Nytårsaften gjorde jeg den fejltagelse, at jeg begyndte at diskutere politik under en middag, i et for mig stort set ukendt selskab. Det er måske mindre velopdragent, at bringe emner som politik eller religion på bane under sådanne forhold, men det som faktisk skabte et problem, var mine meddebatørers generelle indstilling overfor anderledes tænkende. Jeg var nemlig til nytårsmiddag hos en gruppe mennesker, hvoraf størstedelen havde holdninger ret langt ude på venstrefløjen. Uden at have gjort noget for at provokere, blev jeg behandlet på en yderst uhøflig måde, og på et tidspunkt truet med tæsk, udelukkende fordi jeg udtrykte at jeg så mig selv som liberal, og havde forud for truslerne argumenteret for individuel frihed, demokrati, personligt ansvar og markedsøkonomi.
Man formåede ikke at udvise noget ønske om dialog. Uden videre argumentation blev mine holdninger erklæret for »fucked up«, jeg fik at vide at jeg sagtens kunne få tæv, og man gav udtryk for at man hurtigt kunne skaffe nogle kammerater der ville deltage i en eventuel mishandling af mig. Jeg kunne formentlig have håndteret en konfrontation, men ville naturligvis hellere undgå dumheder. Jeg forlod selskabet, eftersom at selv værten havde blevet forarget over det at jeg tilsyneladende ikke var enig med deres holdninger. Det var i sig selv ret uansvarligt af vedkommende, eftersom at jeg havde rejst i over en time fra København til værtens hjemby, men jeg kom da til København og havde alligevel en virkelig fin nytårsaften i selskab med betydeligt mere festligt, demokratisk og tolerant indstillede mennesker. Intolerancen havde flyttet mig til en langt bedre og mere interessant fest. Det er næsten lige før at jeg skal takke disse folk for deres behandling af mig – og ikke bare af dén grund, men fordi det også har bidraget til at bekræfte en del af mine værste anelser om deres bevægelse. Ikke særlig mange dage senere kom der yderligere bekræftelse.
Situationen var egentlig ganske symptomatisk for den yderste venstrefløjs tilgang til anderledes tænkende og demokrati. Det var alligevel ret sindssygt at blive udsat for en sådan behandling, uden engang at have givet udtryk for racistiske eller på anden vis anti-demokratiske holdninger, som unægteligt kan provokere de fleste, inklusive mig. En af de værste ting var det, at der var tale om folk, der påstod at de var anarkister. Det er ganske paradoksalt at nogen hævder et tilhørsforhold til den formentlig mest tolerante og libertære ideologi, men alligevel ikke formår at udvise nogen form for tolerance, og lægger for dagen en intolerant adfærd der grænser til det decideret anti-demokratiske.
Det var den typisk venstreorienterede, såkaldte anarkists adfærd overfor omverdenen, i en nøddeskal. Jeg kan ikke se mennesker der ønsker frihed som andet end kammerater, men for disse menneskers vedkommende kan jeg ikke se nogen stræben efter frihed. Frihed bør være frihed til at tænke og handle efter ens egen vilje, hvilket naturligvis skal ske indenfor en rimelighed overfor sine omgivelser. Man skal ikke underlægges noget kollektivs tvang, så længe man ikke retfærdiggør det ved egne handlinger. De eneste der altså kan undtages disse simple principer, er anti-demokrater samt andre der håndgribeligt og direkte forbryder sig mod andres frihed, selvbestemmelse og velfærd.
De venstreorienterede hyklere priser sig selv som minoriteternes forkæmpere. Et generelt udgangspunkt i kampen for minoriteter er det at man ikke kan regnes som en forsvarer af minoriteter, når man fratager de mindste minoriteter – inklusive individet – deres rettigheder på grundlag af det at de er anderledes tænkende. Dette er dog lige præcis det, der ofte sker. Det seneste skud på stammen i denne sammenhæng var reaktionen på en planlagt pro-israelsk demonstration der måtte tolkes som en provokation, blot fordi man har en anderledes mening end de venstreorienterede, og demonstrationen derfor ikke måtte finde sted. Forslagene til sabotage gik på alt fra en fredelig moddemonstration til at demonstrationen skulle »ødelægges« og at krigen i Gaza skulle »flyttes herhjem« .
Heldigvis var politiet dygtige til at arbejde præventivt i forbindelse med demonstrationen, således at det ikke blev til scener af horder af muslimske unge der i lykkelig forening med venstreekstremister overdængede en fredelig forsamling bestående af en stor del ældre mennesker med sten, kanonslag og andet kasteskyts. Alligevel brillerede moddemonstranterne i at vise sig fra deres værste side ved ifølge venstreekstremisternes eget medieportal, Modkraft, at overfalde en ensomt gående midaldrende demonstrant på vejen hjem og slå vedkommende til blods. Visse demonstranter heilede, råbte »Heil Hitler« og opfordrede til drab på jøder. Anti-semitiske kampråb som »Khaybar Khaybar, ya yahoud«, dvs. en henvisning til massakren af en jødisk by, var normen. Modkraft viser også billeder af maskerede arabiske unge der marcherer med Hizb-ut-Tahrir-faner i selskab med venstreekstremister. Hyklerisk venstreekstremisme og rabiat islamisme i skøn forening. Sammenlignet med almindelig venstreradikal praksis er dette ikke bare hyklerisk, men også racistisk. Det kan dog være sådan at man hellere vil genere byens fem pæredanske nynazister, i stedet for at lægge sig ud med de langt antalsmæssigt overlegne arabiske islamister der mindst er lige så anti-demokratiske og racistiske.
