stykkerne bliver derefter voksbehandlet og ovntørret igen. Hvor mange færdigheder kræves der mon i produktionen af farve, ovne, varme, lys, strøm, transportbånd, motorer og alle de andre ting et savværk er afhængigt af? Er manden der fejer gulvet også min forgænger? Ja, samt alle de mænd der var med til at støbe betonen til dæmningen i vandkraftværket, der forsyner savværket med strøm!
Undlad også venligst at overse de forgængere fra nær og fjern, som medvirkede til at transportere tres vognfulde træstykker tværs over landet.
Når træstykkerne når til blyantfabrikken – maskiner og bygninger for adskillige millioner kroner, som mine driftige og sparsommelige forældre har akkumuleret – får hvert stykke fræset otte riller i sig af en kompleks maskine, hvorefter en anden maskine fylder bly i hvert andet stykke, påfører lim og klapper stykkerne sammen som en sandwich. Jeg selv og syv af mine brødre kan derefter udskæres fra denne træ-sandwich.
Mit ”bly” – som faktisk ikke indeholder noget bly – er komplekst i sig selv. Grafitten kommer fra miner på Ceylon. Forestil dig minearbejderne og de der fremstiller deres værktøj; papirsækkene til transport og snoren der holder sækkene sammen. Og de der læsser sækkene om bord på skibene og de der bygger skibene. Selv fyrpasserne og havnearbejderne har medvirket til min fødsel.
Grafitten blandes med ler fra Mississippi, som raffineres ved hjælp af salmiakspiritus. Derefter tilsættes blødgørere såsjff derefter udskæres fra dennrefter pirbejderne har medvirket til min fødsel.ene sammen brødre kan derefter udskæres fra dennåsom sulfoneret talg – animalske fedstoffer kemisk omdannet via svovlsyre. Efter at have passeret gennem adskillige maskiner munder blandingen endelig ud som lange strenge som fra en pølsemaskine, skæres i mindre stykker, tørres og bages i en tusind grader varm ovn. For at øge deres styrke og glathed bliver blystifterne derefter behandlet med en varm mikstur indeholdende candelilla-voks fra Mexico, paraffin-voks, samt hærdede fedtstoffer.
Mit cedertræ får seks lag lak. Kender du til alle ingredienserne i lak? Hvem skulle tro, at de der dyrker castorbønner og laver amerikansk olie er involveret? Det er de såmænd. Ja selv de processer der ligger bag lakkens smukke gule farve, involverer flere mennesker end nogen kan tælle!
Kig en gang på mærket. Dette er en tynd film dannet ved opvarmning af carbon-black blandet med harpiks. Hvordan laver man harpiks, og hvad Søren er carbon-black?
Mit lille stykke metal – dupskoen – er lavet af messing. Forestil dig alle de mennesker der arbejder i zinc- og kobberminer, og alle de der har evnerne til at omdanne disse naturprodukter til skinnende messingplader. De sorte ringe på min dupsko er lavet af sort nikkel. Hvad er sort nikkel og hvordan påføres det? Hele historien om hvorfor der ikke er sort nikkel på midten af min dupsko ville alene kræve flere siders forklaring.
Og så er der kronen på værket; den del af mig som folk bruger til at slette deres fejl. En ingrediens kaldet factis er det der kan slette. Det er et gummi-lignende produkt lavet ved at blande rapsolie fra Hollandsk Ostindien med svovlklorid. Gummi, modsat den gængse opfattelse, bruges kun som bindemiddel. Desuden indgår der også adskillige vulkaniserende og accelererende ingredienser i blandingen. Pimpstenen i blandingen kommer fra Italien, og pigmentet, der giver hviskelæderet sin farve, er cadmiumsulfid.

Ingen ved det

Ønsker nogen at udfordre min tidligere påstand om, at ingen i hele verden ved hvordan jeg er lavet?
Faktisk har millioner af mennesker været medvirkende i min skabelse, men ingen af dem ved ret meget om hvad de andre laver. Nu tænker du måske, at jeg går for langt når jeg tilskriver kaffeplukkere i Brasilien, og fødevareproducenter i andre verdensdele, en medvirken i min skabelse; at dette er et ekstremt standpunkt. Jeg vil dog stå ved min påstand.  Der er ikke en eneste af disse millioner, inklusive direktøren for blyantfabrikken, der bidrager med mere end en ganske lille brøkdel af viden. Fra et videns-standpunkt er den eneste forskel på minearbejderen på Ceylon og skovarbejderen i Oregon, den type af viden de besidder. Hverken minearbejderen eller skovarbejderen kan undværes, lige så lidt som kemikeren på fabrikken, eller arbejderen i oliefeltet, eftersom paraffin er et biprodukt af råolie.
Her en er forbløffende kendsgerning: Hverken arbejderen i oliefeltet, k
emikeren, minearbejderen, skibsbyggeren, mekanikeren, maskinmesteren, eller direktøren for fabrikken, udfører deres særlige opgave fordi de gerne vil eje mig. Hver enkelt af dem ønsker sig sandsynligvis mig i mindre grad end et barn i første klasse gør. Faktisk er der nogle iblandt denne masse af mennesker, som aldrig har set en blyant og heller ikke ville vide hvordan de skulle bruge en. Deres motivation er en anden end mig. Måske hænger det således sammen: Hver enkelt af disse millioner kan se, at han kan bytte sin lille smule viden for de ting han ønsker sig. Jeg er muligvis ikke blandt disse ting.

Ingen mastermind

Der er en endnu mere forbløffende kendsgerning: Fraværet af en mastermind; en person der dikterer eller instruerer disse utallige handlinger der munder ud i min eksistens. Der findes intet spor efter en sådan person. I stedet er den usynlige hånd på spil. Dette er mysteriet, som jeg henviste til tidligere.
Det siges, at ”kun Gud kan skabe et træ”. Hvorfor er vi enige i dette udsagn? Er det ikke fordi vi forstår, at vi ikke selv ville kunne skabe et? Kan vi overhovedet beskrive et træ? Nej, bortset fra i overfladiske vendinger. Eksempelvis kan vi sige, at en bestemt molekylær sammensætning manifesterer sig som et træ. Men hvilken menneskehjerne ville kunne registrere, endsige bevirke, de konstante forandringer i molekyler, som udspiller sig i et træs levetid? En sådan bedrift er utænkelig!
Jeg, Blyant, er en kompleks kombination af mirakler: træ, zink, kobber, grafit, og så fremdeles. Men til disse mirakler, der manifesterer sig i naturen, er der blevet føjet et endnu mere fantastisk mirakel: Samlingen af kreative menneskelige energier – millioner af bittesmå stykker viden, der konfigurerer sig naturligt og spontant, som svar på menneskelig nød og begær, og helt uden nogen menneskelig mastermind! Eftersom kun Gud kan skabe et træ, insisterer jeg på, at kun Gud ville kunne skabe mig. Mennesket er lige så lidt i stand til at dirigere disse millioner stykker viden for at skabe mig, som det er i stand til at sammensætte molekylerne for at skabe et træ.
Ovenstående er hvad jeg mente da jeg skrev, ”hvis du kan blive bevidst om det mirakel jeg symboliserer, så kan du hjælpe menneskeheden med at redde den frihed, den på ulykkelig vis er ved at miste”. For er man bevidst om, at alle disse stykker viden vil samle sig helt naturligt, og endda automatisk, i kreative og produktive mønstre, som svar på menneskelige behov og efterspørgsel – endda i fraværet af politisk styring eller anden form for tvungen central planlægning – ja så besidder man en helt essentiel ingrediens for friheden: troen på frie individer. Frihed er umuligt uden denne bevidsthed.
Når først staten har haft et monopol på en kreativ aktivitet, som for eksempel postomdeling, så vil de fleste mennesker tro, at posten ikke ville kunne blive effektivt omdelt af frit handlende individer. Og her er grunden: Hver enkelt forstår, at han selv ikke har viden om alle elementerne i postomdeling. Han forstår også, at intet andet individ har denne viden. Disse indsigter er korrekte. Intet individ besidder nok viden til at kunne forestå en nations postomdeling, såvel som han ikke besidder nok viden til at kunne fremstille en blyant. I fraværet af troen på frie individer – i mangel på bevidstheden om, at millioner af bittesmå stykker viden naturligt og mirakuløst vil samle sig og samarbejde for at dække vores behov – vil individet uvægerligt ende med fejlagtigt at konkludere, at posten kun kan omdeles via en mastermind i form af staten.

En overflod af vidnesbyrd

Hvis jeg, Blyant, var den eneste genstand, der kunne bære vidnesbyrd om hvad frie mennesker er i stand til at udrette, så ville skeptikerne have en god sag. Der eksisterer dog en overflod af vidnesbyrd; de findes overalt omkring os. Postomdeling er overordentligt simpelt sammenlignet med for eksempel fremstillingen af en bil, en regnemaskine, en mejetærsker, en drejebænk, eller ti tusinde andre ting. Omdeling og levering? Jamen, i de områder hvor individer har fået friheden til at prøve, leverer de den menneskelige stemme verden rundt på et splitsekund; de leverer en begivenhed direkte i levende billeder til ethvert hjem; de leverer 150 passagerer fra Seattle til Baltimore på under fire timer; de leverer gas fra Texas til ens fyr i New York til ufatteligt lave priser og uden subsidier; de leverer olie fra den Persiske Golf til USA’s østkyst – halvvejs over jorden – for færre penge end hvad staten kræver for at levere et brev til den anden side af vejen!
Lektien jeg formidler er denne: Lad alle kreative energier være uhæmmede. Nøjes med blot at indrette samfundet til at fungere i harmoni med denne lektie. Lad samfundets juridiske apparat fjerne alle forhindringer så vidt det formår. Tillad de kreative stykker viden at flyde frit. Hav tillid til, at frie mennesker vil reagere på den usynlige hånd. Denne tillid vil blive belønnet.
Jeg, Blyant, hvor simpel jeg end fremstår, tilbyder min skabelses mirakel som et vidnesbyrd om, at dette er en praktisk tro. Så praktisk som solen, som regnen, som cedertræet, som den gode jord.
Original artikel: “I, Pencil: My Family Tree as told to Leonard E. Read”
http://www.econlib.org/library/Essays/rdPncl1.html
Essayet har været en inspirationskilde og referenceramme for mange siden udgivelsen i 1958, inklusive Milton Friedman, som her giver sin fortolkning: https://youtu.be/67tHtpac5ws
Se også den glimrende lille film I, Pencil: The Movie: https://youtu.be/IYO3tOqDISE
Source: Dissidens syndikeret til Liberator