Et andet medie der bringer lidt mere end en notits, nemlig ekstrabladet.dk, citerer Københavns Politis talsmand, Flemming Steen Munch, som udtaler følgende: »Der er tale om en gruppe på 50 af dem, der var inde for at forsøge at lave rav i gaden på Rådhuspladsen. De er hvad jeg vil kalde uden for pædagogisk rækkevidde. For få minutter siden kastede de kanonslag ind på en McDonalds-restaurant på Nørrebrogade. De har også hevet en mor og et barn ud af en bil.«. Antallet kom ganske kort tid efter op på over hundrede anholdte.
På grund af politiets indsats vil det ikke være helt uforventeligt og ude af tråd med almen praksis, hvis man fra venstreekstremistisk side også ville hævde at ens demonstrations- og forsamlingsfrihed er blevet indskrænket, man er blevet udsat for en uretfærdig behandling osv., selvom man ironisk nok selv ikke rigtig har ønsket at lade en anden gruppe udtrykke sine holdninger i fred.
Man kan ofte heller ikke lade være med at undre sig over om der er tale om et reelt ønske om at fremhæve politiske holdninger og forsøge at opnå en udfra eget synspunkt positiv udvikling, eller derimod udelukkende har et personligt beskæftigelsesbehov der bliver opfyldt gennem såkaldt politisk virksomhed. Man vil jo tilsyneladende gerne gå på gaden sammen med anti-semiter, så længe at man opnår ballade og er »på tværs«. Det virker ofte også som om at man agerer udfra det at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed, og at der desuden er tale om grupperinger der foretrækker selvisolation og udfarende aggression frem for mere fornuftig virksomhed. Opmærksomhedsbehovet kan på den anden side nærmest sammenlignes med det som små børn besidder, da opmærksomheden som regel udelukkende er opmærksomhed, og ikke noget der skaber nogen debat, overhovedet.
Man har et ganske validt argument i det at pressen er sensationssøgende og generelt desværre vil se det som mere interessant at publicere en artikel om ballade i forbindelse med et politisk arrangement, end en artikel som i detaljer beskriver arrangementets baggrund og de problematiker som søges fremhævet. Det er dog stadig ret ufatteligt at man hellere vil have nogle positive artikler i tydeligt venstreorienterede medier som Modkraft der overhovedet ikke når mere end en promille af befolkningen, mens mainstream-medierne udelukkende beskriver balladen til arrangementet, og f.eks. venstrefløjskritiske medier som 180grader bruger eventuelle uheldige begivenheder som ammunition imod de aktionerende og venstrefløjen generelt.
Et forløb i en sådan forbindelse kan være ganske uforståeligt for den almindelige avislæser og mindsker oftest sympatien overfor aktivisterne. I yderste konsekvens kan det også fjerne sympatien for selve sagen, eller gøre det meget lettere for modstandere at flytte fokus fra den reele problemstilling, hvilket bl.a. fungerer i bred udstrækning i forbindelse med ungdomshussagen, hvor en Rasmus Jarlov der enten er demagog, ignorant eller en blanding af tingene, ikke bare er i stand til at anvende henvisninger til irrelevante hændelser, men også bruge anarkismen – ideologien anarkismen, ordene »anarkistisk«og »anarkisme« – som nedsættende udtryk fordi det gennem denne tilsyneladende demagogiske eller ignorante persons optik netop er forbundet med diverse dårligdomme, hvilket gang på gang kan blive bekræftet af »anarkisterne« selv.
De fleste ting der bliver lagt anarkismen til last hænger meget løst sammen med anarkismen eller de problemstillinger man som anarkist italesætter. Jeg så faktisk personligt helst at denne pseudopolitiske fløj ikke direkte blev forbundet med ideologien som sådan. Anarkismen har siden dens udbreddelse undergået en stigmatisering fra både borgerlig og statssocialistisk side, der i den almindelige borgers bevidsthed har tillagt ideologien kendetegn, der overhovedet intet har med den at gøre. Det som man mindst har brug for, er selverklærede anarkister der miskrediterer ideologien yderligere.
I en del sammenhænge er der desuden tale om fuldkommen politisk irrelevante mål og paroler i forhold til det anarkistiske, hvor man som påstået anarkist eksempelvis ønsker dybt étatiske og uansvarlige tiltag der mest kan kategoriseres som kommende fra en mentalitet bygget omkring Enhedslistens blanding af kommunistisk anti-kapitalisme og socialdemokratisk tyveri der aldrig ville kunne eksistere uden kapitalisme og markedsøkonomi. Det er virkelig interessant, hvordan man mener at disse ting kan hænge sammen og fungere i virkelighedens verden.
Det er nærmest som om at man har taget det værste fra den mest ignorante, konservative fordomsgryde om anarkismen og har tilstræbt sig at misbruge anarkismens navn og symboler ved at leve op til disse fordomme som led i at opfylde et afsporet personligt beskæftighedsbehov, der bliver tacklet gennem bl.a. sadomasochistiske aktionsformer og mere eller mindre nytteløs vold.
Jeg får nærmest kvalme over hvordan en subkulturel sekt har haft succes med både at kapre en ideologi med henblik på retfærddigørelse af egne handlinger i egen bevidsthed, og også desværre har kapret den således at disse handlinger direkte bliver forbundet med ideologien i den almene bevidsthed. Det er fuldstændig uansvarligt og respektløst overfor anarkismen at få det til at fremstå som en ideologi af utilpassede galninge. Disse mennesker er større effektive fjender af anarkismen end hvad autoritære nogensinde kommer til at blive.
Photo by sogs2sogs 
Libertære socialister?
